Råddenskab i videnskab

Ifølge en fin ny undersøgelse er amerikanske konservatives tillid til videnskaben faldet drastisk siden 1974. Manden bag undersøgelsen, sociolog Gordon Gauchat, fastslår, at den stigende mistillid ikke skyldes holdningsændringer blandt lavtuddannede konservative, men et seismisk skift blandt højtudannede konservative.

Gordon Gauchat forsøger sig med flere forklaringer på konservatives dalende autoritetstro:

As for why self-identified conservatives were much less likely to trust science in 2010 than they were in the mid-1970s, Gauchat offered several possibilities. One is the conservative movement itself.

“Over the last several decades, there’s been an effort among those who define themselves as conservatives to clearly identify what it means to be a conservative,” Gauchat said. “For whatever reason, this appears to involve opposing science and universities and what is perceived as the ‘liberal culture.’ So, self-identified conservatives seem to lump these groups together and rally around the notion that what makes ‘us’ conservatives is that we don’t agree with ‘them.’”

Another possibility, according to Gauchat, is the changing role of science in the United States. “In the past, the scientific community was viewed as concerned primarily with macro structural matters such as winning the space race,” Gauchat said. “Today, conservatives perceive the scientific community as more focused on regulatory matters such as stopping industry from producing too much carbon dioxide. Conservatives often oppose government regulation, and they increasingly perceive science as on the side of regulation, especially as scientific evidence is used more frequently in the work of government agencies such as the Environmental Protection Agency and in public debates over issues such as climate change.”

Begge forklaringer har for mig at se uden tvivl noget på sig. Herhjemme har flere danske undersøgelser vist, at den akademiske verden er som en massiv rød bastion, som de fleste udenfor den røde blok nok kan have svært ved at identificere sig med. Og jeg tror faktisk også det er korrekt, at offentligt ansatte akademikere i deres undersøgelser som regel konkluderer noget i retning af, at løsningen på dette eller hint problem kræver flere offentligt ansatte akademikere til at regulere og kontrollere samfundsudviklingen.

i 1974 var jeg fjorten år og havde sikkert hverken mere eller mindre tillid til videnskaben end alle andre fjortenårige. Men det var nogenlunde fra den alder jeg begyndte at læse bøger af folk som Desmond Morris, Konrad Lorenz, David Attenborough og Richard Leaky. Senere blev jeg optaget af spørgsmålet om kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske konsekvenser og forlod naturforskerne til fordel for Bohr, Heisenbeg, Einstein og den finurlige Gamow.

Mere generelt har jeg livet igennem haft en interesse for populærvidenskab. Jeg var en af de første til at abonnere på Illustreret Videnskab og har stadig en komplet samling af magasinets første fire årgange stående. En nær ven gjorde mig opmærksom på det noget mere lødige (i al fald tungere) Scientific American, som det danske magasin så blev udskriftet med.

Op gennem 1980erne var intelligensforskning stort set ikke noget, man beskæftigede sig med i populærvidenskaben. Som videnskabelig disciplin synes intelligensforskning at være lagt i ruiner med Stephen Jay Goulds mammutværk The Mismeasurement of Man, der kort fortalt hævdede, at intelligensforskning er noget pseudovidenskabeligt bras, drevet i både fortid og nutid af hvide racisters blinde racefordomme.

Jeg tror ikke Goulds indflydelse i de år kan overvurderes. Det var i hvert fald altid ham, man så refereret, når talen faldt på intelligensforskning. En anden skikkelse, der ofte blev nævnt, var psykologen Arthur Jensen. En hvid racist, der stik imod alle videnskabelige beviser opåstod, at negere var dummere end hvide. Hævdede f.eks. Gould…

Det var nærmest ved et tilfælde, at jeg omkring 1990 læste Arthur Jensens kritik af Goulds bog, The Debunking of Scientific Fossils And Straw Persons. Indholdet af denne artikel rystede mig!

Det rystede mig i og for sig ikke, at Stephen Jay Gould blev afsløret som en charlatan. Sådanne skandaler havde jeg tidligere fulgt med i omkring Erich von Däniken (som jeg meget vagt blev personligt berørt af), Immanuel Velikovsky og Margaret Meade, og jeg kendte selvfølgelig historien om både Piltdown-manden og den gamle frø-svindler Paul Kammerer.

Nej, hvad der rystede mig var, at trods Arthur Jensens ti år gamle afsløring, så blev (og bliver) Gould af andre videnskabsmænd stadig fremført som den store autoritet omkring intelligensforskning. Det sagde mig noget om, at der er indsneget sig en råddenskab i det moderne videnskabelige samfund, så ideologi er blevet vigtigere end sandhed.

Desværre bredte denne råddenskab sig også til redaktionen af Scientific American. Det opdagede jeg, da man i 1995 lod en af Goulds gamle kumpaner fra den marxistiske kamporganisation Science For the People, Leon Kamin, “anmelde” The Bell Curve. Siden da har jeg ikke købt det amerikanske videnskabsmagasin.

Jeg har som så mange andre også set, hvordan det videnskabelige miljø herhjemme har behandlet forskere som politologen Bjørn Lomborg, historikeren Bent Jensen og psykologen Helmuth Nyborg, fordi de på hver deres vis offentligt siger noget andet end hvad der passer til fodformede venstrefløjsmeninger. Derfor er det da også blevet min klare opfattelse, at videnskabsmænd i dag udpræget konstruerer, fortolker og tilpasser deres resultater så disse understøtter og stemmer med den politiske ideologi (de såkaldte menneskerettigheder) som eliten i dag retfærdiggør deres magtudøvelse med.

Alt i alt mener jeg altså, at sociologen Gordon Gauchat mangler en tredje årsagsforklaring til den markant stigende mistillid til videnskab blandt amerikanske konservative. Nemlig, at megen moderne videnskab er så dårlig, uredelig og politisk farvet, at dens resultater og konklusioner ganske enkelt er upålidelige.

***

About these ads
Dette indlæg blev udgivet i totalitarisme. Bogmærk permalinket.

4 Kommentarer til Råddenskab i videnskab

  1. facebook skriver:

    Sikken en interessant blog!

    Du har sikkert hørt, at Goulds bagvaskelse af Morton var et falsum? Gould anklagede eller selv Morton for at fuske!

    http://dienekes.blogspot.com/2011/06/stephen-jay-gould-incompetent-or-biased.html

    Ikke underligt, at folk mister tillid til korrupte forskere. Goulds ideer blev jo direkte kolporteret til udenforstående.

  2. Martin Kasler skriver:

    Tak for de pæne ord :) Og tak for videoen, som jeg ikke tidligere har set.

    Jo, historien om Goulds bagvaskelse af Morton kender jeg skam godt. Faktisk blev Goulds fusk afsløret for mere end tyve år siden, men det var af en ydmyg specialestuderende, som den fine professor og populære formidler kunne tillade sig at ignorere.

    Gould lod offentligheden have det indtryk, at han faktisk havde målt efter på Mortons kraniesamling, men det var der slet ikke tale om. Han havde derimod gennemregnet på Mortons tabeller. Det samme gjorde så John S. Michael få år senere i forbindelse med sit speciale og gendrev i en artikel Goulds påstande, nemlig at Morton (ubevidst) havde regnet forkert til den hvide races fordel).

    Det pågædende tidsskrift indbød Gould til at svare på Michael’s afsløring, men man hørte aldrig fra Harvard-professoren. Jeg tror der gik hen ved ti år, før Gould offentligt forholdt sig til Michael’s artikel. Han undskyldte sig da med, at han kun havde haft et dårligt fotokopi af Mortons tabeller af arbejde med. Endnu senere slog Gould sagen hen med en charmerende bemærkning om, at den beviste hans hovedtese om, at videnskabsmænd ubevidst kunne narre sig selv.

    Faktisk tror jeg, at samtlige hovedpåstande i ‘The Mismeasurement of Man’ i dag er skudt ned som dårlig eller uredelig videnskab. Men som bibel for politiske korrekte vidneskabmænd refereres den mig bekendt stadig.

  3. Lasse skriver:

    lige en hurtig kommentar til en blog fuld af fejl og misforståelser (jeg bruger bevidst ikke ordet: manipulation):

    Hvorfor sætter du tilld til videnskab = autoritetstro? Videnskab er det modsatte af autoritetstro. Det er dog yderst bizart.

    • Martin Kasler skriver:

      Lasse, du kan selv være bizar :) Jeg sætter jo ikke lighedstegn mellem autoritetstro og videnskab. Jeg påpeger sådan set bare, at kun autoritetstro mennesker i dag kan have tillid til videnskaben, fordi meget af den faktisk er så elendig som den er.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s