Ossendowski og Den hvide Baron

Jeg har lige læst den mest fantastiske bog. Den hedder Beasts, Men and Gods og er skrevet  i 1922 af Ferdinand Ossendowski, der senere skrev den nok mere kendte Lenin: God of the Godless.

Ferdinand Ossendowski i en moden alder.

Ferdinand Ossendowski (1876-1945) var en polskfødt geolog, der under den russiske borgerkrig tilsluttede sig admiral Kolchaks styrker i Sibirien. Under sig havde Kolchak bl.a. Den Tjekkoslovakiske legion, der i 1920 forrådte ham til kommunisterne.

Efter mordet på den brave admiral søgte Ossendowski tilflugt i byen Krasnoyarsk ved Yenisei-flodens bred. Hans beretning begynder omkring februar 1921, hvor han opdager at de røde morderbander er på sporet af ham. Han flygter ud i den sibiriske taiga og støder på en gruppe polske officerer, som han gennem det næste år leder på en fantastisk flugt fra Lenins grusomme terrorregime.

Ossendowskis oprindelige plan var at flygte gennem det kinesisk besatte Mongolidet og videre gennem Kina til Stillehavskysten. Men undervejs får den lille gruppe driststige mænd fortalt, at kineserne har aftalt med regimet i Petrograd, at alle flygtninge fra Rusland vil blive sendt tilbage til Chekaens kærlige behandling.

I foråret 1920 så Ossendowski isen bryde op på Yeniseis nedre løb, og vidste derfor alt om de rødes uudslukkelige blodtørst:

Watching this glorious withdrawal of the ice, I was filled with terror and revolt at seeing the awful spoils which the Yenisei bore away in this annual retreat. These were the bodies of the executed counter-revolutionaries—officers, soldiers and Cossacks of the former army of the Superior Governor of all anti-Bolshevik Russia, Admiral Kolchak. They were the results of the bloody work of the “Cheka” at Minnusinsk. Hundreds of these bodies with heads and hands cut off, with mutilated faces and bodies half burned, with broken skulls, floated and mingled with the blocks of ice, looking for their graves…

Ferdinand Ossendowski beslutter sig derfor at lede sin gruppe gennem den sydvestlige del af Gobi-ørkenen til Tibet, og derfra videre til den britiske kronkoloni Indien. De slås sig vej til Tibet, men efter en vældig kamp med en flok banditter, hvor Ossendowski mister seks mand, må de opgive ruten gennem Tibet.

De nu kun 12 mand beslutter sig for at følge Ossendowskis oprindelige plan og sætter derfor kursen mod Mongolidet, der i mellemtiden er blevet befriet af general Ungern-Sternberg. Efter mange eventyr når Ferdinand Ossendowski frem til hovedstaden Urga, hvor han tilbringer ni dage i selskab med den unge general. Ossendowski når med nød og næppe at undslippe et mordkomplot, før han omsider når frem til den kinesiske jernbaneby Hailar, hvor han beretning slutter.

På sin eventyrlige færd mod friheden fra den røde pest, møder Ferdinand Ossendowski mange fascinerende skikkelser. Morderen Ivan, en landsforsvist straffefange, der en nat betror Ossendowski hvordan han torturerede et ægtepar til døde i selvsamme hytte, de nu overnatter i. Der er Ossendowskis trofaste følgesvend, en kæmpestor navnløs landbrugsekspert, der – tvunget af omstændighederne – finder sit kald som født dræber:

When I was a boy, my mother wanted to make a priest out of me. When I grew up, I became a trained agronome in order . . . to strangle the people and smash their skulls. Revolution is a very stupid thing!

Ferdinand Ossendowski møder også den sagnomspudne Tushegoun Lama, en kriger og troldmand frygtet fra Lasha til Urga, der demonstrerer sine uhyggelige magiske evner for den landflygtige polak. Ossendowski møder også selveste Bogdo Khan, den levende gud, ottende reinkarnation af lamaen Taranatha. Mongolidets khan og øverste lama, befriet og genindsat af general Ungern-Sternberg.

Som nævnt tilbragte Ferdinand Ossendowski ni dage i selskab med Ungern-Sternberg, der med sin asiatiske kavaleridivision var den sidste hvide general i felten mod Lenins sataniske regime.

Baron Roman von Ungern-Sternberg kort før sin død i 1921. Den unge general er iført mongolsk klædedrag. På ventre bryst bærer den unge kavalerigeneral Skt. Georg Korset, Ruslands højeste tapperhedsmedalje, som han vandt under første verdenskrig.

Baron Roman von Ungern-Sternberg nedstammede fra en ridder i Den Teutonske Orden, der i middelalderen kristnede de vilde stammer i Baltikum. Baronen var uhyre grusom og frygtet af både venner og fjender. Hans fjender kaldte Ungern-Sternberg “den blodige baron” og “den gale baron”, men mongolerne anså ham for at en reinkarnation af Jenghiz Khan:

From the north a white warrior came and called on the Mongols to break their chains of slavery, which fell upon our freed soil. This white warrior was the Incarnated Jenghiz Khan and he predicted the coming of the greatest of all Mongols who will spread the fair faith of Buddha and the glory and power of the offspring of Jenghiz, Ugadai and Kublai Khan. So it shall be!

Ungern-Sternberg var skånede hverken sig selv eller andre, men han var langt fra gal. I sine samtaler med Ferdinand Ossendowski viser han sig tværtimod overordentlig klarhjernet. Om nødvendigheden af sine metoder fastslår han, “we are not fighting a political party but a sect of murderers of all contemporary spiritual culture“.

Om “the depravity of revolution” uddyber Ungern-Sternberg:

In the Buddhistic and ancient Christian books we read stern predictions about the time when the war between the good and evil spirits must begin. Then there must come the unknown ‘Curse’ which will conquer the world, blot out culture, kill morality and destroy all the people. Its weapon is revolution.

For hver revolution genfødes menneskeheden fjernere fra Gud:

During every revolution the previously experienced intellect-creator will be replaced by the new rough force of the destroyer. He will place and hold in the first rank the lower instincts and desires. Man will be farther removed from the divine and the spiritual.

“Revolution is an infectious disease”, fastslår Ungern-Sternberg, og menneskets karma er derfor apokalypsen:

The Great Spirit put at the threshold of our lives Karma, who knows neither anger nor pardon. He will reckon the account, whose total will be famine, destruction, the death of culture, of glory, of honor and of spirit, the death of states and the death of peoples.

Den unge baron afslører også til Ferdinand Ossendowski hvorfor han er i Mongolidet. Han vil grundlægge et mægtigt asiatisk rige som bolværk mod menneskehedens oprør mod Gud:

This State must be strong, physically and morally, and must erect a barrier against revolution and carefully preserve its own spirit, philosophy and individual policy. If humanity, mad and corrupted, continues to threaten the Divine Spirit in mankind, to spread blood and to obstruct moral development, the Asiatic State must terminate this movement decisively and establish a permanent, firm peace.

Baron Ungern-Sternbergs vision blev som bekendt ikke til noget. Kort efter Ossendowski traf ham i Urga, blev baronen forrådt og myrdet af de røde. Mongolidet faldt og blev Sovjet-diktaturets aller første vasalstat. Dog er det interessant at Ungern-Sternberg faktisk forestillede sig, at det tænkte centralasiatiske rige skulle rejses “under the moral and legislative leadership of China“. En nation, der netop i vor tid er ved at genrejse sig som Riget i Midten – en asiatisk verdensmagt.

Ferdinand Ossendowski beskrives af visse som en fantast, der bl.a. hævder at have besøgt Agharti, et verdensomspændende underjordisk rige hvor Verdensherskeren bor. Dette har intet på sig. Ossendowski er en trænet videnskabsmænd og flere steder i sin bog peger han på naturvidenskabelige forklaringer på de magiske fænomener, han får fortalt. Omkring Agharti genfortæller Ossendowski da også blot hvad han har fået fortalt af mongolernes lamaer og munke. Han hævder bestemt ikke at have besøgt dette sagnrige.

***

Slagtehus 1-AC6

Efter sin samtale med advokaten Stephen Bingham, blev George Jackson ført ud af besøgslokalet og visiteret af fængselsbetjent Edward Fleming. Jackson sendte et fingerkys til John Clutchettes mor, der sad og talte med sin søn. Begge opfattede Jackson som ejendommeligt eksalteret og Clutchette spurgte ham “Are you on something?”

I San Quentins Adjustment Center
George Jackson blev eskorteret tilbage til San Quentins sikkerhedsafdeling – det såkaldte Adjustment Center (AC) – af betjent Frank DeLeon. San Quentins AC var en treetagers bygning, der lå ca. 50 meter fra fængslets modtagelse, hvor besøgrummene befandt sig.

AC’ens to øverste etager blev fortrinsvis brugt til at huse dødsdømte, indsatte i beskyttelsesarrest m.v. AC’ens stueetage var forbeholdt farlige og vanskelige fanger. På denne dag husede stueetagen 27 indsatte, heriblandt George Jackson, John Clutchette og den tredje ‘Soledad-bror’ Fleeta Drumgo.

Oversigt over stueetagen i San Quentins AC 21. august 1971. Øverst ses modtagelsen, dernæst cellegangen med fordelingen af indsatte noteret.

George Jackson sad i celle nummer 1-AC6. I nabocellen 1-AC5 sad John Larry Spain, en ung morder fra Los Angeles, der ligesom Jackson var medlem af Black Panther Party. Ret over for Jacksons celle sad Ruchell Magee, dommer Harold Haleys morder.

Blandt de indsatte var også Earl Gibson og Larry Justice, der præcist en måned tidligere havde myrdet den hvide fængselsbetjent Leo Davis i San Quentin. Davis blev myrdet fordi han holdt vagt over negeren Herman Johnson, som Gibson og Justice tidligere havde forsøgt at myrde. Johnson var kronvidne i en sag om mord på en tredje hvid fængselsbetjent, William Shull, der blev myrdet i Soledad af en flok negere nogle måneder efter Jacksons mord på John Mills.

Den farligste mand i San Quentin
På gangen sad også en håndfuld latinamerikanere. Bl.a. “the most dangerous man in San Qunetin“, nicaraguaneren Hugo “Yogi” Pinell. En dømt voldtægtsforbryder, der i december 1970 overfaldt fængselsbetjent William M. Monaghan med flere knivstik. Monaghan overlevede sine kvæstelser, men i marts 1971 lykkedes det Pinell at myrde fængselsbetjent Robert J. McCarthey med et hjemmelavet spyd. Begge Pinells ofre var hvide.

Hugo Pinell (t.h.) som medlem af Black Guerilla Family, San Quentin ca. 1975.

Blandt latinamerikanerne var også to medlemmer af fængselsbanden Mexican Mafia, Luis “Bala” Talamantez og Louie “Rock On” Lopez. Talamantez sad i AC’en for et knivoverfald i San Quentin på to medlemmer af den rivaliserende bande Nuestra Familia.

Jackson trækker en pistol
På denne dag var sergent Kenneth McCray AC’ens vaghavende chef. Til at passe på fangerne i stueetagen havde McCray betjentene Urbano Rubiaco og Paul Krasenes. McCray sad ved sit skrivebord i AC’ens modtagelse, da Frank DeLeon dukkede op med George Jackson.

Medens den 24-årige Rubiaco begyndte en nøgenvisitering af Jackson, blev DeLeon stående for at sludre lidt. Rubiaco så et glimt af metal inde i Jacksons store afro-hår og spurgte hvad det var. McCray kiggede op og så også metal glimte. Rubiaco rakte hånden frem for at visitere Jacksons hårpragt. Med en hurtig bevægelse veg Jackson til side og et pistolmagasin kom flyvende ud fra hans hår og landede klirrende på det hårde gulv.

Inden de overraskede betjente nåede at sunde sig, trak George Jackson en pistol frem. For McCray så det ud som om Jackson hev pistolen frem fra et sted bagerst i sit store afro-hår. Rubiaco var derimod sikker på, at han så Jackson hive en paryk af, før han trak pistolen. I hvert fald smækkede Jackson hurtigt et nyt magasin i pistolen og og rettede den mod de tre vagter. “Freeze“, kommanderede George Jackson.

Fangerne fri
“This is it“, råbte Jackson, “The Dragon has come“, og kommanderede Kenneth McCray og Frank DeLeon til at lægge sig på gulvet. Med pistolen i nakken blev Rubiaco tvunget til at åbne cellerne. “They found us out. We’ve got to go now. It’s now or never“, råbte Jackson.

De første til at komme ud var John Spain, Hugo Pinell og Luis Talamandez, alle med stumper af radioledning i hånden. “Get the explosives“, råbte Jackson til Spain, der fra et gemmested i sin celle fandt to glasrør med nitroglycering frem.

Da Talamantez passerede cellerne med etagens hvide indsatte, advarede han dem lavmælt om at blive indenfor. “Little Ray” Carriger, en diminutiv knivkæmper fra San Quentins blodige racekrige, og Gary Hetland lyttede til det mexicanske bandemedlem og begyndte at binde dørene til deres celler fast.

Allen Mancino, en 25-årig sværlemmet bankrøver, valgte at tilslutte sig George Jackson. Mancino var en notorisk ballademager og dømt for “an infamous crime against nature” – forsøg på voldtægt af en medfange. I Soledad-fængslet havde han været med omkring Aryan Brotherhood. Men efter George Jacksons mord på fængselsbetjenten John Mills kom Mancino i kontakt med National Lawyers Guild og blev Jackson-sympatisør.

De første mord
Medens Jackson med sin pistol tvang Urbano Rubiaco til at låse cellerne op, blev Kenneth McCray, Frank DeLeon og Paul Krasenes bundet på hænder og fødder, og fik klæder for øjnene. Rubiaco så Fleeta Drumgo sparkede DeLeon i hovedet.

Flere af de oprørske indsatte var bevæbnet med små knive, lave af barberblade smeltet fast til tandbørster. Kenneth McCray fik struben skåret over og smidt ind på gulvet i George Jacksons celle. Dernæst fik Paul Krasenes halsen skåret over og smidt oven på McCray, der spillede død.

“May the Lord have mercy on my soul“, hørte McCray Paul Krasenes bede. “Someone’s still alive in there“, lød en stemme. Fangerne vendte tilbage og kvalte Paul Krasenes til døde med en hjemmelavet garotte. Under mordet på Krasenes kunne Kenneth McCray høre Pinell og Talamantez tale sammen på spansk.

Paul Krasenes blev 52 år. Han efter lod kone og fire børn.

Frank DeLeon blev ført ind i cellen. Han fik også halsen skåret over og dernæst garotteret, men ville ikke dø. “It’s time I found out if this piece works or not“, sagde George Jackson. “No, Good God, man, I have five children“, bad Frank DeLeon, inden Jackson dræbte ham med et skud gennem hovedet.

Frank DeLeon blev 44 år. Han efterlod sig kone og fem børn.

Charles Breckenridge og Urbano Rubiaco
Mens disse mord stod på, dukkede John Clutchette op, ledsaget af den 21-årige fængselsbetjent Charles Breckenridge. Den unge betjent blev holdt op af George Jackson, der kommanderede Hugo Pinell til at smide ham ind i en celle. Tre negere dukkede op og tvang Breckenridge ind i celle nummer 1-AC62. Breckenridge genkendte Willie Tate og David Johnson, to uhyre farlige voldsforbrydere med adskillige overfald på medfanger og fængselsbetjente bag sig. 

Kort efter blev Urbano Rubiaco ført ind med hænderne på ryggen i håndjern. David Johnson bandt hans fødder og han fik trukket et klæde ned over hovedet. Breckenridge kunne høre Pinell og Tate tale sammen ude på gangen. Mens Charles Breckenridge fik halsen skåret over, hviskede Pinell ham i øret “I love you pigs“.

Urbano Rubiaco fik halsen skåret over fra øre til øre, men ligesom Breckenridge døde han ikke. “These pigs ain’t dead yet“, råbte Willie Tate. “Go in and strangle them“, beordrede Hugo Pinell. David Johnson forsøgte at kvæle Breckenridge med en pude, mens en ukendt medskyldig maste Rubiacos ansigt ned i en madras. Betjentene fik dernæst revet sko og bukser af.

Ligesom Kenneth McCray så overlevede Charles Breckenridge og Urbano Rubiaco ved at spille døde.

Ronald Kane og John Lynn
Midt under blodbadet dukkede to hvide indsatte op. 28-årige Ronald Kane og 29-årige John Lynn arbejdede som køkkenmedhjælpere og kom med aftensmaden til fangerne i AC-bygningen.

Kane spurgte Allen Mancino, hvad de skulle gøre. Mancino, der var begyndt at se sig om efter et nogenlunde sikkert sted, svarede, at de måtte gøre sig klar til at stå sammen for “we’re next“.

I stedet forsøgte Kane og Lynn at forklare George Jackson, at de ikke ville have problemer. De lod sig uden modstand binde og blev ført til hver sin celle. Ronald Kane og John Lynn fik halspulsåren skåret over og blødte til døde.

“You wanne be tied up too?“, blev Mancino truet. “No, I ain’t gitting tied up“, advarede han tilbage.

Jere Graham
Udenfor AC’en var kaptajn Jere Graham begyndt at undre sig over, hvorfor Frank DeLeon og Charles Breckridge ikke var tilbage på deres poster, efter de havde afleveret henholdsvis George Jackson og John Clutchette til AC’en.

Graham fik fat i gårdvagt Carl Adams og låste sig ind på afdelingen. Efter gældende sikkerhedsprocedure låste Adams døren efter ham. Indenfor blev Jere Graham straks holdt op af George Jackson. Adams så gennem et vindue Jackson med en pistol i hånden og løb tilbage til sit kontor og slog alarm.

Indenfor blev Jere Graham ført ned til Jacksons celle. Han blev stukket med kniv to gange i maven og to gange i brystet, før han myrdet med et nakkeskud. Liget af Jere Graham blev smidt oven på bunken af døde og døende mænd.

Jere Graham blev 39 år. Han efterlod sig kone og fire børn.

George Jackson bliver skudt
Da løjtnant Richard Nelson (ikke at forveksle med fængselsinspektør Louis Nelson) hørte, at George Jackson var løs med en skarpladt pistol, bevæbnede han sig med en Thomson maskinpistol og satte kursen mod AC’en, fast besluttet på at slå den gale neger ihjel.

Efter mordet på Jere Graham besluttede George Jackson sig for at stikke af. Han rev yderdøren op og stormede ud med John Spain i hælene. Mens han løb tværs over fængselsgården, rettede han sin pistol mod tårnvagt Frank Bortfeld. Denne affyrede et skud mod Jackson, der slog en kolbøtte, kom op og krumbøjet fortsatte sit løb. Tårnvagt John Frank dræbte George Jackson med et enkelt skud fra sin Winchester .30-.30, der gik tværs gennem kroppens længde og ud gennem toppen af negerens hoved.

Kort over George Jacksons rute fra besøgslokalerne til AC’en, og hans flugtrute fra AC’en til det sted, hvor han bliver fældet af John Franks i vagttårnet til venstre på tegningen.

I samme nu tårnvagterne havde åbnet ild, kastede John Spain sig hovedkulds ind i nogle buske. Han overgav sig uden modstand. Da Spain så en vagt samle den glastube op, som han tidligere havde givet til George Jackson, råbte han forskrækket “For God’s sake. Don’t shake it. You’ll blow ud all up.”

Redningen
Nogenlunde samtidig gik de farvede i AC’en nu løs på de hvide fanger. Ray Carriger og Gary Hetland blev reddet af deres fastbundne celledøre. Fra et hjørne kæmpede den bomstærke Allen Mancino som løve for sit liv. De blev alle reddet af Richard Nelson, der med korte salver fra sin Thomson fik jaget fangerne ind i deres celler. Mancino var en af de første indsatte til at blive hevet ud af bygningen, klædt af og lagt på jorden.

Inde i celle 1-AC62 hørte Charles Breckenridge nogen råbe “They got Jackson“. Det lykkedes ham at komme fri af de ledninger, som han var blevet bundet med, og han fik også løsnet Rubiacos fødder. Da de hørte lyden af automatvåben, stormede de to unge, stærkt blødende betjente ud af bygningen.

Efterhånden som Richard Nelson og hans folk rykkede frem i AC’en, begyndte omfanget af blodbadet at gå op for dem. Under bunken af lig i Jacksons celle råbte Kenneth McCrea “Get me out of here. I’m drowning.”

Bagbundet og i undertøj begyndte Rubiaco at sparke løs på Allan Mancino. Andre betjente fik ham hurtigt væk. “Give me a gun and I’ll kill all these motherfuckers!“, skreg han. De andre betjente fandt det klogest at lade håndjernene sidde lidt endnu på deres rasende kollega.

En for en kom fangerne ud med hænderne i vejret, blev klædt af og langt i håndjern. Allan Mancino blev genstridig, angiveligt fordi hans håndjern snærede, og begyndte at rejse sig op. Stumper af sten fra en tårnvagts varselsskud ramte Mancino i benet og fik ham på bedre tanker.

***

Var Amerikanske Billeder en Aktiv Foranstaltning?

Da man i f.eks. Bent Jensens Ulve, får og vogtere kan læse, at KGB kan have stået bag Jacob Holdts berømte bog Amerikanske Billeder, har jeg kigget lidt nærmere sagen.

Siden Jacob Holdt i 1992 blev afsløret som betalt KGB-kollaboratør, har han forklaret sig med, at han i virkeligheden modarbejdede KGB, fordi han ville støtte den amerikanske præsident Jimmy Carters menneskerettighedspolitik.

Som jeg i et tidligere indlæg har påvist, så var Jacob Holdt, da Amerikanske Billeder udkom i 1977, overhovedet ikke fan af Jimmy Carters menneskerettighedspolitik. Han var tværtimod en ret så hengiven fan af Cubas diktator Fidel Castro, der af al magt modsatte sig netop Carters menneskerettighedspolitik.

Læs Jacob Holdt løj om Carter-støtte.

Jimmy Carter ønskede med sin menneskerettighedspolitik bl.a. at normalisere forholdet til Cuba, men stillede som betingelse, at Castro løslod sine mange politiske fanger, samt at Castro stoppede sin militære oprustning i Afrika. M.h.t. Castros militære eventyr i Afrika, så havde Sovjetunionen – og dermed KGB – bestemt aktier i sagen. Således stod der ved udgangen af 1977 tolv tusinde cubanske tropper i Etiopien under kommando af den sovjettiske general Vasily Petrov.

Set i det lys, så passer originalversionen af Amerikanske Billeder faktisk fint ind i den række af Aktive Foranstaltninger i Danmark, som KGB i 1970’erne foretog for her lokalt at kaste grus i maskineriet for Jimmy Carters menneskerettighedspolitik.

Af andre eksempler kan nævnes det KGB-forfattede klagebrev over menneskerettighederne i USA, som den radikale politiker Meta Ditzel (kodenavn DANA) i 1977 sendte til Carters hustru. Eller, i den mere grove ende af skalaen, udbredelsen et par år senere af KGB-bedraget FM 30-31B, begået i Information af Jørgen Dragsdahl (kodenavn STOT).

Ifølge dobbeltagenten Oleg Gordijevskij, der i årene 1972-77 var afdelingschef i KGB-missionen i København, så havde KGB dog minimal indflydelse på indholdet af Amerikanske Billeder. Det er altså en misforståelse at opfatte bogen i sig selv som en KGB-operation, selv om KGB-stationen i København angiveligt gav Moskva det indtryk.

Dog udelukker Gordijevskij ikke, at Jacob Holdts føringsofficer Nikolaj Gribin kan have bidraget med råd omkring indholdet af Amerikanske Billeder. Tidligere har jeg selv peget på et afsnit, der faktisk meget vel kan være et  konkret stykke Aktiv Foranstaltning i Holdts bog.

Læs Jacob Holdt og Sovjets jøder.

Jeg mere end antydede den gang, at inspirationen til Holdts anti-semittiske svinestreg antageligt kom fra Jørgen Dragsdahl. Men intet udelukker, at det faktisk er KGB’s fingeraftryk som vi her direkte ser i Amerikanske Billeder.

Det kan altså ikke udelukkes, at Jacob Holdts føringsofficer i KGB, Nikolaj Gribin, med forslag, råd og vink kan have præget indholdet af Amerikanske billeder. Men vi ved i dag så meget om bogens tilblivelseshistorien, at det med noget nær garanti kan slås fast, at KGB ikke på nogen måde var drivkraft bag hverken udformning eller udgivelse af Amerikanske Billeder.

I stedet synes sandheden at være, at Jacob Holdts daværende tankegods i virkeligheden flugtede så godt med Sovjets sikkerheds- og udenrigspolitiske interesser, at KGB faktisk ikke behøvede at løfte en finger for at hjælpe ham på gled med sit dystopiske portræt af USA.

Som anti-amerikansk propaganda var Amerikanske Billeder altså højst sandsynligt en hjemmegroet Aktiv Foranstaltning, der som al anden venstrefløjspropaganda  i 1970’erne malede et billede af NATO-søjlen USA som Den Store Satan. Dermed kan vi også svare på, hvorfor Nikolaj Gribin ikke havde nogen problemer med at overbevise sine chefer i Moskva om, at Holdts bog var resultatet af en vellykket KGB-operation. Amerikanske Billeder var en tidstypisk Dansk Foranstaltning ikke væsensforskellig fra KGB’s egne produkter.

***

Jacob Holdt og KGB’s penge

Da Jacob Holdt i 1992 blev afsløret af Ekstra Bladet, benægtede han i første omgang at have modtaget penge af KGB. Senere vedgik han at have modtaget et engangsbeløb på 10,000 kroner, som han skal have vist til private venner (bl.a. Jørgen Dragsdahl.)

Men ifølge dobbeltagenten Oleg Gordijevskij, så havde Jacob Holdt den gang dårligt kunnet gøre andet. En tjener var nemlig dukket op i Holdts kollektiv med pengene, som Holdt efter en våd frokost med Gribin havde glemt på en restaurant. Derfor blev Holdt presset til at forklare sig i miljøet omkring sig.

Da Jacob Holdt i 1992 blev konfronteret af Ekstra Bladet, vidste han altså derfor også, at det var klogest at gå til bekendelse omkring dette beløb.

Ifølge Gordijevskij så var Jacob Holdts motiv for at samarbejde med KGB netop primært økonomisk. “I vil gerne have mig til at rejse rundt i Europa og gøre arbejde for jer. Men jeg vil have penge for det“, lød Holdts krav til Nikolaj Gribin. Og Jacob Holdt lod sig godt betalt. Ifølge Gordijevskij bedre end nogen anden af KGB’s registrerede agenter i Danmark:

KGB gav Jacob Holdt penge både langt mere regelmæssigt og i større summer end nogen anden dansk kontakt, inklusive Jørgen Dragsdahl.

KGB-afhopperen Vasilij Mitrokhin anslår, at Jacob Holdt modtog 120,000 kroner fra KGB. Ifølge Gordijevskij drejede det sig om mindst fem klækkelige udbetalinger, heraf to gange 50 tusinde kroner. “Han fik de første penge, endnu inden jeg selv forlod Danmark i 1978, men den vigtigste periode var 1978-81“, fortæller Gordijevskij.

Jacob Holdt benægter hårdnakket at have modtager så mange penge fra KGB. “Vi svømmede jo i penge fra salg af bogen og honorarer fra showet“, har han bl.a. forklaret. Men ifølge PET’s Rapport vedr. Holdts aktiviteter marts-august 1977 kunne Gordijevskij fortælle følgende om Holdts pengeforbrug:

Holdt, der beskriver sig selv som idealist, sagde først, at han havde brug for pengene til at hjælpe med at bygge et hospital i Afrika. Dog har han ændret sine ambitioner og har lige købt, og åbnet, et biograf-kompleks i København.

PET’s dokument illustrerer meget godt den forvirring omkring fakta, der er så karakteristisk for Jacob Holdts personelhistorie. Holdt har faktisk på et tidspunkt drevet en biograf. Men det var så sent som i 1981, hvor han kortvarigt lejede sig ind i nogle konkursramte biograflokaler ved Gammel Torv i København.

Derimod købte Jacob Holdt omkring august 1977 sin store ejerlejlighed i Købmagergade i det centrale København, som han den gang indrettede til foredragssal for sit diasshow. I slutningen af 1980’erne købte han i sin kones navn en ejerlighed i det mondæne Nyboder-kvarter på Østerbro og har siden da udlejet lokalerne i Købmagergade til den spanske ambassade. Sammenlagt er Holdts to ejerboliger i dag henved 15 millioner kroner værd.

Men i 1977 var Jacob Holdt langt fra så godt ved muffen. Ganske vist tjente han det år lidt over 300,000 kroner på Amerikanske Billeder. Men lejligheden i Købmagergade stod ham i 500,000 kroner. Og samtidig med dette køb indledte han en – efter eget udsagn -bekostelig sag mod sin forlægger.

I 1978 buldrer det til gengæld derudaf for Jacob Holdt. I Danmark runder Amerikanske Billeder 60,000 solgte eksemplarer og den sælger ligeledes godt i Vesttyskland, hvor bogen promoveres heftigt af avisen Der Spiegel. Den udgives samme år tillige i Norge og Sverige, dog uden den store succes. Endvidere turnerer Holdt intensivt med sit show rundt i Nordeuropa.

Pengene strømmer ind og i hurtig rækkefølge stifter Jacob Holdt i 1978 “Fonden til Ydelse af Humanitær Bistand til Udviklingslandene i Afrika”, samt anpartselskaberne “Jacob Holdt Aps.”, og (sammen med filminstruktøren Ebbe Preisler) “Holdt/Preisler Film Aps.” (senere “Jacob Holdt American Pictures, Copenhagen Aps.”)

Men allerede året efter begynder Jacob Holdts økonomiske vanskeligheder. Samarbejdet med Preisler går i vasken og han må købe Preisler ud af deres fælles selskab. Udgifterne til hans filmprojekt begynder at løbe løbsk og ved udgangen af 1979 er hans filmselskab allerede dybt forgældet. Holdt begynder at “låne” klækkeligt fra de midler, der i hans fond er hensat til udviklingsbistand, ligesom han på anden vis tapper fonden for penge.

Læs Ny Jacob Holdt-løgn.

Således viser det sig altså, at i de år hvor Jacob Holdt var i stald hos KGB, da var han stort set uafbrudt i økonomiske vanskeligheder. Jacob Holdt bestrider da heller ikke, at KGB i Moskva bevilligede store summer til ham. Men han hævder, at hans føringsofficer Nikolaj Gribin enten stak pengene til sig eller destruerede dem. En nok mere plausibel forklaring er, at Jacob Holdts sorte indtægt fra KGB gnidningsfrit forsvandt ind i det kaos af løse kontanter, regnskabsrod og pengespild, der kendetegnede Holdts virksomhedsdrift helt frem til 1990’erne.

Sandheden om KGB’s penge kender kun Jacob Holdt og Nikolaj Gribin. Holdt er i den favorable position, at han ikke behøver at frygte afsløringer fra Gribins side. Det er nemlig velkendt, at de tidligere KGB-folk ikke udtaler sig om dem, som de under den kolde krig var føringsofficerer for.

***

Kodenavn PRIST: Jacob Holdt og KGB

Da Jacob Holdt i april 1977 bragede igennem med Amerikanske Billeder, var han allerede registreret i Moskva som påvirkningsagent – “fortrolig kontakt” – for KGB. Kontakten mellem Holdt (kodenavn PRIST) og hans føringsofficer Nikolaj Gribin havde stået på siden sommeren 1976 og den endelige registrering skete i oktober samme år.

I 1979 blev Jacob Holdt registreret hos KGB som egentlig agent og samme år iværksatte den danske efterretningstjeneste PET en overvågningsaktion imod ham. Jacob Holdts samarbejde med KGB ophørte omkring 1982, hvor han – til Gribins fortrydelse – rejste til USA.

I 1985 traf Jacob Holdt igen Nikolaj Gribin. Dette skete i Budapest. Gribin var da avanceret til departementchef i KGB’s hovedkvarter i Moskva. Ifølge Holdt mødtes han med Gribin for at forære ham et eksemplar af den amerikanske udgave af Amerikanske Billeder, trykt året før.

Ifølge dobbeltagenten Oleg Gordijevskij så var Jacob Holdt kun af begrænset værdi for KGB, selv om Nikolaj Gribin i sine rapporter til Moskva fremstillede Holdt som “en yderst vigtig agent“. Ifølge Gordijevskij var den slags almindeligt blandt KGB’s føringsofficerer og han anslår at indholdet disse rapporter kun var omkring 60% korrekt. Specifikt fastslår Gordijevskij dog, at Nikolaj Gribins rapporter nok var overdrevne, men ikke usande.

Efter afsløringen i 1992 af Jacob Holdt gik Jørgen Dragsdahl – få dage før han selv blev afsløret – i brechen for Holdt i Informations spalter. Dragsdahl plæderede bl.a. for, at Jacob Holdts personlighed – hans såkaldte Jesus-kompleks, samt “selvvurdering og ambitioner” – stred imod de krav om bl.a. “objektiv i vurdering af sit eget potentiale” og “realistisk i vurdering af sine succeser” som KGB stillede til mulige agentemner.

Jørgen Dragsdahl har uden tvivl ret. Det forekommer aldeles utænkeligt, at Jacob Holdt i virkelighedens verden nogensinde hævede sig over KGB-niveauet “fortrolig kontakt”. Det var han så til gengæld i et sådant omfang, at i begyndelsen af 1980’erne ønskede PET’s behandlere af Holdt-sagen, at der blev rejst straffesag mod ham (og iøvrigt også mod Jørgen Dragsdahl) for at have hjulpet KGB med at operere i Danmark.

Det er den dag i dag ikke offentligt kendt, hvorledes Jacob Holdt konkret hjalp KGB’s virke i Danmark. Selv hævder han som bekendt, at han modarbejdede KGB og har i årenes løb nævnt et par eksempler på opgaver, han påtog sig, men ikke udførte. Men ifølge kilder i PET var Holdts virke for KGB mere omfattende end det, som forfatteren Arne Herløv Petersen (kodenavn PALLE) i 1981 blev anholdt for.

PET’s ledelse afviste af indlede en straffesag mod Jacob Holdt, bl.a. fordi man ikke ville kunne bevise at Holdt faktisk vidste at Nikolaj Gribin var KGB-officer. Officielt var Gribin sovjettisk diplomat og dem var der ikke noget ulovligt i at omgås. Heller ikke selv om man som Jacob Holdt lod sig berige med våde frokoster, dyre gaver, gratis rejser og kolde kontanter.

***