Although Rockwell speaks against “queers”, there is evidence that some homosexuals have sought refuge in the ANP. FBI, juni 1965.
Her den seneste tid er jeg blevet gjort bekendt med, at flere ledende medlemmer på højrefløjen i ind- og udland er homofile. Nu er det jo ikke helt uden fortilfælde, at sådanne har søgt til højre. Alle kender nok beskyldningerne mod f.eks. SA-chefen Ernst Röhm. Beskyldninger jeg dog ikke giver alverden for. Dertil er beviserne for spinkle. Det samme gælder for SA-manden Edmund Heines – ophavsmanden til SA’s “Braunhemd” – der ligesom Röhm blev skudt under de lange knives nat.
Derimod var intellektuelle såsom franskmanden Robert Brasillach og japaneren Yukio Mishima beviseligt homofile, selv om begge tilhørte deres tids højrefløj. Af nyere tilfælde kan jeg huske tyskeren Michael Kühnen fra Aktionsfront Nationaler Sozialisten , der døde af AIDS i 1991; englænderen Nicky Crane fra Blood & Honour, der i 1993 ligeledes døde af AIDS, samt Ewald Althans, der i 1994 forsøgte at sælge fortrolige oplysninger om den nationale bevægelse i Tyskland til Forbundsrepublikkens hemmelige politi.
Som kristen fordømmer jeg selvsagt homofili. Jeg skal ikke udelukke, at nogle er født til denne last, men er deres afsky for den naturlige kønsakt så intens, at de aldrig vil kunne indgå i et normalt forhold, så må de leve i cølibat. Seksuel tilfredsstillelse er ikke en menneskeret.
Clifford Trahan (1938-2016) var en cajun-musiker fra Louisiana i USA, der i 1960’erne og 1970’erne under forskellige kunstnernavne indspillede en række singleplader indenfor country, rockabilly, swamp pop og swamp blues. Bl.a. optrådte og indspillede Trahan i begyndelsen af 1960’erne under navnet Johnny “Pee Wee” Blaine med orkesteret The Country Boys, der havde indspillet med ingen ringere end Hank Williams.
Pee-Wee Blaine & The Country Boys
Clifford Trahan var en habil sangskriver og flere andre kunstnere fik succes med hans kompositioner. I 1964 udgav Johnnie Allan det klassiske swamp pop-album “South To Louisiana” – genudgivet i 1984 – hvis titelnummer var skrevet af Trahan. Cajun-musikeren Jimmy C. Newman solgte i 1979 til en guldplade i Canada med Trahans zydeco-komposition “Lâche pas la patate”. Og i 1983 indspillede det britiske neo-rockabilly orkester The Polecats Trahans “Black Magic”, som han i 1959 selv havde indspillet under navnet Jericho Jones (begge udgaver er i skrivende stund på youtube.)
“Black Magic” var komponeret i samarbejde med J.D. Miller, der drev et mindre pladestudie i byen Crowley i Louisiana. Millers produktion omfattende forskellige genrer som han solgte under forskellige plademærker, f.eks. Zynn Records til rockabilly og Kajun Records til cajun-musik. I 1966 stiftede Miller plademærket Reb Rebel Records (Rebel Records var allerede optaget) til en slags musik, man måske bedst kan kalde klan country.
J.D. Miller.
Reb Rebel Records udsendte i årene 1966 til 1970 i alt tyve singler, efterfulgt i 1971 af opsamlings-LP’en “For Segregationists Only”, med i alt fire kunstnere. Selskabets debutplade “Dear Mr. President” med den etablerede cajun-musiker Leroy “Happy Fats” Leblanc blev med en kvart million solgte eksemplarer en dundrende succes for Reb Rebel Records.
Lyt til “Dear Mr. President” med Happy Fats:
Happy Fats indspillede ni singler for J.D. Millers Reb Rebel Records og stod dermed for de fleste af selskabets udgivelser. James Crow indspillede kun en enkelte single for Reb Rebel Records. Denne musikers identitet er aldrig kommet frem, men bedømt på hans heftige baryton, så var han formodentligt identisk med den Colonel Sharecropper, der i samme periode indspillede en række singler i samme genre for selskabet Reb Time Records.
Leroy “Happy Fats” Leblanc
Rockabillymusikeren Joe Norris havde allerede nogle år tidligere indspillet anti-integrationssangen “Son of Mississippi”. Han var en dygtig stemmeimitator og indspillede under navnet (The Multiple Voices of) The Son of Mississippi ialt fire singler for Reb Rebel Records. Alle otte numre var en-mands sketches, der gjorde tykt nar ad negerlederen Martin Luther King og den magtfulde lobbyorganisation NAACP. Reb Rebels Records’ største succes skal have været The Son of Mississippis “Flight NAACP 105”, der angiveligt solgte i en halv million eksemplarer.
Lyt til “Fligth NAACP 105” med The Son of Mississippi:
Johnny Rebel indspillede seks singler for Reb Rebel Records. Flere af hans numre blev hurtigt så populære, at både The Coon Hunters og Colonel Sharecropper fra Reb Time Records og den i dag lige så obskure Big Reb fra Conservative Records lavede cover versioner. I en årrække vidste kun de indviede, hvem Johnny Rebel i virkeligheden var, og der blev i tidens løb gættet på alle fra Johnny Horton (sikkert på grund af hans “Johnny Reb”) til David Allen Coe (sikkert på grund af hans “Nigger F…..”) Mystikken kan synes lidt mærkeligt, for det stod hele tiden klart, at alle Johnny Rebels 12 sange var skrevet af Clifford Trahan. Hvorom alting er, så bekræftede Trahan i et interview i 2003 i hvert fald, at han var den efterhånden sagnomspudne Johnny Rebel.
I samme periode lod den ellers pressesky Clifford Trahan sig fotografere sammen med sin hustru Ann udenfor deres hjem:
På dette tidspunkt havde Clifford Trahan egentligt lagt musikken bag sig og ernærede sig som håndværker hjemme i Louisiana. Men få år tidligere var han blevet kontaktet af en fan, Brad Herman fra Texas, der have fået Trahan overtalt til at genstarte som professionel musiker. Herman blev Trahans manager og stiftede plademærket AggWood Records, der i 2001 udgav alle 12 Johnny Rebel-indspilninger på CD’en “If You Can… Try It, Man!” (en strofe fra Johnny Rebels “Stay Away From Dixie”), der tillige indeholdt en række interviews med Clifford Trahan.
Som led i sin markedsføring af Johnny Rebel opsatte Herman hjemmesiden officialjohnnyrebel.com og annoncerede herfra, at de første 500 solgte CD’er ville blive signeret af Johnny Rebel. Jeg kontaktede med det straks Herman og købte CD nr. 143 og er derfor sikkert den eneste danske ejer af en autentisk, signeret CD fra Johnny Rebel (eller var, for jeg har kun coveret tilbage.)
(Jeg fik iøvrigt en interessant korrespondance med Brad Herman. Han fortalte bl.a., at han havde siddet i fængsel i Texas og oplevet flere raceoptøjer, samt at “AggWood” var en sammentrækning af “Aggravated Peckerwood”.)
Det synes at gå fint for Herman, der fik Johnny Rebel i studiet hos den jødiske radiovært Howard Stern, hvor Rebel bl.a. optrådte med sin seneste komposition “F… You, Osama Bin Laden (Infidel Anthem)”. I samme periode gik Brad Herman energisk i krig mod selskaber såsom White Power Records, Resistance Records, Micetrap Records og Die Hard Records, for at få dem til at betale royalty til AggWood Records for brug af Johnny Rebels musik, men knækkede vist nakken på opgaven. Pludselig forsvandt Brad Herman og hans hjemmeside i hvert fald.
I 2003 udsendte plademærket Try It Man Records CD’en “It’s The Attitude, Stupid” med en række spritnye, ikke specielt ophidsende Johnny Rebel-numre. Den blev solgt fra hjemmesiden thedefinitivejohnnyrebel.com, drevet af en vis Johnny Ells; en fyr angiveligt med baggrund i musikbranchen, som Clifford Trahan havde slået sig sammen med efter Hermans implosion.
Det fremgik af den nye CD, at ophavsretten til de nye numre tilhørte selskabet Johnny Rebel Records, der samme år udgav CD’en “The Complete Johnny Rebel Collection”. Johnny Ells var muligvis mere dreven end Brad Herman havde været, for denne CD var indholdsmæssigt fuldstændigt identisk med CD’en “Klassic Klan Kompositions”, hvis 12 Johnny Rebel-numre Herman forgæves have forsøgt at få bl.a. Resistance Records, den gang den førende udbyder af RAC-musik, til at betale afgift for.
I 2006 udgav Johnny Rebel Records en ny version af “It’s The Attitude, Stupid”, der udover Johnny Rebels nye materiale indeholdt en række interviews med ham, samt bonusnumrene “The Garden Song”, “Black Magic” og “Can A Young Love”. De to sidstnævnte havde Clifford Trahan indspillet i 1959 under kunstnernavnet Jericho Jones. Sjoferten “The Garden Song” fra 1960’erne, indspillet under navnet Filthy McNasty, havde været en hemmeligt bonusnummer på CD’en “If You Can… Try It, Man!” fra Brad Hermans AggWood Records, så alle synes fortsat at planke alle.
Men heller ikke Johnny Ells’ projekt synes at være lykkedes. Efter få års drift forsvandt hjemmesiden thedefinitivejohnnyrebel.com og Johnny Rebels 12 originale numre sælges stadig af snart sagt hvem som helst, ligesom en række musiknumre stadigvæk markedsføres som Johnny Rebel-sange selv om de ikke er det (bl.a. numre af førnævnte James Crow, Colonel Sharecropper og Big Reb, men også numre af mere kendte navne såsom Hoyt Axton, Waylon Jennings og Bobby Horton.)
Man kan mange steder læse, at Johnny Rebel var inspirationskilden til RAC-genren, der for alvor blev født i England i 1983 med singlen “White Power”, udgivet på National Fronts nystartede pladeselskab White Noise Records. “White Power” var komponeret og indspillet af punkbandet Skrewdriver, hvis hovedkraft Ian Stuart Donaldson (1957-1993) med rette anses for den mest indflydelsesrige RAC-musiker overhovedet.
Det er fristende at se en kunstnerisk forbindelse mellem Ian Stuart og Johnny Rebel, thi ved siden af Skrewdriver syslede Stuart med rockabilly-projektet The Klansmen, der omkring 1990 indspillede flere plader. Men The Klansmen havde ikke Johnny Rebel på repertoiret og der er ingen dokumentation for, at Ian Stuart overhovedet kendte til cajun-musikeren ovre i Louisiana.
Æren for at trække Johnny Rebel ud af historiens glemsel synes at tilfalde det obskure pladeselskab Sunwheels Records fra Trahans hjemstat, der i 1994 (altså året efter Ian Stuarts død) udgav CD’en “For Segregationists Only” med alle Johnny Rebels 12 numre fra Reb Rebel Records. Denne CD var den første Johnny Rebel-udgivelse siden Reb Rebel Records’ opsamlings-LP af samme navn fra 1971.
Sunwheel Records fulgte året efter op med CD’en “For Segregationists Only, Volume 2”, der indeholdt en række klan country-numre af obskure Johnny Rebel-samtidige såsom The Coon Hunters, Odis & The Three Bigots, Colonel Sharecropper, Big Reb og The White Riders. Og i 1996 slog Sunwheel Records de to CD’er sammen til den senere så omstridte udgivelse “Klassic Klan Kompositions”, der blev den mest solgte CD nogensinde på Resistance Records.
Da det som nævnt kan være vanskeligt med sikkerhed at vide, om man lytter til et ægte Johnny Rebel-nummer, så kan I her hører hans 12 berømte indspilninger for J.D. Millers Reb Rebel Records, anført i kronologisk rækkefølge:
“Kajun Klu Klux Klan” (Reb Rebel No 504, side 1. Det skyldtes en simpel slåfejl, at nummeret kom til at hedde “klu klux klan” og ikke det korrekte “ku klux klan”)
“Looking For A Handout” (Reb Rebel No 504, side 2)
“Nigger Hatin Me” (Reb Rebel No 508, side 1)
“Who Likes A Nigger” (Reb Rebel No 508, side 2)
“(Federal Aid Hell!) The Money Belongs To Us” (Reb Rebel No 511, side 1. Skrevet sammen med J.D. Miller)
“Keep A Workin’ Big Jim” (Reb Rebel No 511, side 2. Hyldest til New Orleans-anklageren Big Jim Garrison som Oliver Stone senere hyldede i filmen “JFK”)
“Nigger, Nigger” (Reb Rebel No 514, side 1)
“Move Them Niggers North” (Reb Rebel No 514, side 2)
“Still Looking For A Handout” (Reb Rebel No 515, side 1)
“In Coon Town” (Reb Rebel No 515, side 2)
“Some Niggers Never Die (They Just Smell That Way)” (Reb Rebel No 518, side 1)
Eller gjorde han? Onsdag den 6. august 2008 stod antifascisten Jesper Munk Jeppson tiltalt ved retten i Århus for vold og ulovlig våbenbesiddelse. Samme dag blev en lille gruppe sortklædte mænd set strejfe omkring i byens gader:
Kort efter disse billeder blev taget, stoppede politiet gruppen fordi de med flasker i hænderne forfulgte to lokale unge. Efter at have identificeret sig som henholdsvis Andreas Jensen, Peter Jensen, Simon Hansen og Jacob Pedersen, alle fra København, fik de fire mænd lov til at gå igen. Senere samme dag blev de anholdt og sigtet for politisk motiveret hærværk mod en bil, der havde sat et vidne i sagen mod Jesper Munk Jeppson af ved retten.
Peter Jensen hed tidligere Karl Erik Thaulow Schlüter. Efter anholdelsen i Århus skiftede også Andreas Jensen – den bebrillede tyksak på billederne ovenfor – og Simon Hansen navn til henholdsvis Andreas Rasmussen og Tue Jakobsen.
De var under disse navne at de tre københavnske antifascister i oktober 2013 stod tiltalt ved retten i København for vold, hacking, hærværk og hæleri. Blandt de fire andre tiltalte hed Jonas Waaben tidligere Hansen til efternavn og Andreas Bjerring Tobiasen havde tidligere båret navnet Andreas Hartmeyer. Kun Mads Bruun Jensen og Ivan Elmelund Degn havde ikke skiftet navn.
Mens nogle, såsom Andreas Rasmussen, var fuldgyldige medlemmer af den private efterretningsgruppe Redox, så var andre, såsom Andreas Bjerring Tobiasen, blot håndlangere for gruppen. Under sagen kom det frem, at Andreas Rasmussen, som ifølge en dom fra retten i Holbæk må betegnes som politisk psykopat, tillige var leder af tæskeholdet Antifascistisk Aktion.
Tilsyneladende løj Andreas Rasmussen i Københavns Byret om hændelserne onsdag den 6. august 2008 i Århus. Således påstod Rasmussen , at “han ikke havde sine briller på den dag”, samt at han var i Århus “for at overvære en retssag om en venstrefløjsperson, som var blevet overfaldet af en højrefløjsperson.” Som nævnt forholdt det sig lige omvendt og billederne ovenfor dokumenterer, at Andreas den-gang-Jensen skam havde sine briller på den dag.
Men måske løj Andreas Rasmussen ikke bevidst i Københavns byret. Måske blandede han bare to episoder sammen, for knap et år efter blev han igen fotograferet i Århus. Det skete den 19. maj 2009, hvor en lokal borger var i retten for at have tævet en antifascist under et masseslagsmål i en kiosk.
Under sagen blev indgangen til retten i Århus bevogtet af sortklædte antifascister. Blandt dem var Andreas Rasmussen uden briller og påklædt til vold; sort læderjakke, tophue, halsedisse og knophandsker.
Da han opdagede han blev fotograferet, overtrådte en tydeligvis panikslagen Andreas Rasmussen promte straffelovens daværende forbud mod maskering “i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted“.
Men om Andreas Rasmussen løj eller ej i Københavns Byret, så blev Tue Jakobsen, Peter Jensen og Jonas Waaben frikendt. Andreas Rasmussen blev selv dømt for vold og hans håndlanger Andreas Bjerring Tobiasen blev dømt for hærværk. Sammen med Mads Bruun Jensen og Ivan Elmelund Degn blev de tillige dømt for fredskrænkelser “i et ikke ubetydeligt omfang”.
Redox-håndlangerne Henrik Frost og Claus Svaart Haagensen var ikke sigtet i sagen. Det var derimod Tatiana Lykke Laursen, der var mistænkt for at have misbrugt sin stilling i Københavns kommune til at skaffe personfølsomme oplysninger til den farlige gruppe. Laursen blev aldrig tiltalt, nøjagtigt ligesom lægen Kari Havsland Jørgensen i sin tid aldrig blev tiltalt for at have skaffet personfølsomme oplysninger til Blekingegadebanden.
Profestisk satire fra omkring 1966 over præsident Lyndon B. Johnsons såkaldte Civil Rights Act, der skulle have løftet den amerikanske neger op (NAACP = The National Association for the Advancement of Colored People.)
Lyndon is my protector. He says I shall not work. He maketh me to lie down in front of theaters. And I can face the whole world with a smirk.
Yes, he restoreth my welfare check. And yea, though I walk thru the very heart of Dixie, I shall fear no police, for Lyndon is always with me.
His tear gas and his federal troops, they comfort me. Yes, and he prepareth a table before me, in the presence of white folks. He annointeth my burr head with anti-kink hair straightener. Gas in my Cadillac gas tank runneth over. Surely the supreme court shall follow me all the days of my life, and I shall dwell in the federal housing project forever… And ever.
Skrevet af: James Crow.
Fremført af: James Crow.
Plademærke: Reb Rebel No. 515.
År: Ca. 1966.
Stephen Fosters Compton Races (1850) fremført med original negerdialekt af den jødiske black face-entertainer Al Jolson (Asa Yoelson). Fra spillefilmen Shawnee River (1939) med Don Ameche i hovedrollen som Stephen Foster:
Den fulde, originale tekst til “Gwine to Run All Night, or De Camptown Races”, der var Stephen Fosters oprindelige titel til Compton Races:
De Camptown ladies sing dis song—Doo-dah! doo-dah!
De Camp-town race-track five miles long—Oh! doo-dah day!
I come down dah wid my hat caved in—Doo-dah! doo-dah!
I go back home wid a pocket full of tin—Oh! doo-dah day!
Gwine to run all night!
Gwine to run all day!
I’ll bet my money on de bob-tail nag—
Somebody bet on de bay
De long tail filly and de big black hoss—Doo-dah! doo-dah!
Dey fly de track and dey both cut across—Oh! doo-dah-day!
De blind hoss sticken in a big mud hole—Doo-dah! doo-dah!
Can’t touch bottom wid a ten foot pole—Oh! doo-dah-day!
Gwine to run all night!
Gwine to run all day!
I’ll bet my money on de bob-tail nag—
Somebody bet on de bay
Old muley cow come on to de track—Doo-dah! doo-dah!
De bob-tail fling her ober his back—Oh! doo-dah-day!
Den fly along like a rail-road car—Doo-dah! doo-dah!
Runnin’ a race wid a shootin’ star—Oh! doo-dah-day!
Gwine to run all night!
Gwine to run all day!
I’ll bet my money on de bob-tail nag—
Somebody bet on de bay
See dem flyin’ on a ten mile heat—Doo-dah doo-dah!
Round de race track, den repeat—Oh! doo-dah-day!
I win my money on de bob-tail nag—Doo-dah! doo-dah!
I keep my money in an old tow-bag—Oh! doo-dah-day!
Gwine to run all night!
Gwine to run all day!
I’ll bet my money on de bob-tail nag—
Somebody bet on de bay
