The San Quentin Nazis

George Lincoln Rockwell founded the American Nazi Party (ANP) in 1958. It quickly became notorious due to Rockwell’s knack for publicity stunts like his famous “Hate Bus” that trailed the so-called “Freedom Riders” during the summer of 1961:

Dette billede har ingen alternativ tekst; filens navn er hate-bus.png

It was also in 1961 that the public first heard of organised National Socialism behind prison walls.

Around 1972 a White convict in San Quentin wrote to a so-called prison project:

When I first got here ten years ago there was a real Nazi party with a real political outlook. If the spooks started anything, the Nazis went out and took care of things. They would stab a few spooks and get things under control so no real trouble would develop.

Who were these San Quentin Nazis? And why did White convicts embrace such an ostracized ideology? To answer the latter question we have to take a look on how prison life in California changed dramatically from around 1960.

With less than one percent of it’s population being black, California never had a Negro problem before the Second World War. That changed during the war when lot of Negroes migrated from the South to well paid jobs in California’s defense industry. With them came the usual black crime rate and by 1960 the Negroes comprised 5.6% of California’s population and 22% of new prison inmates overall

Among these young bucks were James Carr, a violent gang member from Los Angeles. According to his autobiography the Negroes brought with them a vicious rape culture. A favorite pass time was “the train” – gang rape. Outside prison young women were the victims, inside it was weaker inmates. The Negroes mostly raped each other, but both Whites and Mexicans were targets for the roaming gangs of black “booty bandits”.

While California was hit by this rising tide of violent black convicts the racist Nation of Islam began to recruit heavily in America’s prisons. By 1958 the “Black Muslims” were a small but firmly established group in San Quentin. With it’s gospel of black supremacy they soon caused racial violence among the black and white convicts. James Carr met the Black Muslims around 1964 in San Quentin and later wrote:

They’d give their racist rap, then split when a riot started. They excused their cowardly behavior by saying that the white devil wanted them to fight and they weren’t falling for the trap.

Out of this Muslim inspired Negro violence against Whites rose the San Quentin Nazis. The public first became aware of organized National Socialism in ‘the Bastille on the Bay’ in March 1961, when the Jewish Telegraphic Agency (JTA) reported that “a neo-Nazi group of prison inmates” had been send to San Quentin’s Adjustment Center.

The Bluebirds are today mostly known as the forerunner of the Aryan brotherhood. Indeed, during the famous RICO-trial in the early 2000s against the leadership of the Aryan Brotherhood a defense lawyer claimed that the Bluebirds changed their name to Aryan Brotherhood because they needed a more “formidable name”. As we’ll see later this claim seems to be wrong.

The prison authorities’ attempt to curb the rise of National Socialism in San Quentin did not succeed. Six years later an inmate in San Quentin told a journalist:

Although authorities have banned Adolf Hitler’s autobiography Mein Kampf from the San Quentin library, the book has found it’s way into many of the Nazis’ prison cells. They also have literature about George Lincoln Rockwell and have made many secret attempts to contact the Rockwell forces.

In those early days the Nazis and the Black Muslims in San Quentin seem to have had a more or less live-and-let-live attitude towards each other. James Carr writes:

Tha Nazis and the Muslims usually got along. Their philosophies complimented each other; each group was certain of its own racial superiority and neither were overly aggressive. They left each other alone; each group had its own turf to look out for.

However, that has changed by 1963 where a group of Muslims attacked a handful of Nazis in the yard. A rifle shot from a guard killed a Muslim and a state of war between the two groups became the new normal. In february 1964 the public once more heard about the Nazis in San Quentin. That month a series of non-fatal stabbings in the prison culminated with the stabbing of a certain Stanley Owens, whom the writer and ex-convict Edward Bunker later described as the “lead Nazi”.

Stanley Owens was 27 years old at the time of his stabbing and had been in prison at least since 1958, where he drew an indeterminate life sentence for knifing another convict. Prison staff at the time described Owens as “an agitator who headed a neo-Nazi gang prior to his prison sentencing.”

As a committed National Socialist Stanley Owens may have been the the driving force behind the seriousness with which the San Qunetin Nazis took their ideology. The black convict James Carr met them around this year and contrasted them with the so called pseudo-Nazis from Soledad:

“The white guys called themselves Nazis, but they were nothing like the Quentin Nazis. In fact, the latter disowned them as punks who knew nothing about National Socialism but were rather just white supremacists.”

Shortly after the stabbing of Stanley Owens the official organ of Rockwell’s American Nazi Party – “The Stormtrooper” – told with some pride its readers about the party’s loyal followers in San Quentin:

Former San Quentin Nazi Harry Blair leads a meeting in the American Nazi Party.

Prison staff confirmed the existence of a “neo-Nazi group” in San Quentin and expressed concern that the stabbing of Stanley Owens would result in a war between the Nazis and the Black Muslims. Which indeed it did. According to Edward Bunker the Nazis in quick succession stabbed three Muslims – one fatally – after which the gang war turned into a full fledged race war.

The race war in San Quentin culminated in January 1967 when around 2000 convicts met in the yard, ready for battle. A barage of riflefire from the guards kept the race warriors from getting at each other. Once again the Jewish Telegraph Agency reported about “at least 40 hard-core Nazis among convicts at San Quentin”. In April that same year the notorious White rapist “Pincushoin” Smith was stabbed almost to death in Soledad by three Whites who “wore skull caps with swastikas painted on them”.

However, later that year the charismatic George Lincoln Rockwell was assasinated and by 1969 the San Quentin Nazis seem to have been a thing of the past. The race war, however, was worse than ever:

Some Nazis – like “Tank” Noah and “Moose” Forbes – joined the newly formed Aryan Brotherhood. Others regrouped with Dennis Lee Hanson, a newly arrived convict whose co-defendant Richard Terflinger went to the Aryan Brotherhood.

I 1972 the Nazis and the Aryans corroborated in the killing in Chino of a high ranking member of the Nuestra Familia. Later that year Dennis Hanson personally killed a rapist in Folsom and his group seem to have dissolved thererafter.

By 1977 a group called the American National Socialists operated in San Quentin. They got caught up in a bloody war between the Aryan Brotherhood and the Black Guerilla Family; they fought a day long battle with the Black Muslims. When the smoke cleared one Muslim and two Nazis lay dead.

After that both the Black Muslims and the San Quentin Nazis disappeared as a figthing force. A few years later the Aryan Brotherhood forbade other White organisations.

Some San Quentin Nazis continued their political activities on the streets. Harry Blair joined the American Nazi Party in 1962 and became one of Rockwells most active storm troopers. In 1965 he protested in Selma together with Allan Vincent, another former San Quentin Nazi.

From left: Stormtroopers Allan Vincent, Dan Skelly and Harry Blair protest in Selma, March 1965.

Harry Blair seems to have left the ANP sometimes after 1965. Allan Vincent stayed on in Rockwell’s party, which in 1966 was re-named the National Socialist White People Party (NSWPP). After the murder of Rockwell in 1967 Matt Khoel became the new Führer. Vincent rose to leader of the San Francisco branch of the NSWPP. He broke with Khoel and formed his own short lived National Socialist White Workers’ Party, which in 1975 was portrayed in the documentary “California Reich”:

James Carr mentions a certain Mike Nelson, but apart from him we only know Stanley Owens, Harry Blair and Allan Vincent from the original San Quentin Nazis. Their story has never been told and are today mostly known through the writing of James Carr and Edward Bunker. George Jackson called them “Hitler’s Helpers” but that’s all. They were not the forerunner of the Aryan Brotherhood, but the Bluebirds were the forerunner of a kind of prison underground chapter of the American Nazi Party. Simply put; they were the White answer to the Black Muslims.


Udgivet i Uncategorized | Tagget | Skriv en kommentar

Rød fondsdirektør styrede brutalt tæskehold

Så har jeg omsider fået læst Ulrik Dahlins “Autonom Pusher Mentor” (2015) om Søren Lerche Mørck, der i en årrække levede på en farlig diæt af hash, vold og antifascisme. I det kriminelle miljø var han kendt som ‘Trafikministeren’, der styrede logistikken bag hash-ringen De Brune Bude. I det autonome miljø var han kendt som medlem af “Knytnæven”; et tæskehold som rykkede ud på ordre fra en vis ‘Dan’.

Da bogen om Søren Lerche blev udgivet i 2015, havde han officielt lagt hashen, volden og antifascismen bag sig og var blevet mentor for unge bandemedlemmer i exit-forløb. Men Søren Lerche skandaliserede sig selv, da det samme vinter kom frem, at han af frygt for repressalier havde organiseret selvsamme bandemedlemmer, som han var mentor for, i et privat og ulovligt vagtværn, der dels patruljerede omkring hans bolig og dels blev “’sendt i byen’ for at afskrække eventuelle fjender, der måtte føle sig krænket i forbindelse med bogudgivelsen.

Læs Kriminelle agerede vagtværn for profileret bande ekspert.

Gamle kendinge
Efter at have læst “Autonom Pusher Mentor”, så forstår man sådan set godt, at Søren Lerche rekrutterede kriminelle indvandrere til at beskytte sig. For selv om bogens forskellige aktører optræder under dæknavne, så er langt de fleste ret nemme at identificere. Således blev “Niels” fra Antifascistisk Aktion (AFA) hurtigt identificeret som Enhedslistens Pelle Dragsted, der under dæknavnet “Jesper” i 1998 optrådte som talmand for tæskeholdet (nedenfor.)

Pelle Dragsted som "Jesper", talsmand for Antifascistisk Aktion 1998.

Dog har Søren Lerche formentligt ikke frygtet repressalier fra Dragsteds side. Omend det uden tvivl var Pelle Dragsted, der fra Christiansborg i 2009 pudsede det voldelige Redox på Uriaspostens redaktør Kim Møller, fordi denne havde været kilden til formiddagsavisen BT’s afsløring af Dragsteds voldelige fortid, så afslører Lerche i 2015 ikke noget om Dragsted som ikke allerede var kendt.

Læs Overvåget af yderste venstrefløj: Voldeligt netværk fik ordrer fra ‘Borgen’ og Tidligere medlemmer af nazi-tæskehold: Autonom forfatter lyver om fortiden.

Derimod er Søren Lerche den første venstreekstremist, der åbent fortæller om samarbejdet mellem Foreningen Demos og tæskeholdet “Knytnæven”:

Der var mange almindelige venstreorienterede, som afleverede oplysninger til foreningen Demos, hvis de var stødt på tegn på nazistisk aktivitet, f.eks. hvis de så en løbeseddel eller et naziklistermærke. Det kunne de gøre med god samvittighed, fordi de ikke havde nogen anelse om, at oplysningerne sivede videre til et tæskehold, der i visse tilfælde rykkede ud og gennembankede folk.

Men Søren Lerche har heller ikke haft noget specielt at frygte fra Foreningen Demos’ side. Efter bruddet med Antifascistisk Aktions nye kuld af unge gadekrigere, der omkring 2005 dannede det rivaliserende efterretningsorgan Redox, samt førerskikkelsen Erik Jensens død i 2008, er Demos svundet ind til en skygge af sig selv.

‘Dan’ er ‘Generalen’
Som allerede nævnt, så blev Søren Lerche og de andre i tæskeholdet “Knytnæven” styret af en vis ‘Dan’. Lerche blev i 1999 rekrutteret til tæskeholdet og beskriver det første møde med ‘Dan’ således (mine fremhævninger):

Rundt om bordet i kælderen sad flere personer, som Søren kendte i forvejen. Han havde også hørt om de to, som talte mest på mødet. Begge var fem-ti år ældre end ham, og de var vidt forskellige. Mens Dan i 1970’erne som barn havde været involveret i gadekampe mod politiet og var politisk skolet, havde Oliver hovedsageligt hadet politiet, fordi de spolerede hans glimrende hashforretning på Christiania. Det var iøvrigt angiveligt dér, de to mødte hinanden i begyndelsen af 1990’erne.
Ifølge en avisartikel havde Oliver haft ansvaret for at træne et decideret tæskehold, der havde optrådt med en brutalitet, der ikke lod rockerne noget tilbage. Tæskeholdet skulle bestå af trænede politiske sympatisører og AFA-medlemmer og havde bl.a. slået til i 1994, da en tysk turistbus blev sat i brand under en nazikoncert i Gladsaxe. Kun i sidste øjeblik nåede to sovende chauffører ud af den brændende bus.

Her skal det indskydes, at ifølge hæftet “Vi Tilstår” – udgivet af Antifascistisk Aktion i 1997 – så var brandattentatet i 1994 en AFA-aktion. Attentatet var formodentligt hævn for et forgæves AFA-overfald på Den Danske Forening en uges tid tidligere, hvor det røde tæskehold var blevet slået på flugt af københavnske skinheads.

Nå, men i december 2002 offentliggjorde BT en artikel med overskriften “Generalen og Doktoren”, om to mænd der i det autonome miljø netop styrede et hemmeligt tæskehold.

Læs Generalen og Doktoren.

I BT-artiklen anføres det bl.a. (mine fremhævninger.):

Mens Generalen allerede i 1970erne som barn var involveret i gadekampe mod politiet og er politisk skolet, har Doktoren hovedsagelig hadet politiet, fordi de spolerede hans glimrende hash-forretning på Christiania…

Ifølge B.T.s oplysninger fra kilder i miljøet blev resultatet af deres venskab hurtigt, at Doktoren fik ansvaret for at optræne og stå i spidsen for et decideret tæskehold, der har optrådt med stor brutalitet, der ikke lader rockerne meget tilbage.

Det står altså klart, at formuleringerne om ‘Dan’ og ‘Oliver’ i bogen om Søren Lerche er løftet direkte fra BT’s artikel om ‘Generalen’ og ‘Doktoren’. Det er derfor uden for enhver tvivl, at ‘Dan’ fra bogen “Autonom Pusher Mentor” er identisk med ‘Generalen’ fra BT-artiklen “Generalen og Doktoren”.

Balder Forvalter
Som forfatteren Peter Øvig påpeger i sit murstensværk “BZ” (2016), så blev ‘Generalen’ allerede i begyndelsen af 2004 udpeget som identisk med Balder Bergman Johansen. Det skete i den sagnomspudne Xerxes-rapport:

Dog var Balder Johansen allerede før Xerxes-rapporten blevet udpeget som en af generalerne i det autonome miljø. Vi skal tilbage til 1999, hvor Københavns Kommune besluttede at sælge det såkaldte ungdomshus på Nørrebro, der i årevis havde været centrum for tysk-inspirerede venstreekstreme – de såkaldte autonome – og deres vold og hærværk i bydelen. Beslutningen berørte ‘Balder Forvalter’ – som den lille mand blev kaldt i det autonome miljø – så meget, at han i spidsen for en gruppe autonome kort efter stormede ind og afbrød TV Avisen på DR i en slags protestaktion. Blandt Forvalterens håndlangere var hans unge kærste Maria Sønnøve Pagels (i dag Maria Sønnøve Bergman Pagels), der gennem en årrække huserede under dæknavnet ‘Maria Jensen’.

Balder Johansen | Junikredsen

Balder Johansen | Junikredsen

Se Politisk aktion i TV-Avisen på DR Bonanza.

Balder og UBR
Balders ballade havde dog ikke den ønskede virkning. I stedet fandt de autonome på en helt anden manøvre, der som utilsigtet konsekvens fik, at pressen for første gang begyndte at interessere sig for Balder Johansens person. I september 1999 skulle der for første gang afholdes valg til den kommunale forsøgsordning Ungdomsborgerrepræsentationen (UBR), som havde fået bevilliget en halv million skattekroner af kommunen. Til politikernes bekymring viste Københavns unge ikke den fjerneste interesse for UBR-valget og blot en uge før den planlagte valghandling var der ikke opstillet kandidater nok til, at UBR ville kunne godkendes.

I en voldsom slutspurt fik de autonome henved tyve af deres folk opstillet som kandidater og mobiliseret deres tilhængere til stemmeurnerne. Af de knap 500 stemmer gik de fleste til de autonome, der med 17 pladser fik et snævert flertal i UBR. De autonome UBR-medlemmer ville ikke stå frem med navn og på en række hemmelige UBR-møder vedtog de autonome med et spinkelt flertal at bevillige 310,000 kroner til en nødtørftig renovering af “ungdomshuset”. De autonomes kup af UBR og misbruget af borgernes penge vakte bestyrtelse i Borgerrepræsentationen, der dog ikke kunne stille noget op.

Læs Autonome forgylder sig selv med skattekroner og Unge politikere holder hemmelige møder.

Logik & Co
Det spinkle autonome flertal i UBR hyrede Ringsted-firmaet Eget Vinding og Datter Aps., der i København drev en mindre afdeling med lokaler i Korsgade på Nørrebro. Egen Vinding og Datter havde små ti år tidligere stået for istandsættelsen af ejendommen Baldersgade 20-22 og det var angiveligt i den forbindelse, at Balder Johansen blev ansat i firmaet. I hvert fald kom han efterfølgende til at stå for Egen Vinding og Datters københavnerafdeling.

De autonomes misbrug af UBR-ordningen fik for første gang pressen til at interessere sig for Balder Johansens person. Kilder i miljøet kunne bl.a. fortælle, at Johansen med næsten tyve års erfaring var en af de helt tunge drenge i det voldelige undergrundsmiljø, samt at han adskillige gange havde været anholdt.

Læs De autonomes anonyme general.

Herefter tabte pressen tilsyneladende interessen for Balder Johansen. Trods afsløringen af hans position i den autonome miljø var ingen f.eks. opmærksom på, at han havde ledt aktionen i 1999 mod TV Avisen. I 2001 blev Egen Vinding og Datters københavnske filial skilt ud som selvstændigt selskab, der fik navnet Logik & Co. og med Balder Johansen ved roret.

Lad os nu vende tilbage til Peter Øvig og hans omtale af Xerxes-rapporten i “BZ”. Øvig overvejer om rapporten kan være fantasteri fra højrefløjens side. Men det afviser hans mange kilder:

Men mine samtaler med BZ’ere, autonome, christianitter, politi og PET fortæller mig, at rapporten trods vildskud tegner konturerne af en stort set ubeskrevet, voldspræget gråzone mellem politisk aktivisme og berigelseskriminalitet i 00’ernes begyndelse.

Selv om Xerxes-rapporten altså giver et rimeligt sandfærdigt billede af miljøet omkring Balder Johansen, så er Peter Øvig omhyggelig med ikke selv at udpege ham som den mand, der dirigerede Søren Lerches tæskehold. Og det forstår man godt, for Xerxes-rapporten udpeger ganske vist Balder Johansen som “Generalen”, men den dokumenterer ikke sin påstand. I det centrale afsnit anfører rapporten blot, at

“Xerxes har genkendt et billede af “Generalen” som BALDER JOHANSEN.”

Hverken Peter Øvig eller andre har efter alt at dømme gravet ned i spørgsmålet om, hvilket billede af “Generalen” Xerxes-rapporten henviser til. Det er uden tvivl dette her:

Balder Johansen - Generalen

Billedet viser Balder Johansen og Maria Pagels blive ført væk af politiet efter deres aktion mod TV Avisen i 1999. Oprindeligt illustrerede det net-versionen af BT-artiklen “Generalen og Doktoren” og billedteksten lød den gang:

Et af de få billeder af den autonome general. Her efter en aktion i DR, hvor aktivister protesterede mod salget af Ungdomshuset.

Balders AFA-træf 1994
Men allerede længe før BT indirekte og Xerxes-rapporten direkte afslørede Balder Johansen som leder af et hemmeligt, særdeles brutalt tæskehold, var kræfter på højrefløjen på sporet af ham. Vi skal tilbage til året hvor Antifascistisk Aktion nær havde brændt to tyske buschauffører ihjel her i Danmark, nemlig 1994.

Forskellige nationalsocialistiske grupperinger i Tyskland og Skandinavien forsøgte at gå sammen i et “anti-antifa”-samarbejde. Det blev så vidt vides ikke den store succes. Bortset fra i Norge, hvor det lykkedes en yngre kvinde at infiltrere den norske AFA-gruppe, hvor hun blev nær veninde af gruppens leder Espen Lauritzen.

I sommeren 1994 tog nordmændene til AFA-træf i København. Den unge kvinde var med og skrev efterfølgende en rapport om træffet, hvori hun bl.a. fortæller om de danske ekstremister som hun mødte:

Som det fremgår af rapporten, så blev AFA Norge i København modtaget af Balder Johansen, der korrekt beskrives som “småvokst med briller, ca. 30 år… lysbrunt hår”. En anden dansker nævnt i rapporten kan også med sikkerhed identificeres. Nemlig “Adrian, høy skinhead, ca. 25 år, altid ubarbert, arbeider i DEMOS”, der ikke kan være andre end den gamle kending Adrian Frank.

Mens den norske AFA-leder Espen Lauritzen under træffet bor hos Balder Johansen, så bor de øvrige nordmænd i AFA-kollektivet Baldersgade 20-22, kendt som “Bumzen”. AFA-møderne foregår på et gymnasium, som ligger mindre end ti minutters gang fra Demos. D.v.s. Det Fri Gymnasium, hvor Søren Lerche og hans forskellige medskyldige senere blev rekrutteret fra.

Pernille Rosenkrantz-Theils
Videre fremgår det af Anti-Antifa rapporten, at Balder Johansen, Adrian Frank og “Pernille ca. 25 år, pent kledd” var aktive i AFA’s researchgruppe (hvilken uden tvivl senere blev til Redox.) Kombinationen af Pernille og Det Fri Gymnasium gør det fristende at udpege det pågældende AFA-medlem som Pernille Rosenkrantz-Theils, der har en fortid som vejleder på netop Det Fri Gymnasium. Men da Rosenkrantz-Theils i 1994 kun var 17 år, punker og gik på Vester Borgerdyd Gymnasium, forekommer det ikke videre sandsynligt.

Men alligevel er Pernille Rosenkrantz-Theils lidt interessant for historien her. Hun var vejleder på Det Fri Gymnasium i årene 1996-97, hvor Søren Lerche var elev på stedet. Han fortæller, at han til en vejleder “… havde forpligtet sig til at skrive artikler til Propaganda og Internationalt Forums blad ‘Gaia’.” Pelle Dragsted var aktiv i begge udgivelser og sad lejlighedsvis i Gaias redaktion. Det samme gjorde den dømte postrøver Torkil Lauesen, samt gadekrigeren Sebastian Østergaard Truelsen, der i Lerches bog gemmes under dæknavnet ‘Lars’, og som i dag kalder sig Sebastian Østergaard Ngelia.

Vejlederen, der fik Søren Lerche til at arbejde for slænget på Gaia, kan meget vel have været Rosenkrantz-Theil, der samme år blev anholdt i Holland sammen med bl.a. Pelle Dragsted, Maria Sønnøve Pagels og den senere terrordømte Ulrik Sebatian Kohl. Alle fik efterfølgende erstatning af de hollandske myndigheder for ulovlig anholdelse. Pernille Rosenkrantz-Theils fik tildelt 10,000 kroner og gav halvdelen til tæskeholdet AFA.

Frygten for Balder Johansen
Men tilbage til Balder Johansen. Bliver dæknavnet ‘Dan’ i Søren Lerches beretning udskiftet med Johansens navn, så får man en idé om Balder Bergman Johansens lyssky aktiviteter alene i årene 1999 til 2002, hvor Lerche tæskede løs for ham:

Lige før sankthansaften får tæskeholdet en opgave af Balder Bergman Johansen… (s. 140.)

Da Søren senere mødtes med Balder Bergman Johansen fra tæskeholdet på en cafe, blev han skældt ud for at have skudt raketterne af… (s. 157.)

Midt på sommeren flyttede Søren fra ‘Svinefarmen’ og ind hos Balder Bergman Johansen, der boede i en stor lejlighed i en sidegade til Nørrebrogade. Selv om Søren så op til Balder Johansen og respekterede ham som en myndig person, der kunne give ordre til tæskeholdet… (s. 171)

Har man de rette oplysninger, så står det altså klart, at Søren Lerche i den grad røber Balder Johansen og hans voldelige virke. Som Peter Øvig påpeger, så har Balder Johansen stadig stor magt over undergrundsmiljøet på Nørrebro, og ifølge Øvig så er der i miljøet en regulær frygt for Balder Johansen og hans håndlangere:

Flere af de tidligere BZ’ere, som ikke ønsker at bidrage til min bog, henviser nemlig til en ubehagelig og angstprovokerende stemning omkring den personkreds, som Xerxes-rapporten omtaler.


I mine samtaler med gamle BZ’ere er det tydeligt, at flere af figurerne i rapporten fremkalder en vis frygt, og at denne ikke altid særlig veldefinerede frygt har afholdt nogle BZ’ere fra at fortælle deres historie.

Alt i alt synes der altså ikke at herske tvivl om, at når det tidligere medlem af Balder Johansens tæskehold, Søren Lercke Mørck, efter udgivelsen af sin fortælling søgte beskyttelse hos bandemedlemmer, så var det af frygt for Balder Johansen og hans slæng på Nørrebro. ‘Balder Forvalter’ er i dag direktør i X-Fond (tidligere Rød Fond), der formelt ejer byggefirmaet Logik & Co, hvori han samtidig er bestyrelsesmedlem og ansat som byggeleder.


Udgivet i Antifascisme, Den røde terror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Drengeakademiet: Lukkethed og Løgne

Mandag den 29. juni klokken 9.30 afleverede jeg vores søn Knud til Løkkefondens turboforløb “Drengeakademiet”, som Knuds mor Anette havde hørt om fra en anden mor, hvis søn havde været glad for opholdet.

Anette gik med vanlig effektivitet til sagen. Det stod tidligt klart, at Drengeakademiets målgruppe primært var skoletrætte drenge. Det overraskede mig derfor ikke, da jeg senere faldt over en statistik, der viste, at eleverne på Drengeakademiet overvejende havde en baggrund præget af brudte hjem, mange skoleskift, klassenedrykning, højt fravær og den slags.

Knuds baggrund er den diametralt modsatte og han tager hver dag glad i skole. Men han kæmper hårdt for at følge fagligt med. Knuds IQ fejler ingenting, men han er ordblind og har hvad psykologerne kalder “lav arbejdshukommelse”. I vores ansøgning til Løkkefonden blev Knuds baggrund og situation omhyggeligt forklaret, og i sin egen ansøgning forklarede Knud, at han håbede Drengeakademiet kunne hjælpe med, at det blev nemmere at gå i skole.

Både Knud og vi søgte Knuds optagelse på Drengeakademiet, fordi Drengeakademiet profilerede sig på “Et stort fagligt løft” af drengene. Som jeg tidligere har dokumenteret, så viste denne påstand sig at være en grim lille løgn. Den første af mange.

Læs Løkkefonden: Fiduser og Bragesnak.

Tilbagemeldingen fra Løkkefonden var, at man hovedsageligt optog drenge, der stod foran deres afsluttende skoleår, hvorfor der muligvis ikke var plads til Knud – der efter sommeren skulle op i ottende – dette år. Men optaget blev han, antageligt som den yngste.

Det skulle efterfølgende vise sig, at flere blandt Knuds nye kammerater var så institutionsvante, at de bl.a. havde indsmuglet mobiltelefoner på Drengeakademiet. Det burde Knud også have gjort.

Af det tilsendte materiale fra Løkkefonden fremgik det, at Drengeakademiet ville forløbe i ugerne 27-28 og blive afholdt på Flakkebjerg Efterskole ved Slagelse. Det sidste studsede jeg en anelse over, for da jeg i 1990’erne var aktiv på den politiske højrefløj, da var Flakkebjerg hjemsted for en aktiv afdeling af den kommunistiske ungdomsorganisation “Rød Ungdom”. Organisationen er i dag næsten glemt, men det var f.eks. et tidligere ledende medlem af “Rød Ungdom”, der i 2003 blev dømt for vold mod  daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Flakkebjerg Efterskole bakkede den gang helt op om “Rød Ungdoms” militante aktiviteter og sendte busfulde af sine elever afsted til de optøjer, der i årene 1996-98 tilbagevendene gjorde Greve usikker, når det yderste venstres sammenrend “Antiracistisk Netværk” samlede sig i forsøg på at fordrive Danmarks få nationale socialister fra deres lille hovedkvarter i den ellers fredelige københavnerforstad.

Som tidligere efterskoleelev ved jeg, at det ikke er usædvanligt, at visse elever bevarer en tæt tilknytning til den efterskole, de har været på. Nogle søger endog – efter endt uddannelse – tilbage som lærer på deres tidligere efterskole. Det er således ikke utænkeligt, at tidligere medlemmer af den i 1990’erne huserende kommunistiske ungdomsorganisation “Rød Ungdom” tyve år senere er at finde som – måske ledende – ansatte på Flakkebjerg Efterskole.

Jeg undrede mig derfor lidt over, hvordan det borgerlige foretagende Løkkefonden var kommet i kontakt med Flakkebjerg Efterskole, som jeg kun kendte som et rødt foretagende, og hvem der konkret havde skaffet Flakkebjerg en nærmest fast indtægt fra Løkkefonden henover sommeren, hvor efterskolerne lider økonomisk tab som følge af skolernes obligatoriske ferie.

Afleveringen af Knud
Da jeg mandag morgen den 29. juni kørte afsted mod Flakkebjerg med Knud, havde jeg ingen klar forestilling om Drengeakademiet, men dog en forventning om, at man ville tilstræbe et maskulint miljø omkring drengene.

Vi ankom omkring kl. 9.30 og holdt ind på nogle boldbaner bag Flakkebjerg, der i dagens anledning fungerede som parkeringsplads. Vi blev mødt af drønende høj dansemusik, der gav indtryk af, at man havde gang i en festival eller et karneval. Drengeakademiets personale var til identificere, for de var alle sammen iklædt ens sorte T-shirts.

De voksne, som Knud nu skulle være i hænderne på, var ikke særligt robuste at se på. Mændene var tynde og blege og jeg så flere gråhårede kvinder, der syntes lige at have rejst sig fra det brune hjørne. De voksne var heller ikke specielt unge, men deres opførsel var derimod  særdeles ungdommelig. Nærmest pubertetsagtig euforisk. Mens en håndfuld var beskæftiget med at modtage drengene, stod de øvrige i baggrunden, hvor de i smågrupper vuggede og smådansede til den drønhøje musik, gav hinanden begejstrede “high fives” og råbte “Er det ikke bare den fedeste tid i vores liv!” og den slags.

Medens vi rykkede frem i køen til Knuds indskrivning bemærkede jeg, at drengen foran os kun præsenterede sig ved sit fornavn, hvorfor Drengeakademiets ansatte måtte spørge til han fulde navn. Jeg sagde derfor til Knud, “Husk at sige dit fulde navn.” En høj, tynd mand kom over og spurgte Knud, hvad han hed. “Knud”, svarede Knud lidt beklemt. Jeg skulle lige til at sige “Husk dit fulde navn” til ham, da den høje mand begyndte at udvise en besynderlig opførsel.

Han stak pegefingeren op til munden, mens han nikkede med hovedet og sagde noget i retning af “Ja, Knud.. Ja, ja, Knud… Ja…” Jeg holdt blikket på ham, parat til at høre hvad problemet var, men hans blik flakkede rundt alle steder end mod mig. Til sidst drejede han rundt, gik over til bordet med indskrivningslisterne, sagde kort noget til en anden ansat og krydsede så af på en liste. Dernæst kom han tilbage med et kort, hvorpå Knuds navn og gruppe – Echo – stod anført og viste os over til en anden kø, hvor Knud skulle fotograferes. Først længe efter fik jeg – med hjælp fra Knud og google – identificeret den høje mand som identisk med Kristian Hulmose Nørgaard, leder af Drengeakademiet.

Medens vi stod i denne kø, kom en yngre kvinde af formodentligt tamilsk herkomst over og præsenterede sig som Mette fra Ehco-gruppen. Hun var såmænd venlig nok, men også hendes blik flakkede underligt nervøst rundt. Efter Knud fik taget foto kom en tredje ansat – en ældre kvinde, der optrådte fuldstændigt normalt – og hentede ham. Det sidste jeg – spøgefuldt – sagde til Knud var “Opfør dig ordentligt og husk at ringe til din mor.”

Jeg kørte hjem lettere ubehageligt til mode. Mit førstehåndsindtryk af Drengeakademiet var bestemt negativt. Den opgejlede, euforiske stemning blandt personalet havde jeg to gange i mit liv tidligere personligt oplevet: Blandt lærerne (og visse elever) på Tvind Efterskole og Realkursus, hvor jeg årene 1974-1977 var elev, og tyve år senere i den amerikanske frikirke “Carpe Diem”, hvor en kærestes bror var medlem. Det er derfor en opførsel som jeg klart forbinder med en sekt-lignende mentalitet.

Dernæst var der Kristian Hulmose Nørgaards ejendommelige opførsel, da han skulle indskrive Knud. Eller ejendommelig var den sådan set ikke. Hans opførsel viste tydeligt, at han var i vildrede. Og så vidt jeg kunne se, så kunne Kristian Hulmose Nørgaard i situationen kun være i tvivl om, hvorvidt Knud skulle indskrives på Drengeakademiet eller ej. Hende Echo-Mettes nervøse opførsel synes i hvert fald at bekræfte, at Knud på en eller anden måde var et problem, som man havde snakket om inden man overhovedet havde set ham.

Jeg kunne ikke se nogen logisk grund til, at Drengeakademiet på forhånd skulle have et problem med Knud. Jeg fik derfor en mistanke om, at Drengeakademiets problem med Knud ikke handlede om Knud, men om hvem han var søn af.

Knud smides ud
Drengene fik på Drengeakademiet konfiskeret deres mobiltelefoner og måtte kun ringe hjem i tidsrummet 12.15 til 13.30. Først senere slog mig, at det jo er mens de fleste forældre er på arbejde.

Den første mandag måtte drengene slet ikke ringe hjem. Om tirsdagen hørte vi ikke noget fra Knud, hvilket vi tog som at han oplevede en masse nyt. Onsdag ringede Knud til sin mor og fortalte, at han havde det godt. Han var begejstret for sine nye kammerater og glad for undervisningen. Knud fortalte også, at deres holdleder Tom var homoseksuel, hvilket et par drenge i baggrunden grinende bekræftede. Der blev ikke serveret svinekød i svinekødsretter såsom frikadeller og spegepølse, og de voksne pakkede tingene ind i indsmigrende udenomssnak. Knud mente derfor alt i alt, at Drengeakademiet var et meget venstreorienteret sted, men virkede klar på at tage den oplevelse med.

Samme aften omkring klokken 20.30 smed Drengeakademiet Knud ud.

Drengeakademiets første forklaring
Onsdag aften ved 20.30-tiden slukkede Anette – som hun plejer – sin telefon og gik til ro. Jeg sad på mit kontor til omkring kl. 22, hvorefter også jeg gik i seng. Drengeakademiet har efterfølgende hævdet, at man ikke havde mit nummer. Det er vi ikke helt sikre på om sandt. Men under alle omstændigheder så vidste Drengeakademiet, at Knud havde mit nummer på sin telefon. Så ville man have haft fat i mig, så havde det været en smal sag for Drengeakademiet at få mit telefonnummer.

I stedet kimede Drengeakademiet løs på Anettes slukkede telefon helt frem til omkring klokken 23, ligesom hun fik den foruroligende SMS-besked “Knud er OK, men vi skal snakke sammen i morgen tidlig.”

Selv om Anette per SMS også fik oplyst, at Drengeakademiets telefon var åben fra klokken 7.00, så tog man ikke telefonen, da Anette om morgenen begyndte at ringe. Efter flere forgæves opkald lagde hun en besked, men først klokken 7.30 ringede en vis Mette tilbage. Hun præsenterede sig som Drengeakademiets “campleder” og fortalte Anette, at Knud var blevet smidt ud. Men campleder Mette ville ikke nærmere ind på, hvad årsagen var. Som Anette senere skrev:

“Årsagen er noget diffus; noget med at Knud ikke gør hvad der bliver sagt og har fået 3 advarsler. Men HVAD han har gjort specificeres ikke. Noget med forkert attitude – han er homofob og racist. Og han kritiserer stedet for at være venstreorienteret, samt at der er for lidt svinekød i maden.”

Anette fik fat i mig omkring klokken kvarter i otte og fortalte, at Knud var blevet smidt ud. Jeg spurgte med det samme “hvorfor?”, hvortil hun svarede, at det havde hun ikke helt kunnet få en forklaring på. Men Knud har fået tre advarsler og var derfor ude. Anette fortalte videre, at vi var blevet lovet en “grundig overlevering” når han blev hentet. Anette nævnte også, at hun havde en underlig fornemmelse af, at det var presserende for Drengeakademiet, at Knud blev hentet.

Knud hentes
Vi fik aldrig den lovede “grundige overlevering”. Det gav Drengeakademiet senere mig skylden for, så lad mig derfor give en detaljeret skildring af, hvordan afhentningen af Knud forløb.

Jeg sagde til Anette at jeg nok kunne være der ved ti-tiden. Kort efter ringede hun tilbage med et telefonnummer jeg skulle ringe på fem minutter før ankomst. Jeg tog afsted tidligere end beregnet og da jeg ramte Slagelsevej holder jeg ind efter ca. 500 meter og ringede op. Drengeakademiet svarede ikke, selv om jeg lod telefonen ringe ud.

Seks-syv minutter senere – d.v.s. omkring 9.30 – drejede jeg ind ad Flakkebjergs indkørsel og gjorde holdt på parkeringspladsen. Da jeg steg ud af bilen, mødte jeg en stor flok drenge, der var på vej ind i bygningen på min venstre side. En lyshåret fyr brød lidt ud af rækken og råbte “Skal du hente Knud?”. “Ja”, svarede jeg, “Ved du hvor han er?”

Det gjorde knægten og vi bevægede os ned mod, hvad der senere viste sig at være administrationsbygningen. Da vi nærmede os indgangsdøren, dukkede Echo-Mette, som jeg traf da jeg afleverede Knud, op. Echo-Mette kommanderede skarpt drengen tilbage, men uden at gøre tegn til at træde i hans sted. Drengen stod derfor bare og pegede forvirret op på mig og så ud som om han ville sige noget, hvilket fik Echo-Mette til næsten rasende igen at kommandere ham tilbage.

Jeg bliver ret pikeret over hendes opførsel og nikker derfor kun kort tilbage, da hun efterfølgende servilt hilser på mig. Jeg vendte mig og gik op ad trappen for åbne den store glasdør ind til bygningen, men i det samme dukkede en ældre, gråhåret og tynd kvinde op på den anden af døren, som hun åbnede.

Hun gjorde ikke tegn til at byde mig indenfor, men stod med et lettere forvirret udtryk i ansigtet og holdt i dørhåndtaget. Bag mig sagde Echo-Mette noget i retning af, “Ja, det er Knuds far”, hvilket fik den ældre kvinde til at se nærmest endnu mere forvirret ud.

Hvis hun præsenterede sig, så husker jeg det ikke. Men med hjælp fra Knud og google fik jeg hende senere identificeret som Mette Bloch Andersen, Drengeakademiets “campleder”. Jeg fik en stærk fornemmelse af, at de to Mette’r ikke rigtigt vidste, hvad de skulle stille op med mig. Dette undrede mig, for ganske vist var jeg kommet cirka en halv time tidligere end de sikkert havde regnet med, og som nævnt kunne jeg ikke få meldt min ankomst, men de var jo udmærket klar over hvorfor jeg var på Flakkebjerg.

Jeg var omsider kommet ind i entreen, men havde svært ved at blive klog på, hvor jeg nu skulle hen. Mette Bloch Andersen gjorde en ejendommeligt flagrende bevægelse, som jeg opfattede som en retningsangivelse hen mod en trappe på min venstre side. Men hun optrådte så ubeslutsomt, at jeg for en sikkerheds skyld spurgte “Opad den der?”, hvilket hun – forvirret og flaksende – nikkede ja til.

Jeg gik op ad trappen og stod nu igen og forsøgte at orientere mig. Til venstre for mig løb en lang, øde gang med – så vidt jeg kunne se – alle døre lukket. Jeg var netop begyndt at spejde efter liv på min højre side, da Echo-Mette og Mette Bloch Andersen omsider nåede op ad trappen. Mette Bloch Andersen viste – igen med denne underlige usikre armbevægelse – mig ned ad den lange, tomme gang. Begge kvinder holdt sig bag mig, så jeg gik lidt tøvende frem, for jeg kunne simpelthen ikke forstå hvor de ville have mig hen.

Pludselig så jeg nede i bunden af gangen en døråbning vinkelret på gangens retning. Døren stod og med siden til mig sad en mand i en sofa med korslagte arme, knejsende nakke og benene skudt frem foran sig. Efter et skridt eller to frem kunne jeg bag ham skimte en anden mand, sidende i nøjagtig samme positur. De lignede et par politibetjente, der passede på en forbryder.

Jeg kunne ikke se Knud, men vidste med det samme, at han måtte sidde et sted til venstre for mig inde på kontoret. Jeg tog hurtigt de sidste meter frem, stoppede op i døråbningen, fik øje på Knud, der sad på en stol bag et bord, og kastede et hurtigt blik ned på manden yderst i sofaen. Det ene sekund sad han og stirrede hårdt på Knud, det næste sekund stirrede han forskrækket op på mig. Knud identificerede ham senere som Kristian Hulmose Nørgaard, lederen af Drengeakademiet.

Jeg gav Knud et kort nik og et hurtigt smil, som han glad besvarede. Mens vi pakkede hans grej, fumlede jeg lidt rundt for at trække tiden ud. Det var på dette tidspunkt min klare opfattelse, at de fire voksne jeg til da havde truffet enten ikke måtte eller ikke kunne give den lovede forklaring på Knuds bortvisning, så jeg ville lige give en endnu mere voksen tid til at dukke op.

Det skete ikke, så Knud og jeg hankede op i hans grej. Alle fire voksne fulgte efter os ned ad gangen og i hvert fald tre fulgte efter os ned ad trappen. Da vi nåede hoveddøren, var Mette Bloch Andersen foran mig. I stedet for at åbne døren for Knud og mig, der stod med hænderne fulde af hans grej, stoppede hun foran døren og kiggede sært søgende ud. Hun spurgte så, hvor jeg var parkeret. Jeg nikkede ret frem mod parkeringspladsen, hvor min bil holdt mutters alene, og sagde “Lige derovre”. Hun stod en stund og kiggede ubeslutsomt ud i luften. En eller anden, jeg tror det var Echo-Mette, spurgte “Den blå bil der, er det din?” “Jeps”, svarede jeg og havde faktisk lyst til at spørge “Hvad er problemet?” I stedet begyndte jeg så småt at sætte mig i bevægelse, hvorefter Mette Bloch Andersen omsider åbnede døren.

Ude på trappestenen nikkede jeg kort farvel, men da Knud og jeg gik hen mod bilden, fulgte de alle tre-fire voksne efter os. To hastede op foran os – en på hver side. Mens vi pakkede bilen bemærkede jeg, at Echo-Mette lynhurtigt var henne og mandsopdække en håndfuld nysgerrige drenge, der pludseligt dukkede op. Alle tre voksne stod og kiggede på os, da vi kørte ud fra matriklen.

I bilen hjem fortalte Knud, at man havde forbudt ham at sige farvel til sine kammerater. Da han havde spurgt en voksen, om han ikke ville gøre det for ham, var Knud blevet børstet af med et “I er vel på Snapchat.”. Endnu senere fortalte Anette, at grunden til jeg skulle ringe inden ankomst til Flakkebjerg var, at man ville anvise mig en parkeringsplads. Da hun nævnte dette, faldt brikkerne på plads.

Meningen havde været, at jeg skulle have hentet Knud ved en eller anden bagudgang i administrationsbygningen, så han kunne forsvinde som en tyv i mørket. Da Drengeakademiet ikke passede sin telefon, mistede man aldeles kontrollen over situationen, fordi jeg ankom en halv times tid tidligere end de troede, og havde parkeret et andet sted end Drengeakademiet havde planlagt. De involverede voksne fra Drengeakademiet havde derfor været mere optagede af, hvordan Knud og jeg kunne ekspederes uset væk end at få givet den lovede forklaring på, hvorfor man havde smidt Knud ud.

Klage til Løkkefonden
Allerede i bilen på hjem afviste Knud kategorisk, at han havde fået tre advarsler. Han havde aftenen før fået et “gult kort” – skridtet før udsmidning – og torsdag morgen efter morgenmad fået af vide, at han var blevet smidt ud. Han mente – men var ikke sikker – at han havde fået det gule kort fordi han under aftensmaden ikke havde sat en dressing fra et fællesbord tilbage lige så hurtigt, som holdlederen Tom havde ønsket det. Knud kunne derimod ikke give nogen forklaring på, hvorfor han var blevet smidt ud. “Du må da have gjort et eller andet?”, pressede jeg på. “Nej!!”, garanterede han spontant.

Knud nævnte, at Echo-Mette havde været fin nok, men at Tom havde været en slibrig karl, der med seksuelle antydninger og bevægelser tilbagevendende overskred drengenes blufærdighedsgrænse, uden at nogen på Drengeakademiet havde grebet ind. Udenfor undervisningen, der tog fem-seks timer af dagens forløb, tilbragte drengene oceaner af tid på at vente på ingenting, og fritidsaktiviteter var der stort set ingen af. Knud havde f.eks. flere gange spurgt efter den boksning, som Drengeakademiet havde reklameret med, og var hver gang blevet spist af med tågede svar.

I de næste par dage fik Anette og jeg stadig flere detaljer fra Knuds ophold på Drengeakademiet og specielt Anette blev i stigende grad vred over den måde, man havde behandlet Knud på. Især var hun vred over, at Drengeakademiet lod en type som Tom have ansvaret for drengene, og over, at hverken Knud eller vi havde fået en ordentlig forklaring på, hvad Knud konkret havde gjort for at blive smidt ud. Anette formulerede derfor lørdag den 4. juli en klage til Løkkefonden.

Lemfældig undersøgelse
Dagen efter svarede Løkkefonden tilbage. Man hævdede, at “team Echos holdleder, Tom, forlod DrengeAkademiet torsdag eftermiddag“. Det lød jo umiddelbart betryggende, men Løkkefonden fortsatte, “han ikke kan genkende de anklager, der er rettet imod ham, hvorved disse altså afvises.”

Løkkefondens svar omkring Tom undrede os, for Tom havde været holdleder for omkring 25 drenge, der altså også havde oplevet ham. Det havde været en relativ smal for Løkkefonden at kontakte disse drenge for at høre, om deres oplevelser med Tom stemte overens med Knuds. I stedet afviste Løkkefonden blankt klagen over Tom alene på hans ord.

Løkkefondens overfladiske undersøgelse af Tom-sagen var så meget mere påfaldende, fordi vi havde gjort fonden opmærksom på, at Knud havde fortalt ting som kunne betyde, at Tom havde forsøgte sig med seksuelle tilnærmelser mod vores 13-årige søn.

Vi begyndte derfor at få en ubehagelig mistanke om, at Løkkefonden ingen ægte interesse havde i at føre justits med forholdene på Drengeakademiet. En mistanke, der blev bestyrket af, at Løkkefonden efterfølgende ikke ville oplyse, hvem der førte tilsyn med Drengeakademiet, så vi kunne være sikre på, at man havde indhentet børneattester på personalet.

Anonymt personale
Jeg blev derfor nysgerrig efter at se, hvem Løkkefonden egentligt havde hyret til at stå for driften af Drengeakademiet. Jeg mente nemlig at have set en liste over personalet i det materiale, som Drengeakademiet havde sendt os. Men da jeg så materialet igennem, opdagede jeg noget ejendommeligt. Under overskriften “Teamet” var der indsat nogle billeder, men intet om hvem der rent faktisk var på billederne.

I min efterfølgende research opdagede jeg, at det som forældre ganske enkelt ikke var muligt at finde ud af, hvem der havde haft det konkrete ansvar for drengene, end ikke gennem Løkkefonden. Jeg opdagede også, at Løkkefonden ingen steder nævner, om man overhovedet indhenter børneattest på det af offentligheden ukendte personale, som man hyrer ind til driften af Drengeakademiet.

“Racistiske udbrud”
Løkkefonden fremsendte i sit svar tillige hvad man kaldte et “hændelsesforløb”, forfattet af Drengeakademiet som forklaring på Knuds bortvisning. Nu hed det ikke længere, at Knud havde fået tre advarsler. I overensstemmelse med, hvad Knud havde forklaret, så forklarede Drengeakademiet nu, at Knud om onsdagen havde fået “en henstilling” og senere samme dag et “gult kort”.

Drengeakademiet forklarede, at Knud havde fået henstillingen “onsdag morgen”. Knud havde mere præcist forklaret, at samtalen fandt sted umiddelbart efter morgenbriefing – d.v.s. omkring klokken 9.00 – hvor han var blevet trukket til side af Tom og Echo-Mette.

Ifølge Drengeakademiet havde Knud nemlig gjort sig skyldig i “racistiske udbrud”. Da vi bad om en nærmere forklaring på, hvad dét drejede sig, så kunne eller ville Drengeakademiet ikke pege på andet end at Knud havde sagt “lægge en muhamed” om toiletbesøg.

Dette bekræftede Knud. Han forklarede, at han havde hørt udtrykket på Drengeakademiet, hvor det var i omløb blandt i hvert fald drengene i Echo-gruppen. Selv havde han anvendt det måske 2-3 gange, men var stoppet med det efter henstillingen onsdag morgen.

Vi forelagde Drengeakademiet Knuds forklaring, men fik ikke noget svar.

“…. sin uacceptable adfærd”
Det gule kort havde Knud – ifølge Drengeakademiet – fået, fordi “Knud vælger i timerne efter henstillingen at fortsætte sin uacceptable adfærd (racistiske kommentarer fortsætter, samtidig med at Knud udviser en truende adfærd overfor staff/øvrige drenge og fortsat ikke retter ind iht anvisninger fra staff)”.

Dette afviste Knud kategorisk. Han mente tværtimod, at resten af onsdagen var forløbet rigtigt fint. Dog havde Knud under aftensmaden onsdag haft et mindre kontrovers med den sexfikserede holdleder Tom om en dressing.

Vi bad igen Drengeakademiet uddybe og konkretisere anklagerne mod Knud. Hvad havde han rent faktisk sagt og gjort i løbet af onsdagen, der kunne udløse et gult kort? Det svarede Drengeakademiet aldrig på.

Drengeakademiets første løgn
Men uanset den af Drengeakademiet skabte mystik om årsagen til Knuds gule kort, så var det ikke til nogen nytte. I hvert fald ikke ifølge Drengeakademiet. Om Knuds bortvisning forklarede man:

Det drejer sig ikke om at Knud ønsker at tage salatdressing med ned til sit bord, men derimod om nedladende kommentarer vedrørende muslimer, homoseksualitet og venstreorienterede. Knud gør fx meget ud af at forklare, at partiet Venstre skal betragtes som værende venstreorienteret, da de tillader indvandring. Efter gentagne henstillinger og advarsel uden ændret adfærd, herunder truende adfærd overfor en kvindelig medarbejder, der blandt andet blev kaldt ”stikkerso, fører det til hjemsendelse fra DA.

Drengeakademiets beskyldning mod Knud for at have sagt “stikkerso” til en kvindelig medarbejder, viste sig på flere niveauer at være lodret løgn:

For det første havde Knud under en gåtur lavmælt sagt til en kammerat “Hende der kan jeg ikke lide, for hun stikkede mig i går.”

For det andet hørte den kvindelige ansatte ikke Knuds bemærkning (det gjorde derimod en anden ansat, der sprang frem, greb Knud hårdt i trøjen og hvæsede ned i ansigtet på ham “Hvem tror du, du er?!”)

For det tredje vidste Drengeakademiet intet om denne episode, da man onsdag aften smed Knud ud, thi episoden fandt sted torsdag morgen.

Flere løgne fra Drengeakademiet
Drengeakademiet beskyldte også Knud for “hærværk” i form af “flere skader på inventaret“. Også denne anklage mod Knud viste sig at være lodret løgn. Knud havde overhovedet ikke (i denne sammenhæng) rørt inventaret. Han havde med en finger ridset et lille “K” i malingen på en afskallet ydermur, mens han onsdag aften i over en time stod alene ude i Flakkebjergs gård og ventede på at få lov af Kristian Hulmose Nørgaard til at gå.

Ifølge Drengeakademiet var Knud også blevet smidt fordi han havde skrevet “neger” på sin arm og tegnet et hagekors på sin hånd. Sandheden var, at Knud og en ældre kammerat sent onsdag aften havde overtegnet hinanden med alverdens krimskrams. Kammeraten havde bl.a. skrevet “neger” ned ad ydersiden på Knuds højre arm, hvorfor Knud havde skrevet “Du er homo” i panden på ham. Knud afviste kategorisk at have tegnet et hagekors, men derimod et solkors på sin hånd.

Men mere afgørende så havde Drengeakademiet ikke kendskab til de to drenges eskapader før torsdag morgen, altså omkring ti timer efter man havde smidt Knud ud. Igen så vi Drengeakademiet begrunde udsmidningen af Knud med (påståede) forhold, som Drengeakademiet ikke havde kendskab til da man besluttede at bortviste Knud.

Endnu flere løgne
Mens vi forsøgte at få hoved og hale i Drengeakademiets historie, sagde Knud noget, der fik mig til at kaste et ekstra blik på, hvad Drengeakademiet faktisk havde skrevet i sit “hændelsesforløb”. Knud nævnte, at han havde fået det gule kort – skridtet før udsmidning – af Tom og Mette Bloch Andersen umiddelbart efter onsdagens aftenbriefing. Det vil sige – ifølge Drengeakademiets eget skema – omkring klokken 19.30. Drengeakademiet, derimod, hævdede at Knud havde fået det gule kort “få timer” før aftenmaden, altså en gang onsdag eftermiddag.

Knuds forklaring var klart den mest troværdige. Dels havde vi – som forventet og i modsætning med Drengeakademiet – ikke grebet ham i usandheder omkring, hvad der var foregået på Flakkebjerg, og dels havde Knud konsistent forklaret, at han fik det gule kort efter sit kontrovers med holdlederen Tom om en dressing.

Det stod altså klart, at Drengeakademiet igen havde løjet. Men hvorfor? Jo, Drengeakademiet hævede, at man fra kl. 20.30 onsdag aften forsøgte at kontakte Knuds mor. Denne påstand er heller ikke sand, for det første opkald fra Drengeakademiet indløb først på hendes telefon klokken 20.57. Derfor passer 20.30 mere med, at det var tidspunktet hvor Drengeakademiet besluttede at bortvise Knud.

Skulle Drengeakademiet altså holde sig til sandheden, så skyldte de en troværdig forklaring på, hvad Knud havde foretaget i timen fra det gule kort klokken ca. 19.30 og til han blev smidt ud klokken ca. 20.30. Det siger sig selv, at en dreng må have opført sig rimeligt drastisk, hvis man smider ham ud blot en time efter hans definitivt sidste chance. Det siger derfor også sig selv, at havde Knud opført sig på en sådan måde, så havde det ingen sag i verden været for Drengeakademiet at forklare, hvorfor han var blevet smidt ud.

Så hvad havde Knud konkret gjort efter han klokken 19.30 onsdag aften havde fået det gule kort? Han havde bedt om lov til at ringe til sin far.

Politisk begrundelser
Drengeakademiet forbød Knud at ringe til mig kommentaren “Der er ingen særregler for dig”. Dette var en helt igennem beskidt kommentar, for Knud havde ikke bedt om særlige regler for sig. Tværtimod havde Drengeakademiet selv  givet drengene muligheden for at ringe hjem udenfor den tilladte telefontid, hvis ellers Drengeakademiet mente det var nødvendigt. I stedet for at forklare Knud, hvorfor man ikke mente det var nødvendigt for ham at tale med sin far om det gule kort, så afviste Drengeakademiet ham med en perfid anklage om at angle efter privilegier.

Knud gav flere eksempler på, hvordan han på Drengeakademiet blev tiltalt hårdt og afvisende, hvis ikke ligefrem truende. Udover de allerede nævnte eksempler, fortalte Knud også hvordan voksne på Drengeakademiet – heriblandt lederen Kristian Hulmose Nørgaard – ved mindst to lejligheder vrængende havde afvist en undskyldning med “Det mener du jo ikke!”

Vi spurgte aldrig Knud om han havde sagt, at “partiet Venstre skal betragtes som værende venstreorienteret, da de tillader indvandring”, for det er en legitim politisk holdning som kun ekstremt venstreorienterede ville finde på at vælge som eksempel på “nedladende kommentarer vedrørende muslimer, homoseksualitet og venstreorienterede.” Ifølge Drengeakademiet var det ydermere et stort problem for dem, at Knud “ikke mente ordet “neger” var problematisk“.

Til os nævnte Knud af egen drift, at på Drengeakademiet havde en af de voksne udtrykt, at han mente udtrykket “neger” var forkert at bruge. Knud havde derfor spurgt “Hvad skal man så kalde dem?”, hvorefter den voksne opgivende havde rystet på hovedet.

Sammenholdt med Drengeakademiets mange løgne stod det derfor efterhånden klart, at sagen ikke handlede om Knuds konkrete opførsel, men dels om hans kritiske holdning til den knugende politiske korrekthed – nu om dage kaldet wokeness – der hersker på Drengeakademiet, og dels om, at Knud er søn af mig.

Dette indtryk skulle Drengeakademiet selv bekræfte.

Anonym anmeldelse fra anonymt personale
Mandagen efter vi havde fået Knud reddet hjem fra Drengeakademiet, blev vi af Kalundborg kommune indkaldt til et møde, fordi nogen havde anmeldt os anonymt for vanrøgt af Knud. Det stod hurtigt klart, at den anonyme anmelder var Drengeakademiet, der altså fortsatte sin forfølgelse af Knud efter han var rejst derfra.

I sin officielle begrundelse for at bortvise Knud, havde Drengeakademiet gjort et dårlig forsøg på at skjule, at årsagen var Knuds holdning og ikke hans opførsel. I sin anonyme anmeldelse kunne Drengeakademiet få anderledes luft for, hvad sagen virkeligt handlede om, og angreb nu Knud for manglende “anger” over sine “racistiske holdninger”, som Drengeakademiet derfor ville have myndighederne til at “normalisere”.

Anonymt lagde Drengeakademiet heller ikke skjul på, at man udmærket havde vidst, hvem Knud var søn af, ganske som jeg havde haft på fornemmelsen fra den dag jeg afleverede ham. Endvidere benyttede Drengeakademiet sig i sin anonyme anmeldelse af samme ondskabsfulde retorik som anonyme venstreekstreme – kaldet antifa – anvender i sine breve til f.eks. skoler og arbejdspladser, når politiske modstandere skal chikaneres.

På grund af skolernes sommerferie er Kalundborgs kommunes behandling af Drengeakademiets anonyme anmeldelse i skrivende stund ikke afsluttet. Men som svar på Drengeakademiets nedrige manøvre, skrev jeg til dem, at myndighederne

vil kort og godt finde, at Knud er en velfungerende dreng fra et velfungerende hjem og at kommunen derfor ikke ser nogen grund til at foretage sig yderligere i sagen (troede Drengeakademiet i øvrigt på sin sag, så havde man som ansvarligt undervisningstilbud ikke anmeldt os anonymt.) Kommunens fund vil bekræfte, at der ikke er noget galt med Knud. Og dermed også indirekte bekræfte, at der er noget galt på Drengeakademiet. 

Vi skulle selvfølgeligt aldrig have sendt Knud på Drengeakademiet, ligesom ingen af vores børn skal på Tvind, Det Fri Gymnasium eller lignende steder. Set i bakspejlet var der nogle små faresignaler, men bestemt ikke nok til at fortælle os, at vi sendte vores dreng ind i et lukket, sekt-lignende miljø med en skjult politisk dagsorden. Skal man se positivt på sommerens oplevelse, så er det at Knud tidligt har erfaret det yderste venstres ondskabsfulde mentalitet og metoder.


Udgivet i Drengeakademiet, Løkkefonden | 2 kommentarer

Løkkefonden: Fiduser og Bragesnak

Send aldrig jeres drenge i kløerne på Lykkefonden. Det gjorde vi i år, hvor vi sendte vores søn på Løkkefondens sommerskole “Drengeakademiet”, der blev afholdt i ugerne 27-28 på Flakkebjerg Efterskole ved Slagelse.

I en senere post vil jeg redegøre for vores særdeles ubehagelige erfaring med såvel “Drengeakademiet” som med Løkkefonden. Her vil jeg redegøre for alt det, jeg burde have sat mig ind i, inden vi sendte vores knægt i kløerne på folk, vi den den i dag knap ved hvem var.

Løkkefonden blev stiftet i 2012 af daværende formand for partiet Venstre, Lars Løkke Rasmussen, som en almennyttig fond. Løkkefonden må derfor ikke i nævneværdigt omfang drive erhvervsvirksomhed, men skal finansieres af frivillige bidrag. I praksis skal mindst 90% af Løkkefondens indtægter stamme fra donationer og sponsorater.

Lars Løkke Rasmussen indsatte sig selv som formand for fonden, hvis formål er at drive undervisningstilbud til folkeskolens “drenge på kanten”. Dertil oprettede Løkkefonden “Drengeakademiet”, et først tre-ugers, siden to-ugers kursusløb lagt i skolernes sommerferie.

Efter en lidt mat start begyndte donationerne at strømme ind efter Løkkefonden i 2014 søsatte en pressekampagne, der, på baggrund af en rapport fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), hævdede, at “Drengeakademiet” var en dundrende succes: “På tre uger løftede drengene sig i snit med en læringseffekt, der svarer til to læringsår i stavning og tre læringsår i læsning og matematik.”

Løkkefonden smedede mens jernet var varmt og oprettede “Københavnerakademiet”, der drives med støtte fra Bikubenfonden. “Københavnerakademiet” er det samme som “Drengeakademiet”, men forbeholdt elever fra Københavns kommune. På Løkkefondens hjemmeside kan man læse, at “KøbenhavnerAkademiet er et klassisk eksempel på, hvordan DrengeAkademiets campkoncept kan udrulles i kommuner og være til gavn for fagligt udfordrede drenge i lokalområdet.”

“Københavnerakademiet” er altså regulært et udstillingsvindue, der skal få danske kommuner til at aftage Løkkefondens “campkoncept”.

Turbo indlæring
Men hvad er “Drengeakademiet” egentligt? Det synes at være et amerikansk, kommercielt koncept, hvor man sælger kursusforløb rettet mod børn og unge med løfte om markant forbedring af deres præstationer i skolen. Man hævder, at man gennem noget man kalder “intensiv indlæring” eller “turbo indlæring” kan forcere et færdigheds- og kundskabsløft hos eleverne.

Konceptet er smart, for det kan sælges til alle forældre, uanset om deres børn er dårlige, middelmådige eller dygtige i skolen, for med “turbo indlæring” kan alle slags elever angiveligt rykke fremad i indlæringskøen. Konceptet kan derfor sælges både til bekymrede forældre og til ambitiøse forældre. Konceptet har også den styrke, at det appellerer til både borgerlig “man-kan-hvad-man-vil” moral og til socialistisk “alle-kan-det-samme” moral og derfor kan afsættes til begge lejre.

“Turbo indlæring” er gammel vin på nye flasker. Det går helt tilbage til i hvert fald det såkaldte “Head Start”-program, som USA søsatte i 1965, for at løfte negerbørn op på intellektuelt og skolastisk niveau med hvide børn. Den amerikanske psykolog Arthur Jensen blev lagt for had, da han allerede i 1969 i en omfattende artikel i Harvard Educational Review påviste, at sådanne programmer stort set ikke virker, fordi børnenes intelligens ikke ændres og derfor begrænser, hvad de overhovedet kan indlæres.

Skattekroner til turboforløb
Turbo indlæring er altså ikke noget at råbe hurra for. Men der er penge i det. Lars Løkke Rasmussen blev i 2015 statminister og indsatte derfor sin kone som formand for Løkkefonden. Men Lars Løkke Rasmussens interesse for turbo indlæring var dermed slet ikke slut. I 2017 afsatte han halv milliard skattekroner over tre år til belønning af skoler, der “hvert af de tre år reducere andelen af elever, der får under karakteren 4 i dansk og matematik, fem procentpoint“, gennem “indsatser, der tidligere hat vist sig at have positiv effekt, blandt andet intensive læringsforløb, de såkaldte turboforløb.”

I samme ombæring påpegede en forsker, der gennem to år havde fulgt Egmontfondens mindre opreklamerede turboforløb “Lær for Livet”, at der ingen dokumentation er for, at turbo indlæring har nogen varig effekt. Forskeren konkluderede forsigtigt – men helt i overensstemmelse med Arthur Jensens 50 år gamle resultater – at “Hvis man har forventninger til at eleverne skal gå fra at være i den nedre del i forhold til deres gennemsnitlige score i faglige test og bevæge sig over middel, så vil jeg sige at vi ikke når i mål med de intensive læringsforløb“.

Egmontfonden og Bikubenfonden gik sammen og hyrede Rambøll Gruppen til at følge og evaluere Løkkefondens turboforløb. Løkkefonden kunne dårligt modsætte sig en uafhængig undersøgelse af sine opreklamerede resultater, og druknede i stedet nyheden om, at dens “camps” nu kom under lup, i en omfattende, selvforherligende pressemeddelelse hvori Løkkefonden nu hævdede, at “På bare 14 dage kan LøkkeFonden få fagligt udfordrede drenge til at rykke sig over 2,5 læringsår inden for stavning, læsning og matematiske færdigheder.”

Negativ effekt
Løkkefondens bragesnak fik statistikeren Peter Allerup, professor emeritus, Aarhus Universitet, til tasterne. I en klumme på netmediet Altinget rettede han i februar 2018 en sønderlemmende kritik af Løkkefondens misbrug af det statistiske begreb “læringsår”. Senere samme år udkom Rambøll Gruppens første rapport om Løkkefondens flagskib “Drengeakademiet”. Resultatet var katastrofalt:

Skoletilfredshed og motivation i 9. klasse er lavere for elever, som har været på DrengeAkademiet end for elever i sammenligningsgruppen. Dette peger i retning af, at de elever, som har deltaget på DrengeAkademiet, efterfølgende bliver mindre tilfredse med deres almindelige skoletilbud og har en lavere motivation for skolearbejdet end elever, som ikke har været afsted på et intensivt læringsforløb.

I 2019 udkom Rambøll Gruppens anden rapport om Løkkefondens ‘camps’. Rapporten omhandlede mestendels hvad Løkkefonden havde gjort for at rette op på de elendige forhold, herunder problemet med frafald. Konklusionen lød:

På baggrund af interviewene har vi imidlertid ikke belæg for (endnu) at konkludere, om den nye udvælgelsesstrategi øger drengenes udbytte af campen. Samtidig er der ikke noget, der tyder på, at den skærpede udvælgelse mindsker fx frafaldet.

Lille eller ingen effekt
I år (2020) udkom Rambøll Gruppens tredje og sidste rapport om Løkkefondens “camps”.  Om “Drengeakademiet” fastslog forskerholdet, at

Deltagerne på DrengeAkademiet får ikke bedre karakterer ved folkeskolens prøver i dansk og matematik i 9. klasse sammenlignet med andre drenge, der ligner dem mest muligt med hensyn til de mange karakteristika, som vi kan observere.

Der var dog også en lille, målbar positiv effekt at spore:

Blandt deltagerne på DrengeAkademiet i 2017-2018 er der cirka 6 procentpoint flere, der samlet set har bestået folkeskolens afgangsprøve end blandt de sammenlignelige elever. Da der i løbet af de to år er 95 drenge, som har deltaget på DrengeAkademiet efter 8. klasse, svarer det til, at 5-6 af disse drenge har bestået folkeskolen, hvilket de ikke ville have gjort uden DrengeAkademiet.”

En fem-seks procent af drenge har altså konkret udbytte af opholdet på Løkkefondens sommerskole. Til sammenligning har Løkkefonden til mig oplyst, at i 2020 stak 13 % af drengene af, blev smidt ud eller fik deres forældre til at hente dem.

2020-rapporten behandlede også Løkkefondets kommunale flagskib “Københavnerakademiet”, hvis resultater var endnu mere sølle end “Drengeakademiets”:

Deltagerne på KøbenhavnerAkademiet klarer sig ifølge evalueringen ikke bedre end sammenlignelige elever, der ikke har deltaget på KøbenhavnerAkademiet. Det gælder uanset, hvilke udfaldsmål vi anvender.”

Helt i overensstemmelse med Arthur Jensen 50 år gamle forskningsresultat, så måtte det danske forskerhold erkende , at “de intensive læringsforløb i de fleste tilfælde havde ingen eller små effekter for elevernes faglige, sociale og personlige udvikling. ”

Skærpet opsyn med Løkkefonden
På papiret får Løkkefonden ikke nævneværdig del i den halve milliard skattekroner, som Lars Løkke Rasmussen i 2017 bevilgede til turboforløb, idet Løkkefonden som nævnt kun i meget begrænset omfang må sælge sine “camps” til skoler og kommuner. Men i 2018 blev det afsløret, at Løkkefonden i sine regnskaber – under posten “øvrige donationer” – havde skjult millionindtægter fra salg af konsulentbistand til flere danske kommuner, herunder Københavns som betalte Løkkefonden et millionbeløb for “intensive læringsforløb”.

Civilstyrelsen, tilsynsmyndigheden for almennyttige fonde, gik ind i sagen og kunne efter en kulegravning af Løkkefondens regnskaber konstaterer, at fondens erhvervsindtægter var over det dobbelte af de tilladelige ca. ti procent. Civilstyrelsen pudsede derfor Erhvervsstyrelsen, tilsynsmyndigheden for erhvervsdrivende fonde, på Løkkefonden for at få opklaret om fonden burde omregistreres til en erhvervsfond med bl.a. større åbenhed til følge.

I 2019 lod Erhversstyrelsen Løkkefonden beholde sin status som almennyttig fond, men holder stadig øje med dens drift. Samme år blev Civilstyrelsen opmærksom på, at Løkkefondens administrationsudgifter var eksploderet og derfor holder også denne styrelse i dag skærpet opsyn med Løkkefonden.

Med myndighederne pustende i nakken er Løkkefonden tvunget til at holde sine erhvervindtægter nede under 10% af fondens samlede indtægter. Løkkefonden er i dag derfor særdeles afhængig af frivillige bidrag. Medens Lars Løkke Rasmussen var statsminister, var der adskillige afsløringer af, hvordan forskellige aktører – såsom kommuner, kvotekonger og forbundsformænd – kunne mødes med ham, hvis de spyttede i kassen til hans fond. Denne indtægtskilde er uden tvivl ved at rinde ud i og med, at Lars Løkke Rasmusen i dag hverken er statsminister eller partiformand for Venstre.

Stifter og tidligere formand for Løkkefonden, Lars Løkke Rasmussen, har i årenes løb været rodet ind i mange sager om misbrug af borgernes penge, samt om at lade snart sagt hvem som helst betale for hans tøj, rejser, natteliv og øvrige privatforbrug.

Nuværende formand for Løkkefonden, Lars Løkke Rasmussens kone Sólrun Rasmussen, blev i 2018 fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder fra N. Zahles Gymnasieskole i København. Da hun i sin tid blev udnævnt til bestyrelsesformand i Løkkefonden, havde Sólrun Rasmussen overhovedet ingen erfaring med hverken fonds- eller erhvervsledelse.

Lars Løkke og Sólrun Rasmussens fælles søn, Bergur Løkke Rasmussen, har ingen formelle poster i Løkkefonden. Men i 2018 blev det afsløret, at han havde i opdrag at skaffe sponsorer til Løkkefonden. Det gjorde han bl.a. ved at arrangere et møde mellem sin statsministerfar og formanden for Akademikernes A-kasse mod, at Akademikernes A-Kasse betalte 50,000 kroner til Løkkefonden. Givet Løkkefondens lukkethed blev det aldrig klarlagt, hvor meget Løkkefonden havde betalt Bergur Løkke Rasmussen for sådanne manøvrer.

I marts 2017 blev Frederik Meyer hyret som direktør for Løkkefonden umiddelbart efter, at han som salgsdirektør i flaskevandsproducenten Aqua D’Or havde gjort firmaet til grin med en salgskampagne for “skolevand” som forældrene skulle købe til deres poder på linje med skolemælk.

Blot Syv måneder efter Frederik Meyer tiltrådte som direktør, fik hans bror, Niels Christian “Bubber” Meyer, sæde i Løkkefondens bestyrelse. “Bubber” Meyer blev i 2004 fyret fra stillingen som redaktør af TV 2’s børneprogrammer efter det blev afsløret, at han misbrugte sin stilling til mod betaling at gøre reklame for restaurantkæden “Jensen Bøfhus”.

Et andet bestyrelsesmedlem i Løkkefonden, Allan Søgaard Larsen, måtte i 2019 trække sig efter Konkurrencerådet anmeldte Falck til bagmandspolitiet for en række forhold, der fandt sted mens Søgaard Larsen var koncernchef for Falck.

Der har været antydninger i pressen om et eventuelt misbrug af Løkkefondens midler til privat forbrug. Givet Lars Løkke Rasmussens historie og Løkkefondens lettere anløbne persongalleri, så kan dette såmænd ikke udelukkes.  På den anden side har Løkkefonden seks til ni ansatte, herunder en direktør, der alle skal have løn. Dertil skal i hvert fald lægges udgiften til fjorten dages husning, bespisning og undervisning af 100 drenge, når “Drengeakademiet” henover sommeren afvikles.

Alt i alt kan der derfor ikke være meget tilbage af de omkring syv millioner kroner, som Løkkefonden årligt henter ind på donationer og sponsorater, til at betale for Lars Løkke Rasmussens cigaretter, whisky og underbukser.


Udgivet i Drengeakademiet, Frederik Meyer, Lars Løkke Rasmussen, Løkkefonden, Uncategorized | Skriv en kommentar

Big Al – A Story of Blood And Betrayal.

Allen “Big Al” Benton’s road into the Aryan Brotherhood began when the Florida Highway Patrol stopped Rhett Zambito on January 16, 1977, for speeding in a car full of drugs, guns and human blood. Zambito later testified that the drugs belonged to John Charles Piazza III, a well known playboy in South Florida.

La Cosa Nostra
John Piazza financed his lavish lifestyle by dealing in drugs. Mostly marijuana, but at a later stage also cocaine. He bought the drugs from Thomas Farese, a made member of the Colombo crime family, who at that time smuggled tons and tons of marijuana and cocaine from Columbia into South Florida through a shipping company Farese – AKA “Tom Mix” –  ran in Fort Lauderdale. John Piazza was not himself a member of La Cosa Nostra, but operated through his uncle under the protection of the Gambino crime family. He also had a cousin who was a capo regime in the Lucchese crime family (Eddie Coco, a well known name to boxing historians.)

Thomas Farese

Mugshot of Thomas Farese AKA “Tom Mix”.

John Piazza had been dealing in drugs since 1968, but his operation seems really first to have taken off when he met Charles Keck in 1974. Keck was a street wise former mob connected fence from Philadelphia who had settled in South Florida. Keck was a natural born salesman with a vast network of contacts in the underworld of Southeast USA. With Keck as junior partner John Piazza expanded his operation from hundreds to thousands of pounds of marijuana, delivered mostly to distributors in Philadelphia and Atlanta.

Along the way Piazza had a man murdered. The murder and accumulated debts resulted in a fallout with Thomas Farese and Piazza had to get his drugs somewhere else. He started dealing in low quality marijuana from the “Ching group” in Jamaica and dealing more heavily in cocaine. A Colombian woman by the name of Nubia Gonzalez was a central player in the latter dealings. Somebody murdered her too.

John Charles Piazza III got heavily addicted to cocaine and therefore more and more paranoid. Street wise Charles Keck withdrew from Piazza’s criminal organisation and went into legitimate business with him instead. After Keck’s departure Piazza had to rely more and more on his strongman and bodyguard William Rhett Zambito, a former auto mechanic, and on a relative newcomer to his organisation, a red haired giant by the name of Allen Clifton Benton.

The Zambito murder
When Rhett Zambito got busted in January 1977 he ratted not only about the drugs in his car. He also confessed to the recent murder of Leonard Parrotta, a drug dealer from Philadelphia. The murder was ordered by Piazza and Zambito had committed it together with Allen Benton. Zambito also implicated Benton in at least one other murder.

John Piazza and Charles Keck both jumped ship and corroborated fully with the authorities. Piazza became the star witness against Thomas Farese who got thirty years in prison. Piazza and Keck later disappeared into the federal Witness Protection Program. Allan Benton received eighth years on federal charges of narcotics trafficking and was sent to United States Prison (USP) Atlanta.

Rhett Zambito recieved seven years on the same charges and was send back to Florida to help in the investigation into the Piazza drug ring murders. Though he had testified against his co-defendants – including Allen Benton – at the federal drug trial, Zambito refused to enter the Witness Protection Program. He also refused to corroborate any further in the murder investigation and started fighting against his indictment for the murder of Leonard Parrotta. On March 22, 1978, Rhett Zambito arrived in USP Atlanta to begin serving his federal drug sentence. Fifteen hours later he was found stabbed to death in his cell.

The murder of William Rhett Zambito was a major scandal for the authorities. Not only was USP Atlanta with now eight murders in sixteen months the most dangerous federal penitentiary at that time, but it housed Allen Benton who earlier had sworn to kill Zambito on sight. How could a prisoner who should have been kept in protective custody be sent to such a place?

The Californians
The Federal Bureau of Prisons appointed a board of inquiry to investigate how Rhett Zambito ended up in USP Atlanta. His murder also led the bureau to appoint a team of investigators to thoroughly examine why USP Atlanta was so violent.

Just three days before the investigators from the Bureau of Prisons arrived in USP Atlanta on April 13, 1978, yet another prisoner was stabbed to death. The victim this time was Dominique Orsini, a member of the Corsican Mafia and a major player in the so-called French Connection, a heroin pipeline from Turkey via France to the US.

The 58-year old drug lord had only been at USP Atlanta since December 1976. His much younger cousin Jean was also an inmate at the prison and was immediately put in protective custody. Jean “The Shepherd” Orsini, too, had been busy in the French Connection and was sent to USP Atlanta in 1972. In March, 1973, Orsini was caught with nine other inmates in an elaborate – if comical – escape attempt. Among his co-conspirators was George Harp, the very first member of the Californian prison gang the Aryan Brotherhood – AKA The Brand – to be sent to the federal prison system. Other deadly Californians such as William “Puppet” McKinney, Barry Mills, David Owens, Edgar Hevle, Christopher Gibson, and Charles “Preacher” McEvoy soon followed

George Harp

Second from right George Harp, who defected from the Aryan Brotherhood in 1983. With hat and glasses convicted AB-killer William “Puppet” McKinney who was murdered by his own in USP Lompoc in 1993.

“Mad Dog” Pruett
While the federal bureaucrats during 1978 toiled with their Zambito-related investigations, the law came gunning for Allen Benton. Everybody in the prison system knew he was responsible for the killing of Rhett Zambito. For the authorities it was only a matter of getting someone to talk. They got three. On their testimony Big Al – as Benton was known in the prison – was charged with murder and conspiracy to commit murder. The jury acquitted him of murder, but convicted Big Al of conspiracy, for which he drew a life sentence.

Among the three inmates who testified against Al Benton was Marion “Mad Dog” Pruett, who occupied the bunk beneath Zambito’s during the murder. Pruett was a former member of the Tasmanian Devils MC in Charlotte, North Carolina, home to the more famous Tar Heel Stompers (who donned the Death Head in 1978). Pruett was serving twenty years for armed bank robbery and had been in various federal prisons since 1971.

Marion Pruett went into protective custody after he testified against Big Al. He was released into the Witness Protection program in 1979, but – contrary to John Piazza and Charles Keck – “Mad Dog” did not disappear. He and his common law wife – a dedicated biker chick – settled in New Mexico under new identities and quickly became part of the local outlaw biker scene where Mad Dog soon got heavily addicted to cocaine. In 1981 he murdered his wife in a fit of rage and went on a robbery, kidnapping and murder spree through several states. He was caught after five months and five murders.

The case became a major scandal for the Federal Protective Witness Program with new inquiries, investigations and reports in its wake. Pruett kept the pot boiling with numerous interviews to the press. He now claimed to be the actual killer of Rhett Zambito and later also claimed to have committed a double murder that a fellow inmate on Arkansas’s death row was convicted of. Marion “Mad Dog” Pruett was executed in 1999. Allen “Big Al” Benton was at that time himself in protective custody.

Marion Pruett

Marion “Mad Dog” Pruett on death row.

The Aryan Brotherhood
In May 1977 yet another mobster with ties to the French Connection, 59-year old Vincent Papa, was murdered in USP Atlanta. Three inmates were tried and convicted for the murder. Inmate Herbert Sperling, a member of the Jewish Mafia, was acquitted of paying for Papa’s death. Among the convicted killers were the Californians Ronald Perrin and Daniel “DC” Cavanaugh, both members of the Aryan Brotherhood.

Barry Mills Red Baron

Barry Mills when he was known as Red Baron.

It is not known when or where the Aryan Brotherhood was formally formed in the federal prison system. But as previously mentioned George Harp, a member of the Brand almost since it’s beginning in 1967 in California’s San Quentin state prison, was in USP Atlanta as early as 1973. In 1977 Cavanaugh’s partner in crime, Aryan Brotherhood’s “Red Baron”, was transferred from USP McNeil Island to USP Atlanta. Later known simply as “The Baron” Barry Byron Mills would become the most famous member of the Aryan Brotherhood. According to former AB John Greschner, who first met Barry Mills in 1977 when they both were en route to Atlanta, it was “The Baron” who took the initiative and asked California for permission to start a section of the Aryan Brotherhood in the federal prison system.

It therefore seems plausible that the federal Aryan Brotherhood was formed in USP Atlanta around 1977-78. And it seems plausible that Big Al was recruited to the Brand in that prison during that period. What is known for sure is that Big Al rose to the absolute top of the extremely feared brotherhood. For many years he was a member of the three man Commission who ruled the organisation with an iron fist. Together with the two Californians Barry Mills and Tyler Davis “TD” Bingham he had the ultimate say over who was to live and who was to die.

TD Bingham

Second from right TD Bingham, AKA “The Hulk”, in his prime. On the far left Christopher Gibson who years later was tried and convicted together with Bingham, Mills and Hevle as the four major leaders of the federal faction of the Aryan Brotherhood.

Trouble in Lewisburg
Big Al’s downfall began in November 1996 when racial turmoil started brewing in various federal prisons. It began in USP Lewisburg in Pennsylvania where Big Al held sway over the white prisoners. Among them were a group of White Nationalists formed around Richard Scutari, the former chief of security for Robert Matthews’ group of militants known variously as The Order and Brüder Schweigen.

The WN-group in USP Lewisburg took it personal when Randall Scott Anderson, a wannabe Klansman convicted of trying to bomb a roller skate park, became a Muslim. On November 8, 1996, Anderson was stabbed to death. The blacks retaliated three days later and killed Perry York, who was not a member of the WN group.

In 1997 “Highlander”, the official voice of Blood & Honour Scotland, published a letter from a certain Marek Kowaalski who gave the WN group’s version of the events in USP Lewisburg:


Marek Kowaalski – formerly known as the skinhead Mark Frank Kowaalski – was a former member of Bob Heick’s American Front, convicted of bombing a local NAACP-headquarter. Kowaalski sounded uncompromising in his letter to “Highlander”. But when he years later was charged with the murder of Randall Scott Anderson, he immediately rolled over and testified against his accomplice in the killing, Peter Georgacarakos, the co-founder of The White Order of Thule society.

The killing of Perry York by blacks could have escalated the conflict between the White Nationalists and the Muslims to an all out race war in USP Lewisburg. In modern prison politics you do not lay a hand on a member of another race. However, under the leadership of Big Al Benton the Aryan Brotherhood in USP Lewisburg played an important role in calming the situation.

Richard Scutari

Richard Scutari, former chief of security for The Order and weapons trainer for The Covenant, the Sword, and the Arm of the Lord.

War with DC Blacks
That very same month race troubles were also brewing in USP Marion in Illinois. A member of the DC Blacks, the by far largest black gang in the federal prison system and an old adversary of the Brand, assaulted without provocation Joseph Tokash from the Dirty White Boys.

In those days the Dirty White Boys played more or less the same role in the federal prison system vis-à-vis the Aryan Brotherhood as the Nazi Low Riders did in California’s prison system. The assault on Tokash should on paper have caused the Dirty White Boys to immediately retaliate against the DC Blacks. However, the attacker was in serious trouble with his own gang and had assaulted Joseph Tokash in order to be placed in isolation, a well know tactic among those who want to go into protective custody without appearing to do so.

As such there was much room for not letting the situation escalate any further. But it did. A fortnight later a handful of Dirty White Boys were attacked in the yard by a dozen DC Blacks. After that the shot callers for the Aryan Brotherhood in USP Marion stepped up to the plate and ordered any black that attacked at white to be killed. In Marion the war was on between the Brand and the DC Blacks. When Barry Mills and TD Bingham in USP Florence in Colorado – the “Alcatraz of the Rockies” – learned that DC Blacks had put a hit on AB’s two shot callers in USP Marion, they declared total war on the black gang.

On August 28, 1997, Big Al in USP Lewisburg recieved a secret message from TD Bingham. “War with DC Blacks”. Within sixteen hours Big Al had organized two hit teams, one led by himself, the other led by the formidable Wayne Bridgewater. The two teams attacked simultaneously and stabbed all in all five members of DC Blacks and a white associate of the gang. Two shot callers – the main targets – died. It was a spectacular attack, even in the violent history of the Aryan Brotherhood, and the most bloody in the Brand’s war against DC Blacks, which continued for the next three years. But without Big Al. Just fourteen hours after the murders in USP Lewisburg he defected from the Aryan Brotherhood and later went into protective custody.

Allen Benton

Allen “Big Al” Benton as shot caller in the Aryan Brotherhood.

A law enforcement officer later described how unexpected and inexplicable Allan Benton’s move was perceived by the authorities by comparing it to the sudden defection of a four star American general to North Korea. Later in court Big Al explained that he had picked his victim Abdul Salaam because he liked him and wanted his death to be quick. A former federal prosecutor has refused the notion that Benton’s defection was caused by a crisis of conscience. However, it is a fact that right before the killings Big Al had a heated argument with Wayne Bridgewater because Bridgewater refused to kill two DC Blacks shot callers, at least one of them because Bridgewater knew him too well.

Although Bridgewater almost single-handedly stabbed, killed and wounded four DC Blacks in one ferocious attack, Bridgewater had been a reluctant participant. He stood to be released from prison in a short time and thrice refused to hit targets designated by Benton, his formal superior in the Aryan Brotherhood. According to the iron rules of the Brand Wayne Bridgewater stood himself to be killed and only let the attack after heavy pressure from Big Al.


Wayne Bridgewater

Wayne Bridgewater.

Back in the nineteen eighties the FBI had tried to build a RICO-case against the Aryan Brotherhood. The case went nowhere when the federal prosecutor in Los Angeles threw in the towel in 1989. Then the ATF took up the mantle in 1995 and began building a case against the Californian faction of the Brand. The killings in USP Lewisburg came timely to a case against the federal faction as well, and the defection of Allen Benton – the highest ranking member of the Aryan Brotherhood ever to defect – made a RICO-conviction against especially Barry Mills and TD Bingham within the desired reach.

In return for his full corporation in the investigation Big Al Benton pleaded guilty to assault and received a mere nine years for the murders and attempted murders in USP Lewisburg. He became the star witness in the US government’s trial against Barry Mills, TD Bingham and two other high ranking brothers. The government wanted to kill Mills and Bingham. The jury said no. Both got multiple life sentences.

Big Al also testified against Wayne Bridgewater, the soon-to-be-released brother he had pressured into the bloody attack in USP Lewisburg. Bridgewater drew a life sentence.

Barry Byron Mills died in USP Florence of old age in 2018. Tyler Davis Bingham is still locked up in Florence. So is Wayne Bridgewater. None of them have renounced the Aryan Brotherhood. Big Al Benton probably lives – if alive – in some Special Needs Yard somewhere in the American federal prison system.


Udgivet i Aryan Brotherhood | 1 kommentar