Sagen mod Angela Davis (George Jackson 12)

Mens den omfattende mordsag mod The San Quentin Six – Johnny Spain, Fleeta Drumgo, Hugo Pinell, Willie Tate, David Johnson og Luis Talamantez – var under forberedelse, begyndte retssagen mod Angela Davis for mord, kidnapning og flugtkomplot at løbe af stablen.

Det amerikanske kommunistparti satte alle sejl til for at få sit prominente sorte medlem frikendt. “No less than six experienced, talented lawyers, several investigators and researchers and legal clerks are working on a defense that one of the lawyers estimates may cost up to half a million dollars“, skrev en avis.

Angela Davis’ advokater påbegyndte i første omgang et omfattende juridisk felttog for at trække sagen i langdrag. I de kommende måneder blev sagens dommer udskiftet ikke mindre end fem gange, og partiet indsamlede over 30,000 underskrifter på, at Angela Davis skulle løslades mod kaution.

Sagens endelige dommer var positivt indstillet overfor dette krav, men måtte er kende, at loven var imod ham og forsvaret. Angela Davis stod til dødsstraf og i sådanne sager forbød loven klart løsladelse mod kaution. Men i februar 1972 ophævede Californien dødsstraffen og en lokal kommunist gav sin ejendom i pant for Davis’ kaution, så hun kunne blive løsladt under retssagen, der startede måneden efter.

Samme måned – marts 1972 – var der et mislykket forsøg på at brandbombe Joan Hammers hus i San Jose. Ingen var i tvivl om, at målet var hendes svigersøn, George Jacksons gamle fængselskammerat James “Jackel Dog” Carr. Måneden efter blev han skudt ned udenfor adressen af to lejemordere fra Los Angeles, Lamarr Lloyd Mims og Richard Rodriguez.

Lloyd Mims var i 1969 blevet anholdt i forbindelse med berømt skyderi i Los Angeles mellem Black Panthers og politiet. Panther-gruppen blev ledet af Melvin “Cotton” Smith, sikkerhedschef i Black Panther Party Los Angeles, der den gang også talte Angela Davis.

Det blev aldrig opklaret, hvem der havde betalt for mordet på James Carr, eller hvad motivet var. Men Carr havde været et muligt vidne i sagen mod Angela Davis. En mangeårig meddeler for politiet i Los Angeles var i 1971 nemlig trådt frem. Det drejede sig om den sorte småforbryder Louis Tackwood, Carrs svoger, der fortalte, at han kort før Jonathan Jacksons angreb på Marin County Civic Center havde besøgt en hemmelig træningslejr i Santa Cruz bjergene syd for San Francisco.

Her havde Tackwood angiveligt set et hold Black Panthers fra Los Angeles blive trænet af James Carr og ovenfor nævnte Melvin “Cotton” Smith. Tackwood hævede også at have set Angela Davis i lejren. Ifølge Tackwood trænede gruppen i Santa Cruz bjergene for at angribe Marin County Civic Center, men Huey Newton i Oakland havde i sidste øjeblik aflyst angrebet.

Louis Tackwood slog om sig med mange fantastiske beskyldninger, så hans historie behøver bestemt ikke være sand. Men det står fast, at Huey Newton året efter smed den militante Los Angeles-afdeling ud af Black Panther Party. I fængslet blev flere af disse tidligere pantere medlem af Black Guerilla Family, der anså Huey Newton som forræder mod George Jackson.

Og som vi skal se, så var Jonathan Jackson og Angela Davis tilsyneladende klar til aktion den 6. august. Det er ikke utænkeligt, at 6. august havde været den oprindelige dato for angrebet (der blev gennemført den 7. august), og at parret den dag forgæves ventede på Black Panther-gruppen.

Endvidere stemte Tackwoods forklaring også med visse indkøb, som Angela Davis betalte for op til aktionen (se nedenfor).

Louis Tackwood blev aldrig indkaldt som vidne i sagen mod Angela Davis. Men hans historie flugtede også med rygter i San Franciscos ekstremistmiljøer som sagde, at det var James Carr der havde savet løbet over på Davis’ nyindkøbte haglgevær, som Ruchell Magee brugte til at skyde hovedet af 65-årige dommer Harold J. Haley.

I 1988 myrdede Blekingegadebanden 21-årige politielev Jesper Egtved Hansen med et oversavet jagtgevær (model).

Det famøse haglgevær var blevet indkøbt blot to dage før mordet på Haley af Angela Davis i en pantelånerbutik i San Francisco. Hun var da ledsaget af Jonathan Jackson, der just havde besøgt sin bror i San Quentin i selskab med en vis “Diane Robinson”. En yngre negerkvinde, som en fængselsbetjent senere identificerede som Angela Davis.

Som tidligere fortalt, så blev varehuset Western Surplus Store i Los Angeles forsøgt røvet for våben af Charles Manson-tilhængere. Det voldsomme røveriforsøg fandt sted samme dag – den 21. august 1971 – hvor George Jackson forsøgte at myrde sig ud af San Quentin.

Angela Davis var særdeles godt bekendt med selvsamme butik. Allerede i januar 1968 købte hun her den Browning kaliber .380, som Jonathan Jackson trak i retslokalet i Marin County Civic Center. Pistolen blev i juni 1968 beslaglagt af politiet under en ransagning hos Black Panther Party i Los Angeles. Den blev senere afhentet af Franklin Alexander fra Che-Lumumba Klubben.

Browning .380

I april 1969 dukkede Angela Davis op i Western Surplus og købte en Plainfield “Paratrooper” karabin. Et semiautomatisk gevær af kaliber .30 med femten skud i magasinet. Davis købte et ekstra 30-skuds banan-magasin samt 100 patroner.

Plainfield “Paratrooper” med 30-skuds banan-magasin.

Angela Davis’ Browning-pistol og Plainfield-karabin blev købt inden hun overhovedet havde hørt om George Jackson og inden denne i januar 1970 myrdede fængselsbetjent John Mills. Men efter Davis engagerede sig i Jacksons sag, indkøbte hun med stigende hyppighed våben og ammunition.

Den 30. maj 1970 købte hun 100 kaliber .30 patroner i Western Surplus. Hun var ledsaget af Jonathan Jackson og Jackson-brødrenes mor, Geogina.

Den 15. juni 1970 købte en vis “Steven Mitchell” en M68 semiautomatisk karabin kaliber 9 mm. Han var ledsaget af Angela Davis, der betalte for våbnet. Personalet identificerede senere “Steve Mitchell” som Jonathan Jackson.

 

M68 semiautomatisk karabin.

Den 6. juli købte Angela Davis 150 kaliber .30 og 100 kaliber 9 mm. patroner i Western Surplus Store.

Allerede dagen efter var Angela Davis tilbage i Western Surplus for at købe 50 kaliber .38 patroner og 100 kaliber .30 patroner. Hun var i selskab med to ukendte negre, der købte to feltsenge som Davis betalte for. Feltsenge er almindeligvis lejrudstyr, så det er ikke utænkeligt at de skulle bruges i den træningslejr i Santa Cruz bjergene, som Louis Tackwood hævede at have besøgt.

Den 25. juli 1970 var Angela Davis og Jonathan Jackson atter i Western Surplus. Davis medbragte den M68 karabin som “Steve Mitchell” tidligere havde købt og klagede over, at den var defekt. Hun fik den byttet til en kaliber .30 M1 semiautomatisk karabin. Angela Davis købte dertil 200 kaliber .30 patroner, samt yderligere to 30-skuds banan-magasiner.

M1 semiautomatisk karabin.

(Det kan med nogenlunde sikkerhed siges, at Angela Davis ikke skulle bruge de to kaliber .30 automatrifler til jagt, for den ammunition hun indkøbte var til militær brug og derfor ulovlig til jagt.)

Den 5. august var Angela Davis og Jonathan Jackson så i pantelånerbutikken Eagle Loan Shop i San Francisco, hvor Davis købte et haglgevær kaliber 12 samt en æske kaliber 12 patroner.

Da disse våben, som Jonathan Jackson medbragte den blodige august-dag i 1970, var registreret i Angela Davis’ navn, kunne hun dårligt benægte at være ejeren. Det gjorde hun heller ikke. I stedet fik hendes velfinancierede advokathold skilt Davis’ sag fra den småt begavede (IK på 75) Ruchell Magees, og fik den flyttet fra Marin County til universitetsbyen San Jose i Santa Clara County, hvorfra kommunistpartiets Che-Lumumba Klub, samt støttekomiteerne for både George Jackson og Angela Davis opererede.

Angela Davis fik skilt sin sag fra den ubegavede Ruchell Magees (i forgrunden).

Dermed kom sagens jury til at bestå af hvide liberale, der gerne ville overbevises om Angela Davis’ uskyld. Juryen “never seriously considered bringing a guilty verdict“, kunne en avis således skrive efter dommen.

Det er en udbredt skrøne, at Angela Davis førte sit eget forsvar. Ved sagens første retsmøde oplæste hun en timelang erklæring, men derfra holdt hun mund. Bag frifindelsen af Angela Davis lå altså samme forsvarsstrategi, der tyve år senere fik den sorte skuespiller O.J. Simpson uretmæssigt frikendt for dobbeltmord.

Anklagemyndigheden fremførte en lang række vidner, der alle havde set Angela Davis i selskab med Jonathan Jackson i dagene umiddelbart op til angrebet på Marin County Civic Center. Det blev bl.a. fastslået, at den 6. august 1970 – dagen før Jonathan Jackson slog til – var han kortvarigt til stede som tilhører til James McClains retssag. Jackson var da iført den samme frakke, som han var iklædt dagen efter, og han bar på den samme taske, hvorfra han dagen efter trak Angela Davis’ forskellige skydevåben.

Jonathan Jackson og Angela Davis.

Det blev endvidere fastslået, at kort efter Jonathan Jackson den 6. august forlod retssalen i Marin County Civic Center, så fire vidner ham og Angela Davis på en servicestation ret overfor bygningen, hvor parret søgte hjælp til at starte den gule kassevogn fra Hertz.

For at gendrive disse vidneudsagn, spillede Angela Davis’ advokater på to heste. Man spillede først racekortet. Fraregnet en indsat i San Quentin, der også havde genkendt “Diane Robinson” som Angela Davis, så var alle anklagemyndighedens vidner hårdtarbejdende hvide mennesker, der ikke havde grund til at lyve.

Robert H. Buckhout var en medieglad psykolog med en kontroversiel teori om, at øjenvidner er komplet upålidelige. Ikke af ond vilje, men fordi de ubevidst er styret af fordomme, gruppepres, autoriteter og deslige. Frem til 1976 optrådte Robert Buckhout i 22 retssager som ekspertvidne, mens retten i 30 andre sager afviste ham.

Retten i det liberale San Jose tillod Angela Davis at føre Buckhout som ekspertvidne. Og ifølge en af hendes sagfører blev dét helt afgørende for sagens udfald, thi Buckhouts vidneudsagn gav juryen den undskyldning de skulle bruge:

“It gave the jury a way of deciding with us, without saying that the witnesses were lying. When Buckhout testified I saw something come over that jury. I told everybody “We’ve got it all, we’ve just won this case, this jury is completely turned around.””

Med hjælp fra Buckhout, som mange andre domstole altså nægtede at anerkende, blev anklagerens vidner fremstillet som stupide racister, der ikke kunne kende den ene neger fra den anden. Som en højtstående jødisk kommunist, der i baggrunden arbejdede på Davis’ retssag, senere brovtede:

As for the prison guards and the eye witnesses who had allegedly seen Angela Davis on August 4th, 5th, and 6th in the compagny of Jonathan Jackson, their testimony were virtually worhtless. Their racism, bias, motives for testifying were manifest.

Angela Davis’ advokater stillede dernæst med en række vidner, der hver især hævede at have været sammen med Davis på de tidpunkter, hun var blev set sammen med Jonathan Jackson. Fælles for disse vidner var, at ingen af dem tidligere havde stået frem. Fælles for disse vidner var tillige, at de alle havde årelang tilknytning til det amerikanske kommunistparti. Bl.a. den jødiske advokat Marvin Stender, ægtemand til George Jacksons advokat Fay Stender, fra den kommunistiske frontorganisation National Lawyers Guild.

Disse vidner forklarede alle, hvordan de havde været privat sammen med Davis på de kritiske tidspunkter. Ingen udenfor den kommunistiske undergrund kunne derfor bekræfte eller bestride deres forklaringer. Retten tillod ikke anklagemyndigheden at bore i, med henvisning til Robert Buckhouts teori, disse øjenvidners troværdighed.

Forsvarets påstand var, at den 17-årige Jonathan Jackson havde misbrugt Angela Davis’ tillid, stjålet alle hendes våben og på egen hånd iværksat et spektakulært forsøg på et hjælpe sin storebror på flugt. En bror, som Angela Davis beviseligt var dødeligt forelsket i. Dommeren tillod anklagemyndigheden at læse bidder op fra tre kærlighedsbreve, som hun havde tilsendt George Jackson. Men indholdet af hendes dagbog, som ifølge anklagemyndigheden var kritisk for sagen, nægtede dommeren at lade juryen høre, ligesom han forbød en række breve og vidneudsagn angående parrets forhold at blive indført i sagen.

Efter blot 13 timers votering frifandt juryen i juni 1972 Angela Davis for alle anklager om mord og kidnapning. Efter dommen hilste et jurymedlem på Angela Davis’ tilhængere med “Black Power”-tegnet. “I just wanted to show them that we were not just a white middle class jury“, forklarede den pæne hvide mand pressen. En anden beklagede sig over, at der ikke havde været nogen negre i juryen. Ti ud af tolv nævninge tog samme aften på natklub med Angela Davis’ tilhængere og advokater for at fejre sagens udfald.

En frikendt Angela Davis.

Selv pressen og dommeren var åbenlyst på forsvarets side. Lester Jackson, far til Jackson-brødrene, nægtede at vidne og stod til at komme i fængsel for foragt for retten. I stedet idømte dommeren ham en bøde på blot 100 dollars, som journalisterne gik sammen om at betale.

Efter sagen lagde Angela Davis Black Panther Party bag sig og fortsatte sin akademiske karriere. Hun kom sig hurtigt over tabet af Jackson-brødrene. blev gift, skilt, lesbisk og professor i ‘feministstudier’. Efter Berlin-murens fald meldte hun sig ud af det amerikanske kommunistparti. Hun er i dag pensioneret.

Fem måneder efter frifindelsen af Angela Davis startede retssagen mod hendes tidligere medtiltalte Ruchell Magee for mord og kidnapning. Sagen blev et cirkus uden lige, hvor Magee råbte og skreg, spyttede vildt omkring sig og fyrede både sine advokater og dommeren. Sagen kom ud af alle mulige juridiske tangenter, bl.a. om den småbegavede Magee var kompetent til at føre sagen selv.

Ruchell Magee og to af hans advokater.

Ruchell Magee blev frifundet for mord, men juryen ikke kunne nå til enighed om anklagen for kidnapning. En ny sag mod Magee om kidnapning begyndte i sommeren 1974. Uventet for alle erklærede han sig pludselig skyldig i grov kidnapning. Da han skulle dømmes trak han sin tilståelse tilbage.

Sagen om Magees tilståelse kom for den amerikanske højesteret, der fastslog at tilståelsen stod ved magt. Ruchell Magee blev i januar 1975 omsider dømt livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Han sidder stadig i spjældet.

***

Allan Mancinos trængsler (George Jackson 11)

Efter næsten to et halvt års pause, så fortsætter jeg nu historien om George Lester Jackson. Indledningsvis kan I læse eller genlæse føljetonens ti første afsnit, før I tager hul på afsnit 11:

1. George Jackson – “gansta”

2. Mord i Soledad

3. Che Lumumba-klubben

4. Optakt til Dommedag

5. Magnum Force

6. Angela Davis på flugt

7. Angela Davis og splittelsen i Black Panther Party

8. Et mystisk brev og et mystisk mord

9. Uoverture

10. Slagtehus 1-AC6

I dagene efter George Jacksons blodige fangeoprør i San Quentins Adjustment Center (AC), fandt man i hans og Johnny Spains celler sytten kaliber .38 patroner, fire kaliber .410 haglpatroner, samt løbet til en kaliber 22. pistol og andre remedier til en såkaldt zip gun (en hjemmelavet pistol, populær i negerghettoerne), samt et håndtegnet kort over området udenfor San Quentin..

Man fandt også små mængder af plastisk sprængstof. Derimod viste de to glasrør, som Jackson og Spain havde bevæbnet sig med under opstanden, ikke at indeholde andet end en ufarlig væske. John Spain havde tydeligvis troet, at glasrørene havde indeholdt et sprængstof. Man fandt aldrig ud af, om Jonathan Jackson også havde troet, at de signalblus han havde med til Marin County Civic Center den 7. august 1970, var dynamitstænger. Men for anden gang dukkede falske sprængstoffer altså op i sagaen om George Jackson.

I Jacksons celle fandt man tillige en stor afro-paryk, som nogen havde forsøgt at skylle ud i toilettet. Fundet bekræftede fængselsbetjent Rubiacos forklaring om, at George Jackson havde haft sin pistol gemt under en paryk.

Pistolen var en spansk 9-millimeter Astra 600. Våbennummeret var slebet væk, men teknikere fik det genskabt. Pistolen var blevet købt to år tidligere i Los Angeles af Landon Williams, der ligesom George Jackson havde rang af feltmarskal i Black Panther Party. Williams sad fængslet, mistænkt for mord på et BPP-medlem, men havde tidligere stået for indkøb af partiets våben.

George Jacksons ni millimeter Astra 600.

I margenen på et af George Jacksons breve fandt man spor af et blyantskrevet notat, der var forsøgt visket bort. Teknikere fik teksten frem. Håndskriften var George Jacksons og beskeden lød, “Take the bullets out of the bag. Hurry and give me the piece in the bag and keep the bullets.”

Man var også i besiddelse af brev fra Jackson til en anden fange, skrevet omkring to uger før flugtforsøget 21. august. I brevet kritiserede Jackson sine medindsatte i ACen for en vandkamp i fængselsgården, der havde fået vagterne til at affyre varselsskud. Jackson frygtede, at den slags kunne få fængslet til at ransage cellerne i ACen og finde de våben og den ammunition, han havde fået indsmuglet.

Ifølge myndighederne var det alt i alt tydeligt, at George Jackson gennem længere tid havde planlagt et flugtforsøg med hjælp udefra, samt at i hvert fald Hugo Pinell og Johnny Spain havde været med i planerne.

For myndighederne stod det hurtigt klart, at George Jackson havde fået smuglet pistolen ind i San Quentin af den hvide advokat Stephen Bingham. For det første var Bingham den eneste, der den 21. august havde besøgt Jackson. For det andet havde Jackson ingen pistol før mødet med Bingham. For det tredje så var pistolen blev afsløret på Jackson kort efter Binghams besøg.

Som vi skal vende tilbage til, så byggede myndighedernes rekonstruktion af pistolens vej ind i San Quentins AC alene på vidneudsagn fra fængslets eget personale. Altså på vidneudsagn fra fængselsbetjentene i San Quentin. George Jackson var som bekendt død og Stephen Bingham var sporløst forsvundet sammen med den båndoptager, som man mente pistolen havde været gemt i. Den unge negerkvinde Vanita Anderson, der havde ledsaget Bingham til San Quentin, blev hurtigt opsporet, men gennem sin advokat nægtede hun at udtale sig med henvisning til sin forfatningsmæssige ret til ikke at belaste sig selv.

Allan Mancino, den hvide straffefange som med nød og næppe havde undgået at blive slagtet af negrene i ACen, afgav som den eneste af ACens indsatte forklaring til myndighederne. Af frygt for at han skulle blive myrdet i et californisk fængsel, flyttede myndighederne ham til et fængsel i nabostaten Nevada.

Allan Mancinos troværdighed kom under pres, da George Jacksons advokat John Thorne – et angelsaksisk medlem af den kommunistiske frontorganisation National Lawyers Guild – gik til pressen med en edsvoren erklæring fra Mancino, dateret marts 1971. Heri hævdede Mancino, at navngivne fængselsbetjente i Soledad-fængslet i januar 1970, hvor Mancino angiveligt var medlem af Aryan Brotherhood, havde forsøgte at presse ham til at slå George Jackson ihjel.

Efter syv år i fængsel for væbnet røveri blev Allan Mancino i maj 1972 prøveløsladt og sendt tilbage sin hjemstat Washington. Gennem Black Power-advokaten Salle Soladay lagde han kort efter sag an mod Californiens fængselsvæsen og trak sit vidneudsagn tilbage. Senere skiftede Mancino igen mening og trak sin erklæring fra marts 1971 til John Thorne tilbage.

I 1973 blev Allan Mancino i Washington dømt for voldtægt. Da mordsagerne fra San Quentins AC i 1975 omsider kom for retten, blev Mancino fragtet fra statsfængslet Walla Walla til Californien for at vidne. Her påberåbte han sig – ligesom Vanita Anderson havde gjort det – sin forfatningssikrede ret til ikke at vidne. Black Power-advokaten Salle Soladay afviste at hun skulle have presset Mancino til den beslutning. I 1978 undveg Allan Mancino kortvarigt fra Walla Walla, hvor han da sad dømt på livstid for mord, voldtægt, vold, biltyveri og flugtforsøg. Han er siden blevet løsladt og lever i dag som registreret sexforbryder.

Uden Allen Mancino havde anklagemyndigheden kun San Quentins egne betjente at føre som vidner mod de seks tiltalte fra opstanden i San Quentins AC. The San Quentin Six.

***

Desperados

Efter utallige opfordringer (ganske vist fra den samme), så lægger jeg nu an til at genoptage sagaen om den sorte voldsforbryder George Jackson, der i 1970erne blev venstrefløjens idol. Men inden da vil jeg fortælle om en anden begivenhed, der fandt sted selvsamme dag, som Jackson myrdede løs i Californiens San Quentin fængsel, inden en tårnvagt med et velrettet skud i bogstaveligste forstand blæste hjerne ud på ham.

De blodige begivenheder i San Quentin fandt sted den 21. august 1971. Samme dag forsøgte en forbryderbande at udplyndre varehuset Western Surplus Store i byen Hawthorne i Los Angels County omkring 650 syd for San Quentin. Det var ikke kontanter, som banden var efter, men skydevåben. Masser af dem, som forbryderne stuvede ind i en stjålet varevogn, parkeret bag varehuset.

Midt under dette arbejde dukkede den første politibil op, tilkaldt af en alarm som en ekspedient diskret havde fået aktiveret. Røverne åbnede resolut ild mod politiet og i de næste ti minutter udspandt der sig en hidsig ildkamp mellem røverne og et stadigt voksende antal politibetjente. Først da en af røverne tog benene på nakken, overgav banden sig.

Politiet anholdt Mary Brunner, Catherine Share, Lawrence Bailey, Dennis Rice, Charles Lovett og Kenneth Como. Brunner, Share og Baily var mangeårige medlemmer af Charles Mansons morderiske hippiekollektiv The Family.  Dennis Rice og Charles Lovett havde først sluttet sig til gruppen under retssagen mod Charles Manson og tre af hans disciple for i alt syv mord. Rice havde allerede været involveret i et mordforsøg på et vidne.

Charles Manson og hans disciple.

Bandens sjette medlem, den 30-årige vaneforbryder Kenneth Como, var måneden før blevet indkaldt som vidne af Charles Manson, der havde fået endnu et par mordsager på halsen. Como blev hentet i statsfængslet Folsom, hvor han afsonede en dom på 20 års fængsel for bl.a. væbnet røveri, og indsat i arresthuset i Los Angeles. Herfra stak han promte af og begik fjorten dage før røveriforsøget i Hawthorne et væbnet røveri sammen med Mary Brunner, Catherine Share og Lawrence Bailey, der gav et par tusinde dollars i udbytte.

Det var myndighedernes opfattelse, at de næsten 150 skydevåben, som Como og de fem Manson-disciple nåede at fylde deres varevogn med, skulle bruges til at befri Charles Manson. Enten ved et direkte angreb på retsbygningen, i stil med hvad der året før var sket i Marin County Civic Center. Eller ved at kapre et fly og skyde en passager hver time, indtil Manson var udleveret, således som en informant hævede.

Mens de seks våbenrøvere sad varetægtfængslet, lykkedes det igen Kenneth Como at stikke af. Han blev dog hurtigt fanget igen og Sandra Good, en af Charles Mansons mest fanatiske disciple, blev efterfølgende dømt for at have hjulpet ham.

Dennis Rice og Charles Lovett tilstod sagen, modtog deres domme, udstod deres straffe og vendte tilbage til dydens smalle sti. Lovett endog som lægprædikant. Brunner, Share, Bailey og Como påberåbte sig sindsyge og indkaldte Charles Manson som vidne. Kenneth Como indkaldte også Bobby Davis, der året før havde dræbt fire politibetjente i en voldsom ildkamp og nu sad på dødsgangen i San Quentin.

Alle fire blev dog dømt for to gange væbnet røveri. Mary Brunner og Cathrine Share blev sendt til kvindefængslet i Chino. Brunner blev prøveløsladt i 1977 og har ikke siden været i konflikt med loven.

Lawrence Bailey
Lawrence Bailey, der med sine 23 år var bandens Benjamin, blev sendt til den lukkede anstalt Deuel Vocational Institution (DVI), populært kaldet “the gladiator school” og fødested for Mexican Mafia. Her traf han William Dunne, dømt for uagtsom manddrab, samt livstidsfangen Artie Ray Baker, dømt for rovmord på et ældre ægtepar. I 1977 stak Baker af og sluttede sig under falsk navn til gruppen Tribal Thumb, der holdt til på en øde ranch i det nordøstlige Californien. Året efter blev Lawrence Bailey og William Dunne prøveløsladt og sluttede sig ligeledes til Tribal Thumb.

Lawrence Bailey

Artie Ray Baker blev gift med Marie Ferreboeuf, der var et højtstående medlem af Tribal Thumb. I 1979 tog parret til Canada, angiveligt fordi Baker overvejede at starte sin egen gruppe. På hjemvejen blev parret stoppet i tolden i staten Washington. Baker trak en pistol og dræbte en toldbetjent.

Under retssagen mod ham fik Baker smuglet en pistol ind i arresthuset i Seattle. Med den i hånden brød han og seks andre fanger i oktober 1979 ud af fængslet. Ude på gaden ventede William Dunne og Lawrence Bailey i hver sin stjålne Ford Mustang. Dunne samlede tre af flugtfangerne op, men forulykkede efter en vild biljagt gennem Seattles gader, hvorunder en flugtfange blev dræbt af skud fra politiet. Lawrence Bailey skød en betjent for at befri to andre flugtfanger, men blev under den efterfølgende biljagt selv skudt. Artie Ray Baker nåede aldrig frem til nogen af bilerne og blev uden dramatik anholdt under nogle buske.

Lawrence Bailey overlevede. Det samme gjorde den betjent, han havde skudt. Bailey fik livstid og skiftede i fængslet navn til Larry Giddings. Han blev prøveløsladt i 2004. William Dunne og Artie Ray Baker (idag Artie Ray Dufur) afsoner stadig deres domme.

Marie Ferreboeuf afsonede seks års års fængsel for medvirken til mord. Hun blev senere advokat i San Francisco.

Cathrine Share
Allerede i 1975 blev Cathrine Share prøveløsladt fra sine to røveridomme. Hun bekendtgjorde offentligt sit brud med Charles Manson og svor at ville leve et lovlydigt liv. Få måneder efter hendes løsladelse blev Charles Manson tævet i fængselsgården i Folsom af Kenneth Como og Bobby Davis, angiveligt fordi den diminutive sektleder havde forbudt Share at være kæreste med Como. Året efter blev Cathrine Share og Kenneth Como gift ved en kort ceremoni i Folsom.

Cathrine Share

I 1977 blev Cathrine Comos besøgstilladelse inddraget, fordi myndighederne mistænkte hende for at stå bag indsmuglingen af en pistol til Folsom. Som vi skal vende tilbage til, så var Joseph Remiro fra terrorgruppen Symbionese Liberation Army (SLA), samt en vis Victor Carrafa indblandet i sagen.

I 1979 blev Cathrine Como anholdt i en omfattende sag om kreditkortsvindel. Nogenlunde samtidig blev Victor Carrafa anholdt sammen med den notoriske bankrøver William Crouch, der just havde røvet en pengetransport. Sammentræffet mellem anholdelsen af Cathrine Como og Victor Carrafa fik pressen til at påstå, at resterne af Manson-klanen og SLA planlagde at befri Manson. Selv om myndighederne dementerede historien, gentog pressen den mange år senere, da Carrafas hustru stod tiltalt for en røveriforsøg, der kostede førnævnte William Crouch og en politibetjent livet.

I 1981 blev Cathrine Como idømt fem års fængsel for svindel. Kort efter fik hun yderlige tre år for hæleri. Samme år blev hun skilt fra Kenneth Como og kaldte sig igen Cathrine Share. Hun blev genfødt kristen og har i de senere år givet adskillige interview om sit liv med Charles Manson.

Kenneth Como
Efter sin dom for de to røverier i Los Angeles, blev Kenneth Como sendt tilbage til Folsom. I 1972 opgav Californien midlertidigt dødsstraffen og fra dødsgangen i San Quentin ankom Charles Manson og politimorderen Bobby Davis til Folsom. Første gang Manson vovede sig ud i fængselsgården, fik han tæsk af Como.

Kenneth Como

I november 1974 forsøgte Kenneth Como og Bobby Davis at flygte fra Folsom sammen med flugtkongen Gerald Gallant, hvis seneste flugtforsøg havde fundet sted blot en måned tidligere. I 1975 vovede Charles Manson sig igen ud i fængselsgården og fik denne gang tæsk af både Como og Bobby Davis. Senere samme år indkaldte Joseph Remiro og Russell Little fra terrorgruppen SLA Kenneth Como som karaktervidne i en sag om mordforsøg på en politibetjent. I samme sag vidneindkaldte Remiro og Little tillige fem morddømte medlemmer af den sorte fængselsbande Black Guerilla Family.

I 1976 blev Kenneth Como som nævnt gift med Cathrine Share. Året efter blev ledelsen i Folsom i et anonymt brev advaret om, at en gruppe fanger planlagde at myrde vagter med en indsmuglet pistol, der var gemt i en bestemt celle. Cellen tilhørte Bobby Davis og her fandt man ganske rigtigt en 9 mm. Walther P38, samt 28 skarpe skud.

Den indsmuglede Walther P38

Fængselspersonalet fik hurtigt opklaret, at det anonyme brev var skrevet af Bobby Davis, der indrømmede at være med i komplottet, men havde fået kolde fødder. Davis forklarede, at pistolen var indsmuglet til et opgør med Aryan Brotherhood som han, Joseph Remiro og Kenneth Como lå i strid med. Planen var, ifølge Davis, at dræbe tre vagter og stjæle deres våben, for dernæst at myrde Aryan Brotherhoods medlemmer.

Bobby Davis

Myndighederne sporede pistolen til en adresse tilhørende den blot 16-årige Joan Vibbard. Hun var kæreste med Victor Carrafa, der sad i Folsom for rovmord. Myndighederne syntes dog ikke at have ment, at Carrafa havde noget med komplottet at gøre. Han blev tværtimod sat i beskyttelsesarrest fordi man frygtede han skulle dræbes.

Visse kilder beskriver Victor Carrafa som medlem af Aryan Brotherhood. Men det er der ingen dokumentation for. Og dog: Han giftede sig med unge Joan og de fik tre sønner sammen. Den ældste blev døbt Aryan.

I 1995 blev Victor Carrafa idømt livsvarigt fængsel for bl.a. mordforsøg. Gerald Gallant, der i 1974 forsøgte at stikke af fra Folsom sammen med Kenneth Como og Bobby Davis, fik i samme sag 30 års fængsel. Året efter fik den da 36-årige Joan Carrafa fængsel på livstid for mord og røveri.

Sagen om den indsmuglede pistol – den første nogensinde i Folsom – blev aldrig fuldt opklaret. Men myndighederne syntes at have næret den opfattelse, at Cathrine Share havde fået slået sig på den da purunge Joan og på en eller anden måde fået pistolen ind i Folsom via en rute, som Carrafa eller andre brugte til at smugle marihuana ind i fængslet.

I fald Kenneth Como virkeligt havde pønset på at myrde medlemmer af Aryan Brotherhood, så fik han sikkert sved på panden, da Robert “New York” Crane – ABs shot caller i San Quentin – i 1979 indkaldte ham som karaktervidne i en sag om rovmord. Blandt andre vidner havde Crane også indkaldt “Fast Fred” Mendrin, der året før havde forladt Aryan Brotherhood, men nægtet at gå i sikkerhedsarrest. Myndighederne frygtede, at New York Crane havde mord i tankerne, for han havde også vidneindkaldt tre stenhårde ABere, heriblandt veteranen Ronald “Harpo” Harper. Hverken Mendrin, Como eller andre led dog overlast under sagen.

I 1981 blev Kenneth Como som nævnt skilt fra Cathrine Share. Samme år blev han prøveløsladt og flyttede ind i en trailer park. Blot en uge senere blev han ramt af skud fra en snigskytte, dog ikke livsfarligt. Sagen blev aldrig opklaret.

I 1983 blev Kenneth Como dømt for at have røvet den samme bank to gange. Kort før sin død i 2004 blev han prøveløsladt.

Efter i 1976 at have sladret om pistolen i sin celle og det angivelige mordkomplot mod Aryan Brotherhood, gik Bobby Davis frivilligt i isolation. I 1986 blev han i Folsom skudt med en hjemmelavet armbrøst af Aryan Brotherhoods Robert Tanner. Efterfølgende sagsøgte Davis fængslet for ikke at have passet godt nok på ham. Han vandt sagen i 1990 og fik tilkendt 45,000 dollars i erstatning. I 2009 hængte han sig i sin celle.

Joseph Remiro fra terrorgruppen SLA sidder stadig i fængsel.

***

Fusk og lusk i DR-podcast om bombesag

For nogle år siden lavede medlemmer af Redox – der har folk dømt for bl.a. hærværk, hæleri og vold i rækkerne – en stort set fakta-fri video om bombesprængningen i Søllerødgade nr. 33 tilbage i 1992, hvor en trotskist kom af dage. Videoen udmærkede sig dog ved et langt interview med vidnet Jørgen Lund, den sidste der så partikammeraten Henrik Christensen i live. Interviewet tilførte ikke sagen noget nyt. Nej, det bemærkelsesværdige ved interviewet var, at man overhovedet ikke kom ind på Lunds forklaring til politiet om, at han så Henrik Christensen bære en mystiske firkantet genstand – en pakke eller en æske – ind på partikontoret i en hvid plasticpose blot et kvarter før, at bomben af ukendt art sprang.

Nu har Danmarks Radio (DR) så her for nyligt udsendt en podcast i fem dele om Søllerødgade-sagen. Baggrunden for DRs historie er angiveligt, at den knap 30-årige journalistpraktikant Regine Frederiksen er opvokset på den ekstreme venstrefløj, bl.a. under vingerne af en ledende trotskist, og dermed vokset op med venstrefløjens version – at trotskisten blev dræbt af en brevbombe afsendt fra højrefløjen – af Søllerødgade-sagen. En version, som hun angiveligt er blevet i tvivl om (mere om det senere.)

Det hører som bekendt med til den røde version af Søllerødgade-sagen, at organisationen Internationale Socialister (IS) i al almindelighed og IS medlemmet Henrik Christensen i særdeleshed, på det bestemteste var både fredelige og ikkevoldelige. Over alle fem afsnit af DRs nyeste podcast males dette billede da også konsekvent. Som sandhedsvidne trækker man René Karpantschof af stald. Det samme gjorde Redox i sin video og Karpantschofs funktion i de to udsendelser er da også den samme.

Trods tilstedeværelsen af Karpantschof skulle det dog være muligt, at billedet af IS og Henrik Christensen, som tegnet er Redox og DR, er korrekt. Men hvis IS var så fredelig, hvordan forklarer man så PETs vurdering af gruppen? En vurdering, der bestemt ikke er DR fremmed, thi der refereres gentagne gange til PET kommissionens rapport bind 11 om højrefløjen. Heri står der om IS anført, at “organisationen går ind for en parti-elite, der skal lede folket i opgør mod den kapitalistiske stat. Det fremgår endvidere af dette materiale, at organisationen er tilhænger af, at befolkningens demokratiske rettigheder sættes ud af kraft, hvis socialismen trues.” Om gruppens voldsberedthed anfører PET direkte, at “iflg. oplysninger kan det absolut ikke udelukkes, at gruppen kan tænkes at gå meget militant ind i konkrete projekter.”

Med hensyn til konkrete projekter kan PET meget vel have sigtet til nogle bølleoptøjer i den svenske by Lund i 1991, hvor medlemmer af IS vistnok deltog i forreste front. Efterfølgende pralede en stolt Henrik Christensen i partiavisen Socialistiske Arbejderavis i hvert fald med, at i IS “afstår vi ikke fra at give fascisterne nogle tæsk, eller fra at mase gennem politiets kæder for at stoppe deres demonstrationer.” Få dage før Christensen blev dræbt i Søllerødgade, blev gruppens foragt for liv og ejendom understreget af et ledende medlem, der om IS’ støtte til Blekingegadebanden udtalte, at “Vi er ikke specielt ophidsede over, at de skød en betjent… Vi syntes heller ikke, at det er specielt moralsk forkasteligt at stjæle fra en bank” (iøvrigt et synspunkt, som daværende BZ-boss René Karpantschof i samme periode ihærdigt fremførte i Enhedslistens avis Den Røde Tråd.)

Enhver redelig – ja, blot kompetent – journalist ville selvsagt have forholdt gruppens medlemmer sådanne voldsforherligende udtalelser, når de i dag påstår at IS kun brugte og hyldede fredelige midler. Men det sker bestemt ikke i DRs podcast. Som vi i det følgende skal se, så gælder det for alle podcastens fem afsnit, at det interessante ikke er, hvad der bliver spurgt om. Nej, det interessante er, hvad der ikke bliver spurgt om.

Del 1.

Banen bliver kridtet op med det samme. Og den er særdeles rød. Henrik Christensen blev dræbt af en brevbombe. Slut. Men faktisk er der tale om regulært fake news. I snart 30 år har ingen haft den fjerneste anelse om, hvordan eller hvornår bomben blev bragt ind på kontoret i Søllerødgade. “Bomben kan være anbragt på mange andre måder. Den kan have været til stede på kontoret, da Henrik Christensen ankom, eller han kan måske ligefrem selv intetanende have fået bomben overrakt af en anden person på vej til Søllerødgade“, som efterforskningsleder Bent Hansen har forklaret.

Endvidere fortier DR – igen ligesom Redox – at Henrik Christensen ikke var den første på kontoret den dag. IS-medlem Harald Lillevang forlod det tomme kontor kl. ca. 10.45 og låste døren efter sig. DR nævner i forbifarten, at Jørgen Lund er den sidste, der ser Henrik Christensen i live. Men DR fortier – igen nøjagtigt ligesom Redox – at Lund som nævnt så Christensen bære en pakke eller æske ind på kontoret.

Men ellers består podcastens første del overvejende af en langt interview med IS-medlem Connie Skjold Henriksen, der tidligere har beskrevet gruppen som “en lille, men effektiv flok.” Hun var gift med Henrik Christensen, men tilføjer intet nyt til sagen. Og bliver heller ikke spurgt om noget, der kunne have tilføjet noget nyt. Hvorfor skiftede hendes mand kort før sin død navn fra Henrich til Henrik? Kender hun noget til den pakke, Henrik Christensen bar ind på kontoret? Havde han en affære? Havde han gæld? Havde hun en affære? Havde hun gæld? Havde han en livsforsikring? Hvem var den i givet fald tiltænkt? O.s.v.

Sådanne spørgsmål ville være både moralsk rimelige og journalistisk påtrængende når man omsider har fået enken efter Henrik Christensen til mikrofonen, for det har flere gange været offentligt fremme, at politiet ikke udelukker at gæld og/eller jalousi kan ligge bag bomben. Dermed kan det selvsagt heller ikke udelukkes, at Connie Skjold Henriksen f.eks orkestrerede drabet på Henrik Christensen. Hun er hverken mere eller mindre mistænkt end alle andre i sagen.

Men Connie Skjold Henriksen får ingen kritiske spørgsmål overhovedet. Tværtimod får hun uimodsagt lov til at fremsætte en række udokumenterede påstande om Henrik Christensens forhold til sin i dag 88-årige, stærkt alderdomssvækkede far.

Del 2

I dette afsnit indvies vi i, hvordan Regine Frederiksen, journalistpraktikanten med den ekstreme baggrund, angiveligt er kommet i tvivl om, hvorvidt venstrefløjens version om Søllerødgade-sagen er sand. Hun hævder at være blevet chokeret over, at hun i PET kommissionens rapport, bind 11, har læst, at IS “holdt møde med IRA“. Hun forelægger oplysningen for to gamle medlemmer af IS – Jens Loller og Erik Mikkelsen (dømt 1992 for injurier) – der uden dikkedarer får lov til at afvise den.

Men historien rimer ikke. For det første er det utænkeligt, at Regine Frederiksen som hjemmefødt på det yderste venstre skulle blive rystet over, at IS havde kontakt til IRA, der – ligesom ETA, FARC, PFLP, EZLN og hvad de nu alle sammen hedder – på venstrefløjen konsekvent er blevet hyldet som ‘befrielsesorganisation’ og som masser af danske venstrefløjsgrupper og -partier har plejet kontakter til og omgang med.

For det andet skriver PET kommissionen ikke, at IS holdt møde med IRA. Man skriver, at “gruppen i februar 1992 havde modtaget besøg af personer med forbindelse til IRA’s socialistiske fraktion…” Man taler altså hverken om organisationen IRA eller om medlemmer af IRA, men blot om nogen, der på en eller anden måde har forbindelse til “IRA’s socialistiske fraktion“. Da socialister jo – i egen formening – er fredelige, så var det altså IRAs fredelige fraktion, PET talte om.

Så i dobbelt forstand står der intet om IS og IRA i PET rapporten som en venstreekstrem hjemmefødning ville blive rystet over.

Men havde DR ulejliget sig med at grave blot lidt dybere ned i sagen, så var der faktisk meget mere at spørge gamle medlemmer af IS om. Det fulde citat fra PET rapporten lyder:

“Dels nævntes det, at gruppen i februar 1992 havde modtaget besøg af personer med forbindelse til IRA’s socialistiske fraktion og fra autonome revolutionære fra Berlin-Kreuzberg samt fra det såkaldte SAG, og de tre personer havde ”…agiteret for et europæisk antiracistisk, antifascistisk og anti-nazistisk samarbejde på militant vis.””

Dette møde viser sig interessant for efterforskningen af bombeeksplosionen i Søllerødgade, thi:

“Man knyttede nu særlig interesse til en mødeprotokol, som havde overlevet eksplosionen og den efterfølgende brand, og som befandt sig blandt bevismaterialet fra sprængningsstedet. Af denne protokol fremgik det, at der den 9. marts 1992 var blevet afholdt et møde i lokalerne i Søllerødgade. Tilstede var personer fra afdelingsledelsen samt fra landsledelsen. De første fem punkter var af sædvanlig art, men det sjette punkt, hvor afdøde fremlagde et indlæg, bar ordlyden: ”ikke refereret”. PET satte dette i sammenhæng med de indkomne oplysninger om, at udlændinge, som tilhørte bl.a. autonome revolutionære i Berlin, havde været på besøg i København i slutningen af februar.”

Havde DR ønsket en reel belysning af Søllerødgade-sagens mange aspekter, så havde det ligget lige for at spørge IS-medlemmerne Connie Skjold Henriksen, Jens Loller og Erik Mikkelsen hvad mødet i slutningen af februar 1992 konkret handlede om, samt hvad Henrik Christensens hemmelige punkt på dagsordenen på mødet i begyndelsen af marts handlede om. Man kunne i det mindste have spurgt om, hvorfor en organisation, der altid påstår ikke at have noget at skjule, har hemmelig punkter på dagsordenen.

Del 3

En pensioneret retsmediciner, der hverken har haft med Søllerødgade-sagen at gøre eller ville udtale sig om den, bliver spurgt om den såkaldte fægterstilling og dens betydning. Han forklarer, som sandt er, at fægterstillingen er den position, man ofte finder lig i, der har været udsat for stærk varme, samt at fægterstillingen intet fortæller om dødsårsag.

Dermed skulle der, ifølge DR, ikke være grund for mistanken om, at Henrik Christensen omkom ved et selvforskyldt uheld med en bombe. Men der er reelt tale om et bondefangerkneb, for vi kender dødsårsagen og den var ikke stærk varme. Christensen blev dræbt fordi en eksplosion rev hovedet af ham. At hans lig blev fundet i fægterstilling har kun betydning fordi det fortæller, at resten af ham ikke var blevet sprængt i stykker, og dermed noget om hvor bomben var placeret i forhold til afdøde.

DR skylder også at forklare, hvordan Henrik Christensen kunne blive fundet i fægterstilling, når hans arme var blevet sprængt af, således som Connie Skjold Henriksen hævder. Forklaringer er, at Henriksen ikke taler helt sandt. Af datidens pressedækning fremgår det nemlig, at det kun var hænderne, der (sammen med hovedet) blev revet af, samt at hænderne var “ubeskadigede“.

Havde DR spurgt den pensionerede retsmediciner, så ville han antageligt have fortalt dem, at den sidste oplysning peger væk fra teorien om en brevbombe, thi ofre for brevbomber får typisk alvorlige skader på hænderne. Og jo længere væk fra teorien om en brevbombe, vi bevæger os, jo nærmere kommer vi bl.a. teorien om et selvforskyldt uheld. Og, som vi skal vende tilbage til, lige præcis dén mistanke vil DR nærmest for enhver pris til livs. Den teori har nemlig nu i snart 30 år været en alvorlig torn i øjet på IS og det øvrige antifa-miljø.

Efter den pensionerede retsmediciner er vi på besøg hos en sprængstofekspert, der heller intet har haft med Søllerødgade-sagen at gøre. Eksperter fra Farum kaserne har allerede for mange år siden fastsat bombens sprængkraft til omkring 1 kilo TNT, så interviewet tjener intet oplysende formål.

Det samme gælder et besøg i Søllerødgade nr. 33 med et gammelt IS-medlem. Som hver gang et IS-medlem er på banen i podcasten, er der tale om rent mikrofonholderi. I tilfældet her er det ekstra påfaldende, thi han kommer af egen drift ind på, at der til kontoret hører et baglokale. Det havde derfor været yderst nærliggende at DR havde oplyst om, at netop dette baglokale spiller en afgørende rolle for teorien om, at Henrik Christensen ikke var alene, da bomben sprang. Men DR nævner end ikke denne teori. Igen ligesom Redox.

Del 4

I afsnit fire og langt ind i afsnit fem trampes der rundt i Marcel Schilf og Albert Larsen. Fælles for disse to er som bekendt, at de efter deres død er blevet beskyldt for at stå bag bomben i Søllerødgade. Disse beskyldninger er for længst efterforsket i bund at politiet og DR har intet nyt at tilføje. Igen regulært spild af alles tid. Dog er der i afsnit fire et uhyre interessant interview med en tidligere aktivist fra Blood and Honour, hvor lytteren får et sjældent indblik i venstrefløjens vold og terror – heriblandt brevbomber – mod højrefløjen.

Del 5

Lidt over halvvejs inde i femte del af DRs podcast er vi på besøg hos Bent Hansen, tidligere chef for drabsafdelingen i København. Det synes oprigtigt at komme bag på ham, at DR tror politiet har lagt sig fast på tre hovedteorier (selvforskyldt uheld, internt opgør blandt venstregrupper, angreb fra højrefløjen.)

Bent Hansen afviser i klart sprog DRs opfattelse. Man har simpelthen ikke belæg for nogen af de mange teorier, man efterforskede ud fra, heller ikke at Henrik Christensen omkom ved en selvkonstrueret bombe. Og Bent Hansen understreger, at dette har politiet hele tiden sagt.

Derfra drejer programmet sig i en ejendommelig retning. Regine Frederiksen stiller sig an, som om det er første gang hun hører politiet ikke har belæg for teorien om en selvkonstrueret bombe. Dette selv om der skal ligge et års research bag podcasten, herunder læsning af gamle avisartikler om sagen. For en søgning på informedia viser hurtigt, at Bent Hansen overhovedet ikke siger noget nyt:

Ekstra Bladet 18/3 1992: “Politiet har ikke belæg for at sige, om bomben er afsendt af en ekstrem politiske højrebevægelse, om der er tale om en tilfældig galning eller noget helt tredie. Vi ved kun, at der er eksploderet en bombe på et politisk kontor, at en politisk aktiv mand blev dræbt ved eksplosionen, og at han arbejde mod racisme, siger Bent Hansen.”

Weekendavisen 10/7 1992: “Så er der teorien, som de afhørte højrefløjsfolk fører frem, at Henrik eller andre ISere selv havde fusket med at lave bomben. »Det er sådan et spørgsmål, man hverken kan svare ja eller nej til«, siger Bent Hansen. »Umiddelbart vil jeg dog sige, at det kan man godt svare nej til. For vi har ikke noget, der bekræfter, at han overhovedet skulle have med sådan noget at gøre. Så det kan vi godt udelukke. Men jeg ved det ikke med sikkerhed. Jeg ved reelt ingenting.«”

Politiken 14/3 1993: “Vi står med en sag uden objektive spor. Vi har INTET, kun en brandtomt. Vi har afhørt hundredvis af mennesker, men det har ikke ført os nærmere et bestemt motiv. Alle muligheder er åbne. Og spørger du, om vi kan udelukke, at det var den dræbte selv, der fabrikerede bomben, er svaret nej, siger Bent Hansen“.

Ritzau 16/3 1993: “Var det en brevbombe og dermed det første politiske drab i Danmark siden Den Anden Verdenskrig? Eller var offeret – socialisten Henrik Christensen – i færd med at fremstille en bombe, der endte med at blive hans egen død? Chefen for drabsafdelingen på Københavns Politigård, kriminalinspektør Bent Hansen, afviser at lægge mere vægt på den ene mulighed frem for den anden.”

Bent Hansen citeres i PET kommissionens rapport fra 2009 for lignende udsagn, så det er alt i alt utænkeligt, at Regine Frederiksen ikke skulle være fuldt bekendt med politiets opfattelse af sagen, da hun interviewer Bent Hansen.

Lidt senere i podcasten bliver det da også evident, at Regine Frederiksen har en anden dagsorden end redelig journalistik. Efter interviewet med Bent Hansen fortæller hun med indsmigrende lillepigestemme, at hun “tolker” Bent Hansens udtalelser som en frikendelse af Henrik Christensen. Det samme kunne hun have hævdet om Albert Larsen og Marcel Schilf, men det gør hun naturligvis ikke.

Tværtimod opsøger hun IS-medlem Connie Slot Henriksen, førnævnte enke efter Henrik Christensen, og afspiller Bent Hansens udtalelse for hende. Det skal siges til Henriksens ros, at hun, i modsætning til Regine Frederiksen, ikke gør synderligt forsøg på at lyde overrasket. Hun synes tværtimod først at fange bolden efter lidt pirken fra Frederiksens side. Connie Slot Henriksen forsøger sig med forskellige formuleringer, indtil hun lægger sig fast på, at ifølge Bent Hansen var det “bestemt ikke Henrik selv.” En konklusion, der tydeligvis har været podcastens præmisse.

Man krænker nok ingen ved at konkludere, at DRs skatteyderbetalte podcast om Søllerødgade-sagen var radio lavet af venstreorienterede for venstreorienterede. Med omkring to en halv time varede den mere end dobbelt så længe som Redox-videoen om samme sag, men substantielt er de to udsendelser stort set identiske. Faktisk synes formålet med podcasten at have været, at man skal have lukke et par huller, som Redox-videoen lod stå åbne: Man skal have lukket spørgsmålet om IS og IRA, og man skal have lukket spørgsmålet om Henrik Christensens skyld. Spørgsmål, som Redox-videoen ikke fik bugt med.

Jeg har tidligere skrevet, at jeg faktisk kun er overbevist om to ting omkring Søllerødgade-sagen. 1) At politiet ikke tror på et politisk attentat; 2) At venstrefløjen ikke ønsker sagen opklaret.

Det tror jeg bestemt stadigvæk.

Ossendowski og Den hvide Baron

Jeg har lige læst den mest fantastiske bog. Den hedder Beasts, Men and Gods og er skrevet  i 1922 af Ferdinand Ossendowski, der senere skrev den nok mere kendte Lenin: God of the Godless.

Ferdinand Ossendowski i en moden alder.

Ferdinand Ossendowski (1876-1945) var en polskfødt geolog, der under den russiske borgerkrig tilsluttede sig admiral Kolchaks styrker i Sibirien. Under sig havde Kolchak bl.a. Den Tjekkoslovakiske legion, der i 1920 forrådte ham til kommunisterne.

Efter mordet på den brave admiral søgte Ossendowski tilflugt i byen Krasnoyarsk ved Yenisei-flodens bred. Hans beretning begynder omkring februar 1921, hvor han opdager at de røde morderbander er på sporet af ham. Han flygter ud i den sibiriske taiga og støder på en gruppe polske officerer, som han gennem det næste år leder på en fantastisk flugt fra Lenins grusomme terrorregime.

Ossendowskis oprindelige plan var at flygte gennem det kinesisk besatte Mongolidet og videre gennem Kina til Stillehavskysten. Men undervejs får den lille gruppe driststige mænd fortalt, at kineserne har aftalt med regimet i Petrograd, at alle flygtninge fra Rusland vil blive sendt tilbage til Chekaens kærlige behandling.

I foråret 1920 så Ossendowski isen bryde op på Yeniseis nedre løb, og vidste derfor alt om de rødes uudslukkelige blodtørst:

Watching this glorious withdrawal of the ice, I was filled with terror and revolt at seeing the awful spoils which the Yenisei bore away in this annual retreat. These were the bodies of the executed counter-revolutionaries—officers, soldiers and Cossacks of the former army of the Superior Governor of all anti-Bolshevik Russia, Admiral Kolchak. They were the results of the bloody work of the “Cheka” at Minnusinsk. Hundreds of these bodies with heads and hands cut off, with mutilated faces and bodies half burned, with broken skulls, floated and mingled with the blocks of ice, looking for their graves…

Ferdinand Ossendowski beslutter sig derfor at lede sin gruppe gennem den sydvestlige del af Gobi-ørkenen til Tibet, og derfra videre til den britiske kronkoloni Indien. De slås sig vej til Tibet, men efter en vældig kamp med en flok banditter, hvor Ossendowski mister seks mand, må de opgive ruten gennem Tibet.

De nu kun 12 mand beslutter sig for at følge Ossendowskis oprindelige plan og sætter derfor kursen mod Mongolidet, der i mellemtiden er blevet befriet af general Ungern-Sternberg. Efter mange eventyr når Ferdinand Ossendowski frem til hovedstaden Urga, hvor han tilbringer ni dage i selskab med den unge general. Ossendowski når med nød og næppe at undslippe et mordkomplot, før han omsider når frem til den kinesiske jernbaneby Hailar, hvor han beretning slutter.

På sin eventyrlige færd mod friheden fra den røde pest, møder Ferdinand Ossendowski mange fascinerende skikkelser. Morderen Ivan, en landsforsvist straffefange, der en nat betror Ossendowski hvordan han torturerede et ægtepar til døde i selvsamme hytte, de nu overnatter i. Der er Ossendowskis trofaste følgesvend, en kæmpestor navnløs landbrugsekspert, der – tvunget af omstændighederne – finder sit kald som født dræber:

When I was a boy, my mother wanted to make a priest out of me. When I grew up, I became a trained agronome in order . . . to strangle the people and smash their skulls. Revolution is a very stupid thing!

Ferdinand Ossendowski møder også den sagnomspudne Tushegoun Lama, en kriger og troldmand frygtet fra Lasha til Urga, der demonstrerer sine uhyggelige magiske evner for den landflygtige polak. Ossendowski møder også selveste Bogdo Khan, den levende gud, ottende reinkarnation af lamaen Taranatha. Mongolidets khan og øverste lama, befriet og genindsat af general Ungern-Sternberg.

Som nævnt tilbragte Ferdinand Ossendowski ni dage i selskab med Ungern-Sternberg, der med sin asiatiske kavaleridivision var den sidste hvide general i felten mod Lenins sataniske regime.

Baron Roman von Ungern-Sternberg kort før sin død i 1921. Den unge general er iført mongolsk klædedrag. På ventre bryst bærer den unge kavalerigeneral Skt. Georg Korset, Ruslands højeste tapperhedsmedalje, som han vandt under første verdenskrig.

Baron Roman von Ungern-Sternberg nedstammede fra en ridder i Den Teutonske Orden, der i middelalderen kristnede de vilde stammer i Baltikum. Baronen var uhyre grusom og frygtet af både venner og fjender. Hans fjender kaldte Ungern-Sternberg “den blodige baron” og “den gale baron”, men mongolerne anså ham for at en reinkarnation af Jenghiz Khan:

From the north a white warrior came and called on the Mongols to break their chains of slavery, which fell upon our freed soil. This white warrior was the Incarnated Jenghiz Khan and he predicted the coming of the greatest of all Mongols who will spread the fair faith of Buddha and the glory and power of the offspring of Jenghiz, Ugadai and Kublai Khan. So it shall be!

Ungern-Sternberg var skånede hverken sig selv eller andre, men han var langt fra gal. I sine samtaler med Ferdinand Ossendowski viser han sig tværtimod overordentlig klarhjernet. Om nødvendigheden af sine metoder fastslår han, “we are not fighting a political party but a sect of murderers of all contemporary spiritual culture“.

Om “the depravity of revolution” uddyber Ungern-Sternberg:

In the Buddhistic and ancient Christian books we read stern predictions about the time when the war between the good and evil spirits must begin. Then there must come the unknown ‘Curse’ which will conquer the world, blot out culture, kill morality and destroy all the people. Its weapon is revolution.

For hver revolution genfødes menneskeheden fjernere fra Gud:

During every revolution the previously experienced intellect-creator will be replaced by the new rough force of the destroyer. He will place and hold in the first rank the lower instincts and desires. Man will be farther removed from the divine and the spiritual.

“Revolution is an infectious disease”, fastslår Ungern-Sternberg, og menneskets karma er derfor apokalypsen:

The Great Spirit put at the threshold of our lives Karma, who knows neither anger nor pardon. He will reckon the account, whose total will be famine, destruction, the death of culture, of glory, of honor and of spirit, the death of states and the death of peoples.

Den unge baron afslører også til Ferdinand Ossendowski hvorfor han er i Mongolidet. Han vil grundlægge et mægtigt asiatisk rige som bolværk mod menneskehedens oprør mod Gud:

This State must be strong, physically and morally, and must erect a barrier against revolution and carefully preserve its own spirit, philosophy and individual policy. If humanity, mad and corrupted, continues to threaten the Divine Spirit in mankind, to spread blood and to obstruct moral development, the Asiatic State must terminate this movement decisively and establish a permanent, firm peace.

Baron Ungern-Sternbergs vision blev som bekendt ikke til noget. Kort efter Ossendowski traf ham i Urga, blev baronen forrådt og myrdet af de røde. Mongolidet faldt og blev Sovjet-diktaturets aller første vasalstat. Dog er det interessant at Ungern-Sternberg faktisk forestillede sig, at det tænkte centralasiatiske rige skulle rejses “under the moral and legislative leadership of China“. En nation, der netop i vor tid er ved at genrejse sig som Riget i Midten – en asiatisk verdensmagt.

Ferdinand Ossendowski beskrives af visse som en fantast, der bl.a. hævder at have besøgt Agharti, et verdensomspændende underjordisk rige hvor Verdensherskeren bor. Dette har intet på sig. Ossendowski er en trænet videnskabsmænd og flere steder i sin bog peger han på naturvidenskabelige forklaringer på de magiske fænomener, han får fortalt. Omkring Agharti genfortæller Ossendowski da også blot hvad han har fået fortalt af mongolernes lamaer og munke. Han hævder bestemt ikke at have besøgt dette sagnrige.

***