Mandag den 29. juni klokken 9.30 afleverede jeg vores søn Knud til Løkkefondens turboforløb “Drengeakademiet”, som Knuds mor Anette havde hørt om fra en anden mor, hvis søn havde været glad for opholdet.
Anette gik med vanlig effektivitet til sagen. Det stod tidligt klart, at Drengeakademiets målgruppe primært var skoletrætte drenge. Det overraskede mig derfor ikke, da jeg senere faldt over en statistik, der viste, at eleverne på Drengeakademiet overvejende havde en baggrund præget af brudte hjem, mange skoleskift, klassenedrykning, højt fravær og den slags.
Knuds baggrund er den diametralt modsatte og han tager hver dag glad i skole. Men han kæmper hårdt for at følge fagligt med. Knuds IQ fejler ingenting, men han er ordblind og har hvad psykologerne kalder “lav arbejdshukommelse”. I vores ansøgning til Løkkefonden blev Knuds baggrund og situation omhyggeligt forklaret, og i sin egen ansøgning forklarede Knud, at han håbede Drengeakademiet kunne hjælpe med, at det blev nemmere at gå i skole.
Både Knud og vi søgte Knuds optagelse på Drengeakademiet, fordi Drengeakademiet profilerede sig på “Et stort fagligt løft” af drengene. Som jeg tidligere har dokumenteret, så viste denne påstand sig at være en grim lille løgn. Den første af mange.
Læs Løkkefonden: Fiduser og Bragesnak.
Tilbagemeldingen fra Løkkefonden var, at man hovedsageligt optog drenge, der stod foran deres afsluttende skoleår, hvorfor der muligvis ikke var plads til Knud – der efter sommeren skulle op i ottende – dette år. Men optaget blev han, antageligt som den yngste.
Det skulle efterfølgende vise sig, at flere blandt Knuds nye kammerater var så institutionsvante, at de bl.a. havde indsmuglet mobiltelefoner på Drengeakademiet. Det burde Knud også have gjort.
Flakkebjerg
Af det tilsendte materiale fra Løkkefonden fremgik det, at Drengeakademiet ville forløbe i ugerne 27-28 og blive afholdt på Flakkebjerg Efterskole ved Slagelse. Det sidste studsede jeg en anelse over, for da jeg i 1990’erne var aktiv på den politiske højrefløj, da var Flakkebjerg hjemsted for en aktiv afdeling af den kommunistiske ungdomsorganisation “Rød Ungdom”. Organisationen er i dag næsten glemt, men det var f.eks. et tidligere ledende medlem af “Rød Ungdom”, der i 2003 blev dømt for vold mod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Flakkebjerg Efterskole bakkede den gang helt op om “Rød Ungdoms” militante aktiviteter og sendte busfulde af sine elever afsted til de optøjer, der i årene 1996-98 tilbagevendene gjorde Greve usikker, når det yderste venstres sammenrend “Antiracistisk Netværk” samlede sig i forsøg på at fordrive Danmarks få nationale socialister fra deres lille hovedkvarter i den ellers fredelige københavnerforstad.
Som tidligere efterskoleelev ved jeg, at det ikke er usædvanligt, at visse elever bevarer en tæt tilknytning til den efterskole, de har været på. Nogle søger endog – efter endt uddannelse – tilbage som lærer på deres tidligere efterskole. Det er således ikke utænkeligt, at tidligere medlemmer af den i 1990’erne huserende kommunistiske ungdomsorganisation “Rød Ungdom” tyve år senere er at finde som – måske ledende – ansatte på Flakkebjerg Efterskole.
Jeg undrede mig derfor lidt over, hvordan det borgerlige foretagende Løkkefonden var kommet i kontakt med Flakkebjerg Efterskole, som jeg kun kendte som et rødt foretagende, og hvem der konkret havde skaffet Flakkebjerg en nærmest fast indtægt fra Løkkefonden henover sommeren, hvor efterskolerne lider økonomisk tab som følge af skolernes obligatoriske ferie.
Afleveringen af Knud
Da jeg mandag morgen den 29. juni kørte afsted mod Flakkebjerg med Knud, havde jeg ingen klar forestilling om Drengeakademiet, men dog en forventning om, at man ville tilstræbe et maskulint miljø omkring drengene.
Vi ankom omkring kl. 9.30 og holdt ind på nogle boldbaner bag Flakkebjerg, der i dagens anledning fungerede som parkeringsplads. Vi blev mødt af drønende høj dansemusik, der gav indtryk af, at man havde gang i en festival eller et karneval. Drengeakademiets personale var til identificere, for de var alle sammen iklædt ens sorte T-shirts.
De voksne, som Knud nu skulle være i hænderne på, var ikke særligt robuste at se på. Mændene var tynde og blege og jeg så flere gråhårede kvinder, der syntes lige at have rejst sig fra det brune hjørne. De voksne var heller ikke specielt unge, men deres opførsel var derimod særdeles ungdommelig. Nærmest pubertetsagtig euforisk. Mens en håndfuld var beskæftiget med at modtage drengene, stod de øvrige i baggrunden, hvor de i smågrupper vuggede og smådansede til den drønhøje musik, gav hinanden begejstrede “high fives” og råbte “Er det ikke bare den fedeste tid i vores liv!” og den slags.
Medens vi rykkede frem i køen til Knuds indskrivning bemærkede jeg, at drengen foran os kun præsenterede sig ved sit fornavn, hvorfor Drengeakademiets ansatte måtte spørge til han fulde navn. Jeg sagde derfor til Knud, “Husk at sige dit fulde navn.” En høj, tynd mand kom over og spurgte Knud, hvad han hed. “Knud”, svarede Knud lidt beklemt. Jeg skulle lige til at sige “Husk dit fulde navn” til ham, da den høje mand begyndte at udvise en besynderlig opførsel.
Han stak pegefingeren op til munden, mens han nikkede med hovedet og sagde noget i retning af “Ja, Knud.. Ja, ja, Knud… Ja…” Jeg holdt blikket på ham, parat til at høre hvad problemet var, men hans blik flakkede rundt alle steder end mod mig. Til sidst drejede han rundt, gik over til bordet med indskrivningslisterne, sagde kort noget til en anden ansat og krydsede så af på en liste. Dernæst kom han tilbage med et kort, hvorpå Knuds navn og gruppe – Echo – stod anført og viste os over til en anden kø, hvor Knud skulle fotograferes. Først længe efter fik jeg – med hjælp fra Knud og google – identificeret den høje mand som identisk med Kristian Hulmose Nørgaard, leder af Drengeakademiet.
Medens vi stod i denne kø, kom en yngre kvinde af formodentligt tamilsk herkomst over og præsenterede sig som Mette fra Ehco-gruppen. Hun var såmænd venlig nok, men også hendes blik flakkede underligt nervøst rundt. Efter Knud fik taget foto kom en tredje ansat – en ældre kvinde, der optrådte fuldstændigt normalt – og hentede ham. Det sidste jeg – spøgefuldt – sagde til Knud var “Opfør dig ordentligt og husk at ringe til din mor.”
Ubehag
Jeg kørte hjem lettere ubehageligt til mode. Mit førstehåndsindtryk af Drengeakademiet var bestemt negativt. Den opgejlede, euforiske stemning blandt personalet havde jeg to gange i mit liv tidligere personligt oplevet: Blandt lærerne (og visse elever) på Tvind Efterskole og Realkursus, hvor jeg årene 1974-1977 var elev, og tyve år senere i den amerikanske frikirke “Carpe Diem”, hvor en kærestes bror var medlem. Det er derfor en opførsel som jeg klart forbinder med en sekt-lignende mentalitet.
Dernæst var der Kristian Hulmose Nørgaards ejendommelige opførsel, da han skulle indskrive Knud. Eller ejendommelig var den sådan set ikke. Hans opførsel viste tydeligt, at han var i vildrede. Og så vidt jeg kunne se, så kunne Kristian Hulmose Nørgaard i situationen kun være i tvivl om, hvorvidt Knud skulle indskrives på Drengeakademiet eller ej. Hende Echo-Mettes nervøse opførsel synes i hvert fald at bekræfte, at Knud på en eller anden måde var et problem, som man havde snakket om inden man overhovedet havde set ham.
Jeg kunne ikke se nogen logisk grund til, at Drengeakademiet på forhånd skulle have et problem med Knud. Jeg fik derfor en mistanke om, at Drengeakademiets problem med Knud ikke handlede om Knud, men om hvem han var søn af.
Knud smides ud
Drengene fik på Drengeakademiet konfiskeret deres mobiltelefoner og måtte kun ringe hjem i tidsrummet 12.15 til 13.30. Først senere slog mig, at det jo er mens de fleste forældre er på arbejde.
Den første mandag måtte drengene slet ikke ringe hjem. Om tirsdagen hørte vi ikke noget fra Knud, hvilket vi tog som at han oplevede en masse nyt. Onsdag ringede Knud til sin mor og fortalte, at han havde det godt. Han var begejstret for sine nye kammerater og glad for undervisningen. Knud fortalte også, at deres holdleder Tom var homoseksuel, hvilket et par drenge i baggrunden grinende bekræftede. Der blev ikke serveret svinekød i svinekødsretter såsom frikadeller og spegepølse, og de voksne pakkede tingene ind i indsmigrende udenomssnak. Knud mente derfor alt i alt, at Drengeakademiet var et meget venstreorienteret sted, men virkede klar på at tage den oplevelse med.
Samme aften omkring klokken 20.30 smed Drengeakademiet Knud ud.
Drengeakademiets første forklaring
Onsdag aften ved 20.30-tiden slukkede Anette – som hun plejer – sin telefon og gik til ro. Jeg sad på mit kontor til omkring kl. 22, hvorefter også jeg gik i seng. Drengeakademiet har efterfølgende hævdet, at man ikke havde mit nummer. Det er vi ikke helt sikre på om sandt. Men under alle omstændigheder så vidste Drengeakademiet, at Knud havde mit nummer på sin telefon. Så ville man have haft fat i mig, så havde det været en smal sag for Drengeakademiet at få mit telefonnummer.
I stedet kimede Drengeakademiet løs på Anettes slukkede telefon helt frem til omkring klokken 23, ligesom hun fik den foruroligende SMS-besked “Knud er OK, men vi skal snakke sammen i morgen tidlig.”
Selv om Anette per SMS også fik oplyst, at Drengeakademiets telefon var åben fra klokken 7.00, så tog man ikke telefonen, da Anette om morgenen begyndte at ringe. Efter flere forgæves opkald lagde hun en besked, men først klokken 7.30 ringede en vis Mette tilbage. Hun præsenterede sig som Drengeakademiets “campleder” og fortalte Anette, at Knud var blevet smidt ud. Men campleder Mette ville ikke nærmere ind på, hvad årsagen var. Som Anette senere skrev:
“Årsagen er noget diffus; noget med at Knud ikke gør hvad der bliver sagt og har fået 3 advarsler. Men HVAD han har gjort specificeres ikke. Noget med forkert attitude – han er homofob og racist. Og han kritiserer stedet for at være venstreorienteret, samt at der er for lidt svinekød i maden.”
Anette fik fat i mig omkring klokken kvarter i otte og fortalte, at Knud var blevet smidt ud. Jeg spurgte med det samme “hvorfor?”, hvortil hun svarede, at det havde hun ikke helt kunnet få en forklaring på. Men Knud har fået tre advarsler og var derfor ude. Anette fortalte videre, at vi var blevet lovet en “grundig overlevering” når han blev hentet. Anette nævnte også, at hun havde en underlig fornemmelse af, at det var presserende for Drengeakademiet, at Knud blev hentet.
Knud hentes
Vi fik aldrig den lovede “grundige overlevering”. Det gav Drengeakademiet senere mig skylden for, så lad mig derfor give en detaljeret skildring af, hvordan afhentningen af Knud forløb.
Jeg sagde til Anette at jeg nok kunne være der ved ti-tiden. Kort efter ringede hun tilbage med et telefonnummer jeg skulle ringe på fem minutter før ankomst. Jeg tog afsted tidligere end beregnet og da jeg ramte Slagelsevej holder jeg ind efter ca. 500 meter og ringede op. Drengeakademiet svarede ikke, selv om jeg lod telefonen ringe ud.
Seks-syv minutter senere – d.v.s. omkring 9.30 – drejede jeg ind ad Flakkebjergs indkørsel og gjorde holdt på parkeringspladsen. Da jeg steg ud af bilen, mødte jeg en stor flok drenge, der var på vej ind i bygningen på min venstre side. En lyshåret fyr brød lidt ud af rækken og råbte “Skal du hente Knud?”. “Ja”, svarede jeg, “Ved du hvor han er?”
Det gjorde knægten og vi bevægede os ned mod, hvad der senere viste sig at være administrationsbygningen. Da vi nærmede os indgangsdøren, dukkede Echo-Mette, som jeg traf da jeg afleverede Knud, op. Echo-Mette kommanderede skarpt drengen tilbage, men uden at gøre tegn til at træde i hans sted. Drengen stod derfor bare og pegede forvirret op på mig og så ud som om han ville sige noget, hvilket fik Echo-Mette til næsten rasende igen at kommandere ham tilbage.
Jeg bliver ret pikeret over hendes opførsel og nikker derfor kun kort tilbage, da hun efterfølgende servilt hilser på mig. Jeg vendte mig og gik op ad trappen for åbne den store glasdør ind til bygningen, men i det samme dukkede en ældre, gråhåret og tynd kvinde op på den anden af døren, som hun åbnede.
Hun gjorde ikke tegn til at byde mig indenfor, men stod med et lettere forvirret udtryk i ansigtet og holdt i dørhåndtaget. Bag mig sagde Echo-Mette noget i retning af, “Ja, det er Knuds far”, hvilket fik den ældre kvinde til at se nærmest endnu mere forvirret ud.
Hvis hun præsenterede sig, så husker jeg det ikke. Men med hjælp fra Knud og google fik jeg hende senere identificeret som Mette Bloch Andersen, Drengeakademiets “campleder”. Jeg fik en stærk fornemmelse af, at de to Mette’r ikke rigtigt vidste, hvad de skulle stille op med mig. Dette undrede mig, for ganske vist var jeg kommet cirka en halv time tidligere end de sikkert havde regnet med, og som nævnt kunne jeg ikke få meldt min ankomst, men de var jo udmærket klar over hvorfor jeg var på Flakkebjerg.
Jeg var omsider kommet ind i entreen, men havde svært ved at blive klog på, hvor jeg nu skulle hen. Mette Bloch Andersen gjorde en ejendommeligt flagrende bevægelse, som jeg opfattede som en retningsangivelse hen mod en trappe på min venstre side. Men hun optrådte så ubeslutsomt, at jeg for en sikkerheds skyld spurgte “Opad den der?”, hvilket hun – forvirret og flaksende – nikkede ja til.
Jeg gik op ad trappen og stod nu igen og forsøgte at orientere mig. Til venstre for mig løb en lang, øde gang med – så vidt jeg kunne se – alle døre lukket. Jeg var netop begyndt at spejde efter liv på min højre side, da Echo-Mette og Mette Bloch Andersen omsider nåede op ad trappen. Mette Bloch Andersen viste – igen med denne underlige usikre armbevægelse – mig ned ad den lange, tomme gang. Begge kvinder holdt sig bag mig, så jeg gik lidt tøvende frem, for jeg kunne simpelthen ikke forstå hvor de ville have mig hen.
Pludselig så jeg nede i bunden af gangen en døråbning vinkelret på gangens retning. Døren stod og med siden til mig sad en mand i en sofa med korslagte arme, knejsende nakke og benene skudt frem foran sig. Efter et skridt eller to frem kunne jeg bag ham skimte en anden mand, sidende i nøjagtig samme positur. De lignede et par politibetjente, der passede på en forbryder.
Jeg kunne ikke se Knud, men vidste med det samme, at han måtte sidde et sted til venstre for mig inde på kontoret. Jeg tog hurtigt de sidste meter frem, stoppede op i døråbningen, fik øje på Knud, der sad på en stol bag et bord, og kastede et hurtigt blik ned på manden yderst i sofaen. Det ene sekund sad han og stirrede hårdt på Knud, det næste sekund stirrede han forskrækket op på mig. Knud identificerede ham senere som Kristian Hulmose Nørgaard, lederen af Drengeakademiet.
Jeg gav Knud et kort nik og et hurtigt smil, som han glad besvarede. Mens vi pakkede hans grej, fumlede jeg lidt rundt for at trække tiden ud. Det var på dette tidspunkt min klare opfattelse, at de fire voksne jeg til da havde truffet enten ikke måtte eller ikke kunne give den lovede forklaring på Knuds bortvisning, så jeg ville lige give en endnu mere voksen tid til at dukke op.
Det skete ikke, så Knud og jeg hankede op i hans grej. Alle fire voksne fulgte efter os ned ad gangen og i hvert fald tre fulgte efter os ned ad trappen. Da vi nåede hoveddøren, var Mette Bloch Andersen foran mig. I stedet for at åbne døren for Knud og mig, der stod med hænderne fulde af hans grej, stoppede hun foran døren og kiggede sært søgende ud. Hun spurgte så, hvor jeg var parkeret. Jeg nikkede ret frem mod parkeringspladsen, hvor min bil holdt mutters alene, og sagde “Lige derovre”. Hun stod en stund og kiggede ubeslutsomt ud i luften. En eller anden, jeg tror det var Echo-Mette, spurgte “Den blå bil der, er det din?” “Jeps”, svarede jeg og havde faktisk lyst til at spørge “Hvad er problemet?” I stedet begyndte jeg så småt at sætte mig i bevægelse, hvorefter Mette Bloch Andersen omsider åbnede døren.
Ude på trappestenen nikkede jeg kort farvel, men da Knud og jeg gik hen mod bilden, fulgte de alle tre-fire voksne efter os. To hastede op foran os – en på hver side. Mens vi pakkede bilen bemærkede jeg, at Echo-Mette lynhurtigt var henne og mandsopdække en håndfuld nysgerrige drenge, der pludseligt dukkede op. Alle tre voksne stod og kiggede på os, da vi kørte ud fra matriklen.
I bilen hjem fortalte Knud, at man havde forbudt ham at sige farvel til sine kammerater. Da han havde spurgt en voksen, om han ikke ville gøre det for ham, var Knud blevet børstet af med et “I er vel på Snapchat.”. Endnu senere fortalte Anette, at grunden til jeg skulle ringe inden ankomst til Flakkebjerg var, at man ville anvise mig en parkeringsplads. Da hun nævnte dette, faldt brikkerne på plads.
Meningen havde været, at jeg skulle have hentet Knud ved en eller anden bagudgang i administrationsbygningen, så han kunne forsvinde som en tyv i mørket. Da Drengeakademiet ikke passede sin telefon, mistede man aldeles kontrollen over situationen, fordi jeg ankom en halv times tid tidligere end de troede, og havde parkeret et andet sted end Drengeakademiet havde planlagt. De involverede voksne fra Drengeakademiet havde derfor været mere optagede af, hvordan Knud og jeg kunne ekspederes uset væk end at få givet den lovede forklaring på, hvorfor man havde smidt Knud ud.
Klage til Løkkefonden
Allerede i bilen på hjem afviste Knud kategorisk, at han havde fået tre advarsler. Han havde aftenen før fået et “gult kort” – skridtet før udsmidning – og torsdag morgen efter morgenmad fået af vide, at han var blevet smidt ud. Han mente – men var ikke sikker – at han havde fået det gule kort fordi han under aftensmaden ikke havde sat en dressing fra et fællesbord tilbage lige så hurtigt, som holdlederen Tom havde ønsket det. Knud kunne derimod ikke give nogen forklaring på, hvorfor han var blevet smidt ud. “Du må da have gjort et eller andet?”, pressede jeg på. “Nej!!”, garanterede han spontant.
Knud nævnte, at Echo-Mette havde været fin nok, men at Tom havde været en slibrig karl, der med seksuelle antydninger og bevægelser tilbagevendende overskred drengenes blufærdighedsgrænse, uden at nogen på Drengeakademiet havde grebet ind. Udenfor undervisningen, der tog fem-seks timer af dagens forløb, tilbragte drengene oceaner af tid på at vente på ingenting, og fritidsaktiviteter var der stort set ingen af. Knud havde f.eks. flere gange spurgt efter den boksning, som Drengeakademiet havde reklameret med, og var hver gang blevet spist af med tågede svar.
I de næste par dage fik Anette og jeg stadig flere detaljer fra Knuds ophold på Drengeakademiet og specielt Anette blev i stigende grad vred over den måde, man havde behandlet Knud på. Især var hun vred over, at Drengeakademiet lod en type som Tom have ansvaret for drengene, og over, at hverken Knud eller vi havde fået en ordentlig forklaring på, hvad Knud konkret havde gjort for at blive smidt ud. Anette formulerede derfor lørdag den 4. juli en klage til Løkkefonden.
Lemfældig undersøgelse
Dagen efter svarede Løkkefonden tilbage. Man hævdede, at “team Echos holdleder, Tom, forlod DrengeAkademiet torsdag eftermiddag“. Det lød jo umiddelbart betryggende, men Løkkefonden fortsatte, “han ikke kan genkende de anklager, der er rettet imod ham, hvorved disse altså afvises.”
Løkkefondens svar omkring Tom undrede os, for Tom havde været holdleder for omkring 25 drenge, der altså også havde oplevet ham. Det havde været en relativ smal for Løkkefonden at kontakte disse drenge for at høre, om deres oplevelser med Tom stemte overens med Knuds. I stedet afviste Løkkefonden blankt klagen over Tom alene på hans ord.
Løkkefondens overfladiske undersøgelse af Tom-sagen var så meget mere påfaldende, fordi vi havde gjort fonden opmærksom på, at Knud havde fortalt ting som kunne betyde, at Tom havde forsøgte sig med seksuelle tilnærmelser mod vores 13-årige søn.
Vi begyndte derfor at få en ubehagelig mistanke om, at Løkkefonden ingen ægte interesse havde i at føre justits med forholdene på Drengeakademiet. En mistanke, der blev bestyrket af, at Løkkefonden efterfølgende ikke ville oplyse, hvem der førte tilsyn med Drengeakademiet, så vi kunne være sikre på, at man havde indhentet børneattester på personalet.
Anonymt personale
Jeg blev derfor nysgerrig efter at se, hvem Løkkefonden egentligt havde hyret til at stå for driften af Drengeakademiet. Jeg mente nemlig at have set en liste over personalet i det materiale, som Drengeakademiet havde sendt os. Men da jeg så materialet igennem, opdagede jeg noget ejendommeligt. Under overskriften “Teamet” var der indsat nogle billeder, men intet om hvem der rent faktisk var på billederne.
I min efterfølgende research opdagede jeg, at det som forældre ganske enkelt ikke var muligt at finde ud af, hvem der havde haft det konkrete ansvar for drengene, end ikke gennem Løkkefonden. Jeg opdagede også, at Løkkefonden ingen steder nævner, om man overhovedet indhenter børneattest på det af offentligheden ukendte personale, som man hyrer ind til driften af Drengeakademiet.
“Racistiske udbrud”
Løkkefonden fremsendte i sit svar tillige hvad man kaldte et “hændelsesforløb”, forfattet af Drengeakademiet som forklaring på Knuds bortvisning. Nu hed det ikke længere, at Knud havde fået tre advarsler. I overensstemmelse med, hvad Knud havde forklaret, så forklarede Drengeakademiet nu, at Knud om onsdagen havde fået “en henstilling” og senere samme dag et “gult kort”.
Drengeakademiet forklarede, at Knud havde fået henstillingen “onsdag morgen”. Knud havde mere præcist forklaret, at samtalen fandt sted umiddelbart efter morgenbriefing – d.v.s. omkring klokken 9.00 – hvor han var blevet trukket til side af Tom og Echo-Mette.
Ifølge Drengeakademiet havde Knud nemlig gjort sig skyldig i “racistiske udbrud”. Da vi bad om en nærmere forklaring på, hvad dét drejede sig, så kunne eller ville Drengeakademiet ikke pege på andet end at Knud havde sagt “lægge en muhamed” om toiletbesøg.
Dette bekræftede Knud. Han forklarede, at han havde hørt udtrykket på Drengeakademiet, hvor det var i omløb blandt i hvert fald drengene i Echo-gruppen. Selv havde han anvendt det måske 2-3 gange, men var stoppet med det efter henstillingen onsdag morgen.
Vi forelagde Drengeakademiet Knuds forklaring, men fik ikke noget svar.
“…. sin uacceptable adfærd”
Det gule kort havde Knud – ifølge Drengeakademiet – fået, fordi “Knud vælger i timerne efter henstillingen at fortsætte sin uacceptable adfærd (racistiske kommentarer fortsætter, samtidig med at Knud udviser en truende adfærd overfor staff/øvrige drenge og fortsat ikke retter ind iht anvisninger fra staff)”.
Dette afviste Knud kategorisk. Han mente tværtimod, at resten af onsdagen var forløbet rigtigt fint. Dog havde Knud under aftensmaden onsdag haft et mindre kontrovers med den sexfikserede holdleder Tom om en dressing.
Vi bad igen Drengeakademiet uddybe og konkretisere anklagerne mod Knud. Hvad havde han rent faktisk sagt og gjort i løbet af onsdagen, der kunne udløse et gult kort? Det svarede Drengeakademiet aldrig på.
Drengeakademiets første løgn
Men uanset den af Drengeakademiet skabte mystik om årsagen til Knuds gule kort, så var det ikke til nogen nytte. I hvert fald ikke ifølge Drengeakademiet. Om Knuds bortvisning forklarede man:
“Det drejer sig ikke om at Knud ønsker at tage salatdressing med ned til sit bord, men derimod om nedladende kommentarer vedrørende muslimer, homoseksualitet og venstreorienterede. Knud gør fx meget ud af at forklare, at partiet Venstre skal betragtes som værende venstreorienteret, da de tillader indvandring. Efter gentagne henstillinger og advarsel uden ændret adfærd, herunder truende adfærd overfor en kvindelig medarbejder, der blandt andet blev kaldt ”stikkerso, fører det til hjemsendelse fra DA.”
Drengeakademiets beskyldning mod Knud for at have sagt “stikkerso” til en kvindelig medarbejder, viste sig på flere niveauer at være lodret løgn:
For det første havde Knud under en gåtur lavmælt sagt til en kammerat “Hende der kan jeg ikke lide, for hun stikkede mig i går.”
For det andet hørte den kvindelige ansatte ikke Knuds bemærkning (det gjorde derimod en anden ansat, der sprang frem, greb Knud hårdt i trøjen og hvæsede ned i ansigtet på ham “Hvem tror du, du er?!”)
For det tredje vidste Drengeakademiet intet om denne episode, da man onsdag aften smed Knud ud, thi episoden fandt sted torsdag morgen.
Flere løgne fra Drengeakademiet
Drengeakademiet beskyldte også Knud for “hærværk” i form af “flere skader på inventaret“. Også denne anklage mod Knud viste sig at være lodret løgn. Knud havde overhovedet ikke (i denne sammenhæng) rørt inventaret. Han havde med en finger ridset et lille “K” i malingen på en afskallet ydermur, mens han onsdag aften i over en time stod alene ude i Flakkebjergs gård og ventede på at få lov af Kristian Hulmose Nørgaard til at gå.
Ifølge Drengeakademiet var Knud også blevet smidt fordi han havde skrevet “neger” på sin arm og tegnet et hagekors på sin hånd. Sandheden var, at Knud og en ældre kammerat sent onsdag aften havde overtegnet hinanden med alverdens krimskrams. Kammeraten havde bl.a. skrevet “neger” ned ad ydersiden på Knuds højre arm, hvorfor Knud havde skrevet “Du er homo” i panden på ham. Knud afviste kategorisk at have tegnet et hagekors, men derimod et solkors på sin hånd.
Men mere afgørende så havde Drengeakademiet ikke kendskab til de to drenges eskapader før torsdag morgen, altså omkring ti timer efter man havde smidt Knud ud. Igen så vi Drengeakademiet begrunde udsmidningen af Knud med (påståede) forhold, som Drengeakademiet ikke havde kendskab til da man besluttede at bortviste Knud.
Endnu flere løgne
Mens vi forsøgte at få hoved og hale i Drengeakademiets historie, sagde Knud noget, der fik mig til at kaste et ekstra blik på, hvad Drengeakademiet faktisk havde skrevet i sit “hændelsesforløb”. Knud nævnte, at han havde fået det gule kort – skridtet før udsmidning – af Tom og Mette Bloch Andersen umiddelbart efter onsdagens aftenbriefing. Det vil sige – ifølge Drengeakademiets eget skema – omkring klokken 19.30. Drengeakademiet, derimod, hævdede at Knud havde fået det gule kort “få timer” før aftenmaden, altså en gang onsdag eftermiddag.
Knuds forklaring var klart den mest troværdige. Dels havde vi – som forventet og i modsætning med Drengeakademiet – ikke grebet ham i usandheder omkring, hvad der var foregået på Flakkebjerg, og dels havde Knud konsistent forklaret, at han fik det gule kort efter sit kontrovers med holdlederen Tom om en dressing.
Det stod altså klart, at Drengeakademiet igen havde løjet. Men hvorfor? Jo, Drengeakademiet hævede, at man fra kl. 20.30 onsdag aften forsøgte at kontakte Knuds mor. Denne påstand er heller ikke sand, for det første opkald fra Drengeakademiet indløb først på hendes telefon klokken 20.57. Derfor passer 20.30 mere med, at det var tidspunktet hvor Drengeakademiet besluttede at bortvise Knud.
Skulle Drengeakademiet altså holde sig til sandheden, så skyldte de en troværdig forklaring på, hvad Knud havde foretaget i timen fra det gule kort klokken ca. 19.30 og til han blev smidt ud klokken ca. 20.30. Det siger sig selv, at en dreng må have opført sig rimeligt drastisk, hvis man smider ham ud blot en time efter hans definitivt sidste chance. Det siger derfor også sig selv, at havde Knud opført sig på en sådan måde, så havde det ingen sag i verden været for Drengeakademiet at forklare, hvorfor han var blevet smidt ud.
Så hvad havde Knud konkret gjort efter han klokken 19.30 onsdag aften havde fået det gule kort? Han havde bedt om lov til at ringe til sin far.
Politisk begrundelser
Drengeakademiet forbød Knud at ringe til mig kommentaren “Der er ingen særregler for dig”. Dette var en helt igennem beskidt kommentar, for Knud havde ikke bedt om særlige regler for sig. Tværtimod havde Drengeakademiet selv givet drengene muligheden for at ringe hjem udenfor den tilladte telefontid, hvis ellers Drengeakademiet mente det var nødvendigt. I stedet for at forklare Knud, hvorfor man ikke mente det var nødvendigt for ham at tale med sin far om det gule kort, så afviste Drengeakademiet ham med en perfid anklage om at angle efter privilegier.
Knud gav flere eksempler på, hvordan han på Drengeakademiet blev tiltalt hårdt og afvisende, hvis ikke ligefrem truende. Udover de allerede nævnte eksempler, fortalte Knud også hvordan voksne på Drengeakademiet – heriblandt lederen Kristian Hulmose Nørgaard – ved mindst to lejligheder vrængende havde afvist en undskyldning med “Det mener du jo ikke!”
Vi spurgte aldrig Knud om han havde sagt, at “partiet Venstre skal betragtes som værende venstreorienteret, da de tillader indvandring”, for det er en legitim politisk holdning som kun ekstremt venstreorienterede ville finde på at vælge som eksempel på “nedladende kommentarer vedrørende muslimer, homoseksualitet og venstreorienterede.” Ifølge Drengeakademiet var det ydermere et stort problem for dem, at Knud “ikke mente ordet “neger” var problematisk“.
Til os nævnte Knud af egen drift, at på Drengeakademiet havde en af de voksne udtrykt, at han mente udtrykket “neger” var forkert at bruge. Knud havde derfor spurgt “Hvad skal man så kalde dem?”, hvorefter den voksne opgivende havde rystet på hovedet.
Sammenholdt med Drengeakademiets mange løgne stod det derfor efterhånden klart, at sagen ikke handlede om Knuds konkrete opførsel, men dels om hans kritiske holdning til den knugende politiske korrekthed – nu om dage kaldet wokeness – der hersker på Drengeakademiet, og dels om, at Knud er søn af mig.
Dette indtryk skulle Drengeakademiet selv bekræfte.
Anonym anmeldelse fra anonymt personale
Mandagen efter vi havde fået Knud reddet hjem fra Drengeakademiet, blev vi af Kalundborg kommune indkaldt til et møde, fordi nogen havde anmeldt os anonymt for vanrøgt af Knud. Det stod hurtigt klart, at den anonyme anmelder var Drengeakademiet, der altså fortsatte sin forfølgelse af Knud efter han var rejst derfra.
I sin officielle begrundelse for at bortvise Knud, havde Drengeakademiet gjort et dårlig forsøg på at skjule, at årsagen var Knuds holdning og ikke hans opførsel. I sin anonyme anmeldelse kunne Drengeakademiet få anderledes luft for, hvad sagen virkeligt handlede om, og angreb nu Knud for manglende “anger” over sine “racistiske holdninger”, som Drengeakademiet derfor ville have myndighederne til at “normalisere”.
Anonymt lagde Drengeakademiet heller ikke skjul på, at man udmærket havde vidst, hvem Knud var søn af, ganske som jeg havde haft på fornemmelsen fra den dag jeg afleverede ham. Endvidere benyttede Drengeakademiet sig i sin anonyme anmeldelse af samme ondskabsfulde retorik som anonyme venstreekstreme – kaldet antifa – anvender i sine breve til f.eks. skoler og arbejdspladser, når politiske modstandere skal chikaneres.
På grund af skolernes sommerferie er Kalundborgs kommunes behandling af Drengeakademiets anonyme anmeldelse i skrivende stund ikke afsluttet. Men som svar på Drengeakademiets nedrige manøvre, skrev jeg til dem, at myndighederne
… vil kort og godt finde, at Knud er en velfungerende dreng fra et velfungerende hjem og at kommunen derfor ikke ser nogen grund til at foretage sig yderligere i sagen (troede Drengeakademiet i øvrigt på sin sag, så havde man som ansvarligt undervisningstilbud ikke anmeldt os anonymt.) Kommunens fund vil bekræfte, at der ikke er noget galt med Knud. Og dermed også indirekte bekræfte, at der er noget galt på Drengeakademiet.
Vi skulle selvfølgeligt aldrig have sendt Knud på Drengeakademiet, ligesom ingen af vores børn skal på Tvind, Det Fri Gymnasium eller lignende steder. Set i bakspejlet var der nogle små faresignaler, men bestemt ikke nok til at fortælle os, at vi sendte vores dreng ind i et lukket, sekt-lignende miljø med en skjult politisk dagsorden. Skal man se positivt på sommerens oplevelse, så er det at Knud tidligt har erfaret det yderste venstres ondskabsfulde mentalitet og metoder.
***
Reaktionære Refleksioner 