Ray Honeyford og den røde terror

Ray Honeyford
24. februar  1934 – 5. februar 2012

Det var med sorg i sindet, at jeg på mit daglige græsrodsmedie Uriasposten kunne læse, at Ray Honeyford er død.

Ray Honeyford blev i 1984 hetzet bort fra sin stilling som rektor for Drummond Middle School (der i dag hedder ’Iqra Community Primary School’) i den nordengelske by Bradford. Han havde i nogle få artikler nemlig kritiseret det britiske skolesystems antiracistiske nyordning for at svigte og skade først og fremmest indvandrerbørn, men på sigt også den britiske nation som helhed.

I sin nok mest kendte artikel, Education and Race – an Alternative View, skrev Honeyford bl.a.: “We in the schools are also enjoined to believe that creole, pidgin and other non standard variants have the same power, subtlety and capacity for expressing five shades of meaning, and for tolerating uncertainty, ambiguity and irony as standard English.”

”It showed how deep British racism was at the time”, fastholder pakistaneren Mohammed Ajeeb, der var en af hovedmændene bag den antiracistiske hetz imod Ray Honeyford. Labour-medlemmet Ajeeb var den gang borgmester i Bradford, der siden da er blevet kendt for sine raceoptøjer og som i flere regeringsrapporter er blevet beskrevet som ”deeply divided… along Muslim and non-Muslim lines.”

Jeg må med skam melde, at jeg ikke husker ”The Honeyford Affair”. Den blev jeg først opmærksom på mange år senere, da jeg læste i nogle gamle numre af bladet Danskeren fra Den Danske Forening, hvor jeg i perioden ca. 1995-1998 var medlem. Havde jeg indmeldt mig nogle år tidligere, ville jeg kunne have oplevet Ray Honeyford i egen person.

Det nævnes ikke på Uriasposten, men Honeyford nåede nemlig at gæste Danmark. Det skete i regi af Den Danske Forening, men på initiativ af Komiteen Mod Flygtningeloven. Baggrunden var kort, at daværende Grønlandsminister Tom Høyem (CD) under et privat besøg hos pastor Søren Krarup i Seem Præstegråd, i oktober 1986 var blevet gjort opmærksom på skandalen fra Bradford. Søren Krarup fortæller:

”En uge efter hans besøg modtager vi en stor konvolut fra ham med fotokopier af en mængde materiale vedrørende Honeyford-sagen. Under sit korte besøg i England har Tom Høyem sat sig ind i forløbet, drøftet det med mange englændere, talt i telefon med Honeyford og skrevet en stor, informerende kronik, som bringes i Jyllands-Posten den 18. oktober. Vi er dybt imponerede over hans hurtighed og evne til at gennemtrænge og redegøre for et stof.”

Tom Høyems kronik blev senere genoptrykt i Danskeren og kan læses her (scroll ned til side 13, ”Mr. Honeyford”.)  Søren Krarups ros er velbegrundet, syntes jeg. Høyems kronik er nok den bedste fremstilling på dansk af processen mod Honeyford og hvis man vil have et dybere kendskab til sagen, bør man absolut læse den.

”Den artikel sendte jeg til Berlingske Tidende, hvis kronikredaktør Flemming Behrendt i en arrogant og selvbevidst tone returnerede artiklen med bemærkningen om, at en sådan artikel kunne starte en uønsket debat i Danmark”, kunne Tom Høyem fortælle. Han nævnte det ikke, men den arrogante (og homofile) Flemming Behrendt var informationschef 1984-1985 i en af godhedsindustriens mastodonter, Dansk Flygtningehjælp.

Efter Tom Høyems opsigtvækkende kronik, kom der via Søren Krarup en aftale i stand mellem Komiteen Mod Flygtningeloven og Den Danske Forening om at få Ray Honeyford til Danmark. Komiteen betalte regningen og foreningen stod for arrangementet. Historiker Sune Dalgård, medlem begge steder, fortæller:

”Mødet blev fastsat til 13. oktober 1987 og pressekonferencen til 14. oktober i Århus… Men alt nåedes, og der var tilrettelagt også en præsentation af Honeyford for undervisningsminister Bertel Haarder på foredragsdagen og hans videresendelse til Jylland. Det stod imidlertid aldeles klart, at venstreekstremistiske, “antiracistiske” kredse lagde op til storstilede demonstrationer m.m. mod mødet og Honeyford, og at det bestemt kunne ventes både det ene og det andet i den forbindelse.”

Da Sune Dalgård hentede Ray Honeyford i lufthavnen, blev de passet op af nogle yngre mænd og fotograferet. På vej ind til Hotel Sofie Amalie, hvor Honeyford skal overnatte, havde Dalgård fornemmelse af, at de blev skygget. Ved hotellet blev de passet op af en yngre mand og igen fotograferet. Inde på hotellet lyder der pludselig voldsom støj fra gaden, der fik Dalgård til at tænke ”på et muligt hærværk mod bilen.” Han fortsætter:

”Da jeg forlod hotellet kl. ca. 21,15 måtte jeg konstatere, at denne mistanke var berettiget. Vor kære lille Citroên Visa var blevet maltrakteret efter alle kunstens regler, ruder smadret, karosseriet bulet af kast med store sten, vognens indre fyldt op med ildestinkende smørsyre og hele bilen væltet om på siden ud over kørebanen.”

Terroranslaget den 12. oktober 1987 mod Dalgård-familiens bil er mig bekendt det første eksempel på de metoder, der i dag er blevet så typisk for den røde terror herhjemme (mest kendt er nok afbrændingen af integrationsminister Rikke Hvilshøjs privatbil i 2005, samt to lignende attentater i april 2000, begået mod ansatte i Udlændingestyrelsen.)

Efter et vel overstået møde på Christiansborg med undervisningsminister Bertel Haarder, tog Sune Dalgård og Ray Honeyford dagens efter videre til Virumhallen, hvor arrangementet skulle foregå. Her var Den Danske Forening tidligere på året 1987 blevet stiftet i ”et kaos af fysisk blokade, trusler, kanonslag, rudeknusning og slutteligt røgbomber”, som det senere blev beskrevet i Danskeren (1/1987).

Jeg har ikke umiddelbart kunne finde ud af, hvem der stod bag volden mod Den Danske Forenings stiftende møde. I Danskeren nævnes det kun, at venstrefløjsgruppen Komiteen Flygtninge Under Jorden var involveret. Den Danske Forenings næste møde, der blev holdt den 4. september på Amager, blev ikke chikaneret. Til gengæld slog den røde terror så for alvor til mod Ray Honeyfords foredrag.

Jeg så vistnok første gang organisationen Fællesinitiativet mod Racisme nævnt i en artikel af netop Sune Dalgård. Under overskriften ”Rødnazister og mødeterror” (Danskeren 3/1988) beskrev han bl.a., hvordan Fællesinitiativet mod Racisme havde forsøgt at stoppe Ray Honeyfords foredrag med ”jernstænger, karatestave, kanonslag, tåregas, spraygas, flasker med maling, brosten, golfkugler og molotov-cocktail”.

Sune Dalgårds fremstilling af Fællesinitiativet mod Racisme og dets metoder blev flere år senere nøje dokumenteret i Danskeren af forfatterinden Nina Bjørneboe (klik her og scroll ned til side 3, ”Foran afspærringen”).

I sit propagandamateriale påstod Fællesinitiativet mod Racisme, at Ray Honeyford gik ”ind for apartheid i uddannelsessystemet”. Det var og er naturligvis en lodret løgn. I dag er det da også velkendt, at hovedkraften bag det såkaldte fællesinitiativ var den gamle venstrefløjsgruppe Demos, der har rod helt tilbage i DKP’s private efterretningsvirksomhed mod NATO (DKP: Danmarks Kommunistiske Parti).

Ankermanden i Demos var det afgåede DKP-medlem Erik Jensen, der også havde arbejdet for den berygtede Stasi-agent Otto Sand. Jensens rolle som central figur i et ekstremt og voldsberedt miljø skildres i flere bind af PET-kommissionens rapport. Han døde i 2008 og tog mig bekendt kun en injuriedom med sig i graven.

Det ville ikke overraske mig, hvis Erik Jensen den gang i 1987 personligt stod bag løgnen om Ray Honeyford. Jeg har nemlig selv oplevet, hvordan Jensen skruppelløst løj når det passede ham. Men det er en anden historie.

Sune Dalgård døde i 2007. Jeg lærte at kende ham som et behageligt og beskedent menneske, der f.eks. slog sin indsats i den første modstandsbevægelse hen med bemærkninger såsom ”Nåh, jeg uddelte bare lidt blade” (uden f.eks. at nævne, at han faktisk var tidligere Gestapo-fange.) Jeg kunne godt lide hans udtryk ”rødnazist” og kan huske, hvordan Dalgård smilede og nikkede, da jeg fortalte ham, at Jürgen Habermas allerede omkring 1965 havde brugt udtrykket ”venstrefascisme” til at beskrive Rudi Dutschke og hans fraktion i SDS.

***

Øvrige kilder
Sune Dalgård m.fl.: 20 år for Danmark. Den Danske Forening 1987-2007, Den Danske Forening 2007.
Ole Hasselbalch: Folkestyret betaler prisen, Danskeren 1/1988.
Tom Høyem: Nogle personlige stationer på vejen, Danskeren 3/1989.
Søren Krarup: En måned i efteråret. Rapport fra en borgerkrig, Tidehvervs Forlag 1987.

Dette indlæg blev udgivet i Socialisme. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s