Søn af Columbus (Hans Baumann)

Som barn var jeg heldig at vokse op i et hjem fuld af bøger, omgivet af skov og eng og å. Når jeg ikke strejfede rundt med vores dejlige colliehund, eller sammen med mine kammerater udryddede samtlige indianere i sognet, så lå jeg på mit værelse og læste.

James Fenimore Cooper, Jules Verne, Kaptajn Marryat og alle de andre fra Gyldendals Røde Ungdomsklassikere blev naturligvis slugt ligeså hurtigt som Salgaris og Edward S. Ellis’ spændende indianerbøger. Danskerne Torry Gredsted og Walter Christmas hørte selvfølgelig også til de absolutte ynglingsbøger.

Men den forfatter som jeg måske læste og genlæste flest gange, var nok tyskeren Hans Baumann. Jeg læste vistnok først Søn af Columbus og så gik det ellers der ud af med Henrik Søfarerens Mænd, Steppens Sønner og hvad de nu ellers hed, indtil knallerter, piger og sport blev mere interessante.

Jeg fortsatte dog med at læse; bare noget andet. Drengebøgerne røg ud for at give plads til klassiske mandfolkeromaner og strengere stof som Conrad, Joyce og Malreaux. Dog er der nogle få af drengeårenes bøger, som jeg altid har holdt ved og som den dag i dag står på reolen: Kenneth Ulyatts Portugee-saga, Harold Keiths Våben til rebellerne og så Hans Baumanns Søn af Columbus

Jeg sad for nylig og genlæste Hitler: The Path to Power af Charles Bracelen Flood (der sammen med Shelby Foote og T.R. Fehrenbach nok er min favorithistoriker). Jeg blev opmærksom på nogle få linjer fra en kampsang, som jeg ikke mindedes at have set før. De var gengivet på engelsk fra Waites rimeligt miserable, men dog informative, bog om de tyske frikorps:

Worker, worker, what’s to become of you
When the Brigade is ready to fight?
The Ehrhardt Brigade smashes everything to bits,
So woe, woe, woe to you, you worker son-of-a-bitch!

Disse strofer skulle være sunget af Ehrhardt-brigaden, da den trodsigt marcherede ud af Berlin efter det mislykkede Kapp-kup i 1920. Jeg blev nysgerrig og gik på nettet for at se, om jeg kunne finde yderligere oplysninger om sangen. Jeg fandt hurtigt en masse sider om musik fra Det Tredje Rige. Dem klikkede jeg måske ikke alt for opmærksomt frem og tilbage på, for det var jo militærsange fra Weimartiden og frikorpsene jeg søgte efter.

Men pludseligt slog det mig, at navnet “Hans Baumann” flere gange dukkede op på disse sider. Det var ganske rigtigt mine drengeårs ynglingsforfatter. Det viste sig, at han i NS-tiden faktisk havde været en ganske kendt lyriker og komponist, ophavsmand til den stadigt berømte/berygtede sang Es zittern die morschen Knochen (som man godt kunne mistænkte for at have inspireret til Tomorrow Belongs to Me fra den stærkt NS-fjendtlige musical Cabaret.)

Hans Baumann skrev Es zittern die morschen Knochen (‘Nu skælver de affældige knogler’ e.l.) i 1932 til en kristen ungdomsorganisation. Den blev i 1934 officiel slagsang for en NS-organisation og overordentligt populær i Det Tredje Rige. Som led i den demokratiske nyordning af Tyskland efter krigen blev den indiziert, d.v.s. forbudt. Es zittern die morschen Knochen fremhæves ofte for de erobringslystne stofer

Denn heute gehört uns Deutschland,
Und morgen die ganze Welt.

Men det står i dag fast, at Hans Baumann oprindeligt skrev:

Denn heute da hört uns Deutschland,
Und morgen die ganze Welt.

Jeg er langt fra ekspert i sang og musik fra Det Tredje Rige. Men umiddelbart er det påfaldende, at i en sang som Es zittern die morschen Knochen, og i øvrigt også den langt mere kendte Die Fahne hoch, er der et fuldstændigt fravær af anti-semitisk etos. NS-bevægelsen identificeres jo af mere end gode grunde med netop anti-semitisme. Men lytter man alene til disse sange, så syntes jeg man får indtrykket af en bevægelse, der opfatter sig selv som en stolt kampbevægelse, fuld af trods og tro på egne evner.

Hvis mine ører har fanget et af NS-bevægelsens i dag glemte, og måske den gang forrådte, idealer, så var det idealer som Hans Baumann (t.h.) tog med sig i sit senere forfatterskab. Og med sin kloge pen lærte han knægte som mig, at enhver race og tro har sine små mandfolk. Fra Søn af Columbus:

Fernandos blik faldt på den kårde, der hang foran tæppet med sin blåt lysende klinge. Det var en prægtigt saracenisk våben. Hver gang ahn så på det, måtte han tænke på sin ven Christoffer med det smalle ansigt og de sorte, brændene øjne. Christoffer havde været den dygtigste i klassen og havde tit klaret Fernandos opgaver. Oprindeligt havde han ikke heddet Christoffer, men Jehudi. Mange adelsmænd havde handlet med Jehudis far, der var våbenmester. Men en dag var han blevet bragt for en domstol, anklaget for kætteri. Kætterforfølgelser var almindelige på den tid. Man havde forlangt, at han skulle lade sig døbe. våbenmesteren tænkte på sin kone og på den lille Jehudi, der kun var to år, og bøjede sig. Han forandrede navn fra Chaim til Filip, og Jehudi kom til at hedde Christoffer.
Elleve år gammel var Christoffer kommet til Rabida. Men en skønne morgen var der dukket nogle fremmede munke op, der havde trukket ham frem fra hans plads og havde råbt til ham, at hans far kun havde ladet sig døbe på skrømt for at kunne fortsætte sin våbenhandel…[sic.]
De andre elever havde ikke vovet at røre sig. Men Fernando havde stillet sig ved siden af Christoffer.
– Hvorfor stiller du dig ved siden af ham?
– Han hedder det samme som min far.
– Hvad hedder din far?
– Christoffer, sagde Fernando hidsigt, Christoffer Columbus.
Drengen her hedder ikke Christoffer, sagde en af munkene. Han hedder Jehudi.
_ Ja, sagde våbenmesterens søn, jeg vil ikke hedde Christoffer. Hvis min far er kætter, så er jeg også kætter.
Så førte munkene Jehudi bort.
Fernando skrev til sin far, og nogle uger efter kom der en pakke med saracenerklingen i. Der var indgraveret nogle arabiske skrifttegn under fæstet. Pater Ximenes, der forstod sig på fremmed skrift, havde lidt tøvende forklaret, at der stod: U la ghahib ila Allah – ingen sejr uden Allah.
På en seddel, der lå i pakken, havde Columbus skrevet: En gave fra Jehudi. Han er ikke mere her. Det går ham godt.
Mere stod der ikke. Fernandos far var en travl mand.

***

Hans Baumann på wikipedia.
Es zittern die morschen Knochen kan høres m. originaltekst på youtubekanalen Soldatenliedern (der har “NO political intensions”.)

Dette indlæg blev udgivet i Bøger. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s