NGO-vældets totalitære verdensorden

I denne måned er det præcist et år siden, at den spanske korsfarerdommer og mediekæledægge Baltasar Garzon, blev suspenderet fra sit embede i en periode på 11 år.

Garzon blev dømt for ulovlig aflytning af samtaler mellem en række spanske forsvarsadvokater og deres klienter. Et magtmisbrug, som “these days are only found in totalitarian regimes“, fastslog højesteretten i Spanien.

Baltasar Garzon slog sig ellers op som den store korsfarer for demokrati og menneskerettigheder, da han i 1998 begyndte af forfølge Chiles tidligere statsoverhoved, hærgeneral Augusto Pinochet, mens denne lå syg i London.

Garzons sag mod den gamle senator var i virkeligheden tilrettelagt af en vis Joan Garcés, der som udenlandsk “økonomisk rådgiver” for Chiles marxistiske præsident, Salvador Allende, var med til at orkestrere Chiles sociale, økonomiske og politiske sammenbrud. Et sammenbrud, der uden tvivl skulle bane vejen for et cubansk-lignende diktatur over et af Sydamerikas rigeste og mest moderne nationer.

Efter sin førers død i 1973 vendte Joan Garcés tilbage til Spanien. Han slog sig ned som advokat i Madrid, stiftede en NGO (Fundación Salvador Allende, ) og kastede sig over det nye, lukrative marked for menneskerettigheder. Sideløbende arbejdede Garcés for en anden NGO, Transnational Institute (TNI) i Amsterdam, der i årevis havde agiteret for økonomisk krig mod Pinochets fremgangsrige Chile.

Netværket af gamle Allende-tilhængere fik dog først deres chance for hævn over Pinochet, da en spansk sammenslutning af venstreradikale anklagere, Unión Progresista de Fiscales, fandt på, at hvis antikommunister kunne udpeges som “hostes humani generis” (fjender af menneskeheden), så kunne NGO-vældet få ram på dem gennem det kontroversielle, juridiske princip om universel jurisdiktion.

I Pinochets tilfælde lykkedes manøvren kun delvist. Det lykkedes Joan Garcés og hans medsammensvoren af få Baltasar Garzon til at kræve den gamle general udleveret til retsforfølgelse i Spanien for “forbrydelser mod menneskeheden”, men den gamle ræv snød dem og kunne uskadt vende hjem til Chile. Han døde i 2006, “without having been convicted of any of the crimes of which he was accused“, skriver wikipedia.

Dommen over Baltasar Garzon er selvfølgelig et prestigemæssigt tab for NGO-vældet, og sagen har da heller ikke fået meget dækning i MSM (Main Stream Media). Men i Vesten gør en enkelt aktivist-dommer fra eller til ikke den store forskel. Derimod har NGO-vældets misbrug af princippet om universel jurisdiktion fået flere lande til at stramme op på deres lovgivning. Det gælder f.eks. Belgien og Storbritannien – og selvfølgelig også Spanien.

NGO-vældet har dog langt fra givet op, men presser på for øget magt til deres nye strafferetslige våben, Den internationale Straffedomstol. En NGO-kreation, hvor man behændigt har sikret sig “insufficient protection against politicized prosecutions or other abuses“.

***

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s