Lidt Blixen-historie

I et brev til digteren Ole Wivel, skriver Karen Blixen i 1945 om den tyske nationalsocialisme:

Jeg tænker mig da, at Nazismen fra først af for det store tyske folks masse har været en idé. Den har for Folket betydet Tysklands genrejsning ud af Kaos, et germansk fællesskab og som dettes guddommelige Mission, den hele verdens Frelse og Genfødelse gennem germansk Væsen – d.v.s. en tilbagevenden til Naturen, gennem den kraftigere og enklere aands, maaske det sunde Barbaris, Sejr over en frivol og ulevedygtig Civilisation, og gennem det heroiske Livssyns Triumf over det mekaniske, merkantile eller æstetiske verdensanskuelse.

Karen Blixen var i øvrigt niece til den driftige iværksætter Aage Westenholz, primus motor bag oprettelsen af Compagnie Borgelin, det danske frikorps som sloges med så stor hæder mod den røde hær i Estlands frihedskrig 1919. Karen Blixen bevarede også et livslangt venskab med den tyske frikorpsleder Paul von Lettow-Vorbeck, der året efter nedslog Rosa Luxemburgs ‘spartakister’ i Hamburg.

Blixen mødte “Løven fra Afrika” på sin aller første rejse til Britisk Østafrika. Hver for sig udtrykker Karen Blixen og von Lettow-Vorbeck i deres Afrikaerindringer, henvoldsvis Out of Africa og My reminiscences of East Africa, stor respekt for den østafrikanske neger, som de oplevede ham i sine naturlige omgivelser i bushen eller under hård disciplin i den tyske kolonihær.

Jeg vil tro, at baronesse Karen von Blixen-Finecke var lige så elsket af sine tjenestefolk, som general Paul von Lettow-Vorbeck var det af sine berømte askaris. Wikipedia fortæller:

In 1953 he visited his other home, East Africa, where he was heartily welcomed by surviving Askaris who greeted him with their old marching song Heia Safari!

Wie oft sind wir geschritten
auf schmalem Negerpfad,
wohl durch der Wüste Mitten,
wenn früh der Morgen naht.
Wie lauschten wir dem Klange,
dem altvertrauten Sange
der Träger und Askari:
Heia, heia, Safari.

Steil über Berg und Klüfte,
durch tiefe Urwaldnacht,
wo schwül und feucht die Lüfte
und nie die Sonne lacht.
Durch Steppengräserwogen
sind wir hindurchgezogen
mit Trägern und Askari:
Heia, heia, Safari.

Und saßen wir am Feuer
des Nachts wohl vor dem Zelt,
lag wie in stiller Feier
um uns die nächt’ge Welt.
Und über dunkle Hänge
Tönt es wie ferne Klänge
von Trägern und Askari:
Heia, heia, Safari.

Tret ich die letzte Reise,
die große Fahrt einst an,
auf, singt mir diese Weise
statt Trauerliedern dann.
Daß meinem Jägerohre,
dort vor dem Himmelstore,
Es klingt wie ein Halali:
Heia, heia, Safari.

***

Dette indlæg blev udgivet i Blixen. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s