Schilf og terroristerne

Da Ekstra Bladet i disse dage kolporterer massive mængder af antifascistisk propaganda om Søllerødgade-sagen, så slog det mig, at det måske ikke varer længe inden den sagesløse læser præsenteres for en dramatisk historie om, hvordan afdøde Marcel Schilf hjalp eftersøgte bombeterrorister på flugt.

Ekstra Bladet har som bekendt beskyldt Schilf for at stå bag bomben i Søllerødgade. Beviser har man ingen af, men det glemmer læseren sikkert, jo flere bombehistorier man kan skrive om den unge nationalsocialist, der døde i 2001.

Historien om Marcel Schilf og de eftersøgte bombeterrorister stammer vistnok oprindeligt fra Searchlight, et antifascistisk blad med nær forbindelse til den britiske efterretningstjeneste MI5. I dag bliver historien ihærdigt udspredt af svenske antifascister bag Expo (se her, her og her).

Marcel Schilf drev i et par år ‘Club Valhalla’ i Helsingborg, der ifølge Expo var ‘et tilflugtssted for efterlyste terrorister’..

… däribland österrikarna Wolgang Tomsits och Christian Anderle. Tomsits och Anderle efterlystes 1995 av Interpol för delaktighet i en serie brevbombsattentat… Under flykten sökte sig Anderle och Tomsits till Sverige och Club Valhalla.

Og videre:

…  polisen i Österrike också misstänkte en koppling till Skandinavien, sedan det visat sig att detonatorerna tillverkats i Danmark… I juli 1996 greps makarna Tomsits, och i december dömdes Wolfgang Tomsits till fyra års fängelse för delaktighet i bombattentaten… 

Østrig blev i årene 1993 til 1997 udsat for fem bølger af i alt 25 brevbomber og tre rørbomber. Gerningsmanden Franz Fuchs var – ligesom den i dag mere berømte Anders Behring Breivik – nationalkonservativ og ikke nationalsocialist.

Lad mig først slå fast, at det er lodret usandt, at tændsatserne i Franz Fuchs hjemmegjorte bomber blev fremstillet i Danmark. Dem konstruerede Fuchs nemlig også selv (af bl.a. kviksølvfulminat).

Selv om Fuchs ikke var nationalsocialist, og ingen forbindelse havde til dem, så gik myndighederne hårdhændet til værks mod den nationalsocialistiske bevægelse i Østrig. F.eks. blev to unge nationalsocialister, Franz Radl og Peter Binder, tidligt anklaget for flere af Fuchs bomber. Selv om bomberne vedblev at springe i Østrig, måtte de to unge mænd gennem en længere retssag, før de i 1995 blev frifundet (og i stedet straffet for nationalsocialisme).

Det var under den heftige efterforskning mod de nationalsocialistiske kredse, at de østrigske myndigheder i 1995 kom på sporet af, at Wolfgang Tomsits og Christian Anderle i 1992 havde deltaget i grafitti-hærværk mod en jødisk kirkegård. En alvorlig forbrydelse i Østrig.

Man havde ikke meget på Christian Anderle, men efterforskede i forvejen mod Wolfgang Tomsits i en sag om embedsmisbrug. Han blev anholdt i Østrig den 23. juni 1996 og i december dømt fire års fængsel for de to nævnte forhold.

På baggrund af Wolfgang Tomsits’ forklaring, blev der den 25. juni 1996 udstedt en international arrestordre på Christian Anderle (se her), der på det tidspunkt formodentlig opholdt sig i Tyskland. Syv år senere vendte han hjem fra Sydafrika og blev i 2003 dømt tre års fængsel for sin rolle i graffitien på den jødiske kirkegård 11 år tidligere.

Det kan altså konstateres, at at hverken Wolfgang Tomsits eller Christian Anderle var eftersøgt, da de senvinteren-forået 1996 besøgte Marcel Schilfs ‘Club Valhalla’. Det er simpelthen løgn, at de hos Schilf skjulte sig for Interpol.

Videre kan det konstateres, at ingen af dem nogensinde var eftersøgt i den østrigske brevbombesag. Og slutteligt er det usandt, at Wolfgang Tomsits blev dømt for medvirken til bombeattentater.

Expo fylder rent ud sagt sine læsere med mængder af antifascistisk løgn. Om disse løgne også vil finde vej til Ekstra Bladets spalter, må tiden vise.

***

Dette indlæg blev udgivet i Søllerødgadesagen, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Schilf og terroristerne

  1. Morten B. siger:

    Ja, der præsenteres i disse dage i medierne et “netværk”, der skal forstås, som om det har været styret professionelt ovenfra og med en speciel hensigt for øje. Sandheden er, at 80’erne og 90’erne var to fuldstændigt kaotiske årtier for den “nationale fløj”, hvor ingen havde styr på noget, og hvor alle påstod, at de havde det. Modstanderne greb denne indlysende mulighed til at kaste alle under een kam og lade en hvilkensomhelst tosse, som der var mange af, blive talsmand for hele fløjen. Der var ikke kun tale om et medie-set up – mange greb i virvaret deres mulighed for at fange deres 15 minutter, der skulle gøre dem udødelige, før tid.

    Eftervirkningerne af denne kaotiske tidsalder lider den nationale fløj stadig under.

    Nu har fløjen så omsider forstået at rubricere sig selv, selvom pressen er langsom til at opfatte det. Fløjen kan idag opdeles i to hovedkræfter. Den ene bruger sin energi på at kritisere andres kultur og livsmønster, mens den anden bruger sin energi på at elske sin egen. Pressen er begyndt at forstå forskellen og begynder at kalde den ene part for “højrenational” og den anden for “islamkritisk”.

    Fordelen er, at folk efterhånden kan bekende sig til den ene fløj uden at blive associeret med den anden. Ulempen er, at de to fløje, som begge hver for sig bliver stærkere, nødvendigvis vil begynde at bekrige hinanden.

    Forhåbentlig har talsmændene fra hver anskuelse besindighed nok til at fokusere på det, de er fælles om, fremfor om det det, hvorom de er uenige.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s