Killing Zoe (anarkistisk terror)

In fine, he gave himself up so wholly to the reeading of romances, that a-nigts he would pore on until it was day, and a-days he would reaad until it was night; and thus, by sleeping Little and reading much, the moisture of his brain was exhausted to that degree, that at last he lost the use of his reason.
Cervantes’ Don Quixote (Wordsworth Edition 1993)

Efter min mening bekræfter den amerikanske gangsterfilm Killing Zoe, at vi i den grad mangler noget i retning af the Hays Code til at regulere indholdet af de kulturprodukter, der falbydes på det såkaldte frie marked.

Jeg tror nemlig på, at film, bøger og andre fantasiprodukter kan have en skadelig indflydelse på sårbare sjæle, forkrøblede sind og slette karakterer. Lad mig f.eks. minde om den terrorkampagne, som europæiske anarkister stod på nippet til at slippe løs, fordi de efter finanskrisen i 2008 vejrede morgenluft. Selv det venstredrejede The Guardian blev så opskræmt, at man i 2009 satte spot på, hvordan EU’s anarkistbevægelse forsøgte at sætte en større terrorbølge i værk:

The French government fears a wave of extreme left-wing terrorism this year with the possible sabotage of key infrastructure, kidnappings of major business figures or even bomb attacks…

A report by the French domestic intelligence service talks of “a rebirth of the violent extreme left” across Europe that is likely to be aggravated by the effects of the economic crisis. Other secret documents expose alleged links with activists in Italy, Greece, Germany and the UK. “It has been growing for three or four years now and the violence is getting closer and closer to real terrorism,” said Eric Dénécé, director of the French centre of intelligence research and a former Defence Ministry consultant…

A series of incidents last year confirmed the fears of French police. In January two activists were arrested in possession of what was alleged to be bomb-making materials. In November nine people were arrested after a lengthy surveillance operation in the central French village of Tarnac, where they had set up a commune. Two of the alleged ringleaders, Julien Coupat, 34, and his partner Yildune Lévy, 25, are still in prison accused of sabotaging high-speed TGV railway lines and “associating with wrongdoers with terrorist aims”…

Investigators believe that the arrests at Tarnac provoked “reprisals” in Athens, where the offices of the French news agency Agence France-Presse were attacked with makeshift incendiary devices, and in Hamburg, where the French consulate was daubed with paint.

A claim of responsibility for the sabotage of the TGV lines was, police say, sent to a German newspaper from Hanover and signed “those who have had enough … in memory of Sébastien”, believed to be a reference to Sébastien Briat, a young anti-nuclear militant crushed by a nuclear waste train in eastern France exactly four years before the night of the recent spate of sabotage. Coupat and Lévy had taken part in demonstrations and actions in Germany, the US and the UK.

Coupat has also been accused by investigators of anonymously writing a book, The Coming Insurrection, published by a little known Paris publishing house in 2007. The book, which has been translated into English and posted on US and UK anarchist websites, was found in the possession of three young activists arrested after detonating a bomb in a field. It contains instructions about sabotaging railways and other means of “destroying the power of the police, seizing local political power by the people, and blocking the economy”. A statement from the publishing house said the author was “a committee from the subversive tendency”…

“Whether or not the Tarnac group is guilty, there are other groups in France, in Italy, in Germany, which, having lost faith in a political left in disarray, are tempted by violent action and are in a phase of semi-clandestinity,” Alain Bauer, a criminologist at the Sorbonne, told the Observer. “With Action Directe and the Red Brigades, there was a first intellectual phase, followed by a radicalisation and then a transition to physical action. Books like The Coming Insurrection are strongly reminiscent of the first phase.”

Other similarities include the tactics envisaged and the middle-class, educated profile of most of the activists.

Kort efter artiklen i The Guardian omkom anarkisten Zoe Aveilla, da hun sammen med sin kæreste Michael Dupanloup forsøgte at fremstille en antipersonelbombe af natriumklorat opblandet i højtryksbeholderen fra en brandslukker.

Zoe Aveillas idiotiske død blev måneden efter fulgt af endnu et selvforskyldt dødsfald i de anarkistiske rækker. Den 22. maj 2009 sprængte den chilenske anarkist Mauricio
Morales sig selv i luften, da han forsøgte at bombe politiskolen i Santiago. Nu skulle man tro, at de chilenske anarkister havde lært deres lektie. Men to år senere lemlæstede anarkisten Luciano Pitronello sig selv, da han med en hjemmelavet bombe forsøgte at sprænge en bank i luften.

I forbindelse med anarkisternes internationale terrorkampagne, blev mange andre end anarkisterne desværre også ramt af deres bomber. I Grækenland specialiserede terrorgruppen Brandcellernes Konspiration ( Synomosia Pyrinon tis Fotias) sig i brevbomber og fik på denne lumske måde kvæstet stribevis af bl.a. uskyldige ambassademedarbejdere.

Med den såkaldte Pryds-bandes mange brandattentater ramte anarkisternes internationale terrorkampagne også Danmark. Pryds-banden blev pågrebet sommeren 2011 og netop ved dette års udgang synes dygtigt politiarbejde verden over at have fået knækket anarkisternes vilje til terror. Men lad mig her gå tilbage til artiklen fra The Guardian og den franske terrorekspert Alain Bauer.

Alain Bauer så i 2009 klare paralleller mellem anarkisternes begyndende terror og første fase i opbygningen af morderiske terrorgrupper som Action Directe i Frankrig og Brigate Rosso i Italien, der fra 1970 til 1990 hærgede bag NATO’s linjer i Vesteuropa. Også den gang slog terrorister sig lejlighedsvis ihjel med bomber. Den kendteste eksempel er nok den italienske mangemillionær Giangiacomo Feltrinelli, Rudi Dutschkes personlige leverandør af sprængstof, der i 1972 omkom under et mislykkes forsøg på at bombe Milanos strømforsyning. Men i modsætning til nutidens anarkister, så var datidens terrorgrupper generelt veltrænede, velbevæbnede og velfinansierede.

Deres blodige håndværk lærte de i arabiske træningslejre, og når presset bag NATO’s linjer blev for stort, kunne de søge ly hos diktaturene øst for Jerntæppet. Samtidig kunne de i Vesten svømme som fisk i et kulturelt hav, hvor terror blev hyldet i forglemmelige film som Viva Maria (Dutschkes personlige favorit), Antonio das mortesIf…, Den enfaldige mördaren og Die verlorene Ehre der Katharina Blum. Herhjemme fulgte man trop med film som Skytten.

Genindspilningen i år af Skytten er et eksempel på, at den kreative klasse igen er parat til at berede vejen for venstreorienteret terror. En anden film er selvfølgelig  V for Vendetta fra 2005, der ubestrideligt har haft stor indflydelse på Europas anarkister.

Men Jerntæppet er faldet og i den arabiske verden træner man i dag kun muslimske terrorister. For at realisere den kreative klasses blodige revolutionsfantasier må venstrefløjens faste bestand af potentielle terrorister derfor ty til hjemmegjort sprængstof og simpel ildspåsættelse. Zoe Aveilla døde som statist i et forførende melodrama. Dårlige rekvisitter slog hende ihjel.

***

Dette indlæg blev udgivet i Den røde terror, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s