Vennehjælp til Dragsdahl

I et indlæg i Berlingske Tidende, fortæller Dansk Folkepartis Søren Krarup om, hvordan historikeren Morten Heiberg slap for at forklare sig i journalisten Jørgen Dragsdahls injuriesag mod Heibergs kollega, professor Bent Jensen:

Morten Heiberg trak et stykke papir op, som var en skrivelse fra justitsministeriet, og som meddelte, at fordi Morten Heiberg havde haft lejlighed til at læse klassificerede PET-dokumenter, kunne han ikke svare på spørgsmål.

»Hvornår er dette brev dateret?« spurgte retsformanden. Morten Heiberg svarede: 1.oktober – dagen før denne afhøring.

Munterheden og også forargelsen bredte sig i retssalen. Morten Heiberg havde altså sammen med justitsministeriet udformet et brev, der fritog ham for at stå til regnskab for sit historiske værk, og justitsministeriet og han havde sørget for at datere dette brev så sent, at beslutningen ikke kunne anfægtes og omgøres.

Morten Heiberg var indkaldt som vidne af Bent Jensen, fordi Heiberg har forfattet PET-rapportens bind 13, KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark, hvori Jørgen Dragsdahls status som KGB-agent ihærdigt betvivles. Heibergs fremstilling blev i fagbladet Arbejderhistorie afvist af projektforsker ved Center for Koldkrigsforskning, cand.mag. Anne-Mette Anker Hansen, der bl.a. fastslog, at Heiberg ikke “besidder den fornødne indsigt i det sovjetiske system, som KGB var en del af..”

På det kulturmarxistiske organ Information, bliver Dragsdahls injuriesag dækket af journalisten Ulrik Dahlin. Om Heiberg-episoden skriver han:

Heiberg fremviste et brev fra Justitsministeriets Sikkerheds- og Forebyggelseskontor dateret dagen i forvejen, hvor ministeriet afviste at ophæve den tavshedspligt, som Morten Heiberg er pålagt i kraft af at have været en del af PET-Kommissionen.

Derefter bad retsformanden H.C. Thomsen om en kort pause, hvor ministeriets brev blev nærstuderet, og fem minutter senere kom de tre landsdommere tilbage i retssalen og meddelte, at en videre afhøring af Heiberg ikke gav nogen mening, men at der ikke var tale om modvilje fra vidnets side.

Hvilken af de to fremstillinger skal man nu tro på? Søren Krarups eller Ulrik Dahlins?

Ganske vist er Ulrik Dahlin tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti (KAP), der i 1978 aktivt søgte forbund med en af historien værste massemoderer, Pol Pot. Men i modsætning til Krarups konspiratoriske sludren, så vil Dahlins påstande kunne verificeres. Jeg ser derfor i skrivende stund ingen grund til at tvivle på, at Morten Heiberg har gjort andet end at forespørge Justitsministeriet om, hvorvidt hans tavshedspligt stadig gælder.

Til gengæld tvivler jeg ikke på, at Justitsministeriets svar har været en lettelse for Morten Heiberg, hvis bidrag til PET-kommissionens rapport også er blevet nedsablet af bl.a.  Peer Henrik Hansen, Thomas Wegener Friis, Bent Jensen og – i al beskedenhed – undertegnede.

Jeg reagerede på en kronik i Jyllandsposten 28/10 2009 hvori Morten Heiberg og hans chef, amerikaneren Regin Schmidt, bl.a. gjorde kort proces med den schweiziske konspirationsteoretiker Daniele Ganser (min fremh.):

Bent Jensen kritiserer kommissionen for at anvende Daniele Gansers bog om fænomenet Gladio (Nato’s påståede antikommunistiske hær). Lad det være sagt med samme: Kommissionen bygger ikke på denne bog. Tværtimod afviser og dekonstruerer vi indholdet af dette værk.. Hvordan kommissionens blanke afvisning kan blive til, at vi bygger på dette værk, må man spørge Bent Jensen om.

I et læserbrev i samme avis dokumenterede jeg, hvordan Heibergs og Schmidts påstande i Jyllandsposten overhovedet ikke rimede med Morten Heibergs videnskabelige blåstempling i PET-rapporten af Gansers bog, NATO’s Secret Armies.

Daniele Gansers bog udkom i december 2004. Jørgen Dragsdahl introducerede Ganser i den danske debat i januar 2006. Baggrunden var, at med udgivelsen af DIIS-rapporten i 2005 var der blevet sat spot på, hvordan Jørgen Dragsdahl i 1979, gennem sin stilling som journalist på Information, deltog i udbredelsen af den såkaldte Westmoreland Field Manual (WFM).

WFM-dokumentet er en forfalsket amerikansk militærhåndbog, som den sovjetiske efterretningstjeneste KGB omkring 1978 lod fremstille for at støtte konspirationsteorien om ‘spændingens strategi’, der i 1970’erne opstod blandt NATO’s kommunistiske femtekolonner som forklaring på og forsvar for morderiske terrorgrupper som Baader-Meinhofbanden i Tyskland og De Røde Brigader i Italien.

Den 6. januar 2006 forsvarede Jørgen Dragsdahl sig i et større indlæg i Information mod DIIS-rapportens afsløring. Han skrev bl.a.:

Var dokumentet falsk? Det tror jeg ikke. Men vi rejste et spørgsmålstegn og afprøvede det meget grundigt. Interessant nok har den centrale internationale samarbejdspartner for DIIS, The Paralllel History Project, sidste år fået udgivet et værk, som ser nærmere på de »hemmelige hære«, som NATO oprettede i Vesteuropa og som har begået terrorisme. Bogen er skrevet af Daniele Ganser og hedder: NATO’s Secret Armies – Operation Gladio and Terrorism in Western Europe. I dette værk gengives dokumentet og omtales, som var det helt autentisk.

Det er korrekt, at Daniele Ganser omtaler WFM-dokumentet “som var det helt ægte“. Men det er ingen steder optrykt i bogen. The Parallel History Project (PHP) er en akademisk netportal, hvor Ganser var tilknyttet som administrator. Men PHP stod ikke på nogen måde bag udgivelsen af Gansers pseudovidenskabelige bog. Det gjorde Ganser selv, hvilket klart fremgår af bogens indledende takketale.

Samme sted udpeger konspirationsteoretikeren Daniele Ganser direkte den danske historiker Poul Villaume som en del af “my international Network” og takker ham for “interesting data“. Villaume er gammel kommunist og kender Jørgen Dragsdahl fra organisationen Nej til Atomvåben, der i 1980’erne rasende modsatte sig NATO’s beslutning om at ruste sig imod Sovjetunionens nye SS 20 atomraketter.

Kort efter, at Jørgen Dragsdahl med Ganser i hånden forsøgte at lægge låg på DIIS-rapportens afsløring af hans virke, kom Villaume ham til undsætning i Arbejderhistorie:

Det er også uheldigt, at DIIS uden kommentarer refererer fra en fortrolig rapport fra 1979 fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som beskyldte dagbladet Informations NATO-kritiske sikkerhedspolitiske medarbejder Jørgen Dragsdahl for i avisens spalter at have viderebragt KGB-misinformation, der skulle mistænkeliggøre amerikanerne hos deres allierede. Dragsdahl og Informations redaktion undersøgte imidlertid samtidig omhyggeligt sagen og gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at de viderebragte oplysninger kunne være falske; ny forskning tyder i øvrigt på, at oplysningerne var korrekte (de drejede sig bl.a. om, at den amerikanske hærs efterretningstjeneste under særlige omstændigheder kunne organisere terrorgrupper).

Som vi bemærker, så er Poul Villaume – i modsætning Jørgen Dragsdahl – snu nok til, ikke direkte at henvise til konspirationsteoretikeren Ganser (og personligt tvivler jeg på, at Villaume har været tilfreds med Gansers afsløring af deres nære forhold.) Men Poul Villaume gav rygstød til Dragsdahl, der efterfølgende nu kunne kalde Gansers NATO’s Secret Armies for “en af fagkollegaer rost bog” (JP 31/1 2007).

To år senere fører Morten Heiberg i PET-rapporten så den af Villaume antændte fakkel videre:

Historikeren Bent Jensen er af den opfattelse, at dokumentet er et sovjetisk fabrikeret falsum. En anden historiker, Poul Villaume, anfører derimod, at “ny forskning fra de seneste år tyder i øvrigt på, at oplysningerne var korrekte”. Den schweiziske historiker Daniele Ganser hævder, at manualen er udarbejdet af en terrorekspert i Pentagon og oversat til adskillige sprog.

Heiberg smører tykt på og kalder Gansers bog for “et standardværk” og går endog så vidt, at han kalder den gamle konspirationsteori om ‘spændingens strategi’ for en “historiografisk retning” som om der tale om fag- og ikke pseudohistorie.

Som tidligere nævnt, så blev PET-kommissionens rapport, især de to bind forfattet af Morten Heiberg, nedsablet af adskillige historikere. Poul Villaume, derimod, kaldte rapporten for “et stykke solidt arbejde” og fremhævede specifikt Heibergs egenhændige frifindelse af Jørgen Dragsdahl.

I Svendborg byret optrådte Poul Villaume som Jørgen Dragsdahls ekspertvidne omkring dennes udbredelse af WFM-dokumentet, KGB’s gamle falskneri. Her påstod han, at “der ligger ingen dokumentation for, om det er en forfalskning og om denne forfalskning i givet fald er foretaget af KGB“.

Jørgen Dragsdahl fik Bent Jensen dømt for injurier. I skrivende stund afventer vi Østre Landsrets afgørelse.

***

Dette indlæg blev udgivet i Bent Jensen, Jørgen Dragsdahl, Kulturmarxisme, Morten Heiberg, Poul Villaume, videnskab. Bogmærk permalinket.

2 svar til Vennehjælp til Dragsdahl

  1. Hans Und siger:

    “Var dokumentet falsk? Det tror jeg ikke. Men vi rejste et spørgsmålstegn og afprøvede det meget grundigt.”

    Jeg har søgt, ganske vist ikke ved at læse alt hvad Dragsdahl har udgydt, men kan ikke finde noget sted hvor han sætter spørgsmålstegn eller afprøver dokumentet. Og hvorfor i alverden, med de meget fine forbindelser han praler med at have, spurgte han ikke blot hos Westmoreland?

    • Martin Kasler siger:

      Nej, jeg kan heller ikke finde de famøse artikler. Pudsigt, da Dragsdahl på sin hjemmeside ellers har lagt et væld af sine gamle artikler op.

      Men i kronikken “Desinformation” (JP 26/1 ’07) trevler Bent Jensen svineriet op. Med “afprøvning” mener Dragsdahl kort sagt, at han fik tosser og krypto-kommunister – “eksperter”, du ved – til at borge for KGB’s falsum. Enkelte sobre røster fik lov til at ytre sig, men de blev druknet af Dragsdahls paranoide hylekor.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s