Interview med Daniel Carlsen

Tirsdag den 19. november kan danskerne stemme om, hvem der skal sidde i de forskellige by- og regionsråd. En af dem, der tror på, at det nytter at stemme, er Danskernes Partis landskendte formand, Daniel Carlsen.

Den 23-årige markedsføringsøkonom stiller op som kandidat til Århus Byråd og Midtjyllands Regionsråd. Jeg har tidligere anmeldt hans bog Odelsret til Danmark og synes her i forbindelse med KV2013, at det kunne være interessant at høre nærmere om Danskernes Partis holdning til f.eks. nogle af de emner, jeg løbende behandler her på RR.

Det blev til et længere interview med den velbegavede unge mand, der venligt afsatte tid til at svare på spørgsmål om bl.a. kristendom, pornografi og homofili.

Danskernes Parti blev stiftet af bl.a. udbrydere fra Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse. Er der behov for to nationalsocialistiske partier i Danmark?

Jeg meldte mig ikke ud af en nationalsocialistisk organisation for at stifte en ny. Tværtimod var min motivation for at melde mig ud af DNSB bl.a., at jeg ville bryde med en tysk politisk linje fra midten af det 20. århundrede for i stedet at lave politik ud fra en analyse af danske forhold i det 21. århundrede.

Dette er naturligvis mit helt personligt syn, som partiets medlemmer ikke kan tages til indtægt for, da langt størstedelen og stadigt flere af disse har en markant anderledes baggrund end jeg.

Danskernes Parti ønsker ikke at sammenligne os eller dansk nationalisme i det 21. århundrede med noget, der må betragtes som en historisk begivenhed fra 1930’ernes Tyskland. Desuden må det understreges, at Danskernes Parti er nationaldemokratisk og derfor tilhænger af mere demokrati end vi har i dag, herunder muligheden for, at danskerne skal kunne sætte spørgsmål til folkeafstemning, som i Schweiz. Videre mener vi, at ethvert folk har ret til sit eget land, uanset om de er israelere, palæstinensere, tibetanere eller – ja, danskere. Vi arbejder for dansk suverænitet og imod imperialisme, hvad enten den kommer fra EU, IMF, NATO eller en hvilken som helst anden sammenslutning, der vil påtvinge lande og folk en bestemt kultur, politisk retning eller lignende.

Som medlem af DNSB blev du kendt for at bestride, at jødeudryddelserne under anden verdenskrig fandt sted. Hvad er din holdning i dag?

Jeg har i dag intet behov for at forsvare det nationalsocialistiske Tyskland og jeg ønsker egentlig ikke at beskæftige mig med historiske begivenheder, som for mig at se intet har at gøre med dansk nationalisme i det 21. århundrede.

Det mest aktuelle folkemord må under alle omstændigheder være den igangværende befolkningsudskiftning af Vestens befolkninger. Alene i Europa er vi 700 millioner potentielle ofre for multikulturen. Dette bør få vort fulde fokus.

For mig at se er det enormt vigtigt, at vi har fokus på de uhyrligheder, der begås mod vort eget folk. Nogle vil muligvis finde det sympatisk at deltage i krystalnats-markeringer og hvad ved jeg, men disse bruges som bekendt til at promovere multikultur og fjerne fokus fra vort eget folk. Vi burde i stedet som stolte danskere forsvare vore egne og mindes multikulturens ofre.

Kan du sige lidt om jeres medlemsskare?

De fleste af vore nye medlemmer kommer uden at have været medlem andetsteds før, samtidig med vi oplever en tilgang af utilfredse DF’ere, som savner handling bag Dansk Folkepartis flotte ord. Videre har vi personer, der har været aktive i Socialdemokratiet, Fremskridtspartiet, Venstre osv. Vi har sågar en tidligere byrådskandidat fra Socialdemokratiet og vor næstformand var i sine unge dage DSU’er. Men vi har naturligvis også tiltrukket personer fra den organiserede nationale fløj, herunder de to tidligere styrelsesmedlemmer af Den Danske Forening, Kaj Vilhelmsen og Peter Neerup Buhl.

Helt overordnet kan det siges, at vi ikke blander os i folks politiske baggrund, så længe de i dag kan støtte op om de overordnede linjer i vort principprogram. Skulle Ole Sohn i morgen være blevet klogere end at knytte sig til en folkesocialisme uden folk, så står mine arme åbne.

Er Danskernes Parti – formelt eller uformelt – et søsterparti til Svenskarnas Parti?

Jeg betragter mig først og fremmest som dansk nationalist og jeg analyserer politiske forhold ud fra dette perspektiv. Men Danmark er ikke ene om at være udsat for multikultur, befolkningsudskiftning og kulturrelativisme. Vi har med andre ord et fælles problem i de forskellige europæiske nationer, som vi ikke kan løse hver for sig. Jeg betragter det som ret utopisk, at Danmark skulle kunne blive en isoleret homogen og harmonisk ø i et multikulturelt europæisk øhav. Derfor mener jeg, at en stærk alliance mellem Europas nationalister er en forudsætning for fremtidig succes, ligesom vi på længere sigt også må have et europæisk samarbejde mellem de europæiske nationer, dog uden det som i dag krænker de enkelte nationers suverænitet. Bevogtning af europæisk farvand og de ydre grænser i Europa er en af de opgaver, som må anses som et fælles europæisk anliggende i fremtiden.

Af disse årsager betragter jeg alle europæiske nationalister som brødre og søstre. Selvom der givetvis er forskelle, hvis man sammenligner Danskernes Parti med Gyldent Daggry i Grækenland, Svoboda i Ukraine, Forza Nuova i Italien og sikkert også Svenskarnas parti i Sverige, så må disse forskelle betragtes som noget, der er naturligt og desuden af marginal betydning i forhold til de fælles udfordringer vi står overfor. Hvad angår lige præcis Svenskarnas parti, så har vi jo haft et tæt forhold siden vi blev stiftet og vi samarbejder, hvor det er muligt, så jeg mener godt, at man kan betegne os som søsterpartier, selvom vi ikke er som to socialdemokratier, der uden hensyn til nationale forskelle analyserer politiske forhold og drager meget enslydende konklusioner.

Hvad er jeres holdning til kristendommen?

Som et politisk parti mener jeg, at det er nødvendigt, at man ikke er dømmende overfor folks personlige religiøse præferencer, uanset om de så er kristne, ase-troende eller ateister. Samtidig er det dog vigtigt at tage stilling til den fremherskende religion i landet, som jo er kristendommen, samt til, hvordan åndslivet for fremtiden skal se ud. Især i en tid, hvor ”åndeligheden” i landet i praksis er lig materialismen, som pr. definition står i kontrast til nationens langsigtede og helhedsorienterede interesser.

Tabet af et åndeligt standpunkt har været med til at muliggøre en kulturrelativisering, hvor ingen værdier betragtes som mere værd end andre. Konsekvensen heraf er en lang række følgevirkninger, som har svækket fundamentale værdier som fællesnytte, familie og fædreland. Syntesen af de tre kerneværdier udgør nationalismen og i modsætning hertil står den liberale verdensanskuelse.

Liberaliseringen af åndslivet, både i religionen og i det øvrige kulturliv, har ødelagt vort samfund. Derfor vil det for fremtiden blive en stor opgave at stille kontante krav om at føre en fædrelandskærlig linje til kulturlivet, herunder folkekirken, hvis man vil støttes af staten – og det vil man, for det er hele kulturens eksistensgrundlag. Markedsdreven kultur eksisterer ikke!

Kulturen er danskernes sidste bastion mod ethvert givet angreb, hvorfor vi under ingen omstændigheder må negligere denne, men hele tiden sørge for, at den understøttes – også i økonomisk svære tider – og drives på et ideelt fædrelandskærligt grundlag. Derfor bør vi istemme Frederik VI’s ord om, at selvom vi er fattige og elendige, behøver vi ikke også at blive dumme, for så kan vi ligeså godt nedlægge nationen. Ordene faldt efter Kong Frederik i forbindelse med statsbankerotten blev foreslået at spare al kulturstøtte væk.

Og hvorfor siger jeg så alt dette i relation til kristendommen? Jo, det gør jeg fordi folkekirken – og vel dermed dansk kristendom – i dag er blevet relativiseret og liberaliseret ligeså meget som al øvrig kultur. Præster og biskopper i kirken bekender åbent danskfjendtlighed gennem ulovlig støtte til afviste asylansøgere og såkaldt mellemfolkeligt samvirke, ligesom man ikke værner det mindste om familien, som også er blevet relativiseret i atomer, så en ”regnbuefamilie” betragtes på lige fod med en kernefamilie – også i kirken. Min – og partiets – grundlæggende indstilling til enhver kulturel virksomhed er, at denne skal bakke op om nationen og dermed den føromtalte syntese – Fællesnytte, Familie og Fædreland – de 3 F’er – for at blive støttet af staten. Kirken og kristendommen er ikke undtaget herfra, men om vi har brug for en ny reformator for at genfinde kristendommens sunde værdier, herunder familieidealet, er jeg ikke så sikker på. Jeg tror på, at en sund kultur vil vokse ud af en organisk nationalismes fremvækst.

For at gøre en lang historie kort, så er Danskernes Parti positivt indstillet overfor enhver kulturorganisation, der understøtter den nationale syntese. Det mener jeg absolut, at kirken og kristendommen kan gøre, hvis disse defineres af gode danskere.

Går Danskernes Parti ind for fri adgang til pornografi?

Dette spørgsmål har vi ikke tidligere diskuteret i partistyrelsen og jeg vil derfor på nuværende tidspunkt afholde mig fra at redegøre detaljeret for partiets holdning til dette, men jeg kan bidrage med en personlig analyse.

Jeg vil først og fremmest opponere imod brugen af begreber som ”fri porno”, ”fri abort” osv., da dette er kulturmarxisternes forsøg på at relativisere et naturligt forhold til seksuelt samliv m.v. til noget værdiløst og betegne ”retten” til at afvige fra dette som noget, der er efterstræbsomt og endda har noget at gøre med ”frihed”.

Det fuldstændigt vulgære i denne tankegang fremgår tydeligt af et citat fra en af den seksuelle revolutions fædre, Alfred Kinsey, som sagde følgende: ”The only unnatural act is that which you cannot perform.”

Med andre ord mente Kinsey, at alt man kan gøre er naturligt og enhver begrænsning, moralsk eller juridisk, er en indskrænkning af den personlige ”frihed”. Jeg mener, at den såkaldte seksuelle “frigørelse” har været et af de værste attentater mod en af grundpillerne i den nationale syntese; familien. Den har tvunget unge og sågar børn ind i en unaturlig forceret modningsproces, hvor de i en alt for tidlig alder stifter bekendtskab med seksuelt samkvem. Og som om det ikke var slemt nok i sig selv, så er det seksuelle samkvem løsrevet fra kærlighed, hvilket ikke bare gør samlivet overfladisk, men også underminerer fundamentet for familien.

Det er min tese, at betydningen af den enkelte partner mindskes proportionelt med antallet af partnere en person har (haft). Selvom jeg ikke på nuværende tidspunkt kan henvise til statistisk materiale, der redegør for en øgning i det gennemsnitlige antal af danskernes sexpartnere, så vil jeg vædde min gamle hat på, at det er øget siden ’68-tiden, hvor skilsmisseraten i Danmark i den samme periode også er steget markant. Jeg vil skråsikkert hævde, at de to ting korrelerer og at det samtidig har en sammenhæng med min føromtalte tese.

Den nemme tilgang til pornografisk materiale er et resultat af den seksuelle revolte mod familien, som man kun ignorant kan kalde en ”frigørelse”, og alene derfor er det sund fornuft at være skeptisk overfor den ”frie porno”. Jeg tror dog i højere grad på, at en højnet moral, som skal vinde indpas hos ungdommen gennem bl.a. en opprioritering af de kulturbærende fag i folkeskolen, skal sikre fremtidens raske landsmænd, snarere end forbud mod det ene og det andet skal løfte denne opgave. Forbudsrytteri kan også meget hurtigt blive en glidebane, men hvorom alting er, så mener jeg, at det er statens pligt at værne om familien og derfor også forsvare sig mod de eventuelle angreb, der måtte være, uanset om disse er maskeret som ”frihed”.

Spørgsmålet er så lige, hvordan det gøres bedst. Personligt tror jeg på, at en god folkelig moral og ikke en stærk stat skal besejre den u-kultur, der truer med at opløse vort folks sind og dermed vor nations fundament.

Skal homofile kunne kirkevies?

Seksualitet er en privatsag, men kernefamilien er et højtprioriteret samfundsmål i en nationalistisk stat, da kernefamilien er forudsætningen for reproduktionen af en i Danmark dansk befolkning, ligesom familien danner rammen om opvækstgrundlaget for fremtidens danskere. Derfor er familien et samfundsanliggende, hvor idealet fra et nationalistisk synspunkt må være kernefamilien. Følgelig må staten forsvare kernefamilien og derfor mener jeg ikke, at offentligt støttede institutioner skal højtidliggøre foreningen mellem andre end mand og kvinde.

Skal homofile kunne adoptere børn?

Nej, både af de førnævnte årsager, men primært af hensyn til børnenes tarv. Ethvert barn har ret til en far og en mor. Ingen har ”ret” til at krænke børns frihedsrettigheder – og slet ikke af hensyn til egen snæversynede egoisme.

Har islam en plads i Europa?

Det mener jeg på ingen måde. Jeg respekterer religionsfriheden og findes der danskere, der privat vil dyrke islam, så må de for min skyld gerne det, men det bliver uden moskéer og brægetårn. Det er dog nok begrænset, hvor mange danske konvertitter, der vil holde fast i islam, når araberne er sendt tilbage til Mellemøsten.

Desværre har jeg måtte sande, at visse islamkritikere kun udtaler en snæver kritik af en frygtet eventuel islamisering af vort politiske system samt af muslimers adfærdsmønstre, herunder f.eks. børneopdragelse og familieindretning. Det mener jeg er naivt, fordi det politiske system i Danmark i øjeblikket ikke undergår en politisk islamisering, men snarere en liberalisering, som så forårsager en rent demografisk islamisering – eller slet og ret en befolkningsudskiftning.

At muslimer opfører sig dårligt overfor værtsbefolkningen skal have al mulig fokus, men at de internt muligvis er dårlige forældre eller tvinger deres børn til at gifte sig med fætre eller kusiner, det er sådan set et ikke-dansk problem, som Peter Neerup Buhl meget præcist har formuleret det i sin seneste bog ”Fædreland eller beboet område?”.

Liberaliseringen af Europa må kritiseres, for det er den, der giver os multikultur, kulturrelativisering og befolkningsudskiftning.

Muslimerne udgør et kæmpe demografisk problem, og de kan kun for langsomt komme tilbage til deres hjemlande. Men de er først og fremmest en demografiske trussel, som truer det danske folks ret til Danmark. Om der er sharia-love i Danmark om 150 år, kan jo sådan set være underordnet, hvis befolkningen i landet på det tidspunkt er 100 % ikke-vestlig. Integration af muslimer eller andre ikke-vestlige er derfor ikke bare naivt at tro kan lade sig gøre, hvilket alle de mislykkede forsøg vidner om, at det ikke kan. Integration af ikke-vestlige er til skade for Danmark, da det fravrister danskerne deres retmæssige krav på Danmark. Derfor skal de fremmede ikke integreres, men repatrieres!

Med andre ord har hverken islam, muslimer eller andre ikke-vestlige en plads i Europa. Ingen regel uden undtagelser, men det tidsbegrænsede visum skal erstatte den permanente opholdstilladelse, det farveblinde statsborgerskab og muligheden for at familiesammenføre det vilde ikke-Vesten ind i Danmark.

Vil I styrke blasfemiparagraffen?

Nej, Danskernes Parti er tilhængere af den videst mulige ytringsfrihed, som ikke skal begrænses af, at nogle kan blive fornærmede over det ene eller andet. Når vi vil afskaffe den såkaldte racismeparagraf vil det altså gælde begge vejer, så også danskere kan blive fornærmet uden at kunne påberåbe sig at være udsat for strafbar ”racisme”. Ligeledes med blasfemiparagraffen. Uanset hvem eller hvad, der forhånes, så må disses følelsers beskyttelse vige af hensynet til ytringsfriheden.

Derfor vil Danskernes Parti afskaffe både racisme- og blasfemiparagraffen.

Du har personligt været udsat for efterhånden ikke så få antifascistiske overgreb, er du aldrig bange?

Heldigvis er der jo aldrig sket noget alvorligt, men det er da klart, at jeg er nødt til at tænke over nogle sikkerhedsmæssige ting. Jeg bryder mig naturligvis ikke om at blive mødt af 100 frådende, voldsparate antidemokrater, når jeg skal til debatmøde i København, men jeg tillader ikke mig selv at gå og frygte, hvad de kan gøre. I stedet organiserer vi os i partiet ud af de værste problemer. I forbindelse med arrangementer er vi altid i tæt dialog med politiet om, hvordan vi kan forhindre de autonome ballademagere i at opnå den konfrontation, som kun de autonome ønsker. Det har vi et godt samarbejde med politiet om og vores taktik på dette område har indtil videre ikke slået fejl.

Jeg er altså ikke bange, men jeg tænker mig om.

Hvor ser du dig henne om fem år?

Om 5 år har vi netop deltaget i lokalvalg for anden gang, hvorfor det er en meget passende tidshorisont. Jeg ser til den tid et Danskernes Parti, der er valgt ind i flere byråd og som muligvis forbereder sig på at stille op til Folketinget. Jeg ser en organisation, som er blevet mere lokalt forankret med selvkørende lokalafdelinger, hvilket er et af vore fokusområder allerede nu. Jeg ser en organisation, som kører på med udadvendte aktiviteter, både hvad angår aktivisme og arbejdet med etableringen af alternative medier. Desuden er partiet til den tid begyndt at gøre en aktiv social indsats, så Danskernes Parti ikke blot er et parlamentarisk alternativ på stemmesedlen, men også et socialt alternativ til multikulturen i hverdagen for de mange danskere, der svigtes af de politikere, der burde værne om dem.

Personligt er det sværere at anlægge en prognose. Forhåbentlig kan jeg i løbet af den næste årrække begynde at arbejde mere organiseret med partiet og med at fremme dansk nationalisme på forskellig vis. Det er i hvert fald, hvad jeg håber og arbejder frem mod.

***

Dette indlæg blev udgivet i Parlamentarisme, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Interview med Daniel Carlsen

  1. Ellen Ewers siger:

    Det er så flot et interview med unge Daniel Carlsen fra Danskernes Part. Der er for mig ingen tvivl om, at med denne begavede unge mand ved roret, er Danskernes Parti kommet for at blive. Det er et nyt og ungt parti, men et parti med holdninger og værdier, som er blevet trådt under fode i alt for mange år. Det vil tage tid, at bringe Danmark tilbage til det danske folk og skabe tryghed og tro på fremtiden, men jeg håber inderligt, at det vil lykkes, inden alt er for sent…det er ved at være i allersidste øjeblik. Held og lykke til Daniel…Jeg tror på ham!!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s