Kongo Müller og kulturmarxisterne

Længe leve Kongo Müller!
Østtyske unge i 1966, overhørt i Postdam af STASI.

Ifølge den britiske avis The Independent, så viser en ny undersøgelse, at Hollywood langsomt forgifter vore sind med kulturmarxisme. Avisen skriver bl.a.:

Watching sentimental films can have a greater influence on a person’s political opinions than advertising or news reports, according to new research.

Viewers who are “not prepared” to be critical about what they are seeing on screen were more likely to experience a “leftward shift” in attitudes when watching Hollywood movies with an underlying liberal message…

Og videre:

Dr Adkins said that those who watched the films with both subtle and strong liberal messages were likely to experience leftward shifts in attitude, regardless of their stances beforehand.

“Viewers come expecting to be entertained and are not prepared to encounter and evaluate political messages as they would during campaign advertisements or network news,” he said.

As well as showing the potential political power of popular movies, he said the study shows “such influence persists over time and is not moderated by partisanship, ideology, or political knowledge”.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor mange gode reaktionære, der gennem tiden har fået deres sind forgiftet af f.eks. David Leans populære storfilm Broen over floden Kwai og Doktor Zivago, men det er i min bog ingen overraskelse, at politisk propaganda virker bedst, når den pakkes ind i andre budskaber. Som dokumentar, for eksempel…

I 1997 afslørede journalistparret Mette Herborg og Per Michaelsen i Ekstra Bladet, hvordan Danmarks Radios interne undervisningsafdeling, i april 1989 inviterede den østtyske TV-dokumentarist Walter Heynowski til et forestå en workshop om sit arbejde:

STASI

Walter Heynowski og hans faste makker Gerhard Scheumann, var eksperter i “desinformationskampagner mod især USA og Vesttyskland“, og de havde begge “direkte kontakt til Markus Wolf og den øvrige HVA-ledelse, og de gik også ind og ud hos SED’s politbureau“, afslørede de to modige danske journalister.

Herborg og Michaelsen nævner det ikke, men Walter Heynowski og Gerhard Scheumann bestod i 1966 deres svendestykke som påvirkningsagenter i STASI-regimets tjeneste med TV-udsendelsen Der lachende Mann – Bekenntnisse eines Morders, om den vesttyske lejesoldat Siegfried Müller.

“Kongo” Müller, kaptajn Siegfried Müller, fotografret i Congo 1964 med sit berømte jernkors af første klasse, som han vandt på Østfronten under anden verdenskrig.

Siegfried Müller, en dekoreret veteran fra anden verdenskrig, havde under simba-opstanden i Congo gjort tjeneste i “Mad” Mike Hoares legendariske 5 Commando.

Müller viste Hoare sit værd under slaget om Albertsville og blev med rang af kaptajn chef for den tysktalende kolonne 52 Commando.

Med disse 40 hvide lejesoldater og 150 sorte regeringstropper, lykkedes det Müller på blot ti uger at tilbageerobre et område på størrelse med det gamle Vesttyskland.

I nogle dage blev 52 Commando fulgt af den vesttyske sensationsjournalist Gerd Heidemann. Hjemme i Tyskland bragte Stern hans dramatiske billeder og hårrejsende historier om de tyske Landsknechte i Afrika, og i slutningen af 1964 var “Kongo” Müller pludselig en verdenskendt berømthed. “Man kennt mich von Peking bis Washington, som den altid smilende Müller selv udtrykte det.

Müllers fremrykning gennem det centrale Congo blev standset ved byen Boende, hvor en stor styrke simbaer holdt stand, godt udrustet med russiske og kinesiske våben. Mike Hoare sendte hastigt 54 Commando til undsætning og under kaptajn Müllers ledelse låste de to enheder fjendens styrker fast i Boende.

5 Commando begraver en falden kammerat. Mike Hoare ses som nr. to fra venstre.

Ifølge Mike Hoare var 52 Commando kronisk plaget af disciplinærproblemer og antyder, at de havde rod i Müllers afslappede ledelsesstil. Müller fik frataget sin kommando og ‘sparket opad’ til major med ansvar for erobringen af Boende. Siegfrid Müller tog byen i oktober 1964. Et slag, mange sikkert vil kende fra den italienske dokumentarfilm Africa Addio om afkoloniseringen af Afrika (mod slutningen af den mindre kendte, ligeledes italienske dokumentar Mal d´Africa ses Siegfried Müller til appel med sine sorte tropper.)

Major Siegfried Müller (midtfor t.h.) modtager rekrutter i 5 Commandos træningslejr i Kamina.

Efter Boende blev Siegfried Müller chef for 5 Commandos base i Kamina, hvor han bl.a. stod for logistikken bag operation Dragon Rouge; befrielsen af Stanleyville i november 1964, hvor flere end tusind hvide blev revet ud af de vildes klør. 5 Commando blev hurtigt afløst af Bob Denards fransktalende 6 Commando og sendt videre ind i bushen mod simbaerne. Siegfried Müller var atter chef for en hurtigtskydende og hurtigtkørende kolonne af hvide lejesoldater.

I februar 1965 forlød det i pressen, at Siegfried Müller var meldt savnet, efter hans kolonne havde kæmpet sig ud af et voldsomt baghold under fremrykningen mod byen Paulis. I samme måned udløb hans kontrakt med Congos regering. Müller rejste til Frankrig, hvor han udgav sine krigserindringer Les nouveaux mercenaires (Mike Hoare og 5 Commando fortsatte krigen og indlagde sig udødelig hæder, da de i slutningen af 1965 drev den selvudråbte ekspert i guerillakrig, Castro-håndlangeren “Che” Guevara, ud af Congo.)

Siegfrid Müllers i dag uhyre sjældne bog om hans tid som lejesoldat i Congo.

Hjemme i Vesttyskland havde journalisten Gerd Heidemann i hemmelighed solgt sit materiale fra Congo til østtyskeren Walter Heynowski. Han og Gerhard Scheumann lagde nu en fælde for Siegfried Müller. De indbildte ham, at de var vesttyske journalister i færd med at lave et program om moderne krigsførelse, og tilbød ham 10,000 D-mark for et interview.

Parterne satte hinanden stævne den 10. november 1965 i et improviseret filmstudie i München. De to rare, unge journalister hyggede godt om den gamle junglekriger, som man lokkede til at iføre sig sin uniform fra Congo-tiden. Gennem fire timer rullede kameraerne, mens en lind strøm af pernod og lavmælte spørgsmål blev serveret for Boendes befrier.

Bagefter blev interviewet med den omtågede Müller krydsklippet med optagelser af de sortes grusomheder på en sådan måde, at seerne måtte tro, at de var begået af 52 Commando. De mange hvide nonner og missionærer, som Müller havde reddet ud af klørene på Congos menneskeædende stammekrigere blev selvsagt ikke nævnt.

Resultatet blev, at “Kongo” Müller i Der lachende Mann kom til at fremstå som en fordrukken, sadistisk hykler, der i Afrika have ledet en bande ækle mordere:

Udsendelsen blev en sådan succes for STASI-regimet, at Walter Heynowski og Gerhard Scheumann fik lov til at stiftet Studio H&S, DDR’s eneste uafhængige filmselskab nogensinde (indtil det i 1982 blev underlagt det statslige DEFA). Blandt Studio H&S’ mest trofaste kunder var de statslige fjernsyn i Sverige og Danmark.

Et eksempel på Walter Heynowski propagandakneb: Siegfrid Müllers forbindelsesofficer, den altid muntre belgier Charles Masy, ækvivaleres med de vaskeægte kannibaler, som de hvide lejesoldater sloges imod i Congo.

Walter Heynowski fik personligt en god forbindelse til Danmark, da han i 1972 lærte journalisten Jørgen Pedersen at kende. Pedersen, der i 1998 blev dømt for injurier mod en ledende politimand, forlod Danmarks Kommunistiske Parti i 1979 for at være med til at stifte partiet Fælles Kurs.

Sammen med DR-redaktionschef Kjeld Veirup stod Jørgen Pedersen i 1989 bag invitationen til Heynowski om at komme og undervise Danmarks Radios journalister. Veirup har dog senere stemplet østtyskerens arbejde som “fladpandet propaganda” – dog først efter Berlin-murens fald. Det overordnede ansvar for seancen havde et tidligere medlem af Venstresocialisterne, Ruth von Sperling, der i dag er redaktør på P1.

Per Michaelsen, manden der i 1997 var med til at afsløre Danmarks Radios samarbejde med DDR’s mester i filmpropaganda og desinformation, blev i 2012 beskyldt af det kulturradikale dagblad Politiken for at have været spion for STASI. Bladet tabte sagen i Pressenævnet og skal i skrivende stund været stævnet for injurier.

Gerd Heidemann, journalisten der gjorde “Kongo” Müller berømt, påstod i begyndelsen ag 1980’erne, at havde fundet Adolf Hitlers dagbøger. De blev solgt for omkring 10 millioner D-mark til Stern. Svindlen blev afsløret og Heidemann idømt knap fem års fængsel. I 2002 blev det afsløret, at han i flere perioder havde arbejdet for STASI.

Siegfried Müller døde i 1983 i Sydafrika. Selv blandt folk, der efter min bedste overbevisning burde have vidst bedre, skæmmes hans eftermæle af STASI-håndlangernes ondskabsfulde portræt af ham. Det gælder f.eks. de ellers eminente romanforfattere Wilbur Smith og Frederick Forsyth, der i henholdsvis The Dark of the Sun og The Dogs of War kolporterer myten om den sadistiske tysker i Congo.

***

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Kongo Müller og kulturmarxisterne

  1. Hans Und siger:

    Jørgen Pedersen har nok forladt DKP i 79, men Fælles Kurs stiftes i 86. Og man kan så konkludere, at han næppe har forladt den marxistiske religion, men blot haft behov for at distancere sig fra DKP. Velsagtens som et led i, at tjene sagen bedst muligt. At DDRs undsigelse kommer efter kommunismens sammenbrud siger sådan set alt.

    En interesant detalje ved injuriesagen, som vedrørte den drabsdømte “Pedal-Ove”, er at den kommunisitiske propagandakanal DDR førte sagen videre EMRK-domstolen. At det kan lade sig gøre og at en dom ved denne domstol tillægges retskraft her i kongeriget, betyder jo, at der er afgivet suverænitet i ubestemt omfang. Jeg erindre ikke at tilslutningen til den underliggende konvention har været til folkeafstemning.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s