Korstog i Baltikum 1919

Vi havde nu den ære at føre Europas ældste flag i kamp på dets syvhundredårige fødselsdag. – Det flag er rødt med et hvidt kors. Og det kæmper mod et rødt flag uden kors. Det er symbolsk. – Hvor længe skulle denne de nationale faners kamp vare mod den internationales? Ville korset blive udslettet?
Kaptajn Richard Borgelin, Estland Valdermarsdag 1919.

Hvis min hukommelse ellers ikke svigter mig, så blev jeg første gang opmærksom på, at et dansk frikorps allerede i 1919 havde kæmpet i Baltikum mod det kommunistisk besatte Rusland, da jeg i sin tid læste Andreas Monrad Pedersens yderst anbefalelsesværdige bog om Schalburgkorpset.

Dansk-Baltisk Auxiliær Corps (DBAC) blev stiftet på initiativ af unge danske fra bl.a. Akademisk Skyttekorps, der som frivillige havde kæmpet i Den Finske Frihedskrig 1917-1918. Hjemvendt til Danmark så de, hvordan den røde pest nu bredte sig over Baltikum og besluttede sig for, atter en gang at gribe til våben mod Lenin og Trotskijs horder.

De unge antikommunister tog i begyndelsen af 1919 kontakt til forretningsmanden og forsvarsvennen Aage Westenholz, Karen Blixens kødlige onkel og skaberen af Korps Westenholz. Trods vold og heftig chikane fra Sovjet-diktaturets danske venner, socialdemokraterne og syndikalisterne (datiden kommunister), meldte flere end 600 danske sig til kamp mod den røde terror i Baltikum. Omkring 200 blev i april 1919 sendt af sted til krig i det tidligere Livland.

Dansk frikorps ca. 1915.

DBAC var udrustet med Korps Westenholz’ blå uniformer , støvler og hjelme fra Storbritannien og bevæbnet med russiske Mossin-Nagant M1891 militærrifler. Korpset væsentligste bevæbning var dog omkring 30 stykker af det legendariske, danske Madsen Rekylgevær, fremstillet af Dansk Rekyl-Riffel Syndikat, der juni 1944 blev bombesprængt af danske kommunister.

De danske østfrontfrivillige hviler ud under de voldsomme kampe ved Ostrow. Bemærk det smukke Madsen rekylgevær i forgrunden.

Efter en overkommelig start med vagttjeneste o.l., blev DBAC i sommeren 1919 indsat som den estiske hærs stormafdeling i en voldsom offensiv. Skulder ved skulder med sit estiske søsterkompagni ‘kaptajn Grants børn’, jog de danske frivillige hurtigt de sidste kommunister ud af Estland. Man fortsatte ned i Letland, hvor det danske frikorps den 6. juni 1919 på egen hånd befriede Jakobstadt (i dag Jékabpils) i Kurland, hvor de fik forbindelse til det berømte tyske frikorps Eiserne Division.

Den tyske Jerndivision på march.

Søren Richard Opffer, kriger og poet, faldt 27. juli 1919 ved Ostrow-fronten.

Efter erobringen af Jakobstadt blev DBAC trukket tilbage til Estland, men senere indsat på den russiske østfront og deltog i det blodige slag ved Ostrow, hvor kornet Richard Opffer led heltedøden. På hans lig fandt man et digt, som den unge dansker havde skrevet til sin mor hjemme i Danmark:

Fjernt, fjernt hinsides havet
under Danmarks skønne kyst
gemmes trofast mindes om mig
i et kærligt moderbryst.

Lille mor, du har mig elsket,
endnu førend jeg blev født,
lille mor, din kærlighed jeg
alt for ofte har forødt.

Ak, hvor har du ikke såret
tit din hånd så sart og ren,
når du for mig ville fjerne
livets stride torn og sten.

Fjernt i fremmed land jeg kæmper.
Fjernt du beder for din søn,
men hvis døden mig vil kræve
bli’r for digh min sidste bøn.

Kort efter kampene ved Ostrow udløb danskernes kontrakt med den estiske regering og de trætte soldater vendte hjem til glemsel i Danmark. Under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945, stod flere af veteranerne på hver deres side, men forblev dog åndeligt forbrødret i deres afsky for kommunisme.

Compagnie Borgelin på østfronten.

I Baltikum kendes Dansk-Baltisk Auxiliær Corps som Compagnie Borgelin, for i kamp blev korpset ledet af kompagnichefen – kaptajn i den danske hær, Richard Gustav Borgelin.

Kaptajn Borgelins erindringer blev forrige år udgivet af hans datter, Ann-Marie Borgelin. Jeg har netop færdiglæst bogen og kan love, at den for enhver sand reaktionær er fornøjelig læsning. Hør blot kaptajn Borgelins betragtninger efter kompagni Borgelins erobring af landsbyen Modon (i dag Madona):

Præsterne var som sagt henrettede – som regel hængte. Det var de første, det overalt gik ud over, hvor bolsjevikkerne [gammelt ord for kommunister] holdt deres indtog. Endnu før man pillede distinktionerne af officererne eller besatte politistationen, likviderede man teologerne og lukkede deres fakulteter og præsteseminarier, trods det disse ikke havde været revolutionens særlige fjender, men tværtimod ofte været med til at forberede den.

Borgelin fortsætter:

Det var ikke alene de græskkatolske poper inde i Rusland, men også de lutheranske provster og præster i Estland og Letland og den katolske gejstlighed i Litauen, der måtte springe over klingen. Og skal der endeligt være revolution og verdensomvæltning, er der måske også en vis retfærdighed i, at de folk, der har fået uddannelse, der skulle give den en vis oversigt og en stilling, der forpligter, kom til at tage de første stød, fordi de ikke på nogen måde tør tillade sig at lefle for hadets og misundelsens evangelium, der er et helt andet end det, de skal prædike.
Mange havde slæbt denne vege åndsretning med fra universiteterne eller præsteseminarierne, hvor den kaldes liberalisme og var i nærmere eller fjernere familie med socialisme, nihilisme og en mængde andre samfundsomstyrtende retninger.

Og videre:

Da bolsjevikkerne fik kraft til at gennemføre revolutionen, gik det allerførst ud over dem, der enten havde forsømt deres pligt, eller der som strudsen havde stukket hovedet ind i busken for ikke at se det, der ville komme.
Præsterne og en mængde lærere, der havde troet, at de “nok skulle klare den”, var de første, der kom til at lide. De sad i uhyggelige fængsler, blev pint og forhånet, men altså ikke for evangeliets skyld, og når man så endelig ikke gad beskæftige sig med dem længere, klyngede man dem op.
De såkaldte fine i samfundet havde jo også mødt deres skæbne. deres penge var intet værd, og deres huse var beslaglagte. Deres sønner vatr faldet i krig eller henrettet som officerer, og deres smukkeste døtre var rekvireret til fordel for de røde matroser og revolutionssoldater.

Kaptajn Richard Borgelin slutter således:

Det var et mishandlet, et strandet samfund sådan en lille by nu repræsenterede, og de, der havde haft kommandoen og stået ved roret, var kastet over bord.
Enkelte af disse svømmede endnu omkring vraget og blev fisket op af os, når vi kom og åbnede fængslerne og holdt standret over de værste udyr i de røde tribunaler.

Efter hjemsendelsen af Dansk-Baltisk Auxiliær Corps i september 1919, meldte flere veteraner sig til tjeneste i admiral Kolchaks Nordvestarmé under general Nikolaj Judenitj. Richard Borgelin blev forbindelsesofficer mellem den eksilerede, danske zarmoder Maria Feodorovna (prinsesse Dagmar af Danmark) og Nordvestarméen. Interessant nok fortæller han, at det var Storbritannien, der pressede Judenitj og hans nedslidte, dårligt udrustede hær til at angribe Sct. Peterborg. Slaget stod i oktober 1919 og blev en strategisk vigtig sejr for det røde diktatur i Moskva.

Om de hvides slagne general Judenitj skriver Borgelin:

Han var egentlig en pragtfuld type, halvt viking og halvt russer. Uden tvivl en stor feltherre, sejrherre fra Erzerum, en mand med fantasi og lune. Skæbnen havde givet ham en håbløs opgave. Det vidste han selv. Men han løste den som en mand!

Dansk kaptajn Richard Gustav Borgelin blev udnævnt til oberstløjtnant i estiske hær og den estiske nation skænkede ham i taknemmelighed det fornemme gods Maidel. I 1940 angreb kommunisterne igen Baltikum. Borgelin flygtede til Danmark, hvor han indtil sin død i 1966 ernærede sig som lærer.

Borgelins ordonnans, den unge dræber Ernst greve Holstein, der som godsforvalter på Maidel blev stanget ihjel af en gal tyr få år efter krigen..

Estland blev i 1991 befriet fra den kommunistiske besættelse. I juni 2013 rejste man en smuk mindesten for Dansk-Baltisk Auxiliær Corps. Estisk fjernsyn bragte et længere indslag fra den højtidlige begivenhed. Dansk presse forholdt sig aldeles tavst.

***

(Dansk-Baltisk Auxiliær Corps’ historie skildres i Niels Jensens For Dannebrogs Ære, Odense Universitetsforlag 1998.)

Dette indlæg blev udgivet i Antikommunisme. Bogmærk permalinket.

6 svar til Korstog i Baltikum 1919

  1. Morten Borup siger:

    Et stykke Danmarkshistorie jeg ikke var bekendt med. Endnu en helt fik lov til at dø i glemsel. Vil gerne vide hvor han ligger begravet, så jeg kan lægge en lille blomst i erkendtlighed.

    K. Blixen var iøvrigt af god familie. Hendes fader, Wilhelm Dinesen, var chef for den 8. brigade, der tappert modangreb under stormen på Dybbøl Skanse i 1864. Han begik et par taktiske brølere, hans angreb kom for sent, og han forbød sine soldater at benytte de langt bedre tyske rifler, som de ellers ville have samlet op fra slagmarken, men alt i alt var det en fremragende dåd. Dinesen deltog også i den fransk-tyske krig i 1870-71 og senere vist nok i en skærmydsel i Tyrkiet. Han begik selvmord i en alder af 49 efter at have levet et eventyrligt liv.

    DBAC’s bedrifter var nok en bog værd, hvis der skulle sidde en historiker derude og se sig om efter lidt smør på brødet.

    • Martin Kasler siger:

      Richard Borgelin ligger begravet på Kalvehave Kirkegård.

      Så har jeg netop læst Tom Buk-Swientys biografi om Wilhelm Dinesen “Kaptajn Dinesen – Ild og blod”. Den slutter lige efter Dinesens deltagelse i den fransk-tyske krig og nu venter jeg spændt på biografiens andet bind.

      Dinesen var sekondløjtnant i 8. brigade og holdt med en skyttekæde stand mod tyskerne under brigadens storm på Dybbøl Mølle. Detaljen med de tyske rifler nævnes ingen steder, men slaget ved Dybbøl var så kort og heftigt, at der formodentligt ikke har været tid til at opsamle og lære at betjene de preussiske styrkers bagladegevær.

      I øvrigt har Tom Buk-Swienty jo også skrevet to bøger om den 2. slesvigske krig – “Slagtebænk Dybbøl” og “Dommedag Als”. De er lige pacifistiske nok til min smag, men som historieformidler er Buk-Swienty efter min mening på højde med de bedste.

      Der er allerede skrevet en bog om DBAC, nemlig Niels Jensens “for Dannebrogs Ære”. Den er jeg ikke ovenud begejstret for, men den giver dog en god kronologisk gennemgang af korpsets felttog i Baltikum.

      • Morten Borup siger:

        Dinesen skriver selv om de tyske rifler: “…Døde og sårede preussere og danskere bedækkede valpladsen. Nogle af mine folk opsamlede preussiske geværer, som de mente var bedre end vore, men jeg befalede dem at bruge deres egne.”

        http://www.milhist.dk/1864/dybbol/dybbol.html

        Jeg hæftede mig ved detaljen, da de tyske “tændstiftsgeværer” kunne skyde hurtigere end vore forladere, hvilket utvivlsomt må have været en fordel i den givne situation. Men skidt pyt… Dinesen har vel tænkt, at soldaterne kunne skyde bedst med de geværer, de var trænede i at bruge.

        Tak iøvrigt for boglisten og oplysningen om Borgelin’s gravsted.

        • Martin Kasler siger:

          OK. Den detalje mener jeg bestemt ikke Buk-Swienty har med; hverken i “Slagtebænk Dybbøl” eller “Kaptajn Dinesen”.

          På “Dansk Militærhistorie” har der indsneget sig en faktuel fejl: Sekondløjtnant Dinesen var ikke kompagnichef. Det var den usædvanligt tapre (premierløjtnant) Redsted, som Dinesen fortæller om i sine erindringer fra stormen på Dybbøl Mølle.

          • Morten Borup siger:

            Du bør nok skrive til redaktørerne på siden og bede dem om at rette denne deres faktuelle fejl. Hvad de derimod ikke kan rette er Dinesen’s pinligt komiske formulering i sine erindringer: at de døde og sårede soldater BEDÆKKEDE valpladsen. Bedække er vist noget, dyr gør med hinanden🙂

            • Martin Kasler siger:

              Faktisk er bedække også et ældre ord for “dække med”, så Dinesen var ikke helt galt øh.. afmarcheret.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s