Optakt til Dommedag (George Jackson, 4. del)

(Læs 3. del: George Jackson og Che Lumumba-klubben.)

(Nedenfor er fjerde afsnit i føljetonen om et ikke særligt kendt kapitel i marxismens historie. Nemlig historien om den sorte vaneforbryder George Jackson, der blev ophøjet til revolutionshelt og kostede henved tyve mennesker livet.)

Det er blevet hævdet, at George Jacksons 12 år yngre bror Jonathan havde en intelligenskvotient på 117. Jacksons egen IK har antageligt også ligget vel over de 85, der er gennemsnittet for den amerikanske neger. På skrift kunne han i hvert fald udtrykke sig på fejlfrit engelsk og var en flittig brevskriver. Fortrinsvis til sin mor, men også til en 50-årig kvinde, han som dreng havde kendt i Chicago:

For seventeen months the lady wrote Jackson gentle, courtly love letters, and he wrote her violent courtly loveletter.

Det bizarre forhold mellem den midaldrende hvide middelklassekvinde og den 25 år yngre sorte vaneforbryder fik en brat ende, da George Jackson begyndte at tilsende hende hvad han kaldte “physical evidence of love” – sædplettede breve.

Den angiveligt velbegavede Jonathan Jackson.

George Jackson

Jonathan Jacksons 12 år ældre bror, bandelederen George Jackson.

George Jackson indledte også en intens brevkorrespondance med Fay Stender, Angela Davis og Joan Hammer. Det vides ikke, om disse kvinder også modtog “physical evidence of love“, men Stender kunne bruge dele af hans korrespondance i en juridisk strategi, som en anden advokat fra National Lawyers Guild tidligere med succes havde brugt til at få prøveløsladt lederen af Black Muslims i San Quentin, seksualforbryderen Leroy Eldridge Cleaver.

Læs Kærlighed og kugler (Black Power).

Fay Stenders formål var at skabe, hvad hun kaldte et ‘klima af frifindelse’ i offentligheden ved at fremstille Jackson som en slags vred sort samfundskritiker med hjertet på rette sted, indespærret af et uretfærdigt, racistisk system. Sådan fremstillede Jackson sig i sine breve når der var behov derfor og det var sådanne breve, Fay Stender udvalgte. Opgaven med at redigere brevsamlingen og finde en udgiver viste sig uhyre nem:

For one thing, George really wrote all the letters in Soledad Brother. All I had to do was select, clean up, and arrange the letters that would get him paroled… Selling the book to a publisher was no problem; Soul on Ice had paved the way for convict writing.

Og videre:

My real coup was getting Jean Genet to write the foreword. No one impressed our kind of readers like the name of a famous French intellectual-literary ex-con who hated white America.

Jean Genet var en homofil vaneforbryder med skrivekløe, der i 1949 var blevet løsladt efter voldsomt pres fra ledende kulturmarxister som filosoffen Jean-Paul Sartre og maleren Pablo Picasso. Genet blev selv en ledende kulturmarxist og sværmede på sine ældre dage for Black Panther Party.

Homofile Jean Genet omgivet af store negere fra Black Panther Party.

Fay Stender fik sagen flyttet til San Francisco og George Jackson til San Quentin lidt uden for byen, hvor hun selv boede. I juli 1970 fandt endnu et hævnmord for januars blodige batalje i Soledads fængselsgård sted, da en flok negere huggede fængselsbetjent William C. Shull ihjel med 50 knivstik. Han efterlod sig kone og fire børn. Syv sorte blev tiltalt for det bestialske mord. Fay Stenders Prison Law Project døbte dem Soldead Seven og tog sagen.

Adskillige andre hvide fængselsbetjente blev tilsvarende overfaldet af indsatte negere, men slap med livet behold. I San Quentin overværede Edward Bunker et sådant overfald:

In the mess hall a black convict named Willie Christmas suddenly pulled a knife and went after the guard at the end of the steam table.

James McClain var en anden neger, der i San Quentin overfaldt en hvid fængselsbetjent med kniv. Sager mod Indsatte i San Quentin føres ved domstolen i Marin County, der har sæde i Marin County Civic Center i byen San Rafael lidt nord for San Francisco. I begyndelsen af august 1970 blev James McClain her tiltalt for overfald og ulovlig våbenbesiddelse.

Marin County Civic Center ca. 1970.

James McClain optrådte i retten som sin egen advokat og havde indkaldt et par andre sorte indsatte til at vidne for sig. Bl.a. selvsamme Willie Christmas, som Bunker havde set overfalde en hvid vagt.

På sagens førstedag dukkede en ung slank neger op iført en grøn regnfrakke og med en stor blå taske i hånden. Han var den eneste tilhører og efter få minutter forlod han retslokalet.

Dagen efter – den 7.august 1970 – havde James McClain den sorte kidnapper Ruchell Magee i vidneskranken, da negeren i den grønne regnfrakke igen dukkede op med sin blå taske i hånden. Han satte sig bagerst i lokalet. Ingen syntes rigtigt at bemærke den kønne negerdreng, før han rejste sig op med en automatpistol i hånden og råbte “All right, gentlemen. Just hold it right there.”

***

(Læs 5. del: Magnum Force.)

Dette indlæg blev udgivet i Black Power. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s