Dansk Folkeparti og eksklusionerne

I  forgårs udgave af debat- og nyhedsprogrammet Deadline var der en uhyre interessant debat mellem Sørine Gotfredsen, Søren Hviid Pedersen og Morten Uhrskov Jensen om mulighederne for et ægte dansk højreparti.

Anledningen til debatten var selvfølgelig den nylige meningsmåling der viser, at knap 13% af vælgerne efterlyser et parti til højre for Dansk Folkeparti. Morten Uhrskov Jensen har som formand for partiet Dansk Samling (DS) meldt sig klar på opgaven med at give disse vælgere en stemme i Folketinget.

Aftenens vært Niels Krause-Kjær, der i 2012 smed et glas vand i hovedet på den volds- og injuriedømte venstreekstremist Rune Eltard-Sørensen, forsøgte at snyde Uhrskov Jensen nogle udsagn i næsen, som det prominente DS-medlem Adam Wagner en gang har fremsat. I samme ombæring fremdrog Krause-Kjær også, at Wagner i 1999 som en af nitten var blevet smidt ud af Dansk Folkeparti for nazisme og ekstremisme.

Hertil påpegede Morten Uhrskov Jensen, at Adam Wagner og andre af de ekskluderede efterfølgende havde stævnet Dansk Folkeparti for injurier og vundet sagen.

Jeg var en af dem, der sammen med Adam Wagner blev smidt ud af Dansk Folkeparti og som efterfølgende måtte slæbe Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup i retten for at blive renset for deres usande beskyldninger.

I det følgende vil jeg – efter hukommelsen – forsøge give historien om den stadigt mystiske sag om Dansk Folkepartis eksklusion i 1999 af nitten fortrinsvis unge mennesker:

Dansk Forum
Man kan sige, at historien begynder i 1996, hvor vi er en lille gruppe, der bryder med Den Danske Forening og stifter Dansk Forum. I modsætning til alle andre den gang, så erklærede vi os åbent for højreorienterede og nationale. Dansk Forum var også nogle af de første – hvis ikke de første – til at benævne sig nationalkonservative. Og så var Dansk Forum ungt! Bortset fra mig, så var der i foreningen ikke mange over 30 år. Og en markant del af disse unge var universitetsstuderende.

Det har formodentligt været derfor, at Dansk Forum næsten fra sin fødsel blev en meget ombejlet gruppe. Alverdens fælleslister og småpartier sværmede revender talt om ørene på os. Sådan lige på en studs kan jeg huske Dansk Center Parti, DNSB, Fælleslisten Mod Indvandring, Trivselspartiet, Nationalpartiet Danmark, Dansk Samling og selvfølgelig Den Danske Forening, hvor mange gerne så os tilbage.

Carl Christian Ebbesen til julefrokost
Jeg var personligt meget imod “foreningsrytteri” – altså, at man var medlem flere steder – men et egentligt forbud mod den slags trafik havde vi ikke i Dansk Forum. I 1996 stod vores lokalafdeling i Århus for foreningens første julefrokost. Jeg blev ringet op af et toneangivende lokalmedlem, der forklarede mig, at Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) var i bekneb for medlemmer nok til at få statstilskud. DFU-formand Carl Christian Ebbesen ønskede derfor at komme forbi julefrokosten og hverve os alle som medlemmer. Var det i orden?

Jeg husker, at jeg blev en smule forbavset over, at Århus-afdelingen havde så tæt kontakt til ledende medlemmer af Dansk Folkeparti. Jeg fornam også et eller andet sted, at hvis jeg sagde nej, ville det føre til splid i Dansk Forum, hvor flere allerede havde udtrykt ønske om, at vi skulle nærme os partiet.

Carl Christian Ebbesen deltog ikke officielt i Dansk Forums julefrokost, men dukkede diskret op ud på aftenen. Han blev der vel et par timer og tog afsted med omkring 50 spritnye DFU-medlemmer i lommen. Senere gav han interview til vores medlemsblad Runestenen.

Den århusianske forbindelse
Inde i året 1997 begyndte jeg at høre historier om, hvordan Dansk Folkeparti inviterede medlemmer af Dansk Forums Århus-afdeling til medietræning, politiske kurser o.l. med henblik på det forestående kommunalvalg.

Det kom derfor ikke helt bag på mig, da nogle medlemmer af vores Århus-afdeling på et møde direkte krævede, at Dansk Forums interesser skulle vige for Dansk Folkepartis. Da dette krav blev afvist, tog de hjem og meldte sig ud. En blev efterfølgende valgt for Dansk Folkeparti til byrådet i Århus, blev dernæst løsgænger, så medlem af Fremskridtspartiet, for til sidst at forlade byrådet i utide.

Møder på Christiansborg
Allerede i Dansk Forums andet leveår – 1997 – tog Dansk Folkepartis ledelse på Christiansborg kontakt til Dansk Forum for at hverve flere egnede kandidater. Medlemmer som Louise Holm og Adam Wagner tog ind for at fortælle Peter Skaarup og Søren Espersen om Dansk Forum. Flere og flere af vore medlemmer meldte sig ind i Dansk Folkeparti, blev tilbudt kandidatposter og sendt til medietræning.

Personligt havde jeg ingen nævneværdig kontakt med Dansk Folkeparti før Antifascistisk Aktions nedbankning af Pia Kjærsgaard på Nørrebro i marts 1998. Efter dette overfald rettede man i partibladet Dansk Folkeblad et voldsomt angreb på den venstreekstremistiske kamporganisation Rebel. Som redaktør af Dansk Folkeblad blev Søren Espersen derfor stævnet for injurier af de røde bøller.

Studentermedhjælp
Vi kontaktede Dansk Folkeparti og forklarede dem, at vi havde haft Rebel infiltreret og lå inde med en del viden, som måske kunne hjælpe Søren Espersen. Jeg blev inviteret til Christiansborg, hvor jeg diskuterede sagen med ham, og – hvis jeg husker korrekt – så var jeg også til møde med hans advokat om sagen, som Espersen iøvrigt tabte.

I nogenlunde samme periode fik vi et venligt praj om, at Dansk Folkeparti søgte en studentermedhjælper til partikontoret på Christiansborg og ville se med største velvilje på, at en af Dansk Forums studerende søgte stillingen. Louise Holm ansøgte og blev ansat.

Ulrich Karpf
Omkring samme tidspunkt dukkede en vis Ulrich Karpf op i Dansk Forum. Han var næstformand i DFU og arbejde ligeledes som medhjælp på Christiansborg. I en periode opsøgte han mig næsten dagligt med sladder fra Dansk Folkepartis indre gemakker og alverdens planer for, hvordan “vi” kunne sikre, at han blev valgt til DFU-formand.

Carl Christian Ebbesen stod nemlig for at trække sig tilbage fra formandsposten i DFU. Til Karpfs fortørnelse havde partiet udpeget Kenneth Kristensen som hans afløser. Karpf brændte nu for at blive kalif i stedet for kaliffen.

Samtidig havde Ulrich Karpf set sig ond på Louise Holm. Det var tydeligvis jalousi fordi hun med sit kønne ydre og søde væsen løb med al opmærksomheden inde på partikontoret, hvor Carl Christian Ebbesen stod for den daglige drift.

Advarsel mod Karpf
Efter jeg flere gange var blevet kontaktet af Louise Holm, fordi ingen greb ind overfor Ulrich Karpfs efterhånden daglige chikane af hende, ringede jeg til Ebbesen og bad ham få sat en stopper for Karpf. Jeg advarede tillige Ebbesen om Karpfs mange luftige intriger og gjorde det samtidigt klart, at efter min mening var der et eller rav ruskende galt med Karpf.

Hvis jeg husker korrekt, så indmeldte jeg mig samme år – 1998 – i Dansk Folkeparti. Kort efter blev jeg inviteret til møde på Christiansborg med Søren Espersen og Peter Skaarup. De fiskede efter, om jeg også ville stille op for partiet. Det svarede jeg nej til, da politik som sådan ikke interesserer mig.

Snak om Pinochet, Front National m.v.
I den efterfølgende snak var vi omkring flere af de ting, som man havde kunnet læse i pressen om Dansk Forum, eller som stod på vores hjemmeside. Dansk Forum havde siden interviewet med Carl Christian Ebbesen fast sendt Runestenen til Christiansborg, så Espersen og Skaarup var alt i alt rimeligt godt orienteret om Dansk Forum.

Begge gjorde det klart, at selv om vores holdninger til f.eks. Pinochet i Chile og Front National i Frankrig blev opfattet som kontroversielle, så anså de det ikke som noget problem for Dansk Folkeparti. Begrundelsen, som blev givet af Søren Espersen, var, at ungdomspartier altid er mere yderliggående end deres etablerede moderpartier.

DFU-Landsmøde 1999
I 1999 var der både valg i DFU og valg til Europaparlamentet. Dansk Folkeparti opstillede Louise Holm som nr. 3 efter Mogens Camre og adskillige af vore medlemmer blev hvervet som praktiske grise til hans valgkamp.

På DFU’s landsmøde svirrede det med planer om at hindre Kenneth Kristensen i at afløse Carl Christian Ebbesen som formand. Mindst to fløje i DFU – en omkring Ulrich Karpf og en omkring nogle århusianske studerende med rod i Den Danske Forening – sværmede om os 8-10 stykker fra Dansk Forum for at få os med.

Men i Dansk Forum var vi faktisk ligeglade med, om Karpf eller Kristensen blev DFU-formand. Vi var taget til Odense for at få stemt Adam Wagner ind i DFU’s hovedbestyrelse. Hverken mere eller mindre. Kenneth Kristensen blev behørigt valgt til DFU’s nye formand, Karpf og Wagner til hovedbestyrelsen.

Få år senere blev Kenneth Kristensen og Ulrich Karpf i forening dømt for racisme. Karpf forlod herefter Dansk Folkeparti, blev presserådgiver for sex-krænkeren Anders Møller (V) og igen rodet ind i en sag om chikane af en kvindelig kollega. Sidste år fik Ulrich Karpf sin fjerde dom for bedrageri.

I 2007 beskyldte Kenneth Kristensen den venstreekstremistiske gruppe Demos for at “opfører sig som fascister ved at bruge vold som politisk middel“. Gruppen stævnede ham for injurier. Kristensen vandt sagen ved såvel byret som landsret.

Eksklusionerne
Ikke længe efter DFU’s landsmøde blev vi så ekskluderet. Begrundelsen lød først, at vi var blevet ekskluderet fordi vi var medlemmer af Dansk Forum, der blev beskrevet som “skinheads i kampstøvler“. Begrundelsen (og beskyldningen) var helt ude i skoven. Flere af de ekskluderede havde ikke det fjerneste med Dansk Forum at gøre og velkendte medlemmer af Dansk Forum som Louise Holm var stadig i partiet.

Spørgsmålet om Louise Holm fik bragt Dansk Folkeparti i en slem kattepine. Hun havde fået så mange stemmer, at hun havde sprængt listen og nu var suppleant til Mogens Camres plads i Europaparlamentet. Smed de hende ud af partiet, og den aldrende Camre f.eks. blev syg, kunne de godt sige farvel til den taburet.

Partiledelsen ændrede derfor hurtigt forklaring. Nu hed det sig, at det ikke handlede om medlemsskab af Dansk Forum, men at hver især af de nitten sådan nærmest var nazister.

Presset på Louise Holm
Jeg ved ikke, om det var tilfældigt, at Dansk Folkeparti havde valgt at smide os ud, mens Louise Holm var på ferie i udlandet. Hun kom hjem en sen aften mens pressehetzen stod på sit højeste og tog direkte fra lufthavnen til møde i Dansk Forum. Hun var rejsetræt og forvirret over sagen (det var vi andre for så vidt også), men parat til at stå last og brast med Dansk Forum.

Samme nat ringede Louise til mig for at melde sig ud af Dansk Forum. Hun fortalte, at hun knapt var kommet hjem, før Pia Kjærsgaard og Mogens Camre var dukket op og i timevis forsøgt at overtale hende til at melde sig ud, før hun omsider gav efter. Hun lød bedrøvet og meget træt. Jeg sagde, at jeg godt forstod hende og at det var OK. Senere gled hun stille ud af politik.

Bag kulisserne
Jeg havde en personlig kontakt i Dansk Folkeparti, som stod tæt på et medlem af partiets hovedbestyrelse. Denne kilde fortalte mig, at hovedbestyrelsen var blevet indkaldt til hastemøde om “en alvorlig sag”. Her havde de fået fortalt, at en gruppe nazister havde infiltreret partiet og forsøgt at kuppe DFU.

Som bevis var der blevet fremlagt nogle dokumenter. Chokeret havde hovedbestyrelsen uden spørgsmål promte og enstemmigt stemt for eksklusion af 19 “nazister”.

Min kilde skaffede mig et kopi af de omtalte dokumenter. Disse viste sig være udskrifter af nogle få sider fra vores hjemmeside. De var med håndskrift påtegnet en række insinuerende kommentarer a la ‘nazistforfatter’ o.l. Jeg fik også et navn på håndskriftens ejermand.

Videre fortalte min kilde mig, at som eksklusionssagen skred frem i pressen, begyndte flere i hovedbestyrelsen af føle sig ført bag lyset, ligesom det tydeligvis var kommet aldeles bag på partiledelsen, at vi tog til genmæle.

(Få timer før aviserne udkom med den sensationelle historie om masseeksklusionerne fra Dansk Folkeparti, nåede samme kilde iøvrigt at advare mig om at noget var under opsejling. Men at det skulle blive så nederdrægtigt, havde ingen af os fantasi til at forestille os.)

Værdigt forsvar
Min kildes vurdering var, at partiledelsen havde satset på, at deres pludselige, grove hetz mod Dansk Forum ville få os til at gå i flyverskjul for pressen. Planen havde egentlig været, at partiledelsen – først og fremmest Pia Kjærsgaard – skulle holdes helt ude af sagen. I stedet skulle eksklusionerne tegnes i offentligheden af partifunktionæren Poul Lindholm, der også ledede det førnævnte hovedbestyrelsesmøde.

Jeg mener den dag i dag, at vi i Dansk Forum forsvarede os med værdighed. I modsætning til Dansk Folkeparti gik vi ikke på nogen måde ud og kastede med mudder. Grundliggende påpegede vi blot, at Dansk Forum ikke havde infiltreret partiet, men at partiledelsen tværtimod havde inviteret os indenfor med åbne øjne.

Dermed fik vi selvfølgeligt sagt, at partiledelsen løj. Først og fremmest Peter Skaarup, Søren Espersen og Carl Christian Ebbesen, der alle hårdnakket benægtede deres lange bekendtskab med Dansk Forum.

Vi holdt os derimod hele vejen til sandheden. Det var f.eks. ikke Dansk Forum, der inddrog Pia Kjærsgaard i sagen. Ikke fordi vi ikke ville, men fordi hun ikke (til vores viden) havde haft noget med os at gøre. Hun blev indraget fordi snu journalister hurtigt fandt på at råbe “Pia Kjærsgaard” når vi sagde “Dansk Folkeparti”.

Vi var i Dansk Forum helt på det rene med, at pressens dagsorden var at skade Dansk Folkeparti mest muligt. Allerhelst havde pressekorpset set, at de kunne bruge sagen til at beskylde partiet for aktivt at have rekrutteret nazister. Det nægtede vi selvsagt at deltage i. Det var heller ikke os, der fandt på at nærlæse programmer og udtaleser fra henholdsvis Dansk Folkeparti og Dansk Forum, for at bruge folkepartiets beskyldninger mod os for ekstremisme mod dem selv. Det var massemedierne, der fandt på den slags.

Panikreaktion
Allerede mens sagen stod på, talte vi i Dansk Forum om, at eksklusionerne havde et besynderligt præg af panik. Nogle af de udsmidte var som nævnt komplet anonyme partimedlemmer uden fjerneste tilknytning til Dansk Forum. Den eller dem, der orkestrerede hovedbestyrelsens panikbeslutning, synes selv at have været i panik.

Men hvorfor?! Det er mig den dag i dag en gåde. Partiets karrierepolitikere var blevet valgt til det de gerne ville, nogle ovenikøbet med Dansk Forums hjælp. Vores medlemmer rundt omkring i de forskellige bestyrelser arbejdede loyalt for partiet, hvis de da ikke som mig nærmest ikke gjorde noget væsen af sig. Vi gik ikke på medlemshugst i partirækkerne og promoverede i det hele taget ikke Dansk Forum indenfor partiet.

Alt i alt kan jeg den dag i dag ikke se, hvordan nogen i Dansk Folkeparti rationelt kan være kommet til den opfattelse, at Dansk Forum udgjorde en akut fare for dem eller partiet. Der var vitterligt ingen saglig grund til panik.

Under retssagen mod Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl lyttede jeg opmærksomt til deres forklaringer. Det slog mig, at Kjærsgaard som den eneste lød til oprigtigt at have troet på, at Dansk Folkeparti havde været truet af nazistisk infiltration.

Måske var Pia Kjærsgaard blot en god skuespiller. Men der er faktisk også den mulighed, at nogen den gang i 1999 førte også hende bag lyset omkring Dansk Forum. Spørgsmålet er så blot… hvem?

***

Dette indlæg blev udgivet i Dansk politik. Bogmærk permalinket.

2 svar til Dansk Folkeparti og eksklusionerne

  1. Polka Charlie siger:

    Spændende læsning, Martin.
    Jeg undrede mig dog særligt over én ting i debatten (fra ca. 26:39) i Deadline på DR2, nemlig Morten Uhrskov Jensens reaktion på det Adam Wagner rent faktisk havde skrevet. MUJ affejede det vel næsten fuldstændigt, desuagtet at det i dag for enhver forstandig person må betragtes som værende absolut nødvendigt. MUJ vedstod alene nødvendigheden af hjemsendelse/repatriering af kriminelle udlændinge, uden dog at angive hvilken grovhed kriminaliteten skal bestå i, før hjemsendelse kan komme på tale.
    Hvis det er realiteten, så er der jo ikke nogen virkelig foreskel på Dansk Samling og Dansk Folkeparti – ingen af partierne er villige til at stå ved realiteterne og bringe de værktøjer i anvendelse, som helt evident er nødvendige.
    Samme holdning (som MUJ) frembragte den ellers udmærkede Kim Møller fra uriasposten jo fornyligt i et interview, nemlig at hjemsendelse var udtryk for noget ekstremt:
    “Hvad er for ekstremt for dig?
    ‘Det er for ekstremt at tale om alle muslimer over en kam og tvungen deponering – det vil jeg aldrig gå ind for. Det vil jo betyde borgerkrig. Det er også et godt argument for ikke at lukke dem ind, at vi aldrig kan komme af med dem igen. Jeg tror ikke på en fredelig multikultur. Det er et sindelag – ikke en ideologi.”
    Jeg læser – desværre – den udtalelse som accept af, at vi står overfor et uundgåeligt nationalt kollaps og at vi må affinde os med borgerkrig af varierende intensitet fremover. Den borgerkrig som KM frygter kommer jo blot nogle år senere, når muslimerne når et passende antal – vi undgår den næppe ved at lade dem blive. 25-30år med flere ‘integrationsprojekter’ ændrer intet…

    • Morten Borup siger:

      Ja, det er et tilsyneladende uløseligt dilemma, MUJ sætter sig selv i før valget. Multikultur fungerer ikke, ikke-vestlige indvandrere er uintegrerbare, og alligevel er løsningen ikke hjemsendelse? Der mangler stadig et konkret bud på en løsning, og det bør MUJ hurtigst muligt regne ud, før han stiller op, da han ellers ikke vil magte at distancere sig tilstrækkeligt fra Dansk Folkeparti og dermed fremstå som et gyldigt alternativ til den allerede førte indvandrerpolitik.

      Det er nok ikke nogen chokerende nyhed, at jeg går ind for hjemsendelse af alle ikke-vestlige indvandrere samt en revurdering af de statsborgerskaber, der er blevet tildelt siden 1983. Her altså en gangbar løsning – men som nok er en tand for stram for MUJ.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s