Europæisk opgør med universalismen?

Jeg ved ikke, hvor mange der har bemærket det, men efter NATO’s katastrofale indsat i Irak og det efterfølgende kaos i Mellemøsten, så taler ingen længere om menneskerettigheder.

Begrebet er på forbløffende kort tid forsvundet ud af den politiske diskurs. I stedet taler vi nu om frihedsrettigheder. Jeg tror, at dette skifte er særdeles betydningsfuldt. Jeg tror det afspejler, at vi omsider er på vej mod et opgør med idéen om universelle menneskerettigheder, for at vende tilbage til en pragmatisk opfattelse af frihed som et nationalt anliggende.

Her synes Storbritannien at kunne blive foregangsland indenfor EU. Ifølge Russia Today, så er de britiske konservative nemlig vej til et opgør med Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Baggrunden er en socialistisk lov, der tillader mennesker i fjerne lande at lægge sag an mod det britiske militær for påståede overgreb. Denne lov vil de konservative fjerne, hvis de vinder det forestående valg. Russia Today skriver bl.a.:

The pledge reflects a broader Tory commitment to remove the UK from the European Convention on Human Rights (ECHR) and instead develop a British Bill of Rights in its place.

Et britisk opgør med Den europæiske Menneskerettighedserklæring vil betyde, at Storbritannien løsriver sig fra Den europæiske Menneskerettighedsdomstols jurisdiktion. Britiske domstole vil dømme i britiske sager om britisk frihed, mens vi andre vil være underlagt universalisterne i Strasbourg. Så længe det varer…

***

Dette indlæg blev udgivet i EU. Bogmærk permalinket.

2 svar til Europæisk opgør med universalismen?

  1. Jan Aage Jeppesen siger:

    De europæiske menneskerettigheder er, som det fremgår af navnet, ikke universelle men netop europæiske. Der er intet evigtgyldigt eller universelt over dem, de eksisterer fordi en række europæiske demokratier i 1950 besluttede, at netop disse politiske rettigheder dannede grundlag for den type sekulære demokratiske retsstater der i forskellige varianter havde udviklet sig i Vesteuropa siden Den franske Revolution i 1789.

    Tanken om universelle menneskerettigheder kom først til udtryk i den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776. Heri omtales nogle umistelige rettigheder der må forstås som universelle, da de er givet af Skaberen.

    FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948 hedder på engelsk ’The Universal Declaration’. Der lægges dermed op til, at menneskerettighederne er universelle. De gælder for alle mennesker på hele kloden uanset køn, race osv. Kulturelle eller nationale forhold spiller ingen rolle i denne opfattelse af menneskerettighederne. Med andre ord mener universalisterne, at man kan tale om nogle fælles menneskelige træk. ”Alle mennesker er født frie og i lige værdighed”, står der i Verdenserklæringens artikel 1. Menneskerettighederne bygger på grundlæggende fælles normer, som har forrang frem for andre regler og normer.

    Verdenserklæringen er i virkeligheden udtryk for et politisk kompromis mellem på den ene side USA og dets allierede og på den anden side Sovjetunionen og den socialistiske blok. Derfor består erklæringen basalt set af to dele. Den første del (til og med artikel 21) svarer i hovedsagen til USA`s forfatning med dens tilføjelser. Det er i den del, at frihedsrettighederne og de politiske rettigheder stadfæstes. Det drejer sig om ytringsfrihed, religionsfrihed, lighed for loven og fastlæggelsen af en politiske styreform, der indebærer, at et lands regering skal fremgå af frie og periodiske valg. De følgende artikler (22-27) går derimod videre og hævder en række økonomiske og sociale rettigheder: retten til social sikkerhed, retten til arbejde og beskyttelse mod arbejdsløshed, retten til hvile og fritid, retten til undervisning og en levestandard, som er tilstrækkelig til at sikre sundhed og velvære. Hvor den første type rettigheder indebærer en form for demokrati, så indebærer den anden type en form for velfærdsstat.

    Traditionelt har konservative været modstandere af demokrati og menneskerettigheder. Konservatismens grundholdninger formuleredes først og fremmest som en reaktion mod Den franske Revolution og de liberalistiske ideer bag denne. Edmund Burke tog afstand fra abstrakt teoretisering omkring samfundets udvikling. I stedet pegede han på den sunde, jordnære fornuft, fortidens visdom og erfaring intuition og følelse som politiske rettesnore. Abstrakte frihedsbegreber, som liberalismen anvendte, kunne han derfor ikke acceptere. Kun det af historien fremvoksende og sanktionerede var i overensstemmelse med samfundets interesser. Ændringer kunne derfor kun accepteres, hvis de var resultat af “naturlige” historiske processer. Opfattelsen af demokratiet som et system til varetagelse af særinteresser var i 1800-tallet konservatismens hovedargument mod dette. Man frygtede, at helhedens interesser skulle gå tabt til fordel for snævre særinteresser. Men ud fra en pragmatisk holdning accepteredes demokratiet gradvist. Man lagde vægt på bevarelse af ikke-demokratiske institutioner (kongehus, overhus, statskirke og privilegeret valgret) som modvægt mod varetagelse af særinteresser i de folkevalgte organer. Og man håbede på, at folket i sidste instans ville stemme på dem, som efter konservatives mening var var bedst egnede til at udtrykke folkets vilje: henholdsvis aristokratiet og embedsmændene.

    Der er således intet mærkeligt ved at især britiske konservative ønsker et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den måde en aktivistisk domstol fortolker konventionen på fratager lovgiverne i konventionsstaterne stadig mere magt og samtidig betyder rettighedstænkningen retskrav til immigranter fra fremmede kulturer der strømmer til i et omfang, der truer nationalstaternes sammenhængskraft og værdigrundlag.

    Hele tankegangen bag universelle menneskerettigheder og menneskerettigheder generelt bygger på en eklatant misforståelse. Som udgangspunkt findes der ingen rettigheder, hverken umistelige eller af anden art. Vi fødes ikke med rettigheder, men med pligter (fordringer) hvis opfyldelse muliggør nogle dermed sammenhængende rettigheder.

    Udfo0rdringen er således at afgøre, om der findes universelle fordringen som vi er underlagt alene qua personer, og i givet fald hvilke. Herefter kan det afgøres hvilke rettigheder der er mulige under givne omstændigheder. I givet fald må de universelle fordringer begrundes begrebslogisk analogt med den måde hvorpå Immanuel Kant begrundede gyldigheden af det kategoriske imperativ.

    Kernen i problemet er således at vi har vendt tingene på hovedet og bildt hinanden ind, at rettighederne kommer før pligterne. I stedet for at tale om menneskerettigheder burde vi tale om menneskepligter der muliggjorde nogle dertil sammenhængende rettigheder i samme omfang som fordringerne blev opfyldt. Retten til livet er således kun mulig hvis alle opfylder et generelt drabsforbud der forbyder drab undtagen i nødværge for at bjærge eget eller andres liv. En betinget ret til livet kan opnås hvis staten afskaffer dødsstraf, men mere er heller ikke muligt. Denne indlysende sammenhæng er i det mindste erkendt i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der forbyder anvendelse af dødsstraf og garanterer retten til livet som en fundamental rettighed.

    Som jeg ser det er problemet nok så meget, at vesterlændinge har mistet troen på de værdier der er forudsætning for etablering og opretholdelse af demokratiske retsstater. Tanken om at disse værdier er universelle er de facto opgivet. Det så vi da Vesten intervenerede militært i Afghanistan og Irak og væltede de tidligere morderiske regimer. Landene fik demokratiske valg til parlamenterne men ingen demokratiske forfatninger. I stedet accepterede Vesten med USA i spidsen en passus i de nye forfatninger om, at der kun kunne vedtages love som var i overensstemmelse med islamisk lov og tradition.

    Universalismen er således allerede en død sild i Vesten og artiklen løber åbne døre ind. Den er erstattet af værdirelativisme og multikulturalisme hvorefter alle kulturer er lige gode og har samme ret til at udfolde sig. Det er dette der i kombination med at vende rettighedsbegrebet på hovedet skaber Vestens problemer og underminerer nationalstaterne.

    Kulturrelativismen har vundet sig en plads i de antropologiske studier, hvor den fungerer som en slags forskningsstrategi. Man søger at forstå og vurdere den fremmede kultur på dens egne præmisser. Denne strategi fremstod som en reaktion mod en tidligere tradition, som havde studeret fremmede kulturer ud fra den vestlige kulturs egne præmisser og med en forestilling om, at den vestlige kultur stod højest på kulturernes rangstige, og at de andre kulturer måtte eller kunne karakteriseres som mere eller mindre primitive. Set i det perspektiv kan kulturrelativismen betragtes som en “nedstigen fra piedestalen.”
    Hvis kulturrelativismen er gyldig, så må en kulturs verdensbillede vurderes ud fra kulturen selv. Så findes der ikke en rationalitet, der kan bære et verdensbillede, som er universelt gyldigt. Og så kan der heller ikke findes en rationalitet, som kan lægge grunden for en rationelt nødvendig global etik.

    Men før vi accepterer denne slutning, er vi nødt til nøjere at gennemtænke, om den kulturrelativistiske position er holdbar. Om den er så stærk, at den kan bære sig selv. Kulturrelativismen hævder, at ethvert verdensbillede kun har gyldighed internt i forhold til en specifik kultur. Men hvad så med kulturrelativismens eget verdensbillede? Hvad med påstanden om, at ethvert verdensbilledes gyldighed er relativ til dets egen kultur? Er den påstand kun gyldig relativt til en bestemt kultur? Er det ikke en påstand, som kræver at være gyldig for enhver kultur, og derfor fordrer at høre til et verdensbillede, som har hævet sig over kulturrelativismen?

    Hvis man hævder, at påstanden kun er gyldig relativt til en bestemt kultur, så udelukker man ikke, at den modsatte påstand kan være gyldig i en anden kultur. Hvis man derimod udelukker denne mulighed, så stiller man sig på et punkt, hvor ens teori ikke tillader nogen at stå. Altså ligegyldigt hvad man siger, er man udelukket fra at kunne hævde kulturrelativismen som en rationelt tvingende teori. Det kræver som minimum , at teorien giver plads til sig selv, og at den er konsistent med sin egen universelle gyldighed.

  2. Morten Borup siger:

    Vi mangler blot at tilsætte frihedsrettighederne et stænk nationalisme, så er den hjemme. Men begrebet frihed er svært at definere, hvis det skal sættes ind i en samfundsmæssig kontekst. Hvis frihed virkelig skal tages bogstaveligt, ville fængslerne være tomme.

    Frihed er noget, som alle higer efter uden at kunne forklare, hvad det er. Jeg tror, Ezra Pound satte sagen på spidsen ved at definere frihedsbegrebet, som det tænkes af een, der ikke opfatter sig selv som fri, men som ikke ved, hvad han higer efter:

    “A slave is one, who waits for someone to come and free him.”

    Så kort kan det siges. Det er ligegyldigt om frelseren skal hedde Jesus, Stalin, Hitler eller Buddha. Slaven har gjort sig selv til slave, og vil altid være slave.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s