9. april

Så blev det igen 9. april; årsdagen for den tyske invasion af Danmark og Norge 1940.

Tyske krigsfly over Danmark 9. april 1940.

Mens Norge gik modstand, lagde Danmark sig fladt ned og blev et tysk protektorat. Den danske fejhed kom sikkert ikke bag på tyskerne. Den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning slog allerede i en radiotale 1. januar 1940 fast, at

Vi kan på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje til krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om et effektivt kampberedskab.

At Danmark skulle være umuligt at forsvare på grund af “landets karakter” blev i 2005 betegnet som en myte af litteraten Claes Kastholm Hansen. Hans vurdering blev støttet af pensioneret generalmajor C.C. Ahnfeldt-Mollerup, der bl.a. fortæller, at den danske hærledelse allerede ved krigsudbruddet i september 1939 stod klar til at forsvare riget. Ahnfeldt-Mollerup skriver:

Havde man fulgt generalkommandoens plan, og havde man reageret på de mange indberetninger i de første aprilsdage og indkaldt styrken, der skulle have været hjemsendt med våben, ville vi have haft ca. 50.000 + rekrutterne [8000 mand] til rådighed. Tyskerne angreb 9. april med 18.000 på Sjælland og i Jylland med 32.000 i første linie, 25.000 i anden linie.

Ahnfeldt-Mollerup fremhæver tillige, hvodan hærledelsen “igen og igen gennem hele efteråret ’39 og frem til 8. april 40 fremsatte forslag om styrkeforøgelser, om anlæggelse af skyttegrave, bunkers, spærringer og brosprængninger m.v.” Alt sammen forgæves, for politikerne på Christianborg ville ikke forsvare Danmark.

Det er selvsagt en myte, at Danmark ikke kunne forsvares. Men det er ikke en myte, at vælgerne nærede “uvilje til krig”, som Stauning formulerede det. Hvis politikerne op gennem 1930’erne havde oprustet Danmark mod truslen fra syd, så ville den danske gennemsnitsvælger have stemt på nogle andre. Den danske gennemsnitsvælger ville ikke have krig, men velfærd.

***

Dette indlæg blev udgivet i Dagen i dag. Bogmærk permalinket.

3 svar til 9. april

  1. Morten Borup siger:

    “Landets karakter” var en hindring for den taktik, tyskerne mestrede til perfektion, nemlig lynkrigen. Især Jylland er en flaskehals, som ville kunne forsvares forholdsvist billigt materielt set. Kastholm hæfter sig ved, at missionens succes i allerhøjeste grad afhang af, at den kunne udføres hastigt, så et engelsk modangreb kunne imødegås med fly fra de erobrede lufthavne.

    Var 9. april et tysk hasardspil? Næppe. Tyskerne har helt sikkert kalkuleret med de danske politikeres defaitisme og rigtigt forudset, at de omgående ville kaste håndklædet i ringen.

    Man hører fra tid til anden en teori om, at den danske regering i hemmelighed havde aftalt en besættelse med tyskerne. Om der er noget rigtigt i det, får vi nok aldrig at vide. Men hvad skal vi egentlig med konspirationsteorier, Regeringen havde, som Kasler skriver, i utvetydige vendinger officielt meddelt, at den ikke ville forsvare landet. Hvorfor så sende udenrigsminister Munck til Rostock for at sige det samme til Himmler?

  2. Jan Aage Jeppesen siger:

    At det ville have gjort nogen som helst praktisk forskel om en oprustet dansk hær havde kæmpet til sidste mand – det er en myte. Vi ville alligevel være blevet besat og regeringen tvunget til at kapitulere efter få dages kampe. Alt sammen til ingen verdens nytte. Bortset fra selvfølgelig den nationale ære og indbildskhed, der ville have haft det bedre, hvis nogle tusinde soldater var blevet ofret og København sønderbombet.

    16 faldne soldater i løbet af et par timers kampe primært i Sønderjylland var næppe nok til at udslette skammen efter 9. april, der stadig gnaver som et åbent sår i den nationale danske selvforståelse.

    På trods af den blot symbolske modstand blev Danmark aldrig et tysk protektorat, end ikke efter den 29. august 1943 hvor regeringen ophørte med at fungere og overlod styret til departementscheferne. Samarbejdspolitikken blev fortsat i dette regi helt frem til Tysklands kapitulation den 5. maj 1945.

    Den tyske fredsbesættelse af Danmark var nødvendiggjort af England og Frankrigs krigserklæringer den 3. september 1939 efter overfaldet på Polen som var aftalt med Sovjetunionen, der annekterede den østlige del. Trods gentagne tyske forsøg på at opnå en fredsaftale med England stod briterne urokkelig fast på den såkaldte “krigsgaranti” fra 1. april 1939, der garanterede Polens nationale suverænitet. Tyskland var således nødt til at sikre sin vestflanke for at forhindre at briterne gjorde landgang i Jylland og Norge og oprettede flådebaser, der ville udgøre en direkte trussel mod Tyskland. Den samme krigens logik førte til besættelse af Holland, Belgien og dele af Frankrig. Hermed var en landmilitær flankesikring mulig fra Nordnorge til den spanske grænse – den såkaldte Vestvold.

    Sådan set var det heldigt for landet at den tyske fredsbesættelse kom før den invasion som briterne havde planlagt mod Jylland og den norske vestkyst. Derved undgik Danmark at blive krigsskueplads for en kamp mellem England og Tyskland, der ville have sat alle midler ind på at nedkæmpe og fordrive de britiske styrker.

    De tilbudte kapitulationsbetingelser var de mest favorable noget besat land fik tilbudt af tyskerne under Anden Verdenskrig. I det memorandum, eller ultimatum, som Tyskland stillede den danske regering den 9. april om morgenen, var hovedkravet, at Danmark omgående indstillede enhver modstand mod den tyske besættelse, der blev fremstillet som en ”beskyttelse”. I memorandummet hed det:

    “…Rigsregeringen har derfor fra og med i dag indledet visse militære operationer, der vil føre til besættelse af strategiske punkter på dansk statsområde. Rigsregeringen overtager dermed, så længe denne krig varer, beskyttelsen af kongeriget Danmark… De tyske tropper betræder derfor ikke dansk jord i fjendtligt øjemed …de tyske militære operationer har … udelukkende det formål at sikre Norden mod engelsk-franske styrkers planlagte besættelse af norske støttepunkter.”

    Til gengæld for ikke at gøre militær modstand forsikrede memorandummet om, at Tyskland ikke havde til hensigt at antaste “Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed”.

    Denne forsikring blev opfyldt fra tysk side, bortset fra at Danmark ikke kunne føre en selvstændig udenrigspolitik. Der blev endog afholdt frie demokratiske valg til Rigsdagen i 1943 hvor alle partier, bortset fra DKP der var blevet forbudt ved lov i 1941, kunne deltage. Valget gav en overvældende sejr til partierne i samlingsregeringen der stod for samarbejdspolitikken med besættelsesmagten.
    Fra tysk side var der på intet tidspunkt krav om grænserevision, selv om danske og tyske nazister i Sønderjylland havde som et hovedkrav, at flytte 1920-grænsen nordpå til 1864-grænsen.

    Set i retrospektiv med den viden vi har i dag var den britiske og franske krigsgaranti til Polen en eklatant fejltagelse. Formålet var angiveligt at tvinge Polen og Tyskland til forhandlingsbordet for at opnå en politisk løsning om Danzig og Korridoren gennem Polen fra Tyskland til Østpreussen. Den polske regering afbrød i stedet enhver forhandling med tyskerne i tillid til at verdens største militærmagt – det britiske imperium – ville komme dem til undsætning. Krigsgarantien tvang Hitler i armene på Stalin. Denne djævelske pagt mellem de to diktatorer som blev forhandlet på plads i løbet af ingen tid, burde have fået England og Frankrig til at tilbagekalde krigsgarantien og underhånden givet Hitler frie tøjler til felttoget mod Polen. De vestlige stormagter mistolkede ganske enkelt Hitlers intentioner og ambitioner, selv om han helt fra starten af sin politiske karriere havde erklæret, at Tysklands vigtigste udenrigspolitiske ambition var at erobre nyt land på Sovjetunionens bekostning. Senere beskrevet som en eksistenskamp mellem det ariske og slaviske folk og udslettelsen af det sovjetiske regime.

    At Hitler mente det alvorligt stod først klart med storangrebet på Sovjetunionen den 22. juni 1941. Alle Hitlers politiske og militære tiltag havde dette udenrigspolitiske mål for øje. Storbritanniens stædighed og kategoriske afvisning af de tyske fredsfølere nødvendiggjorde at Tyskland først måtte have ryggen fri for at undgå en tofrontskrig. Hitler havde ingen politiske planer om at erobre eller besætte de lande i Nord- og Vesteuropa som blev erobret og besat i 1940. Planen var at Tyskland skulle være den stærkeste politiske, militære og økonomiske magt på kontinentet og fra denne position angribe Sovjetunionen med fuld styrke.

    Sammenlignet med Tyskland var Sovjetunionen en langt større og alvorligere trussel mod demokratierne, for den leninistiske ideologi havde verdenserobringen med alle midler på programmet. Det var derfor en gigantisk storpolitisk fejltagelse med uoverskuelige geopolitiske konsekvenser, at de Allierede kom Sovjetunionen til undsætning og optog diktaturstaten i den demokratiske alliance der bekæmpede fascismen og nazismen. Vestmagterne havde allieret sig med en større fjende for at bekæmpe en mindre.

    Ingen statsmand har vel stillet problemet tydelige op end daværende senator Harry S. Truman gjorde i Senatet allerede dagen efter Tysklands angreb på Sovjetunionen. Den 23. juni 1941 erklærede senator Truman:

    “Hvis vi opdager, at Tyskland er ved at vinde, bør vi hjælpe Rusland, og hvis Rusland er ved at vinde, bør vi hjælpe Tyskland, og på den måde lade dem dræbe så mange som muligt, selv om jeg under ingen omstændigheder ønsker at se Hitler som sejrherre. Ingen af dem gør noget for at holde hvad de lover.”

    I stedet for at få svækket begge diktaturstater ved den af Truman foreslåede strategi for derefter at slå til mod dem begge når de var ved at forbløde, blev Stalins regime styrket og diktatoren fik en afgørende indflydelse på de strategiske beslutninger om krigens førelse. Det var sikkert for at berolige den paranoide Stalin, der så sammensværgelser alle vegne, at Roosevelt uopfordret og uden at konferere med Churchill erklærede at krigsmålet var fjendens betingelsesløse kapitulation. Stalins mareridt var selvfølgelig at Vestmagterne ville indgå et separatfred med Tyskland og sammen med resterne af værnemagten fortsætte krigen mod Sovjetunionen. Analogt med de realpolitiske tanker senator Truman havde luftet.

    Krigsmålet om betingelsesløs kapitulation forlængede utvivlsomt krigen med flere faldne til følge, men det havde også den konsekvens at lægge en dæmper på de kredse i værnemagten der ønskede Hitler sat fra magten, fordi de var afskåret fra, hvis de kom til magten, at kunne forhandle en fredsaftale på bedre vilkår end betingelsesløs kapitulation. Det kategoriske krigsmål fik også en anden utilsigtet konsekvens. Roosevelt erklæring blev opfattet som alene rettet mod Tyskland og Aksemagterne, ikke mod Japan, da Sovjetunionen ikke var i krig med Japan. På Potsdam konferencen havde Sovjetunionen lovet at ville erklære Japan krig inden 90 dage, og derfor blev det ultimatum Japan fik udformet som et krav om betingelsesløs kapitulation. Dette blev af amerikanerne fortolket snævert og absolut hvorfor man afviste de japanske fredsfølere om kapitulation hvis blot kejserens position i samfundet blev respekteret. Dermed havde USA formelt set en legitim grund til at atombombe to japanske byer, selv om det utvivlsomt var en krigsforbrydelse efter folkeretten.

    Jeg hører til dem som mener, at atombombningen ikke var sidste “skud” i Anden Verdenskrig, men det første i Den Kolde Krig. Amerikanerne ville sende et signal til Stalin om at de havde dette dommedagsvåben og var parat til at anvende det selv om det ikke var nødvendigt. Dette skal angiveligt have rystet Stalin og fået ham til at intensivere bestræbelserne på at opbygge et sovjetisk atomvåben.

    Churchills Fultontale den 5. marts 1946, om et Jerntæppe ned gennem Europa, regnes almindeligvis som den officielle start på Den Kolde Krig. Men Churchill sagde blot det højt, som må have stået de amerikanske beslutningstagere klart senest ved atombombningen af Japan.

    • Martin Kasler siger:

      Du har ret i, at Danmark formelt (folkeretsligt) ingensinde blev et tysk protektorat. Men sådan blev vi betragtet af Vestmagterne frem til august ’43. England kaldte endog Danmark for Tysklands mønsterprotektorat. Da Danmark fra april ’40 ikke længere bestemte sin udenrigs- og sikkerhedspolitik, synes jeg også at protektorat tegner krigens første år herhjemme meget godt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s