Det eurasiske valg: Valsalstat eller krig?

Almindeligvis er jeg uenig med Paul Craig Roberts om stort set alt. Som tidligere ansat i Reagan-administrationen regnes han for at være på højrefløjen, men hans synspunkter omkring krigen mod terror, krigen mod narko, det “palæstinensiske” spørgsmål og al-Qaedas angreb på USA i 2001 synes jeg nærmest placerer Roberts solidt på venstrefløjen. Reaktionær er han i hvert fald ikke.

Men for nyligt bragte Paul Craig Roberts på sin blog et længere indlæg, hvori han faktisk giver, hvad jeg vil kalde en glimrende sammenfatning af min egen opfattelse af baggrunden for den konflikt med Rusland, som USA har fået trukket EU med ind i.

Efter indledningsvis af have citeret Wolfowitz-doktrinen, skriver Paul Craig Roberts bl.a.:

When Russia blocked the Obama regime’s planned invasion of Syria and intended bombing of Iran, the neoconservatives realized that while they had been preoccupied with their wars in the Middle East and Africa for a decade, Putin had restored the Russian economy and military.

The first objective of the Wolfowitz doctrine–to prevent the re-emergence of a new rival–had been breached. Here was Russia telling the US “No.” The British Parliament joined in by vetoing UK participation in a US invasion of Syria. The Uni-Power status was shaken.

This redirected the attention of the neoconservatives from the Middle East to Russia. Over the previous decade Washington had invested $5 billion in financing up-and-coming politicians in Ukraine and non-governmental organizations that could be sent into the streets in protests.

When the president of Ukraine did a cost-benefit analysis of the proposed association of Ukraine with the EU, he saw that it didn’t pay and rejected it. At that point Washington called the NGOs into the streets. The neo-nazis added the violence and the government unprepared for violence collapsed.

Victoria Nuland and Geoffrey Pyatt chose the new Ukrainian government and established a vassal regime in Ukraine.

Washington hoped to use the coup to evict Russia from its Black Sea naval base, Russia’s only warm water port. However, Crimea, for centuries a part of Russia, elected to return to Russia. Washington was frustrated, but recovered from disappointment and described Crimean self-determination as Russian invasion and annexation. Washington used this propaganda to break up Europe’s economic and political relationships with Russia by pressuring Europe into sanctions against Russia.

The sanctions have had adverse impacts on Europe. Additionally, Europeans are concerned with Washington’s growing belligerence. Europe has nothing to gain from conflict with Russia and fears being pushed into war. There are indications that some European governments are considering a foreign policy independent of Washington’s.

The virulent anti-Russian propaganda and demonization of Putin has destroyed Russian confidence in the West. With the NATO commander Breedlove demanding more money, more troops, more bases on Russia’s borders, the situation is dangerous. In a direct military challenge to Moscow, Washington is seeking to incorporate both Ukraine and Georgia, two former Russian provinces, into NATO.

Og videre:

Washington’s aggression and blatant propaganda have convinced Russia and China that Washington intends war, and this realization has drawn the two countries into a strategic alliance. Russia’s May 9 Victory Day celebration of the defeat of Hitler is a historical turning point. Western governments boycotted the celebration, and the Chinese were there in their place. For the first time Chinese soldiers marched in the parade with Russian soldiers, and the president of China sat next to the president of Russia…

For many years now the President of Russia has made the point publicly that the West does not listen to Russia. Washington and its vassal states in Europe, Canada, Australia, and Japan do not hear when Russia says “don’t push us this hard, we are not
your enemy. We want to be your partners.”

As the years have passed without Washington hearing, Russia and China have finally realized that their choice is vassalage or war.

Jeg er helt enig i Paul Craig Roberts’ betragtninger. Enten får USA sin NATO-krig med de to eurasiske stormagter eller også besinder først og fremmest Tyskland sig og søger kontinental ly i bjørnens og dragens favn. Gør Tyskland det, så følger resten af EU med.

***

Dette indlæg blev udgivet i EU, USA. Bogmærk permalinket.

9 svar til Det eurasiske valg: Valsalstat eller krig?

  1. anders sørensen siger:

    Der er sket noget meget underligt med amerikansk eller rettere atlantistisk udenrigspolitik i løbet af den sidste uge. Se følgende udtalelser fra Lidegaard fra, http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE7702349/Lidegaard-Rusland-er-n%C3%B8glen-til-at-l%C3%B8se-andr og http://jyllands-posten.dk/international/ECE7705511/Lidegaard-skeptisk-over-for-baltisk-appel-til-Nato/. Lidegaard og Danmark har lagt sig meget tæt op af USA i spørgsmålet om Ukraine/Rusland. Det er betydligt mere forsonende toner overfor Rusland.
    Hvad er der sket?
    Først og fremmest er strategien med at få Rusland i knæ økonomisk ikke lykkedes. Rusland og Kina har haft en række diplomatiske succes´er overfor en række lande hvor af Indien og Iran nok er de vigtigst. RR har selv beskrevet hvorledes USA ser ud til at miste magtfulde allierede på den arabiske halvø. Rusland og Kina er nu blevet meget tætte samarbejdspartnere, næsten allierede, og det er meget svært at hamle op med dem, især i en landkrig/invasion. Kritikken af det ukrainske Maidan-regime er ved at tage til i Vesten, både i medierne og hos politikerne.
    Vigtigst er måske, at hele konflikten har splittet Europa, som jo i forvejen balancere på en knivsæg. Det giver Merkel meget store problemer, og hun har måske fortalt den lidet velansete Obama, at nu er det Minsk 2 der skal implementeres.
    Fornyligt besøgte Kerry Putin og Lavrov i Sochi, og udmeldingerne var, at det havde været et godt møde. Kerry afstod fra decideret antirussisk retorik, og formulerede sig mere rundt, ved at sige, at alle skulle implementere Minsk 2.
    Nuland har været i Kiev, og det er selvfølgelig meget normalt, men nu er hun også mødtes med lederen af “oppositions blokken”, de magtfulde oligarker fra Østukraine og Yanokovich tidligere mæcener. Det er meget usædvanligt – gætterierne går på, at der skal skiftes ud i Kiev, http://novorossia.today/nuland-is-preparing-levocjhkin-for-the-position-of-the-prime-minister-and-the-leader-of-dignity/, således at Minsk 2 og freden i Ukraine faktisk lykkedes.
    Det kunne godt ligne den fuldstændige amerikanske tilbagetrækning, men igen går gætterierne på, at USA forsøger at få en aftale istand med Rusland, om at Rusland opgiver støtten til Assad i Syrien, mod at Rusland får fred på grænsen. Så meget kan bekræfte gættet, at det faktisk ikke går godt for Assad. Jeg har dog svært ved at tro, at Putin opgiver Assad, for isåtilfælde giver det pletter på hans rygte, som manden der holder en aftale. Men i fald, at gættet er sandt, så giver det jo faktisk USA ro på sin arabiske bagsmæk, og det har de vidst brug for
    Sidst men ikke mindst, skal USAs tilbagetrækning, måske ses som en strategisk tilbagetrækning, hvor man blot slår til et andet sted. Handler denne konflikt om, at Europa/Tyskland ikke må komme for tæt på Rusland, så er gasforsyningerne vigtige.
    Efter den russiske succes med Turkstream, som afløser til Southstream og gasledningerne i Ukraine, er det uanseelige land Makedonien pludseligt blevet vigtigt. Hvad er der sket der på det sidste? Den albanske PM, taler om et Storalbanien, angreb på grænseposter og -byer mellem Kosovo og Makedonien og ikke mindst en ny “farve”-revolution i hovedstaden Skopje, der ligner Maidan til forveksling. Med Turkstream mistede Ukraine sin strategiske betydning, og den fik tilgengæld Makedonien.

  2. Balder siger:

    Der mangler en analyse af lige hvorfor de “amerikanske neokonservative” har haft så travlt med at dyrke deres fjendskab til Rusland – på lige linje med en særlig gruppe journalister i Danmark, som har drevet dyrkelse af Rusland- og Putin-hadet ud i det ekstreme. Navne som Rachlin, Jerichow, Sperling etc. trænger sig på. Det er ikke kun kontante geopolitiske strategier eller en Øst/Vest-konflikt det handler om. Desværre. Tilstedeværelsen af betydelige “irrationelle momenter” puster problemerne op til en gigantisk størrelse. Det er den lille sten i skoen, som gør spadsergangen til et helvede.

    Apropos; familien “Nuland” hed i øvrigt oprindeligt Nudelman… Victoria er gift med Robert Kagan, leder af adskillige højtprofilerede “amerikanske” “neokonservative” “tænketanke”. De er ikke andet end rendyrkede ekstremister fuld af had, og er hovedsageligt motiveret af overarvede ældgamle syge illusioner, motiver og mytologi. For mig står det mere og mere klart at vi har at gøre med en slags arvelig sygdom her (arvesynd?), og det er fordi stadig nye sygdomsramte dukker op til overfladen og aflægger vidnesbyrd om deres lidelse, mens gamle patienter tydeligvis befinder sig i en kronisk tilstand som gør dem blinde for omverdenen hvorfor de med jævne mellemrum fremviser deres symptomer i fuld offentlighed. Den syge forstår ofte ikke andre menneskers reaktioner og tankegang, opslugt som han eller hun er af sin egen “sandhed”, og er derfor ikke i stand til at tænke strategisk, men afslører deres sygdom uden at tænke på at de dermed på sigt er ved at afmontere deres egen “troværdighed” (en troværdighed de stort set har fået foræret på same måde som da Obama fik nobelprisen for fred).

    Det store spørgsmål i sidste ende er, om det vil lykkes mennesker af god vilje og forstand at inddæmme sygdommen, eller om det vil lykkedes for patienterne at overtage hele klinikken og inficere alle med deres psykotiske forestillinger og fantasier.

    • anders sørensen siger:

      Jeg ser bestemt ikke USA/Neocons adfærd som irrationel, men nok uovervejet.
      Lykkedes det euratiske projekt, så mister USA deres status som den absolutte største magt på kloden. Det burde de(neocons) kunne acceptere, men det betyder, at USD. rolle svækkes, og mister sin status som handelsvalutaen og investeringsvalutaen, og dermed skal den amerikanske økonomi til at balancere. Det betyder en gevaldig økonomisk krise i USA, med den etniske sammensætning der er i USA, så vil det give social/etnisk uro og måske falder USA fra hinanden.
      Så neocons adfærd er rationel, men den er hverken sympatisk, sætter Europas sikkerhed på spil og spørgsmålet er, om USD. ikke kunne bevare sin status, hvis man lavede aftaler med Kina, dvs. valgte en anden strategi.

  3. Christian Stormark siger:

    Det er desværre alt for sandt. Læs i øvrigt også Monica Papazus artikler i Tidehverv fra i år.

  4. anders sørensen siger:

    For et par år siden, så havde vi en mindre diskussion om Obama. Groft sagt, påstod du at Obama var uduelig og jeg påstod, at Obama ville noget andet.
    Følgende artikel har sendt et jordskævl igennem verden http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2016/04/the-obama-doctrine/471525/#7
    Det viser en svag præsident i administrationen, men også en præsident der tænkte fuldstædigt nyt.
    Min påstand er, at dette skrift er så skelsættende, at det bestemmer hvem den næste præsident bliver, og dermed USAs skæbne.
    Mens flere traditionelle republikanere, begynder at støtte Clinton, så giver Obama alle kortene i hånden på Trump..
    Trump har taget det til sig, https://www.washingtonpost.com/news/post-politics/wp/2016/03/21/donald-trump-reveals-foreign-policy-team-in-meeting-with-the-washington-post/.

    • Martin Kasler siger:

      Jeg synes ikke, at artiklen gør mig klogere på, hvad Obama-doktrinen egentlig går ud på. Og jeg forstår heller ikke, hvor det er han skulle have tænkt noget nyt?

      • anders sørensen siger:

        Der er en journalist/meningsdanner der kalder sin artikel Obama-doktrinen, Men Obama kommer højst med nogle “vendinger”, der skulle lede hans handlen.
        – Gør ikke dumme ting (bombning af Assad)
        – Intervenér kun, hvis det er i USAs interesse
        – “No free rides”
        – USA skal forbedre sit image(viljen til svaghed).
        – Træk i tråden istedet for at være i front.
        -“Tribalism” er den store fjende(Jeg tror, at det har været, hvad der hovedsagligt har ledt Obama og som Obama i få sætninger nævner sin egen opvækst, så har han ikke selv en stamme)

        Jeg tror, at du er enig i, at nytænkning ikke ensbetydende med, at det er godt tænkt. Jeg ser nytænkningen i revisionen af allierede. Saudi Arabien, Israel, Tyrkiet, Ægypten og Pakistan stod for skud. Landene har mistet deres geopolitiske betydning for USA, og har kun interesse som et område der kan “demokratiseres”, iflg. Obama.
        Saudi Arabien må lærer, at de skal dele magten med Iran
        Det er vel nytænkning? Obama har ihvertfald været konsekvens, for Mellemøsten og Pakistan er forladt og de respektive lande har fundet nye alliancer, er igang med det eller er fuldstændigt isoleret(Tyrkiet).
        Europa nævnes stort set ikke i artiklen. Wolfowitz-doktrinen er droppet. Jvf. Ukraine, så anerkender Obama at verden er multipolær.
        Således har amerikanske præsidenter ikke udtalt sig efter murens fald, hvad jeg ved af.

        • Martin Kasler siger:

          Hvis Obamam havde formuleret sin “doktrin” for otte år siden, så kunne man måske have kaldt ham visionær. Som jeg læser det, så forsøger han i dag blot at redde sit eftermæle. Han var en svag og uduelig præsident i en periode, hvor verden for alvor blev multipolær og hvor USA havde brug for en stærk og handlekraftig leder. Nu forsøger Obamama at få det til at se ud, som de nye realiteter nærmest er en konsekvens af hans såkaldte doktrin, som ingen vist havde hørt om før her for nyligt.

  5. anders sørensen siger:

    Jeg ser egentlig artiklen, som en advarsel mod Clinton i den nuværende kamp om nomineringen.
    Jeg ved det ikke, men jeg tror ikke, at Obama er glad for, at Goldberg skriver, at Obama ikke ser terrorisme som et synderligt problem. Det er jo en katastrofe i disse tider.
    USA har unægtelig tabt meget under Obama, målt på “hård magt”, der er dog én succes, og det er Indien og det er en vigtig sejr.
    Men skal Obama måles på “hård magt”? Er han ikke en mand, der står for de “bløde værdier”, demokrati, menneskerretigheder, homorettigheder og kampen for et bedre klima?
    Der er masse af efterrationaliseringer og ansvarsforflygtigelser, men retningslinjerne har han fulgt og til tider med katastrofale følger.
    Lead from behind, blev til at følge allieredes særinteresser, hhv.
    Tyrkiets under det arabiske forår
    Polen og Baltikums i Ukraine
    No free rides – har bl.a. udmøntet sig i, at NATOlande skal bidrage mere
    Der har ikke været indsat landtropper i ny lande
    Forbedringen af image, har bl.a. ført til besøget i Cuba og stor våbeneksport til Indien

    Der er i mine øjen ingen tvivl om, hvad Obama skulle have gjort, for at have sikret USAs position.
    Han skulle have presset på, for et EU fra Lissabon til Vladivostok

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s