Dækker magteliten over rød terror?

For små fjorten dage siden kunne man på Uriasposten læse om, hvordan venstreekstreme gadekrigere for n’te gang har kastet sten og skreget dødstrusler mod politiet.

Ifølge Uriasposten gjorde Københavns Politi alt for stryge det røde bøllekorps med hårene:

Indsatsleder Mikkel Clausen fra Københavns Politi var ikke synderligt overrasket over drabsopfordringerne under den ‘uanmeldte demonstration’, og lød som en gennemsnitlig socialpædagog. Råbene var ikke noget de mente, men ‘udtryk for frustrationer’. “Personligt har jeg intet imod de her mennesker…”

Politiets eftergivende holdning til den røde terror fik en læser af Uriasposten til at spørge:

Mon ikke der er en del jurister, ministerielle embedsfolk og journalister/redaktører blandt deres beskyttende forældre? Det er ihvertfald påfaldende så billigt psykopaterne altid slipper – hvis de overhovedet bliver taget i deres terroraktiviteter.

Mistanken fra Hr. Naturli’, som læseren kalder sig, er faktisk ikke grebet helt ud af den blå luft. For nogle år siden anholdt Københavns Politi daværende statsadvokat Hanne Schmidts 17-årige datter under rydningen af en BZ-fæstning på Nørrebro. Daværende rigspolitichef Torsten Hesselbjerg var gift med Hanne Schmidt og stedfar til den anholdte besætter.

Formiddagsavisen BT skrev om sagen. Både Hanne Schmidt, Torsten Hesselbjerg og datteren S. nægtede at udtale sig. I stedet klagede Hanne Schmidt på sig og sines vegne til Pressenævnet. I sin klage betegnede statsadvokaten sin datters aktiviteter som “fredelige demokratiske metoder” og bestred hårdnakket, at datteren var autonom.

Pressenævnet fandt, at der var hold i BT’s historie og afviste i sin kendelse Hanne Schmidts klage.

Går vi længere tilbage i historien, så arbejdede Hanne Schmidt og Torsten Hesselbjerg i begyndelsen af 1980’erne på samme kontor i Justitsministeriet. Her var de begge involveret i sagen om udleveringen til Danmark af to arabiske terrorister, der i Frankrig var blevet pågrebet med udbyttet fra Blekingegadebandens millionrøveri i Lyngby.

Retten i Lyngby havde begæret de to terrorister udleveret til Danmark, men af den dag i dag uvisse grunde fremsendte Justitsministeriet aldrig retsbegæringen til de franske myndigheder. I 2012 blev Hanne Schmidt og Torsten Hesselbjerg afhørt af Blekingegade-Kommissionen, der prøvede at komme til bunds i sagen. Hverken Schmidt eller Hesselbjerg kunne hjælpe kommission. I sin endelige rapport skrev Blekingegade-Kommissionen bl.a.:

Endvidere har flere vidner især som følge af den lange tid, der er gået, siden begivenhederne fandt sted, haft mere etter mindre begrænset erindring om væsentlige omstændigheder.

Det var ydermere et stort problem for Blekingegade-kommissionen, at der ikke forelå noget som helst skriftligt om, hvem der i sin tid havde besluttet at tilbageholde retsanmodningen fra Lyngby. Kort efter at PET-kommissionen i år 2000 blev nedsat, blev alle Justitsministeriets dokumenter i sagen om de to arabiske terrorister nemlig destrueret.

I bogen Politiets hemmeligheder fortæller tidligere efterforskningsleder Jørn Moos – Blekingegadebandens overmand – om et møde i 2008 i Politihistorisk Forening. Til stede er rigspolitichef Torsten Hesselbjerg, samt hans souschef Erik Justesen. Moos fortæller:

Det er primært PET-kommissionens nye undersøgelse, som bliver tema for diskussionen. Undervejs udtrykker Torsten Hesselbjerg også sin bekymring over, at jeg er så engageret i sagen, at jeg ligefrem holder foredrag om den. Rigspolitichefen er ikke sikker på, at det er helt foreneligt med min kommende post som næstformand i foreningen. Jeg protesterer. Det viser jo netop mit engagement i politiets historie, argumenterer jeg. Der hersker i det hele taget en noget underlig stemning ved bordet, og jeg fornemmer en vis uvilje mod min person, navnlig fra Torsten Hesselbjerg. På et tidspunkt i diskussionen antyder han, at jeg har optrådt illoyalt over for politiet i mine foredrag. Det afviser jeg på det kraftigste.
”Min eneste interesse er, at Lyngby-sagen bliver fuldt belyst,” siger jeg, og det lader til, at de fleste ved bordet giver mig ret. Men midt i diskussionen hører jeg – nærmest som en sidebemærkning – Erik Justesen sige til Hesselbjerg:
”Det var nu alligevel meget godt, at vi i tide fik brændt de sagsakter inde i Justitsministeriet.”
Torsten Hesselbjerg nikker indforstået, men jeg mener at kunne se, at han finder det upassende, at hans souschef udtaler sig så kategorisk og provokerende i mit påhør. Selvom bemærkningen ikke bliver uddybet yderligere, føler jeg et stærkt ubehag ved situationen. Der er selvsagt øl på bordet, men Justesens kommentar lyder nu langtfra som det rene fuldemandssnak. Det lyder heller ikke som en spøg.

Som vidner for Blekingegade-Kommissionen ville eller kunne Torsten Hesselbjerg og Erik Justesen hverken af- eller bekræfte Moos’ historie. Dog medgav Hesselbjerg, at Justesen måske kunne have fremsat den famøse bemærkning. Men kun i spøg, naturligvis.

Kort efter optrinnet i Politihistorisk forening blev Torsten Hesselbjerg fyret fra stillingen som rigspolitichef af justitsminister Brian Mikkelsen. Årsagen var bl.a flere skandaler omkring bilagsroderi i.f.m. Hesselbjergs mange udenlandsrejser.

Hanne Schmidt, derimod, blev udnævnt til højesteretsdommer. Et embede, som hun i dag deler med bl.a. Blekingegadebandens nidkære forsvarsadvokat Thomas Rørdam.

Hanne Schmidt blev sidste år udnævnt til formand for Pressenævnet.

***

Dette indlæg blev udgivet i Den røde terror. Bogmærk permalinket.

2 svar til Dækker magteliten over rød terror?

  1. Morten Borup siger:

    Det var også politiets talsmand, Steen Munch Hansen, der i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset udtalte de berømte ord om, at hvis de rige i whisky-bæltet blot ville holde deres unger hjemme, ville politiet ikke have noget at lave. Jeg mindes også, da en opvakt, amerikansk journalist kunne berette, at de mest fremtrædende medlemmer af “Occupy Wallstreet” slet ikke var de 99%, som de hævdede at være, men at de alle uden undtagelse kom fra stenrige hjem og dermed højest kunne kalde sig de 4% (rigeste). Brandstifterbandens medlemmer kom også mestendels fra overflodshjem.

    Man kan derfor sagtens finde belæg for at sige, sige at den ekstreme og voldsberedte venstrefløj har en overmåde stærk tiltrækning på den rigeste del af ungdommen. Det kunne være sjovt at vide hvorfor. Jeg venter spændt på, at en sociolog kaster sig over spørgsmålet (medmindre du har kendskab til nogen, der allerede har gjort det, Kasler).

    Men uanset hvad så er det venstrefløjens dilemma, at den ikke længere kan finde sine tilhængere på samfundspyramidens bund – bortset måske fra skamridere af bistandshjælpen og så (naturligvis) indvandrere. Arbejderen ligger godt og solidt hos DF og til højre der for. Den nationale fløj har faktisk uden at gøre nogen speciel indsats for det fået fat i venstrefløjens målgruppe. Årsagen til denne vandring fra den ene fløj til den anden skyldes efter min bedste overbevisning, at venstrefløjen har mere succes med at overtale en virkelighedståget, højtbetalt akademiker og en stenrig ungdom om det velsignede i at dele al velstand med en umættelig tredjeverden. Manden på bunden, arbejderen der i virkeligheden er den eneste, der bidrager direkte til samfundsøkonomien, er ikke så let at narre. Af hans produkt skal en stadig større andel gå til livsvarigt at ernære de moderne folkevandrere, velfærdsjægerne.

    Nok om det.

  2. Pingback: Dækker magteliten over rød terror? | Hodjanernes Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s