Svar til Jacob Holdt

Kære Jacob Holdt

Tak for dine svar her på RR. I din replik til mit blogindlæg Jacob Holdt og Wounded Knee (løgn på løgn) spørger du:

Tror du virkelig selv på at Amerikanske Billeder gennem 30 år var blevet den største foredragssucces nogensinde i amerikanske universiteter og hvor mange af dem som f.eks. Yale brugte min bog i undervisningen, hvis det i disse “politisk korrekte” universiteter var så let at påpege fejl i det jeg skriver om indianerne?

Hvis det forholder sig som du påstår, så tror jeg sådan set kun at vi kan udlede, at ingen i den amerikanske universitetsverden endnu er gået kildekritisk til Amerikanske Billeder (AB). For der er vist ingen tvivl om, at du i din bog lyver lige så groft som du gør på Facebook.

Lad os gå tilbage til juni 1973. Nærmere bestemt den 22. juni, hvor du under falskt navn får offentliggjort en artikel i Kristeligt Dagblad (KD). Heri giver du en detaljeret beretning om, hvordan du var med til at smugle mad, ammunition og våben ind i den befæstede landsby Wounded Knee.

Den lille landsby Wounded Knee ligger på indianerreservatet Pine Ridge i den amerikanske delstat South Dakota. Den historiske flække blev i 1973 besat af en flok oprørske indianere, der ville have det indianske hjemmestyres demokratisk valgte formand væltet. Besættelsen varede fra natten til den 28. februar til tirsdag den 8. maj. Ifølge din historie i KD, så var du med i en gruppe på 9 mand, som “i de sidste dage” sneg jer ind i Wounded Knee med friske forsyninger.

Lederen af de indianske besættere, Dennis Banks, fortæller i sine erindringer følgende om situationen i landsbyen disse sidste dage inden man overgav sig (mine fremh.):

Our lifeline had been the few miles between Porcupine and Wounded Knee, a sparsely wooded area that gave som cover to our runners who brought supplies to us in their backpacks every night. But now the whole place was full of marshals with sniper scopes and infrared night-vision scopes, non-barking attack dogs, and trip-wire flares, which could turn night into day. On top of that, the Feds had started huge brush fires to burn off the cover, making it easier for them to detect anyone going in or out. Supplies were down to a pitiful trickle. Starvation was staring us in the face.

På den baggrund synes det ikke utænkeligt, at det har været lidt af en sensation, at hele ni mand pludselig dukkede op med friske forsyninger. Men ligesom du ingen steder nævner Banks (eller andre konkrete personer i Wounded Knee), så nævner Banks intet om din påståede ekspedition.

I din beretning nævner du heller intet om den afbrændte vegetation omkring Wounded Knee. Tværtimod hævder du, at I ni mænd krøb “frem gennem det våde græs“.

I din beskrivelse af forholdene i Wounded Knee nævner du heller intet om, at besætterne var på sultegrænsen. Faktisk er din beretning om dit ophold inde i Wounded Knee aldeles fri for konkrete detaljer.

I KD-artiklen hævder du også, at du var med til at smugle våben ud af Wounded Knee. Du skriver:

Hvordan det lykkedes os at få alle de rigtige våben ud er mig stadigt en gåde. Regeringen hævder nu, at det må være sket i weekenden, da en stærk regnstorm hærgede området, men jeg selv var vidne til at det delvist skete på en månelys nat på trods af de indkaldte troppeforstærkninger de sidste dage. Mange måtte bære både to og tre af de tunge M-16 geværer…

Den weekend, som du i KD henviser til, er lørdag den 5. maj og søndag den 6. maj. I ly af den nævnte regnstorm undslap omkring 65 indianerkrigere, heriblandt Dennis Banks, fra den omringede landsby. Banks og flere andre Wounded Knee-veteraner har efterfølgende bekræftet, at de ved denne lejlighed tog deres våben med sig.

Man må derfor spørge sig, hvilken “månelys nat” du egentligt var med til at smugle “tunge M-16 geværer” ud fra Wounded Knee?

Dette spørgsmål lader sig faktisk besvare. I KD-artiklen hævder du, at du på vej ud af Wounded Knee tabte din skuldertaske og “senere på dagen” tog tilbage efter den. Derefter kørte du til “begravelsesceremonien for Lamont” i Porcupine.

Buddy Lamont blev begravet søndag den 6. maj. Den “månelyse nat” hvor du angiveligt var med til at smugle “tunge M-16 geværer” ud af Wounded Knee, kan vi altså – ud fra dine egne oplysninger – bestemme til at have været natten mellem lørdag den 5. og søndag den 6. maj.

Men hovsa! Det er jo præcis den weekend, hvor det regnede og stormede så kraftigt, at Dennis Banks og ca. 65 andre krigere tog chancen (og deres våben) og sneg sig ud af Wounded Knee.

Dog, lad os et øjeblik se bort fra denne uoverensstemmelse mellem de historiske kendsgerninger og din beretning. Lad os i stedet antage, at du virkeligt var indenfor i Wounded Knee hos Banks og de andre oprørere. Og lad os se om vi kan finde ud af, hvornår dét så skulle have været:

Jeg har talt med en kilde, der mandag 30. april 1973 traf dig på Pine Ridge. På baggrund af bl.a. vedkommendes oplysninger og dine egne oplysninger i KD og AB, har jeg kunnet stykke følgende historik sammen om din færden den gang i South Dakota:

Du ankommer til Pine Ridge lørdag den 28 april 1973. Du kører til landsbyen Kyle ca. fyrre kilometer fra Wounded Knee, hvor Kent Frizzell fra det amerikanske justitsministerium kortvarigt har møde med medicinmanden Frank Fools Crow for bl.a. at få en aftale i stand omkring bisættelsen af Frank Clearwater.

Fra Kyle kører du til naboreservatet Rosebud, hvor du overnatter privat hos en indianer. Dagen efter – søndag den 29. april – kører I til ranchen Crow Dog’s Paradise på Rosebud, hvor du bliver “den næste uge” (AB), d.v.s. til omkring den 6. maj.

Samme aften tager du en tur til Pine Ridge med tre indianere i vognen. I bliver anholdt af det indianske reservatpoliti. Du bliver løsladt ud på morgenen mandag den 30. april og slutter dig til den bilkortege, der fra Kyle skal fragte Clearwaters lig til Crow Dog’s Paradise.

Du bliver igen anholdt af indianerpolitiet, lagt i håndjern og kørt til reservatgrænsen. Her får du et lift videre til Crow Dog’s Paradise af en journalist. På ranchen finder Frank Clearwaters 36-årige enke Morning Star dig så uimodståelig, at hun forsøger at komme i seng med dig “kun to dage efter hendes mands begravelse” (AB).

Frank Clearwater blev begravet onsdag den 2. maj. Din påståede amourøse oplevelse med Morning Star kan vi altså bestemme til præcist fredag aften 4. maj.

Vi har længere oppe allerede slået fast, at du – efter eget udsagn – forlader Wounded Knee natten mellem den 5. og 6. maj. Den 4. maj opholder du dig på Crow Dog’s Paradise. Dermed kan vi stadfæste, at du må have besøgt Wounded Knee lørdag den 5. maj 1973.

Men-men-men… Ifølge din beretning i KD så tog I ni mand afsted fra Rosebud ved nattetide mod Wounded Knee. Ved midnatstid var I angiveligt “ved nogle øde huse” nær Wounded Knee. Men hvilken nat? Ja, det kan jo kun have været natten mellem den 4. og 5. maj.

Om aftenen den 4. maj måtte du som nævnt forsvarer din dyd mod Morning Stars tilnærmelser. Det er selvsagt muligt, at du direkte fra hendes leje tog afsted mod Wounded Knee. Men det gjorde du ikke. I hvert fald ikke ifølge din fremstilling i AB, hvor en mystisk homofil indianerleder, der angiveligt også var varm på dig, redder dig ud af Morning Stars favntag. Du skriver:

Da vi hørte ham komme, lagde Morningstar sig op i sengen igen. X blæste lampen ud lagde sig hos mig, ligesom den første nat i tantens hus. Siden da havde han ikke turdet vise mig noget som helst tegn på kærlighed. Skønt jeg ikke er homoseksuel, må jeg tilstå, at da han den nat begyndte at kysse mig, følte jeg det, som om han netop havde reddet mig ud af en meget, meget pinlig situation.

Natten til lørdag den 5. maj 1973 var du altså ikke på vej til Wounded Knee. Faktisk var du slet ikke på Pine Ridge. Du lå ca. 150 kilometer derfra i naboreservatet Rosebud og kisse-missede med en homofil indianer.

Lad mig yderligere påpege en række mærkværdigheder og usandheder i såvel KD som AB:

I KD påstår du, at Wounded Knee-besætterne var rimeligt massivt bevæbnede med M16-rifler. Der findes mange fotos og filmoptagelser fra besættelsen af Wounded Knee og de viser alle, at besætternes bevæbning udgjordes af jagtrifler (mærkerne Winchester og Ruger syntes at have været populære). Derudover var mindst en besætter i besiddelse af en AK-47’er. Men der var efter alt at dømme ikke en eneste M16-riffel i Wounded Knee.

I KD hævder du, at “Indianerne holdt mig fanget i fire dage efter at Wounded Knee var ovre“, d.v.s. frem til omkring den 12. maj. Ifølge AB, så forlod du Crow Dog’s Paradise omkring den 6. maj.

Ifølge AB blev du på Pine Ridge “arresteret af FBI“. Du blev ifølge KD (og min kilde) anholdt af det indianske reservatpoliti.

Ifølge AB blev en “tipioxindiansk pige” (også) forelsket i dig. Der findes ingen tipoixindianere.

I KD kalder du medicinmanden Leonard Crow Dog for Leonard Crow Bog Dog.

I både KD og AB staver du Porcupine skrupforkert.

Heldigvis har jeg vidner og billeder til det jeg skrev i afsnittet om Wounded Knee“, skriver du i din replik til mig. Tillykke med det. Men indtil videre tror jeg ikke en døjt på, at du nogensinde har sat dine ben i Wounded Knee.

Jeg tror heller ikke på, at det var dig som Thomas Bredsdorff angiveligt fotograferede “den 30. april 1973, da jeg sad alene ved siden af Morningstar i rustvognen i ligtoget“, således som du påstår på Facebook (og mere kryptisk her på RR.) Jeg tror, at det drejer sig om den Vietnamveteran, der som den eneste hvide var med til at lægge Frank Clearwater i graven.

Jeg ved, at du blev anholdt på Pine Ridge om aftenen den 29. maj og igen omkring middagstid dagen efter. Jeg tror på, at du er tilbage den 6. maj. Jeg tror, at du er tilbage for – på adskillige kilometers afstand – at tage det billede af Wounded Knee, som man kan se her. Og jeg tror, at det var ved den lejlighed, at du glemte din skuldertaske, som du så måtte tilbage efter.

Buddy Lamonts ligtog gik fra Porcupine til Wounded Knee, hvor han blev begravet. En anden og mere trist forklaring kunne derfor være, at du forsøgte at snige dig ind i Wounded Knee blandt de sørgende, blev opdaget og smidt ud, og at det var i den anledning, at du mistede din skuldertaske.

Hvorom alting er, så tror jeg, at du under opholdet på Crow Dog’s Paradise, som du ganske rigtigt beskriver som en forsyningslejr for besætterne i Wounded Knee, taler med en eller flere – f.eks. den førnævnte hvide Vietnamveteran – der havde taget turen ind og ud af Wounded Knee. Da du ikke selv oplever noget mere dramatisk i South Dakota end blive anholdt af Pine Ridge’s indianerpoliti, tyvstjæler du disse andres oplevelser.

Du garderer dig mod at blive afsløret ved at overtale Kristeligt Dagblad hjemme i Danmark til at bringe din historie under falsk navn. Da bogprojektet Amerikanske Billeder fem år senere begynder at løbe af stablen, får du kolde fødder og nedtoner kraftigt historien om dine fiktive ture ind og ud af Wounded Knee.

Men alt går godt. Ingen i Danmark kender en brik til begivenhederne omkring Wounded Knee og i USA holder du (den dag i dag) klogeligt afstand til alle, der faktisk ved noget om sagen. Som årene skrider frem, begynder du at pynte mere og mere på din historie, indtil du omsider “for weeks were laying in cold trenches shooting at the FBI”.

Måske tager jeg fejl. Måske grundlagde du ikke din karriere på en stor fed løgnehistorie om Wounded Knee. Måske er du ikke løgnagtig til det mytomane. Lad dine vidner træde frem, Jacob Holdt.

***

Dette indlæg blev udgivet i Jacob Holdt. Bogmærk permalinket.

9 svar til Svar til Jacob Holdt

  1. Jesper siger:

    Det er altså et imponerende svar på tiltale, godt arbejde.

  2. Jacob Holdt siger:

    Jeg er dig faktisk enorm taknemmelig for at du gør sådan et kæmpe arbejde på at lave research på de erindringsskrivelser, jeg er i gang med. Særligt mine deprimerende oplevelser i Wounded Knee har jeg i mange år lagt grundigt låg over – dels fordi de som skrevet i min bog slog mig helt ud og dels fordi jeg oplevede så utroligt mange ting siden hen. Nu hjælper du mig tilmed med datoerne for dette kapitel, som jeg pga. de mudrede omstændighederne i Wounded Knee ikke fik nedfældet i mine dagbøger. Jeg troede faktisk selv i lang tid at jeg havde romantiseret meget af min fremstilling f. eks. af Morningstar indtil jeg for nylig fandt mine billeder af hende. Jeg havde troet at næsten ALLE mine billeder blev ødelagt i Wounded Knee indtil jeg for nylig fandt nogle af dem, bl.a. af Morningstar og mig.
    Alle mine artikler til Kristeligt Dagblad blev efter aftale mellem min præstefar og chefredaktør Gunnar Rytgård skrevet under falske navne som Mads Honst og Janus Holding. Af gode grunde pga. emnerne jeg skrev om og min vanskelige kamp for som pengeløs blaffer ikke at blive udvist gennem 5 år. Derfor var Kristeligt Dagblad også en af de første til at komme til mit forsvar i en leder i 1992, da Ekstrabladets anklager kom om at jeg var KGB-agent. “Nej, han var i virkeligheden vores KD-agent.”
    Nu vil jeg ved lejlighed ved hjælp af dine og andres oplevelser prøve at stykke mine fortrængte oplevelser i Wounded Knee sammen. Husk også lige på at dette var et virkeligt vendepunkt for mig i udviklingen fra tidligere revolutionsromantiker til ikke-volds-tilhænger. Så både Wounded Knee og mine oplevelser året før med forsøget på at blive guerilla i Guatemala for ikke at tale om mit arbejde for de Sorte Pantere (som var med i første danske bog, men ikke i senere udenlandske) er noget jeg i mange år ikke var stolt af og grundigt undertrykte i min bevidsthed.
    Derfor er jeg dig næsten helt taknemmelig for at du nu forsøger at bevise at jeg ikke var helt så voldelig som jeg foregav at være i et godt ikkevoldeligt kristeligt dagblad🙂

  3. Danskeren siger:

    Jacob holdt. Vi mangler endnu at du bringer dokumentation for dine historier. Indtil da må vi bare konstatere at du er lyver.

  4. Martin Kasler siger:

    Jacob Holdt

    Din forklaring på, hvorfor du i Kristeligt Dagblad skrev under falskt navn, er helt ude i skoven. Og det klæder dig ikke, at du nu trækker din afdøde far og en afdød redaktør ind i sagen.

    Resten af din forklaring er irrelevant tågesnak uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt du nogensinde har sat dine ben i Wounded Knee.

    Tidligere påstod du som bekendt, at du både har vidner og billeder, der kan bekræfte dine påståede bedrifter på Pine Ridge. Det burde derfor være en smal sag for dig at rense dit navn. Det er det tydeligvis ikke.

  5. Jacob Holdt siger:

    Kære Martin

    Nu må jeg tilkende dig en lille sejr. For i går hvor Weekendavisen pludselig overrumplede mig med spørgsmål fordi de havde fundet vores lille korrespondance her, var jeg fuldstændig uforberedt og kunne ikke svare tilfredsstillende på spørgsmålene, da jeg endnu ikke havde taget mig tid til at læse de artikler du refererer til. Så vigtig syntes jeg trods alt ikke at vores sjove drillende skriverier er at de skulle til yderligere at beslaglægge min tid. Men når en seriøs avis, som jeg oven i købet selv holder og tidligere har lavet store reklamer for, går ind i sagen bliver jeg jo nødt til at tage mig sammen og læse fortidens skrifter. Det gjorde jeg i morges og kunne da heldigvis konstatere at alt hvad jeg skrev i bogen 4 år efter Wounded Knee var korrekt som jeg husker dem. (Jeg skal dog stadig når jeg skal til at skrive indianerkapitlet i min erindringsbog kæmpe mig gennem bunken af breve, som jeg skrev i tiden lige efter Wounded Knee, for at se nøjagtigt hvad jeg skrev dengang mens jeg huskede alting knivskarpt).

    Til småtingsafdelingen hører din bemærkning om at Morningstar kun var 3 måneder gravid og ikke 8 måneder, som jeg mener at hun havde fortalt mig. For Weekendavisens rapporter og jeg var enige om at på mine billeder af hende så hun ikke 8 mdr. gravid ud (skønt vi jo ved at nogle kvinder går graviditeten igennem ubemærket). Det kan også være noget X har fortalt mig (på rammerne af mine originalbilleder kan jeg se at han i virkeligheden hed Pat, det havde jeg også glemt) enten for at jeg yderligere skulle passe på Morningstar (fordi han ønskede at holde mig væk fra krigerne inde i knæet) – eller fordi han anede at Morningstar havde varme følelser for mig og følte sit eget forhold til mig truet deraf.

    Men artiklen i Kristeligt Dagblad, som er skrevet kun en måned efter Wounded Knee vistnok da jeg var flyttet ind hos indianerpigen med de røde træsko, Bobbys familie i Minneapolis, og havde lidt ro og hende som vidne, – ja, den må jeg indrømme er noget miskmask. Det undrer mig at jeg aldrig selv siden har læst den og fuldstændig ukritisk har lagt den på nettet. Men som sagt, mit liv er på godt og ondt en åben bog. Som jeg forklarede Weekendavisen i går pressede min far på for at jeg skulle skrive en artikel til KD som jeg havde lovet da de udformede de papirer, der gjorde det muligt for mig at komme ind mange steder hvor kun pressen kunne komme og over grænsen til Canada hver tredje måned for at forny mit turistvisum. ”Du skylder jo KD i det mindste en artikel, ” pressede min far på. ”Og hvorfor skriver du ikke om alt det du lige har skrevet hjem om fra Wounded Knee? ”

    Problemet var blot at efter belejringens afslutning vidste hele verden jo hvad der var foregået, så det var ingen nyhed mere. Derfor var min eneste mulighed for at få noget trykt i avisen at skrive det som en personlig rejseberetning. Men det var jo lidt af et problem når hele mit Wounded Knee ophold var gået helt i fisk og var blevet til et personligt nederlag fordi det var endt i dels et personligt homoseksuelt forhold og dels et forhold til en gravid gift kvinde lige efter hendes mands død. Hvilken kristelig avis ønsker at høre om sådan noget snavs? 🙂

    Derfor skrev jeg i første del af artiklen en mere generel historie om hvordan besættelsen var forløbet som om jeg selv var en aktiv del af forsyningstropperne, dels på grundlag af hvad de andre “warriors” fortalte mig når de kom ud og dels på grundlag af den ene nat hvor Pat (X) gav mig lov til at følge dem helt ind til det besatte område. Jeg er stadig i tvivl om hvor vidt jeg kom helt indenfor, da det i mørket var umuligt for mig at se hvor vi var og nogen af de andre bagefter sagde at vi havde været derinde. (Revolutionsromantikere praler nemlig altid).

    For Pat havde givet klare ordrer til at jeg skulle vende tilbage samme nat til Morningstars telt, hvilket egentlig passede mig fint, da det var på det tidspunkt at jeg var ved at opgive min egen tidligere revolutionsromantik. Det er mig egentlig flintrende ligegyldigt i dag, fordi jeg helt klart kan se på måden jeg satte tingene sammen på i KD-artiklen at jeg overromantiserede min aktive deltagelse for at få artiklen på tryk. Det har jeg nok haft det så skidt med 4 år efter – hvor jeg for længst som vagabond havde lært at leve efter Bob Dylans ”To be an outlaw you have to be completely honest” (for at overleve da man ellers sender vibrationer af uærlighed ud til folk så de lukker sig for en og ikke inviterer vagabonden hjem til overnatning) – at jeg valgte under skrivningen af bogen at fortælle hele den nøgne sandhed om mit ”Nederlag i Wounded Knee? ” selv om jeg godt vidste at denne ville chokere min præstefar og ikke være populær hos mine gamle venstreorienterede venner.

    Men netop fordi denne KD-artikel var noget sammensat miskmask af forskellige begivenheder, som jeg personligt oplevede, men satte sammen som om det var HELE min sandhed om Wounded Knee gør du også selv den fejl, Martin, at vælge at tro på dele af den. F. eks. baserer du hele din tidsfastlæggelse efter en sætning i artiklen, nemlig at det var samme dag hvor jeg forlod indianerkvinden Diane i Rapid City at jeg kører med Pat og sagføreren til Kyle den 28. april. Sådan kan jeg godt se at det ser ud i artiklen i KD, men tror du virkelig på alt hvad jeg skriver? 🙂

    For sagen er at det altid var Pat og senere Morningstar jeg kørte rundt med, og det kan lige så godt være en af de andre dage jeg kørte med Pat til omtalte kendte begivenheder. Det er da muligt at du har ret – og i første omgang da jeg læste dine skriverier her troede jeg faktisk på det med min dårlige hukommelse. Så indtil jeg får tid til at læse alle mine breve fra den tid vil jeg advare dig imod at fatte for megen lid til det jeg skriver🙂 og på dette ”løgnagtige” grundlag (som du selv kalder det) begynde at sætte store skemaer op for datoerne for min færden.

    Weekendavisens interviewer i går kan i al fald bekræfte at jeg ikke kan huske noget som helst fra denne begivenhed uden at jeg går til mine kilder. Jeg anede ikke engang at jeg havde taget flere nærbilleder af kirken i Wounded Knee før han vist pludselig så billedet på min computer. Og vov ikke at betvivle mine oprindelige billeder, som ligger i de samme daterede paprammer som alle mine 15000 andre fra de fem år (dog desværre dateret efter fremkaldetidspunktet hos Mail-a-Film). Mine udaterede breve er også svære at finde nøjagtige datoer ud fra da selve brevene i de første år typisk blev dateret med slagord som ”På tredjedagen efter Svinebugtsslaget” eller ”to dage før årsdagen for Che Guevaras død” for at provokere min far🙂 Og min lillebror derhjemme havde flået alle frimærkerne af brevene ved min hjemkomst.

    Så hvordan kan du uden gode datoer hjælpe mig videre med at finde sandheden om min fortid, nu hvor jeg så godt som har ansat dig som research assistent på min kommende erindringsbog og virkelig værdsætter din iver efter at hjælpe mig? Eller som jeg kaldte det for i Weekendavisen: ”Jeg tror minsandten han er forelsket i mig, så besat er han efter at følge mig overalt! ”

    Jo, jeg har jo andetsteds i disse skriverier for længst inviteret dig med på mine ture i USA for at du selv kan interviewe mine fotografiske ofre om de ting jeg skriver om dem. Og da nu mit filmselskab, som er ved at lave en dokumentarfilm om mit liv og følger mig næsten lige så kærligt og ihærdigt som dig, i dag ringede mig op fordi de havde fået færten af vores korrespondance og straks så filmiske muligheder i det, foreslog de dette: ”Jacob, du flytter jo altid ind hos dine fjender, kan du ikke også gøre det med ham Martin Kasler, så vi kan filme det? ” Ja, så svarede jeg prompte at der var noget de havde misforstået, for ”Martin er ikke en fjende, men en sand ven som hjælper mig med at få samling på mit forvirrede liv. Men Martin er så god til at opspore folk at jeg synes vi i stedet skal invitere ham med til USA, så han kan hjælpe os med at finde Morningstar. For hende ville I jo gerne have med i filmen ligesom flere af mine andre gamle sweet hearts. ”

    Det er nemlig ikke første gang jeg har forsøgt at finde Morningstar. Til et af mine foredrag i det fine Liberal Arts Davidson College, NC, spurgte en af eleverne mig om jeg stadig var i kontakt med Morningstar fordi historien i min bog havde gjort så stort indtryk på hende. Jeg må tilstå at da pigen Laeta Kaleogridios var meget smuk (i dag 25 år efter ser hun sådan ud https://www.google.dk/search?q=Laeta+Kalogridis&hl=da&rlz=1T4RVEA_daDK650DK650&source=lnms&tbm=isch&sa=X&ved=0CAcQ_AUoAWoVChMIi_LL0LemxwIVARYsCh0-LwN6&biw=1536&bih=714 ), svarede jeg spontant, ”Nej, hun er en af de eneste i bogen som jeg har mistet kontakten til siden, men da vi er kun tre timers kørsel fra Cherokee reservatet, hvor hun kom fra, og jeg har et par dage fri, synes jeg du selv skal tage med og hjælpe mig med at finde hende.” Det var hun ikke sen om at beslutte sig til, men vi fandt aldrig nogen i Cherokee der kendte Morningstar. Hvad vi ellers foretog os på turen i the Great Smokey Mountains vil jeg lægge et tæt røgslør hen over, men igen kan du jo selv spørge Laeta om det. For den fortættede oplevelse af mit show, bogen, min workshop og vores udflugt ind i bjergene var stærkt medvirkende til at gøre hende til en af Hollywoods store filmskribenter og producere: https://en.wikipedia.org/wiki/Laeta_Kalogridis

    Så nogen har da fået noget ud af min historie om Morningstar. Og måske du selv ville opnå ”at blive noget ved filmen” hvis du tog med, Martin – i al fald kunne du blive en god sparingspartner i min dokumentarfilm.
    Det er for øvrigt kun en times kørsel fra hvor du kunne møde en af mine andre gamle venner i Ku Klux Klan, som kunne fortælle dig lidt om hvordan man efter en reaktionær fortid som skinhead og hadsk klankvinde kan omvende sig til i dag at arbejde for de sorte og at blive talsmand for homoseksuelle og transvestitter. (Jeg tror faktisk at din erklærede homofobi har været en voldsom anstødssten for dig og vigtig grund til at du slog så kraftigt ned på min Wounded Knee historie).
    Jo, der er håb for os alle og det ved jeg der også er for dig. Så tag med.

    Nu hvor du kender alt til mit liv ved jeg også at du er den eneste der er kvalificeret til en fuldt betalt rejse …… hvis du bare lige udfylder dette lille spørgeskema rigtigt. Ingen andre har hidtil svaret rigtigt på alle spørgsmålene, men jeg ved at du med din enorme viden om mit liv og ihærdige gennemlæsning af alle mine 22.000+ hjemmesider kan gøre det. Så kom i gang, jeg lover at betale alt på vores store fælles Amerika research rejse på sporet af tabte min fortid🙂
    http://www.american-pictures.com/dansk/jacob/quiz.htm

  6. Martin Kasler siger:

    Jacob Holdt

    Her, hvor ingen af os endnu har læst Weekendavisen, har du tydeligvis et behov for at forklare dig. Det har jeg ikke.

  7. Martin Kasler siger:

    Jacob Holdt

    Efter interviewet i Weekendavisen er det faktisk irrelevant, hvornår du ankom til Pine Ridge. Du indrømmer til avisen, at du aldrig var inde i Wounded Knee, sådan som du hævder i Amerikanske Billeder. Du løj for læserne af bogen, ganske som jeg hele tiden har ment.

  8. Jacob Holdt siger:

    Jamen, så vil jeg da også her på din blog komme med min offentlige undskyldning på min Facebook væg i dag (med genbrug af en del af de ting jeg i går skrev her) – dog stadig efterladende spørgsmålet hos mig selv om hvor vidt jeg virkelig var inde i Wounded Knee med de billeder jeg pludselig sammen med Weekendavisens udsendte journalist fandt af skyttegravene i mine arkiver, hvor jeg gennem alle årene havde overset dem. Så igen en inderlig følt tak til dig fordi du hjælper mig med at bringe lidt orden i mit liv.

    EN UNDSKYLDNING TIL KRISTELIGT DAGBLAD

    I et interview i Weekendavisen i dag indrømmer jeg at jeg sandsynligvis har fusket med sandheden i den første af to artikler jeg skrev til Kristeligt Dagblad i mine vagabondår på et tidspunkt hvor jeg endnu ikke havde lært sandheden i Bob Dylans ”To be an outlaw you have to be completely honest”.

    En reaktionær blogger har sommeren igennem moret sig med ved hjælp af nutidens internet at finde huller i mine historier i Amerikanske Billeder, som han mener ikke kan passe, og jeg har moret mig med at svare igen da jeg jo ved at de passer og ingen i USA nogensinde har fundet huller skønt jeg har vist mine shows i hver en flække og for de mest reaktionære publikums og aviskritikere.

    Men en del af min revolutionsromantiske fortid nedtonede jeg klogelig da jeg begyndte at turnere med Amerikanske Billeder i Reagans Amerika og har derfor siden selv fortrængt dem fra min bevidsthed. F.eks. havde jeg indtil min Tv-anmeldelse fornylig i ”Filmselskabet” af ”The Butler” fuldstændig glemt mit arbejde for de Sorte Pantere skønt det blev omtalt i den første udgave af den danske bog.

    Omvendt har jeg i min revolutionsromantiske tid i 1973 uden tvivl overdrevet mine voldelige sider i artiklen i Kristeligt Dagblad. Den tids voldsromantik gjorde jeg siden op med da jeg 4 år efter kom hjem og skrev bogen med kapitlet ”Nederlag i Wounded Knee? ”

    Men artiklen i Kristeligt Dagblad, som er skrevet kun en måned efter Wounded Knee opstanden, må jeg indrømme er noget miskmask. Det undrer mig at jeg aldrig selv siden har læst den og fuldstændig ukritisk har lagt den på nettet. Men mit liv har jo altid været en åben bog – på godt og ondt – hvorved jeg gør mig selv sårbar.

    Som jeg forklarede Weekendavisen pressede min far dengang på for at jeg skulle skrive en artikel til KD som jeg havde lovet, da de udformede de pressepapirer, der gjorde det muligt for mig at komme ind mange steder hvor kun pressen kunne komme og over grænsen til Canada hver tredje måned for at forny mit turistvisum. ”Du skylder jo KD i det mindste en artikel, ” pressede min far på. ”Og hvorfor skriver du ikke om alt det du lige har skrevet hjem i alle dine breve om fra Wounded Knee? ”

    Min far havde smidt mig ud hjemmefra for at have malet hans kirke over med politiske slagord og i hans øjne var jeg stadig en taber, der bare føjtede rundt på USA’s landeveje til ingen verdens nytte. Der var gået tre år uden at jeg havde skrevet noget til hans avis, som jeg havde lovet, og nu prøvede den fortabte søn tydeligvis at genvinde sin fars hjerte ved at levere en artikel.

    Problemet var blot at efter Wounded Knee belejringens afslutning vidste hele verden jo hvad der var foregået, så det var ingen nyhed mere. Derfor var min eneste mulighed for at få noget trykt i avisen at skrive det som en personlig rejseberetning. Men det var jo lidt af et problem når hele mit Wounded Knee ophold, som jeg siden beskrev det i Amerikanske Billeder, var blevet til et personligt nederlag fordi det var endt i dels et personligt homoseksuelt forhold til en indianerleder og dels et seksuelt forhold til den gravide gifte kvinde Morningstar to dage efter hendes mands begravelse. Hvilken kristelig avis ønsker at høre om sådan noget snavs?🙂

    Derfor har jeg nok skrevet første del af artiklen som en mere generel historie om hvordan besættelsen var forløbet som om jeg selv var en aktiv del af forsyningstropperne, dels på grundlag af hvad de andre ”warriors” fortalte mig når de kom ud og dels på grundlag af den ene nat hvor min homoseksuelle leder (X) gav mig lov til at følge dem helt ind til det besatte område. Jeg er stadig i tvivl om hvor vidt jeg kom helt indenfor, da det i mørket var umuligt for mig at se hvor vi var og nogen af de andre bagefter sagde at vi havde været derinde. (Revolutionsromantikere praler nemlig altid). Og som sagt har jeg efter 42 år lykkeligt glemt meget af det.

    Da jeg nu genlæste artiklen kunne jeg huske at jeg har set mange af de detaljer jeg beskrev, men har helt ærligt ingen klar fornemmelse af hvor langt ind jeg egentlig nåede netop fordi den homoseksuelle X ikke ville miste mig og gav ordre til at jeg skulle vende tilbage samme nat. Det har jeg nok haft det så skidt med 4 år efter, at jeg valgte under skrivningen af bogen at fortælle hele den nøgne sandhed om mit revolutionære ”Nederlag i Wounded Knee? ” selv om jeg godt vidste at denne ville chokere min præstefar og ikke være populær hos mine gamle venstreorienterede venner.

    Nå, men hvis I læser Weekendavisens interview med mig vil I se hvor forvirret jeg var under interviewet. Jeg havde nemlig troet journalisten ville snakke om noget i selve min bog omkring beskrivelsen af mordet på Popeye og havde derfor ikke forberedt mig ved at genlæse dels kapitlet i min bog om Wounded Knee og dels den famøse artikel i Kristeligt Dagblad. Derfor anede jeg ikke hvad det var jeg havde skrevet i fortiden og kunne ikke huske meget fra selve begivenheden og følte mig fuldstændig som Jacob Rosenkrands’ svedende ofre i ”De røde lejesvende” under tæppebombardementet.

    Men da Weekendavisens søde journalist bad om at se mine billeder fra dengang, som i det store og hele bekræftede de ting jeg har skrevet i bogen, fandt vi til min og hans forbavselse pludselig mine gamle billeder af selve kirken og skyttegravene i landsbyen Wounded Knee, som jeg ikke anede eksisterede i de 43 år. Jeg troede de alle var blevet ødelagt under begivenheden. (Indianerne gav mig forbud mod at fotografere selve krigerne selvom det lykkedes mig at fotografere flere i smug og kameraet gik i stykker og der gik et halvt år inden jeg fik det repareret fordi jeg ikke havde 20 dollars).

    Først dagen efter Weekendavisens besøg fik jeg lejlighed til at læse det jeg skrev om Wounded Knee og kunne til min store tilfredshed konstatere at alt hvad der står i Amerikanske Billeder er korrekt gengivet, mens min revolutionsromantiske beretning i Kristeligt Dagblad er noget journalistisk miskmask a la Jan Stages – og dog giver mine fundne billeder og de fortrængte erindringer, som artiklen bragte op, mig følelsen af at jeg måske alligevel ikke var helt ude på overdrevets grund – i avisen, men måske nok i virkeligheden🙂

    Svaret håber jeg at jeg kan levere i min kommende erindringsbog når jeg har haft tid til at nærlæse de tonsvis af lange breve og dagbøger jeg skrev dengang. Men indtil da må jeg som ”løgneren Jacob Holdt” (den reaktionære bloggers hæderstitel) give en undskyldning til Kristeligt Dagblad for den første artikel jeg skrev som deres ”KD-agent” (som avisen forsvarede mig med i tiden hvor jeg blev udråbt som KGB-agent). Jeg håber bladet deler mit syn på tilgivelse, som jeg har prædiket lige siden som det mest revolutionære begreb jeg kender, og som står i skærende kontrast til den forlorne voldsromantik ”vi revolutionære” dengang prædikede:
    http://www.american-pictures.com/dansk/artikler/indianere.htm

  9. Martin Kasler siger:

    Jacob Holdt

    Skriv din bog og se om den sælger.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s