Afvist kronikforslag (Bedrageren Jacob Holdt)

I går tilsendte jeg kulturmarxisterne på Information et kronikforslag, hvori jeg går til stålet omkring en central historie j Jacob Holdts Amerikanske Billeder.

Fra Information modtog jeg et autosvar, der oplyste, at der kunne gå flere dage før man hørte fra redaktionen. Få timer efter lå der en mail fra bladets kronikredaktør, der afviste mit kronikforslag. Pladshensyn, hævdede han.

Det afviste kronikforslag lød i sin helhed:

Bedrageren Jacob Holdt

Mange vil kende fotografen, forfatteren og foredragsholderen Jacob Holdt fra TV-serien Pind og Holdt i USA, der over to sæsoner for nyligt blev sendt på Danmarks Radio.

Jacob Holdt slog i 1978 igennem med bogen Amerikanske Billeder (AB). Inden da var han og hans fotografier fra USA blevet heftigt promoveret i dagbladet Information af vennen Jørgen Dragsdahl. Både Holdt og Forlaget information tjente en formue på bogen.

De fleste læsere af AB husker uden tvivl bogens stærke afslutning, hvori Jacob Holdt i fortvivlelse over mordet på sin bedste ven i Californien, den sorte Popeye Jackson, forlader USA og rejser hjem til Danmark.

Meget tyder på, at historien ikke er sand.

Popeye, Pat og Malcolm
Ifølge Holdt blev han i San Francisco aktivist i Jacksons forening United Prisoners Union (UPU). Holdt røber ikke noget nærmere kendskab til denne forening. Tilsyneladende udgav den en avis, men det er også alt læseren bliver gjort bekendt med.

Men det er altså gennem Holdts arbejde i UPU, at han skal have knyttet et nært og varmt venskab med den 44-årige Jackson. Bl.a. hævder han i AB, at han ofte kom i Jacksons hjem.

Holdt har tillige hævdet, at Jackson var gift med en hvid kvinde, Pat Singer. Holdt fotograferede hende højgravid til Jacksons begravelse og han har hævdet, at Singer fødte Jacksons søn Malcolm.

Jackson fik Malcolm med sin sorte hustru Susan. Da hun gled ud i et svært stofmisbrug, flyttede den 3-årige Malcolm ind hos Jackson og Pat.

Hvis Jacob Holdt var kommet jævnligt i Popeye Jacksons lejlighed, så ville han altså have truffet lille Malcolm og derfor vidst, at det umuligt kunne være ham, som Pat Singer var svanger med. Han ville sikkert også have været bekendt med, at Singer hverken var drengens mor eller Jacksons hustru.

Sara Jane Moore
Ifølge AB, så traf Jacob Holdt gennem sit arbejde i UPU også en vis Sara Jane Moore, som han efter eget udsagn fik den stærkeste tillid til.

Moore blev berømt, da hun i september 1975 forsøgte at skyde præsident Gerald Ford. Holdt har påstået, at han fotograferede Ford få øjeblikke før Moore skød mod ham. Det pågældende snapshot kan umuligt være taget på det af Holdt påståede tidspunkt, hvorfor denne historie blankt kan afvises som opspind.

I AB påstår Holdt, at Moore til Playboy fortalte, at FBI havde truet hende på livet, fordi hun var blevet omvendt til Jacksons synspunkter.  Moore har hævdet mange ting om FBI, også til Playboy, men aldrig at de truede hende på livet.

Moore blev heller ikke omvendt til Jacksons påståede synspunkter. Tværtimod brød hun længe før hans død med ham i lede over Jacksons skumle verden af sex og stoffer.

Holdt også påstået, at Moores attentatforsøg var hævn for mordet på Jackson. Faktisk frygtede hun efter Jacksons mord at blive myrdet af hans slæng, fordi hun internt på venstrefløjen havde advaret imod ham.

Holdts fatale datorod
Sally Voye var en anden hvid kvinde, som Holdt gennem UPU angiveligt knyttede et varmt venskab med. Ifølge AB underviste Voye ghettobørn. I virkeligheden var hun lærer på en kommuneskole i provinsbyen Vallejo nord for San Francisco.

Voye blev skudt sammen med Jackson. Ifølge AB skulle hun på mordnatten have kørt Holdt og Jackson hjem til Jackson fra en fest. Holdt blev forhindret af et mystisk telefonopkald og undgik derfor med nød og næppe at blive skudt sammen med Jackson og Voye.

Videre ifølge AB, så blev Popeye Jackson skudt blot et par dage efter sin løsladelse, som Holdt var med til at fejre. Kun en uge før mordet havde han under mystiske omstændigheder gået rundt i Jacksons fængsel og i smug tage billeder af ham og andre indsatte.

Men Jackson blev ikke skudt et par dage efter sin løsladelse og han sad ikke fængslet ugen før mordet på sig. Han blev løsladt et halvt år tidligere!

San Bruno-billederne
Da Jacob Holdt skrev AB, så har han enten gættet sig frem til hvornår Jackson blev løsladt. Eller også har han direkte svindlet med datoen. Men uanset hvilken forklaring man foretrækker, så vil løgnene hobe sig op. Om billederne fra San Bruno. Om løsladelsesfesten. Om det mystiske telefonopkald.

En håndfuld fotografier i AB synes at dokumentere, at Jacob Holdt ved et par lejligheder har været tæt nok på Popeye Jackson, Sally Voye og Sara Jane Moore til at tage nogle snapshots af dem, tilsyneladende i de samme lurvede lokaler. Men hvor og hvornår billederne er taget, er aldeles uklart, ligesom det er uklart, hvordan Jacob Holdt kom i besiddelse af billederne fra San Bruno-fængslet.

Holdt har siden forklaret, at det var San Franciscos venstreorienterede sheriff Richard Hongisto, der hemmelig og ulovligt lukkede ham ind i San Bruno. Men hvis Hongisto havde ønsket at give Holdt adgang til fængslet, så kunne han som chef for byens arresthuse blot have udstedt en besøgs- og fototilladelse til ham.

Reddet på stregen?
Om det mystiske telefonopkald, der lige på stregen reddede Jacob Holdt fra at blive skudt sammen med Jackson og Voye, har han senere forklaret, at det enten var FBI eller sheriff Hongisto, der reddede hans liv. Senere igen ændrede Holdt sin historie til, at det var hans hustru Annie Rush, der frelste ham.

Ifølge Holdt, så var han næsten ved at blive myrdet sammen med Jackson og Voye, og han var næsten ved at fotografere Moores mordforsøg på Ford. Men som ovenfor vist, så er der så mange usandheder og mærkværdigheder i Holdts historier, at de ved et nærmere eftersyn falder fra hinanden.

Går man til kilderne, så viser det sig, at Holdts få faktuelle oplysninger om Jackson, Voye og Moore enten er lodret forkerte, eller – i Amerikanske Billeders tilfælde – nærmest løftet direkte fra datidens pressedækning af dobbeltmordet på Jackson og Voye og af Moores mordforsøg på Gerald Ford.

Holdt fortvivlet?
Intet tyder da heller på, at Jacob Holdt var specielt fortvivlet i tiden efter Popeye Jacksons død. Han og Voye blev skudt ned udenfor Jacksons hjem natten til den 8. juni 1975. Allerede den 2. august bragte en dansk avis et stort, jublende portræt af den sorte kirkeleder Cecil Williams, skrevet af Jacob Holdt i San Francisco.

I sin artikel nævner Holdt ikke den nyligt myrdede Jackson, selv om denne en årrække ellers havde været tilknyttet Williams’ kirke. Tavsheden kan skyldes, at Jackson op til sin død lå i strid med Holdts beundrede kirkeleder, som Jackson kaldte fascist.

Livvagt for Williams?
I begyndelsen af februar 1974 kidnappede en terrorgruppe rigmanden Randolph Hearsts datter og tvang ham til at udlevere for millioner af dollars mad i San Franciscos gader.

Holdt har for nyligt hævdet, at Williams’ kirke stod for uddelingen og at Holdt kom til at spille en central rolle som talsmand og livvagt for Williams.

Men Ifølge Holdt selv, så boede han kun otte måneder i San Francisco, som han forlod i efteråret 1975. Han kan derfor umuligt have deltaget i den bizarre maduddeling, der fandt sted i månederne februar-marts 1974. Og Williams’ kirke stod slet ikke for uddelingen af den enorme mængde mad. Det gjorde en nødhjælpsorganisation, oprettet til lejligheden af Hearst.

Jacob Holdt har vedgået, at uden den afsluttende historie om Popeye Jackson, så var Amerikanske Billeder aldrig blevet en succes. Man kan derfor uden overdrivelse slå fast, at bogens succes – ja, hele Jacob Holdts karriere – bygger på løgn. Løgne, som Holdt i mere end en menneskealder har gentaget for titusindvis af tilhørere til sine berømte shows, og til stadighed kolporterer på sin hjemmeside, i interviews og på sin Facebook-side.

***

Dette indlæg blev udgivet i Jacob Holdt. Bogmærk permalinket.

15 svar til Afvist kronikforslag (Bedrageren Jacob Holdt)

  1. anders sørensen siger:

    Jeg er ikke i tvivl om, at RR. ikke ville bruge et så kraftigt ordvalg uden, at have en klar overbevisning om at kunne dokumentere påstandene, som er, at “AB” er bygget på løgn.
    Jacob Holdts mangel på svar, understøtter RR´s påstande. For hvad jeg har læst, så er Jacob Holdt kun kommet med udenoms forklaringer.
    Jacob Holdts hverv, som dokumentarist, afhænger af hans troværdighed.
    RR har stillet spørgsmål ved den, og intet svar. Det er alvorligt.
    Havde Jacob Holdt ment, at RR havde bagvasket ham, så burde han have lagt sag an imod RR, Jacob Holdts troværdighed står på spil.
    Det er som vanligt et fantastisk arbejde RR har lavet. Jeg håber, at du får oversat dine artikler til engelsk og sendt dem til rette vedkommende. Der må være nogle i USA, der føler sig ført bag lyset, endsige bagvasket, således de kan få erstatninger ved amerikanske domstole.

    • Martin Kasler siger:

      Hvis Jacob Holdt kunne vinde en sag, så havde Information uden tvivl optager mit kronikforslag. Han lyver stærkere end en hest kan rende. Og det tror jeg faktisk alle omkring ham ved.

  2. Jacob Holdt siger:

    Kære Martin

    Nu hvor jeg er ved at skrive erindringer sætter jeg virkelig pris på det kæmpearbejde du laver for at finde ud af detaljerne i mine kaotiske vagabondår. Jeg har jo selv hundredvis af familier fra de 5 år at holde rede i og fik kun sjældent skrevet udførlige dagbøger med navne og slægtsskab mellem familiemedlemmer efter at jeg begyndte at bruge fotografiet som hukommelse. Modsat nutidens digitale billeder kan jeg jo kun på mine gamle slides læse hvilken måned de er fremkaldt i og daterer dem derfor i min billedbase til måneden før.
    Du er i øvrigt ikke den første der har gravet i min fortid. Jeg har masser af andre fans i USA, der f.eks. har blaffet rundt til de kendte steder, jeg har nævnt og fotograferet. Og andre har også lavet blogs om mit arbejde såsom ham her, der møjsommeligt har fundet frem til de nøjagtige steder jeg har fotograferet:
    http://americanpicturesphotographlocations.blogspot.co.uk/

    Så jeg håber at du vil fortsætte dit gravearbejde, som jeg virkelig kan bruge når hukommelsen svigter. Det er jo også vigtigt at huske at bogen blev hastigt sat sammen efter den tekst jeg brugte i lysbilledshowet. Dette blev skrevet på mindre end en måned efter min hjemkomst fra USA, hvor jeg blot troede at jeg skulle ud og vise det i enkelte skoler og kirker i Vestjylland – og ikke havde nogen anelse om at det skulle blive en sådan succes at det skulle køre i 14 lande i snart 40 år. Så jeg tænkte selvfølgelig ikke på at undersøge kilder til noget der blot skulle være et døgnflueforedrag.
    Først da bogen i 1984 udkom i USA var jeg nødt til at gå til kilder, da man jo derovre kan blive sagsøgt for at skrive noget forkert. På det tidspunkt havde jeg holdt foredraget så tit at mine historier deri var blevet til eviggyldige sandheder og mange smådetaljer blev glemt.

    Lad mig nævne en vigtig ting, som du endnu ikke har påpeget. I min første danske bog beskrev jeg mit arbejde for De Sorte Pantere, men det kapitel blev selvfølgelig strøget da jeg skulle til at starte mine foredrag i præsident Reagans Amerika, da jeg ikke skulle nyde godt af at blive hængt ud af ham for at ”støtte terrorister” med mit medlemskab. Og så gik det i glemmebogen. Helt indtil jeg skulle holde oplæg i fjernsynet om Hollywoodsuccesen ”The Butler” der for første gang omtaler de sorte pantere positivt og Reagan negativt (i forbindelse med de sortes frigørelsesproces). Så det kan nok være at jeg overraskede studieværten i ”Filmselskabet” da jeg pludselig sagde at jeg selv havde været medlem af BPP og hev en hel masse gamle numre af Panterbladet frem på TV med mine gamle billeder fra de år hvor jeg rejste rundt og fotograferede for panterne. Det kan du jo så også prøve at modbevise …..ligesom du her gør det med min historie om Popeye Jackson.

    Jeg syntes det var morsomt at se hvordan du næsten kunne sætte datoer på min færden omkring Wounded Knee (sikkert bedre end FBI kunne). Tak for den hjælp til mine erindringer. Jeg mener det virkelig og kommer nok forbi med nogle flasker vin ved lejlighed for din flid.

    Men din Popeye Jackson historie forstår jeg virkelig godt at Information afviste. Rent bortset fra at den (ligesom Bent Jensens skriverier) ikke er skrevet ud en ægte historisk interesse, men udelukkende ud fra en enøjet, ideologisk og derfor hadefuld vinkel.

    Du kan selvfølgelig sagtens finde eksempler på min dårlige hukommelse deri. Lad mig blot nævne Popeyes søn, Malcolm. Det er rigtigt som jeg skriver et eller andet sted at han var til stede under min amerikanske premiere på Cannes-filmen ”Amerikanske Billeder” i Castro Cinema i 1981 og at han råbte ud over alle de 1600 begejstrede tilskuere ”That’s my daddy” da slutningen med Popeye kom på lærredet. Så jeg gik i mange år ud fra at det var ham Pat Singer var gravid med under begravelsen 6 år før. Jeg har uden tvivl set ham under mine hastige besøg hjemme hos Popeye (han var en street man og sjældent hjemme), men med den børnevrimmel der altid var i alle de ghettohjem jeg vadede ud og ind af lagde jeg simpelthen ikke mærke til ham. (Skal dog have undersøgt om han er kommet med på et af mine billeder fra den tid). Derfor gik der mange år inden jeg fik min fejltagelse på plads, da Malcolm selv henvendte sig til mig for at få billederne. Samtalen følger her:

    Malcolm Jackson:
    I was interested in info on wilburt Popeye Jackson pics anything I am his son and looking for anything

    Jacob Holdt:

    Dear Malcolm
    I am sorry I didn’t see your message until now. Anyway, I am so glad you write. One question, if you are born in 1972 you can’t be the son of Popeye and Pat Singer? I have heard Pat died of cancer. What was their son called and what is his name? Are you in touch with him? He came to my movie 6 years old in the SF Film Festival and cried out to the audience when the scenes with Popeye came up: “That’s my daddy, that’s my daddy.”
    You have probably seen my pictures of Popeye here:
    http://www.american-pictures.com/roots/chapter-67.htm
    and here:
    http://www.american-pictures.com/roots/chapter-68.htm
    I hope to hear more from you about Popeye.
    With love
    Jacob Holdt

    Malcolm Jackson:
    Jacob,I am his son Malcolm Kenyatta Jackson,I was not Pats son. My moms name was Sue. Pat had a daughter named Katanya who was born in July of 75 who still lives there. My mom never really talked about popeye very much. she told me who he was and what Happened to him. Thats about all I know about him till I read your article. I don’t even know where he’s buried. any other info you have would be appreciated.

    Som du kan se af samtalen havde Malcolm før du gjorde det fået mig ud af min vildfarelse.
    Men du er alligevel langt ude når du på en eller anden måde prøver at sige at hele min historie er usand omkring min egen deltagelse i den. Du glemmer hvor hyppigt jeg viste mit lysbilledshow netop i den by hvor det skete og hvor alle vidnerne stadig levede og strømmede til vore forestillinger. Efter successen med filmpremieren i 1981åbnede vi vores eget teater for lysbilledshowet i Mission distriktet og valfartede rundt i alle universiteterne. Alene i Berkeley blev det vist 20 gange i den største sal, Wheeler Auditorium, hvor jeg i al fald husker en gang hvor Pat Singer og Malcolm kom for at se det igen.

    Og tonsvis af mennesker er siden kommet og har fortalt mig at de huskede Popeye som foredragsholder i deres skoler, som medfange osv. Ingen har nogen sinde sat en finger på det jeg siger om mit venskab med Popeye og mange kan huske hvordan vi kørte rundt i hans faldefærdige bil og støvlerne han gav mig i hjemmet da han så mine nedslidte sko.
    Igen glemmer du de tonsvis af billeder jeg har i mine arkiver som bevis. Kitte Fennestad, som foretog udvalget i både bogen og showet, valgte naturligvis kun de billeder med som bedst illustrerede den dramatiske historie.

    Alle de andre ting du nævner er det lige så let at forklare. F.eks. historien om det advarende telefonopkald hvori begge versioner er rigtige. Jeg aner stadig ikke hvem der advarede mig, men stemmen ringede til min kone Annie. Da vores forhold gik skidt og jeg netop havde fået mit grønne kort og derfor ikke behøvede at bo sammen med hende længere, havde jeg i et par uger lånt en vens lille lejlighed. Det var der hun ringede og grædende tryglede mig om ikke at køre med Popeye hjem den nat på grundlag af alvoren hun kunne høre bag advarslen.

    Jeg skriver ikke at jeg var til stede da Sara Jane Moore skød mod præsident Ford:
    http://www.american-pictures.com/roots/chapter-67.htm
    For på det tidspunkt i September var jeg for længst flygtet ud på landevejen til sydstaterne, men vendte efter attentatforsøget hurtigt tilbage til SF for at fjerne mine billeder af Sara Jane Moore og få dem i sikkerhed i Danmark. Jeg tog billedet af præsident Ford samme sted på Union Square, men nogle måneder før under hans tidligere besøg til en $1000-a-plate fund raiser som jeg fotograferede og brugte i slutningen af showet. Jeg har i øvrigt en længere korrespondance liggende med et filmselskab, der ville bruge alle mine billeder af Sara Jane Moore til en dokumentarfilm, da hun som 85-årig blev løsladt. De havde fundet ud af at jeg var den eneste som havde taget billeder af hende.

    Jo, jeg var deprimeret i tiden efter mordet på Popeye. Af to grunde, dels at mit ægteskab var forlist og dels at jeg begyndte at føle at det var som om højere kræfter hele tiden guidede mig ind i de rigtige situationer så at mit planlagte lysbilledshow ville blive en succes. Jeg kunne jo med det samme se at mordet på Popeye ville være en dramatisk slutning – og begyndte nu at få skyldfølelse over at se at mine venner skulle dø for det. Lige som kort tid efter mit forhold til Mary forårsagede hendes brors død.

    Artiklen om Glide til Kristeligt Dagblad var skrevet lang tid før mens jeg boede hos Annie og arbejdede i Glide kirken. Ang. pastor Cecil Williams og det jeg skriver om ham som hans talsmand for udenlandske medier kan du jo selv spørge ham ud. Han levede og huskede mig stadig da jeg var i kirken under Pind-filmoptagelserne for to år siden – om end stærkt svækket. I hans erindringer skriver han udførligt om hvordan Patricia Hearsts far bad ham om at stå for uddelingen af maden.

    Og nej, jeg var i New York under Hearst maduddelingen, som foregik på gaden udenfor kirken. Det var derimod mig der stod for den daglige maduddeling til hjemløse i kirken sammen med den sorte panter Muhammad, som jeg mange år efter selv fandt på gaden som hjemløs i New York og hang ud med mellem mine foredrag – inden han fik livsvarigt fængsel.

    Nej, sherif Hongisto kunne ikke bare lukke mig ind i fængslet uden at føle sin stilling truet – den stilling han alligevel kort tid efter mistede pga. sit arbejde for de homoseksuelle, som førte til at han selv blev indsat i San Bruno fængslet.

    Og jo, Sally Voye arbejdede på det tidspunkt i Vallejo, men både hun selv og hendes barndomsveninde, Eveleen Henry, som jeg i flere år var kæreste med i Washington DC (hvor hun opmagasinerede mine billeder efterhånden som jeg tog dem i sydstaterne), fortalte mig om det store arbejde hun tidligere havde lavet for ghettobørn.

    Så kom jeg vist gennem de fleste af dine anklager om ”forfalskninger”, som jeg jo også bekræfter sandheden om i alle de breve jeg skrev i de år.
    Men bliv endelig ved. Jeg lærer noget om min rejse hver gang du gransker i mit – modsat så mange andre eventyreres – veldokumenterede og gennemfotograferede liv.

    De kærligste hilsner
    Jacob Holdt

    • Martin Kasler siger:

      Inden jeg svarer på dit forsvarskrift, så har jeg lige et par spørgsmål:

      Du hævder, at du var aktivist i Jacksons UPU og at du tog billeder for foreningens blad. Hvad hed dette blad?

      Kort efter Jacksons løsladelse tidligt 1975 flyttede UPU kontor. Hvorfra og hvorhen flyttede man?

      Og et sidste spørgsmål: Har jeg din tilladelse til at bringe to af dine billeder her på RR?

  3. Jacob Holdt siger:

    Hvem er RR som Anders Sørensen omtaler foroven?

  4. Jacob Holdt siger:

    RR. Ok, selvfølgelig, jeg idiot !
    Jeg kan ikke svare på dit spørgsmål om bladet lige nu, hvor jeg sidder i sommerhus. Alle mine gamle Black Panther og UPU blade ligger hjemme i kælderen. Jeg kommer forbi kælderen om en uge når jeg skal til fødselsdag hos en gammel gymnasielærer i Esbjerg. Jeg er ikke sikker på at mine fængselsbilleder nåede at komme med i det sidste nummer af UPU bladet inden mordet på Popeye. (Var det ikke dem jeg skulle overrække til Popeye den nat han døde? Det husker du sikkert bedre end mig🙂

    Jeg husker ikke på stående fod noget særligt UPU kontor, men kan undersøge om jeg har skrevet en adresse ned i de gamle adressebøger i kælderen. Hvis ikke jeg har en adresse skyldes det at jeg jo mødte Popeye i Glide og han normalt hentede mig der (jeg boede lige rundt om hjørnet) i sin bil. Han havde altid et utal af svinkeærinder i alle de venstreorienterede “store front” småkontorer, som hele tiden kom og gik i the Bay Area. Og om et af dem tilhørte hans gruppe UPU husker jeg ikke, da de stort set alle bare bestod af en telefon og en bunke papirer og nogle plakater. Lige i øjeblikket kan jeg kun mindes billederne jeg tog i Panternes kontor og i Angela Davis’ Che-Lumumba gruppes kontor det første år, hvor jeg var fascineret af at stå midt i “the hotbed of revolution”. Efter nogle år på landevejen havde jeg selv ændret mig og anså disse ofte kolde marxistiske fanatikere som ligegyldige i forhold til den dybere smerte jeg nu oplevede hos almindelige mennesker i ghettoerne.
    Grunden til at jeg alligevel det sidste år begyndte at arbejde med Popeye var at han i det mindste forsøgte at gøre noget for fængselsfangerne ligesom jeg samtidig arbejdede med og siden boede hos lederen af COYOTE, Margo St. James, som arbejdede for de prostitueredes rettigheder.
    Du skal jo huske på at nok startede jeg med RR (Revolutionære Refleksioner), men det er jo min senere udviklings menneskelige tilgang til lidelserne, som jeg så (modsat den akademiske marxismes) der gør at Am. Billeder har fået så stor succes i USA. Havde jeg fortsat i mit revolutionære spor kan jeg love dig for at amerikanerne hurtigt ville have vendt ryggen til mig.

    Ang. billeder havde jeg selv prøvet at lægge nogle her på din RR som mine beviser for f.eks. mit forhold til Morningstar, men det kunne jeg ikke finde ud af. Jeg har ikke noget imod du bruger nogle af mine billeder hvis du fortæller mig hvilke.

    Jeg bliver lidt nysgerrig over hvilke kilder du har til det du skriver. Når jeg selv googler f.eks. Popeye Jackson i dag synes jeg ikke jeg finder ret meget af relevans. (Jeg ville være glad for om du f.eks. kunne finde frem til Morningstar, som filmholdet der er ved at lave en dokumentarfilm om mit liv gerne vil have med i filmen. Højst sandsynligt er hun død da jeg kan se på mine billeder af hende at hun var en del ældre end mig).

    Husk igen på at da jeg sammen med min amerikanske redaktør i 1983 sad og skrev den amerikanske udgave af min bog og vi prøvede at lave research var det jo ikke så let som med nutidens Internet. Dengang skulle man i bibliotekerne, hvor der ikke var meget at hente. Sjovt nok var de amerikanske forlag ikke (som dig) interesserede i at verificere mine baggrundshistorier, for de var jo så veldokumenterede fotografisk i bogen samtidig med at de var vant til i medierne dagligt at hørelangt mere horrible ting. Nej, det var mine statistikker om den danske velfærdsstats velsignelser, de ønskede at verificere. Dem havde de svært ved at tro på.

    Husk også på en anden ting når du beder om mine oplysninger om f.eks. UPU’s og Popeye/Pat Singers adresser, at allerede dengang flyttede amerikanerne i gennemsnit hvert 4. år. Men de unge flyttede langt hyppigere og altid uden at efterlade sig deres nye adresse i et land uden folkeregister. Så jeg var konstant nødt til at lave nye adressebøger for at finde tilbage til venner igen. Mange af disse kuglepensnedskrevne adressebøger blev tit halvt udviskede af regnvand. Så hvis jeg overhovedet har nedskrevet et UPU kontor er det mig endnu mere umuligt i disse adressebøger at afgøre hvornår de skulle være flyttet til et andet sted. Jeg sørgede derimod altid for at nedskrive de involveredes privatadresser (som skiftede lidt mindre hyppigt) og i mange af de bedste venners tilfælde deres forældres mere fastboende adresser og telefoner ned for at kunne finde dem igen når der hyppigt gik et eller to år imellem mine besøg.

    Nuvel, som sagt er jeg sikker på at du ikke kan finde noget særligt forkert om Popeye-historien i A.B. Den er så veldokumenteret. Men hvis du virkelig er interesseret i at forske i min fortid kan jeg nævne en del andre ting i A.B. som jeg med tiden ofte har tvivlet på rigtigheden af. Min bog som sådan kan være ligegyldig nu hvor den er udsolgt, men projektet som sådan er jo vigtigt at få verificeret nu hvor museer verden over udstiller mine billeder og historier og Hollywood ønsker at filmatisere mine vagabondår. Så hvis jeg havde råd ville jeg nok ansætte dig som min researcher.

  5. Martin Kasler siger:

    Det drejer sig om billederne af Ford på Union Square. Jeg vil gerne bruge det til at dokumentere, at du umuligt kan have taget det sekunder før Moore skød mod ham.

  6. Jacob Holdt siger:

    Det må du da gerne bruge. Det siger jeg jo heller ikke nogen steder. Hvis jeg havde taget billedet ved samme lejlighed ville jeg uden tvivl være blevet slæbt direkte til forhør af både FBI og Secreet Service og have nævnt det i min reportage, da dette jo ville have været endnu mere dramatisk. Hvis jeg havde været direkte vidne til et mordforsøg på verdens mægtigste mand kan du være sikker på at mit forlag ville have insisteret på at det havde fået mindst et par siders omtale i min bog …. som derved kunne være blevet til en endnu større bestseller🙂

    Men har du glemt dramaet da jeg tre år efter “anklager” selveste chefen for FBI for at myrde Popeye og kom til i min ophidselse at afsløre så mange insider historier for ham at jeg kort efter var nødt til at flygte ud gennem et toiletvindue, da jeg så ham kalde andre FBI-folk til?
    Som svar sluttede han som du sikkert vil gøre det🙂
    “But as you know there are a lot of people who sit and make money inventing such stories. Yes, there are even people who make a living writing books about how the FBI assassinates people… ”
    http://www.american-pictures.com/english/book/book-17.htm
    Den historie må du da også gerne prøve at finde huller i (da jeg jo fik den optaget skjult på en båndoptager i mit ærme) og igen har billeder af det. Tro mig, alt hvad jeg siger om mit forhold til Popeye har været oppe at vende mange gange hos FBI. Og alligevel har jeg frit kunnet rejse ind og ud af USA gennem alle årene og fortsætte med at “svine FBI til” overfor amerikanske universitetselever. Hvordan kan man andet end som Søren Pind og jeg blive forelsket i det land? 🙂
    Kun i Danmark hørte jeg i de første år af og til anklager fra højrefløjen (og senere Søren Pind) om at det var “venstreorienteret propaganda”. (Søren Pind rettede dog hurtigt ind da han oplevede amerikanernes begejstring for A.B.)
    Men nu er jeg så igen efter mange år kommet under “reaktionær refleksion”. Tak for at jeg igen efter de mange års hyldest møder lidt sund kritik uden hvilken demokratiet jo hurtigt ville dø🙂

    ps. Jeg nyder virkeligt vore skriverier og betragter dig som en sand ven. Konstant hyldest lærer man jo intet af. Jeg lavede i 1996 en stor reklamekampagne for Weekendavisen og blev spurgt hvorfor jeg gjorde det. Mit svar: “Fordi det var den eneste avis der i alle de år hvor jeg blev rost til skyerne leverede et frontalt forsideangreb på mig med en afslørende økonomisk artikel “Fra vagabond til multinational koncernleder”. Hvad jeg lærte af den kritik? At det gjaldt om hurtigst muligt at give alle mine millionindtægter til Afrika. Men hvem skrev artiklen? Det var Rolf Bagger, Stein Baggers far. Da nullerne kom var der pludselig en hel anden samfundsmoral hvor der ingen problemer var med at tjene mange penge på “at udnytte de fattige.” Gid jeg dog som Stein Bagger havde tjent mine mange penge i nullerne frem for i de frelste venstreorienterede 70’ere🙂

  7. Martin Kasler siger:

    Hør nu her, Jacob; dine historier er simpelthen for langt ude. Efter FBI fandt ud af, at Popeye Jackson ikke vidste det fjerneste om kidnapningen af Patty Hearst, tabte man enhver interesse for ham. Dette skete ca. et år før du angiveligt stiftede bekendskab med Jackson, så det er helt usandsynligt at FBI nogensinde har spildt bare to sekunder på dit påståede forhold til ham.

    Dine lange forklaringer om tabte eller regnvandsudviskede adressebøger er helt ude i skoven i forhold til mit spørgsmål. Kort før sin død måtte Jackson under relativt opsigtvækkende omstændigheder flytter UPU’s kontor fra en lokalitet til en anden. Havde du været været så tæt en del af hans kreds som du påstår i A.B., så ville du med det samme have vidst hvad jeg hentydede til med mit spørgsmål. Selv her mange år senere, for episoden knytter sig til andre mennesker, som du også hævder at have været tæt på i San Francisco.

    Du har aldrig været medlem af Huey Newtons Black Panther Party, for de optog ikke hvide.

    Sådan kunne jeg blive ved. Det korte af det lange er, at fælles for alle dine lange forklaringer er, at enten kan de ikke bekræftes eller også er de faktuelt forkerte. Jeg kan dokumentere – og det gør jeg igen sådan lige om snart – at du er parat til at fylde folk med løgn. Og jeg kan dokumentere hvordan du, efter at være blevet grebet i løgn, forsøger at slette sporene efter dig.

    Du spørger efter mine kilder. Jeg har en bedre idé. Stik mig navn og adresse på dem i Hollywood, som du hævder er ved at filmatisere dine såkaldte vagabondår: Så tilsender jeg dem mit materiale vedrørende dine røverhistorier om Wounded Knee og Popeye Jackson.

  8. Jacob Holdt siger:

    Nå, hvorfor satte FBI så Sara Jane Moore til fortsat at spionere mod Popeye Jackson?
    https://books.google.dk/books?id=JI3BAgAAQBAJ&pg=PA161&dq=%22sara+jane+moore%22+%22popeye+jackson%22&hl=da&sa=X&ei=CFqaVeeCFMysUYPhg_gL&ved=0CEYQ6AEwBA#v=onepage&q=%22sara%20jane%20moore%22%20%22popeye%20jackson%22&f=false

    I øvrigt var jeg naturligvis ikke sammen med Popeye hvert eneste minut eller hver dag. Jeg var optaget af tonsvis af andre ting samtidig, særligt af transvestitternes og de prostitueredes kamp. Desuden skulle jeg forsørge min kone ved at blive samlet op kl. 5 om morgenen og hele dagen dele reklamer ud i forstæderne for 2 dollars i timen til kl. 16. Der var ikke meget overskud til at følge med i ligegyldige lukninger af det utal der kom og gik af venstrefløjskontorer. Du hænger dig virkelig i ligegyldige småting.
    Hvis ikke Popeye havde fået sin pludselige voldsomme død og det hele havde udviklet sig til et attentat på præsidenten, ville jeg sikkert ikke engang have nævnt ham i min bog. Men pludselig var jeg den eneste der sad inde med et stort antal billeder af hans liv.
    Af den simple grund at Popeye med hans marxisme var med til at give min bog en uønsket venstreorienteret drejning mens jeg ønskede at A.B. skulle være et bredere dokument om racisme. Af samme grund droppede jeg som nævnt hurtigt min omtale af mit arbejde for de sorte pantere fra bogen.

    Og jo, det er fuldstændig rigtigt at de Sorte Pantere ikke havde medlemskort efter 1969 (det var simpelthen for usikkert) hvis det er det du mener med at være ”medlem”. Men når man som jeg havde adgang til de inderste cirkler i hovedkontoret og arbejdede tæt sammen med redaktøren af Panterbladet kan man godt sige at man i en hvis forstand var ”medlem”. Jeg så aldrig andre hvide i hovedkvarteret. Og hvordan skulle jeg ellers have fået mine billeder af Huey Newton med alle de livvagter han normalt omgav sig med? Og billederne af de andre i inderkredsen?

    • Martin Kasler siger:

      Clarke har kronologien forkert. FBI kontaktede Moore i forsøg på at finde ud af, om Jackson vitterligt lå inde med konkret viden om kidnapningen af Patricia Hearst, således som i hvert fald hendes far en stund troede. Da Jackson viste sig at være uinteressant for FBI’s efterforskning af sagen, gelejdede FBI Moore videre til “Tom” og VVAW.

      Clarke har heller ikke helt ret i, at FBI ikke tog Popeye Jackson alvorlig, for på dette tidspunkt vidste forbundspolitiet, at flere SLA-medlemmer kom fra en militant gruppe, der i perioden 1972-73 på det nærmeste fusionerede med UPU. Men de skred hurtigt igen, da Jackson viste sig komplet uduelig til andet end småkriminalitet (som han heller ikke var videre skrap til.)

      Jeg skrev ikke, at Black Panther Party ikke udstedte medlemskort. Jeg skrev – som sandt er – at de ikke optog hvide som medlemmer. Du kan forsøge at snik-snakke dig ud af sagen, men faktum er, at du atter er grebet i løgn, Jacob.

      Og lad mig så her afsløre, at UPU i mange år havde kontor i Glide Memorial Church, Cecil Williams’ kirke. I foråret 1975 blev Williams træt af Jackson og smed ham og hans lille gruppe ud, hvorefter UPU flyttede ind hos White Panther Party. Et parti, der var blevet oprettet netop fordi Black Panther Party ikke optog hvide.

      Ifølge dig selv arbejde du i præcis denne periode tæt sammen med både Jackson og Williams, men du aner tydeligvis intet om disse hændelser, der både i og udenfor Mission District ellers vakte nogen opmærksomhed p.g.a. Jacksons hidsige mudderkast mod Williams.

      Jeg tror ikke en døjt på, at du stod nogen af dem særligt nær. Hverken som ven eller aktivist. Du har taget billeder af Jackson. Jeps. Og disse billeder tillægger jeg stor historisk værdi. Det ville ikke komme bag på mig, hvis du var den eneste i verden, der har fotograferet ikke blot Sara Jane Moore i selskab med Popeye Jackson, men også Sally Voye, der er næsten ligeså obskur som hun er tragisk.

      Men – som du ovenfor næsten også er nær ved at antyde – så var der tale om rent svineheld og ikke om en eller anden naturlig konsekvens af noget varmt eller nært forhold til disse mennesker. Ret beset er den eneste forskel på dig og enhver anden paparazzo, at du opdigter en masse historier omkring dine billeder. Historier, der alle har det til fælles, at de sætter dig i centrum af begivenhederne.

  9. Jacob Holdt siger:

    Jeg begynder at tage hatten af for din grundige research. Jeg må tilstå at jeg først troede du bare var en enøjet ideologisk højrefløjsperson, der gik i for små sko efter at have mødt en eller anden form for modgang eller svigt i livet, som jeg ser det i så mange af mine DF-venner, og som derfor har trang til hadefulde angreb på folk som har haft lidt mere succes i livet under betegnelser som ”elite”, ”kulturmarxister”, ”parnasset” og hele den sædvanlige molevit.

    Undskyld, for jeg bliver altid irriteret når jeg griber mig selv i sådanne fordomme og negativ tænkning over for andre. For nu ser jeg at du laver seriøs historisk research. Og det værdsætter jeg virkelig især i dette tilfælde omkring Popeye, hvor jeg jo blot gengiver tingene som jeg selv oplevede dem og som jeg tror de fleste omkring mig på det tidspunkt oplevede dem i forvirringen efter hans død. Jeg gengav jo ukritisk bl.a. det Sara Jane Moore udtalte i sit Playboy interview kort efter, da jeg var flygtet ud på landevejen. Der var jo ingen af os som havde adgang til de kilder, som senere forskere og skribenter har haft adgang til og som du nu åbenbart har fundet frem til. Og siden fik jeg aldrig tid til at følge op på sagen, som jeg jo heller ikke syntes var så væsentlig som selve indholdet om racisme i mit show og min bog.

    Da jeg blot gengiver det som jeg selv oplevede ser jeg ingen anledning til at kalde det ”bedrag” overfor mine tilskuere (som nok selv så for længst i Californien ville have afsløret dette mit store bedrag af dem). Nej, snarere afslører dine skriverier for mig endnu et eksempel på mine selvbedrag.
    Og det vil jeg lige udpensle med et lidt længere forklaring.

    Se, gennem årene har hverken jeg eller amerikanerne kunnet fatte at jeg kunne lave dette for dem så rystende dokument – og særligt på så kort tid. Tænk lige på at jeg blaffede rundt uden penge over 160.000 km. I gennemsnit brugte jeg lige så meget tid på at stå og vente på lifts som at køre og lige så meget tid på at blaffe i byer som mellem byer. Blot at blaffe fra SF over til panterne i Oakland tog mig normalt en hel dag på en strækning som man kan køre på en halv time. Mao. brugte jeg i alt over 600 dage på at blaffe hvis vi i gennemsnit siger 8 timer per dag. Dvs. en tredjedel af al tiden i de fem år, hvor jeg yderligere må fratrække de to dage om ugen hvor jeg lå og solgte blod i blodbanker a fire timer plus ofte lang blafning til de byer, der havde blodbanker. Og var lange perioder i Canada og Mexico når jeg skulle forny visum hver tredje måned. For ikke at snakke om al den tid hvor jeg boede hos diverse kærester og skrev sammenlagt lige så lange breve som flere Borte med Blæsten romaner (kom hjem og besøg mig og se hvor høj stakken er).

    Jeg ved ikke om du har været i Amerika, men så vil du for det meste også ligesom amerikanerne se det som endeløse motorveje med intet andet end kedelige McDonalds og tankstationer. Så hvordan fanden kunne jeg – spørger amerikanerne og også jeg selv i dag hvor jeg har fået det på afstand – på så kort tid i stort set hver eneste storby og stat nå frem til de sorteste kvarterer og pletter af det amerikanske samfund. De hvide fatter det ikke da de overhovedet ikke selv ser de sorte ghettoer omkring sig. Og de sorte fatter det endnu mindre med deres indbyggede fjendtlighed overfor hvide og har derfor tit sagt at Am. Bill. er lavet af en ”con man” eller FBI eller lignende sammensværgelser🙂 Jeg selv kan ikke forklare det med andet end at højere kræfter eller Vorherre førte mig ind i alle de situationer. Tænk blot på til f.eks. den sidste overlevende slave, til måneraketter over shacks, til at bo hos den tids rigeste familie i verden, Rockefeller ….og ja, til mordet på ”min bedste ven i Californien” osv.

    For her kommer jeg til mit eget selvbedrag. At når man sidder i dagevis i biler helt alene i dette endeløse samfund og så hele tiden bliver grebet kærligt af ukendte mennesker, som trækker en lige ind i centrum af begivenhederne, så føler man sig så overvældet hver gang at man straks ser disse mennesker som ”sin bedste ven”. I øvrigt et overfladisk udtryk, som amerikanerne hele tiden selv bruger fordi de er så mobile og ustandseligt skifter venner. Og som vagabonder som min søn også hele tiden bruger om folk overalt i verden. For når man står helt alene i verden opleves de situationer og mennesker så meget mere intense end de ville for fastboende mennesker. I min erindrings ”bedrag” forestiller jeg mig altid derfor at jeg har boet hos disse ”venner” i dagevis, men når jeg i dag går tilbage i mine dagbøger kan jeg se at mange af disse mine ”frelsende engle” har jeg blot boet hos en nat eller to inden jeg drog videre. Og så er det jo rigtignok forkert på så løst et grundlag i vores normale definition af begrebet at kalde alle disse mennesker for ”min bedste ven”. De fleste af dem blev først mine rigtige venner, da jeg mange år efter vendte tilbage og gav dem bogen og vore skæbner gennem denne for evigt blev smeltet sammen i et langvarigt fortsat venskab, hvorfor jeg i mine nyeste foredrag i billeder viser deres livshistorier indtil døden os skiller.

    Det gjorde den som bekendt alt for tidligt med Popeye Jackson og Pat Singer, hvorfor jeg aldrig fulgte op på deres liv. Og det er det jeg egentlig tror at du reagerer på i min historie om Popeye med din danske tilbøjelighed til at definere et venskab som mere og andet end nogle få dages overfladisk bekendtskab. Jeg kalder nemlig Popeye ”min bedste ven i Californien”, men det er jo rigtignok noget af en tilsnigelse, da jeg sådan som du fremlægger det nok først mødte ham lige efter julen 1974. Var min kone Annie mon ikke min bedste ven i Californien? Ja, som du ved fra kapitlet ”Ghetto love” i min bog føltes det ikke sådan hvorfor dette var den mest forfærdelige og ensomme tid i mine 5 vagabondår at bo sammen med hende fra vores bryllup den 13. september 1974 til jeg fik mit grønne kort lige før Popeyes død. Det var derfor jeg flygtede ud om natten når hun drak og i stedet hang ud med de kriminelle, prostituerede, homoseksuelle i vores kvarter i den tid og flygtede ud til gudstjenester i Glide om søndagen og bespisning af fattige i kirken. Men disse var jo alle sammen endnu mere forliste skæbner og ikke nogen man fik varige venskaber med i denne, den nok mest overfladiske venskabsby San Fransisco, som alle amerikanere typisk har været igennem i kort tid. Så jeg var virkelig ensom i den periode.

    Og da så Popeye en dag dukkede op i kirken og samtidig kom med et håb og en lommefilosofisk forklaringsmodel på sin egen kriminalitet (19 gange i fængsel tror jeg han havde været), ja, så er det klart at jeg var et nemt offer. For husk lige at med min ja-filosofi var det næsten aldrig mig, der opsøgte folk, men altid dem der samlede mig op og trak mig ind i deres verden. Jeg har siden tit tænkt på hvordan jeg egentlig mødte Popeye, så forskellige som vi jo var. Og nu leverede du så pludselig svaret med din beskrivelse af at UPU havde kontor i Glide. Det havde jeg fuldstændig glemt, men kan godt vagt huske det. For enden af kirken er der som du kan se på mine billeder en udgang til venstre til Cecils kontor. Umiddelbart efter er der en trappe som går ned til salen vi brugte til bespisning af de hjemløse. Men går man op af trappen kommer man først til det rum, som bruges til at lege med børn under gudstjenesterne (eller som vi sagde i mine år ”the celebration”). Længere hen af den gang ovenover spisesalen lå en række små kontorer for organisationer på venstrefløjen. Jeg kom der så godt som aldrig, da jeg ligesom havde vendt mig mod disse venstrefløjsfolks naivitet på det tidspunkt af min rejse, men husker at et af dem havde den plakat for UPU, som også danner billede på et af de UPU blade jeg har liggende i min kælder.
    Men det var ikke der jeg mødte Popeye og han ville sikkert ikke have værdiget mig meget interesse hvis jeg var kommet der.

    Nej, som jeg husker det skete det på følgende måde. Jeg havde lavet fire fotobøger med mine bedste billeder, som jeg altid blaffede rundt med og viste til chauffører på min vej. Jeg havde fyldt dem med Bibel og Shakespeare citater da de gjorde amerikanerne så bevægede at de tit gav mig et par dollars eller lidt mad til mit fortsatte projekt. I tiden hvor jeg boede hos Annie havde jeg så lånt dem til Cecil Williams som inspiration til hans jazzede prædikener og en dag kom han og hans hvide lyshårede sekretær, Pat, ud af kontoret, enten for at give dem tilbage til mig eller for at vise dem til Popeye, som i det samme kom ned fra sit kontor. Og Pat begyndte så at fortælle Popeye begejstret om mit projekt og netop fordi dette nu var sanktioneret af Cecil Williams (som Popeye måske allerede havde problemer med på det tidspunkt, som du siger) blev Popeye straks begejstret for mine billeder og spurgte om jeg ikke ville med ham rundt hvor han lige nu skulle hen den dag. Jeg husker intet af det videre forløb, da han jo ikke for mig var mere ophidsende end alle de andre kriminelle jeg hang ud med. Måske han bare følte at han kunne bruge mig nu hvor han havde problemer med Cecil. Jeg husker heller ikke hvem af os der fik ideen til at fotografere ham i fængsel til bladet eller hvor lang tid der gik inden han kom i fængsel. Men det må være ham, der gav mig ideen til at opsøge sherif Hongisto i hans kontor for at få lov til at komme ind i fængslet, for med min ja-filosofi om bare at flyde med og lade andre dirigere min færden kunne jeg selv aldrig have drømt om på egen hånd at opsøge autoriteter som Hongisto. Som fattig langhåret vagabond følte jeg mig simpelthen ikke hjemme på de bonede gulve.

    Af denne beskrivelse kan du også se at mit ”venskab” med Popeye under alle omstændigheder må have strakt sig over nogle måneder. Måske du i dine kilder kan se hvor lang tid han sidste gang sad inde selvom det vist blot var for noget shoplifting. I øvrigt tog ”street people” som Popeye jo ikke normalt venner med sig hjem, da han sjældent selv var hjemme hos den højgravide Pat Singer. Men det må være da han tog mig med hjem en dag for at give mig sine gamle støvler at jeg første gang mødte Pat Singer, som jeg siden blev gode venner med. Hvilket du bl. a. kan se af at jeg var med nogle ganske få udvalgte med hjemme hos hende efter begravelsen (som der kom et par hundrede til), hvor man kan se på mine billeder at vi sidder og ser aftennyhederne på TV om begravelsen. Jeg har heller ingen erindring om hvor lang tid, der gik fra Popeyes ”get back to the world” party efter hans løsladelse til mordet på ham. Blot må der være gået flere uger, da det normalt tog mig så lang tid at sende og modtage mine film til postordrefirmaet ”Mail-a-film”. Mordet foregik jo den nat hvor Popeye havde inviteret mig hjem for at jeg kunne vise ham mine billeder. Som sagt, det hele flød omkring mig på det tidspunkt hvor jeg selv hang ude natten lang for at undgå min alkoholiserede kone derhjemme og jeg på mange måder var blevet ligeglad med det hele, ikke mere skrev dagbøger osv.

    Og ja, mere var der ikke i mit overfladiske venskab med ”min bedste ven i Californien” – i al fald det døgnfluevenskab jeg havde udviklet lige i disse sidste måneder af min Amerikarejse.
    Men det kan nok være at mordet rystede mig på plads igen. Jeg fik Annie flyttet med mine tusinder af billeder til et tryggere hjem i forstæderne med løfte om at hente dem begge til Danmark og flygtede så ud i friheden på landevejen for at gøre mit projekt færdigt. Det gik så hurtigt at jeg ikke fulgte med i lokalpressen om hvad der skete af opklaring på Popeye-mordet, som jeg blot i bogen gengav sådan som vi alle blandt Popeyes venner opfattede det i forvirringen på det tidspunkt. Og da alle de omtalte i historien siden døde – modsat mange af mine andre bidragydere til bogen som jeg har fulgt gennem årene siden – ja, så har jeg aldrig rigtig tænkt over hvad der egentlig lå bag mysteriet omkring Popeye død.

    Og derfor er jeg dig dybt taknemmelig, Martin, over alle de nyere ting du nu har gravet frem. Egentlig havde jeg slet ikke tænkt mig at skrive om Popeye i mine kommende erindringer, da jeg jo følte den historie var godt nok dækket og ikke så meget handlede om mig selv. Men hvis du finder mere væsentligt nyt kunne det jo være sjovt også at skrive om det ligesom jeg nu, hvor jeg i september er på vej til USA med filmholdet der er ved at lave en dokumentarfilm om mit liv, måske også vil foreslå dem at vi laver nogle interviews med Popeyes børn selvom ingen af dem kan huske ham rigtigt. For ellers er utroligt mange af de kriminelle, som huskede ham, jo siden døde.

    Men endnu engang tak fordi du bragte en hel masse for længst glemt op i erindringen. Jeg kunne stadig godt tænke mig at få at vide hvilke bøger du har læst om det så jeg ikke behøver at gå igennem dig for at hente alt relevant🙂 Bortset fra at jeg alligevel aldrig får tid til at læse disse bøger og altid har foretrukket selv at læse de mennesker jeg møder på livets vej.
    Dig kunne det f.eks. også være sjovt at møde en dag.

  10. Jacob Holdt siger:

    Din blog datering er forkert. Det er den 9. juli i dag – ikke den 7. juli. Selv om man er reaktionær behøver man ikke at hænge fast i fortiden🙂

  11. Jacob Holdt siger:

    Undskyld, det var den forkerte siden jeg havnede på. Dagens indlæg ligger åbenbart på en anden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s