Demonstration af Jacob Holdts mytomani

Mens Jacob Holdt på sin Facebook-profil slikker sårene efter sin optræden på TV2 NEWS, vil jeg give et konkret eksempel på hvor skruppelløst, udspekuleret og overbevisende han er i stand til at lyve.

Som bekendt indrømmede Holdt i fredagens Weekendavisen blankt, at han aldrig var inde i den besatte landsby Wounded Knee:

Og du var ikke i selve det belejrede Wounded Knee?
Nej. Indenfor, hvor de lå og skød ud mod FBI, anede jeg ikke, hvad der foregik. Jeg var ikke derinde, jeg havde livet kært.

Jacob Holdt dukkede dog kort efter op her på RR for at trække sin indrømmelse tilbage. Nu hed det sig:

Jeg er stadig i tvivl om hvor vidt jeg kom helt indenfor, da det i mørket var umuligt for mig at se hvor vi var og nogen af de andre bagefter sagde at vi havde været derinde.

Nu hævder Jacob Holdt ganske vist i Amerikanske Billeder, at “FBI sendte hele tiden lysbomber op” under den påståede natlige ekspedition til Wounded Knee, så man skulle nok tro, at der lejlighedsvis havde været lys nok til, at han kunne se om han var inde i en befæstet landsby med omkring 300 bevæbnende indianere eller ej.

Men selvmodsigelser i Jacob Holdt skiftende forklaringer kender vi snart sagt til bevidstløshed. Lad os i stedet bare slå fast, at ifølge Holdts seneste version, så ved han ikke selv om han nogensinde var inde i Wounded Knee.

Lad os nu gå til den artikel, som Holdt godt kan indrømme er løgn og gengive hans indrømmet fiktive fremstilling heri af hans besøg i Wounded Knee. Afsnittet lyder i sin helhed:

Jeg var ikke indenfor i lang tid, da det var i de sidste dage, hvor indianerne gjorde sig rede til at forlade “knæet”. Livet indenfor var for det meste kedeligt – en endeløs venten på at et eller andet skulle ske som ingen vidste hvad var. Der blev lagt stærk vægt på de traditionelle spirituelle ritualer, som var vanskelige for os hvide at forstå – og for den sags skyld også for indianerne fra byerne. I det hele taget var der et enormt psykisk pres på de hvide fra det øjeblik, de kom ind. Mange indianere havde ikke tillid til dem og de var sig hele tiden bevidst at de gennem handling skulle overbevise indianerne om, at de ikke var regeringsspioner. Mistænkte spioner fik frygteligt hårde straffe. En blev således i timevis korsfæstet med hovedet nedad. Der gik ustandseligt rygter om, at andre spioner var blevet henrettet og i dagene efter Wounded Knee blev ikke få da også anmeldt forsvundne og regeringen undersøgte området med helikoptere for friske grave.

Men hvad end sandheden har været, medvirkede den slags rygter til at gøre opholdet indenfor uudholdeligt især for de hvide, skønt disse dog godt kunne forstå at det var nødvendigt at tage strenge forholdsregler. De fleste indianere hadede hvide, men indså dog også at de ikke kunne klare sig uden hjælpen fra den hvide undergrundskultur, og de respekterede de hvide som gik i skyttegraven eller bunkeren med våben og gav dem navne som “honkey-killer” (“honkey” er negrenes og indianernes hadefulde betegnelse for hvide svarende til “nigger”).

Nogle af indianerne havde dog tillid til os og måske endnu mere til mig med min udenlandske accent. Alligevel fandt jeg det klogt ikke at stille spørgsmål. Atmosfæren var nervøs i disse dage, hvor man ikke vidste om der ville komme en forhandlingsfred eller en massakre. Jeg fik derfor kun lidt at vide om, hvad der tidligere var sket under skududvekslingerne. Fra alle kunne jeg dog forstå, at dette havde været den mest fornøjelige tid derinde. Stemningen havde været aldeles høj i bunkerne, når de sendte salve efter salve efter regeringsstyrkerne, og en del pralede med at de havde skudt “et honkey-svin”. Mange fortalte også om gas-angrebet, hvordan de havde kastet op og var blevet frygteligt syge i skyttegravene, da regeringen benyttede gas.

Livet indenfor var organiseret efter traditionelle indianske mønstre, hvilket fik det til at vende sig i en del kvindefrigørelsesforkæmpere. Kvinderne foretog alt det huslige arbejde, mens mændene enten intet lavede eller gravede skyttegrave og var i vagt- og sikkerhedstjeneste. I krigsperioderne var mange af kvinderne dog i skyttegravene med deres geværer, selv enkelte gravide.

Her efter endt læsning er det så, at vi skal minde os selv om, at hele ovenstående beretning er opspind. Jacob Holdt oplevede aldrig atmosfæren inde i Wounded og han gik ikke rundt i landsbyen og talte med folk, ligesom han aldrig oplevede hverken spirituelle ceremonier eller kønsrollefordelingen i den befæstede lejr.

Jacob Holdt har aldrig oplevet livet i Wounded Knee. Han har tydeligvis hørt et og andet, men det er ikke hvad han fortæller os læsere. Tværtimod indbilder han os meget overbevisende, at han var der og nu fortæller os om sine indtryk derfra.

Eksemplet ovenfor demonstrerer at Jacob Holdt er ekstremt god til at lyve. Og han gør det aldeles skruppelløst og alle vegne. I massemedierne. På de sociale medier. I sine såkaldte julebreve og efter eget udsagn også hjemme i privaten. Kun ikke lige i Amerikanske Billeder. Hævder Jacob Holdt – i strid med sandheden.

***