‘Kuppet i Chile’: Usandheder og fortielser

I forbindelse med sagen om Jacob Holdt og hans mange løgne, da blev jeg i Weekendavisen (WA) opmærksom på en hidsig debat om Pinochet og Chile. Debatten – viste det sig – havde rod i nyudgivelsen Kuppet i Chile og den danske venstrefløj, skrevet af litteraten Morten Lassen og udgivet på Informations Forlag, der i sin tid også udgav Jacob Holdts røverhistorier fra Amerika.

Debatten i WA, hvor Lassens bog blev rosende anmeldt, drejede sig om en række angreb på hjemlige debattører, som Morten Lassen fremsætter i sin bog. Fælles for disse debattører er, at de har påpeget at general Augusto Pinochets økonomiske, konstitutionelle og institutionelle reformer er betingelsen for, at Chile i dag vel nok er Latinamerikas mest velstående og mest stabile demokrati.

Den debat skal jeg som sådan ikke rippe op i, men blot henvise til Liberal Alliances Niels Westys anmeldelse af Kuppet i Chile.

Læs Ny bog – kuppet i Chile og karaktermord på liberale debattører.

I stedet vil jeg påpege et andet problematisk forhold i bogen. Ifølge Morten Lassen er der nemlig grundliggende ikke nogen rationel forklaring på, hvorfor militæret i Chile, og i en række andre Sydamerikanske stater, i 1970’erne skred hårdt ind mod venstreorienterede. Lassen taler om “raseri“, “had” og “hævn” og lader læseren forstå, at disse stærke følelser bundede i blind, blodtørstig antikommunisme, der drev militæret ud i et korstog mod imaginære fjender.

Ifølge Morten Lassen var såvel Pinochets Chile som Francos Spanien fascistiske styrer. Lassen bakker dog ingen steder sin påstand fagligt op og hans påstand støttes ikke af førende fascisme-forskere som Roger Eatwell og Roger Griffin.

Allende god demokrat?
Men ifølge Morten Lassen så var Pinochet altså fascist. Allende, den marxistiske præsident som Pinochet væltede, var derimod en god demokrat, der aldrig forbrød sig mod forfatningen… Lassens gentagne påstand om, at Allende overholdt forfatningen, står i skærende kontrast til den resolution, som det chilenske deputeretkammer vedtog kort før militæret den 11. september 1973 greb ind mod Allende.

Læs Agreement of the Chamber of Deputies of Chile.

Jeg er ikke specialist i forfatningsret og kan derfor ikke afgøre, om deputeretkammerets mange konkrete anklager mod den marxistiske præsident for forfatningsbrud holder vand.  Det tror jeg heller ikke Lassen kan.

Derimod ved jeg, at fortielse af deputeretkammerets resolution, der jo kalder på militærets indgriben mod præsidenten, nærmest er lakmusprøven på, om man sidder med en hæderlig fremstilling af baggrunden for kuppet mod Allende i hånden. Morten Lassen nævner ingen steder resolutionen.

Lassens fortielse er formodentlig bevidst, thi deputeretkammerets opfordring til militæret om at vælte Allende på grund af systematisk forfatningsbrud, beskrives i Robert Moss’ Chile’s Marxist Experiment, som optræder på Lassens litteraturliste.

Et Mekka for terrorister
Morten Lassen mener også at vide, at det er en skrøne, at under Allende blev Chile et Mekka for tusindvis af udenlandske ekstremister. Dog nævner han selv bl.a. spanieren Joan Garces, franskmanden Régis Debray og danskeren Jan Birket-Smith.

Lassen kunne – men det gør han ikke – også have nævnt medlemmer af bl.a. den argentinske terrorgruppe PRT/ERP og af de bolivianske terrorgrupper MIR og ELN. Sidstnævnte befandt sig så godt til rette i Chile, at man stiftede en chilensk afdeling, der blandt sine medlemmer talte Beatrice Allende, præsidentens datter og fortrolige.

Den førnævnte franskmand Régis Debray var faktisk også veteran fra ELN, der blev oprettet i 1966 og ledet af Ernesto “Che” Guevara. Debray blev hurtigt indfanget og var efter alt at dømme manden, der stak Guevara til de bolivianske myndigheder. Mens Debray sad fængslet i Bolivia, gemte Rote Armee Fraktions topledere, Gudrun Ensslin og Andreas Baader, sig i Debrays luksuslejlighed i Paris.

Det var også i Allendes Chile, at den stenrige italienske terrorist Giangiacomo Feltrinelli mødtes med den nye leder af ELN for at planlægge mordet på Bolivias konsul i Hamburg. Et mord, der blev udført af den tyskefødte bolivianer Monika Ertl og den danske journalist Jan Stage.

Læs Ellegaard og fordums krig mod terror.

Jan Stage opererede på det tidspunkt som agent for Castros sikkerhedspoliti DGI. Andre DGI-agenter opholdt sig i Allendes Chile for at træne og bevæbnede præsidentens private vagtværn ‘Venner af præsidenten’ (GAP), ligesom chilenske ekstremister valfartede til Cuba for militær træning.

MIR
En af disse var præsidentens nevø Pascal Allende, der var højt på strå i den chilenske terrororganisation MIR (ikke at forveksle med den bolivianske af samme navn). Da Allende i 1970 tiltrådte som Chiles nye præsident, var en af hans aller første tiltag netop at benåde flere end 40 medlemmer af MIR, der sad dømt for stribevis af bankrøverier og bombeattentater.

Medlemmer af både MIR og ELN blev rekrutteret til vagtværnet GAP, der med vilde drukture, skyderi i gaderne og lejlighedsvise bankrøverier skabte frygt omkring sig. Morten Lassen nævner kun flygtigt GAP. MIR får mere omtale, bl.a. fordi organisationen blev støttet af de danske nykommunister i Chilekomiteen. Men Lassen nævner ikke MIR’s specialitet: Konstruktion af små, mobile våbenfabrikker.

MIR’s ulovlige våbenproduktion var en offentlig hemmelighed, men Allende forbød politiet af efterforske sagerne. Våbnene var egentligt tiltænkt den ‘folkehær’, som MIR havde planer om, men en god del af produktionen blev eksporteret til bl.a. de hårdt trængte terrorgrupper ELN og Tupamaros i henholdsvis Bolivia og Uruguay.

MIR’s våben dukkede også op i Argentina, hvor de blev brugt af terroristerne i ERP. Med erobringen af Tucuman-provinsen i det nordøstlige hjørne af Argentina var ERP på det tidspunkt den mest succesfulde og mest betydningsfulde af Sydamerikas mange kommunistiske terrorgrupper.

Terror-juntaen
Det var også i Allende trygge Chile, at MIR holdt det første internationale topmøde terrorgrupperne imellem om opbygningen af en fælles terrororganisation. Året efter Allendes fald blev en sådan dannet på et topmøde hos ERP i Argentinas Tucuman-provins. Den nye terrororganisation fik navnet Junta Coordinadora Revolucionaria (JCR) og bestod af ERP, MIR fra Chile, Bolivias ELN og Uruguays Tupamaros.

Nu kommer vi til Morten Lassens nok mest nederdrægtige bondefangerkneb. JCR var, skriver han,

… en slags femte internationale, der repræsenterede Latinamerikas væbnede vej til kommunismen. Retorikken var militant, og flere politiske udtalelser opfordrede til guerillakrig med imperialismen.
Den chilenske efterretningstjeneste DINA tog imidlertid retorikken meget alvorligt…

Ifølge Morten Lassen, så var JCR altså ikke skyldig i andet end militant retorik. En retorik, som DINA af uvisse grunde tog seriøst og af lige så uvisse grunde fik fem-seks andre sydamerikanske staters efterretningstjenester til at tage lige så seriøs.

Iværksættelsen i november 1975 af Operation Condor, der på få år fik udslettet JCR, må forekomme Morten Lassens læsere aldeles uforståelig. Motivet – lader Lassen igen og igen læseren forstå – skal søges i en eller anden art blind, brutal og blodtørstig antikommunisme. Altså søges i venstrefløjens opfattelse af fascisme.

Morten Lassens skønmaleri af terrororganisationen JCR sker mod bedre vidende. I hvert fald hvis han har læst John Dinges’ The Condor Years, som står anført på hans litteraturliste. JCR var en velfinansieret og velbevæbnet terrororganisation, der gennem sit samarbejde med bl.a. den arabiske terrororganisation PFLP kunne slå til så langt væk som i Libanons hovedstad Beirut.

Hvorfor Condor?
Morten Lassen fortæller heller ikke, at den konkrete anledning til Operation Condor var anholdelsen i maj 1975 af to højtstående JCR-medlemmer i Uruguay. De to mænd var på vej til en række møder med andre terrorgrupper i Sydamerika (bl.a. FARC) og i Europa, som man ønskede indrulleret i JCR.

Om anholdelsen af de to mænd skriver John Dinges:

By any measure the capture of Santucho and Fuentes was an intelligence bonanza. Documents they were carrying included address books and lists of JCR contacts. Most were protected by only the flimsiest of codes. In their heads they carried the names, positions and pseudonyms of hundred of underground activists – although compartmentalization procuderes ensured that they knew very little about the physical location of the activists. They had attended the most meeting of PRT/ERP, MIR and JCR, and Sanchuto had served as official note taker. They knew plans, strategy, infastructure, finansial transmissions, and a wealth of detail about past guerilla operations. Paraguayan security police quickly realized that these two men could provide a roadmap of JCR military activity on the Southern Cone. They also knew details of the JCR structure in a half a dozen European countries and of the solidarity infrastructure being set up all over Latin America, Europe, and the United States.

Ifølge en svensk politirapport gengivet i Bent Blüdnikovs Bombeterror i København beredte JCR sig omkring 1976 på “… attentater, kidnapninger og overfald i Frankrig, Vesttyskland og Italien…“, bl.a. for at befri Baader-Meinhof-bandens medlemmer og for at “skabe forudsætning for kampens fortsættelse.

Også Bombeterror i København står anført på Morten Lassens liste over anvendt litteratur til Kuppet i Chile, så alt i alt kan Lassen dårligt påberåbe sig, at at han ikke er udmærket bekendt med, at JCR var en særdeles ambitiøs, velhavende, velbevæbnet og veltrænet terrororganisation, der strakte sine fangearme helt til Europa og Mellemøsten.

“Folkefængsel”
Et led i JCR’s førnævnte “solidarity infrastructure” i Europa var iøvrigt Chilekomiteen herhjemme i Danmark. Chilekomiteen, og dens gammelkommunistiske rival Komiteen Salvador Allende, bliver detaljeret beskrevet i Morten Lassens bog. Han udpeger pligtskyldigt Otto Sand, en genganger fra Vietnamkomiteerne, som en af lederne, men Lassen fortier det i dag velkendte faktum, at Otto Sand var betalt agent for det østtyske sikkerhedspoliti STASI.

I forbindelse med sin omtale af Chilekomiteen beskriver Morten Lassen, hvordan et ledende medlem – Morten Thing – under Allendes styre havde leveret bombeopskrifter til en dansk celle i Santiago til brug for MIR. Men gennem det internationale terrornetværk kunne inspirationen også gå den anden vej.

I 1977 slog svensk politi til mod en terrorcelle i Stockholm, bestående af veteraner fra den mexicanske terrorgruppe MAR og den vesttyske terrorgruppe Bewegung 2. Juni. Banden havde planlagt at kidnappe den svenske integrationsminister Anna-Greta Leijon for at få løsladt fængslede medlemmer af Rote Arme Fraktion. Det chokerede offentligheden, at terrorbanden havde planlagt at holde Leijon indspærret i en lillebitte kasse:

1024px-Polismuseet_lådan_2012

Den tysk-mexicanske terrorgruppes grusomme påfund var ikke originalt. Sådanne små mobile fængselsceller blev opfundet af terrorgruppen Tupamaros i Uruguay, der i begyndelsen af 1970’erne skovlede millioner ind på en række spektakulære kidnapninger. Den marxistiske eufemisme for disse transportable fangehuller var “folkefængsel”.

Fra Uruguay bredte idéen om “folkefængsler” sig hurtigt til andre sydamerikanske terrorgrupper og derfra videre til Europa. Så tidligt som 1974 begyndte ETA i Spanien at bygge sådanne fængsler ud fra tegninger leveret af ERP i Argentina.

Senere bredte “folkefængslerne” sig til Mellemøsten, hvor den shiahmuslimske terrororganisation Hizbollah gjorde flittigt brug af dem under den såkaldte gidsel-krise i 1980’erne.

Castros dominobrikker
Det er et fast træk ved kommunismens apologeter, at man afviser den såkaldte Domino-teori som hjernespind. Således har Morten Lassen også kun et skuldertræk til overs for tesen om, at hvis Chile var faldet til kommunismen, så ville andre sydamerikanske lande være faldet som dominobrikker.

Ikke desto mindre havde den cubanske diktator Fidel Castro sin egen Dominoteori for Sydamerika. Castros første brik til at vælte alle de andre brikker var dog ikke Chile, men enten Argentina eller Bolivia. Efter fiaskoen i 1965 med terrorgruppen EGP lagde Castro sig fast på Bolivia. Den chilenske historiker Cristián Pérez skriver:

The plan consisted in taking revolution into Bolivia and from
there extend armed struggle into Argentina, Brasil, Perú and Uruguay; not Chile, a country they considered a strategic reserve due to its long coast and because, as the cuban analysts thought, the conditions requiered for implementing an armed struggle were not given there.

I 1966 sendte Castro så sin tro væbner “Che” Guevara afsted til Bolivia for at oprette terrorgruppen ELN. Året efter blev Guevara fanget og skudt. Resterne af hans gruppe søgte tilflugt i Chile, hvor daværende senator Allende personligt tog imod dem og hjalp med den videre transport tilbage til Cuba.

Dominoteorien for Sydamerika var altså ikke udtryk for et “koldkrigsklima af paranoia” o.l., sådan som Morten Lassen lader læseren forstå. Det er tværtimod ganske tænkeligt, at var det lykkedes Allende at indføre et kommunistisk diktatur i Chile, så ville Castro – Allendes store idol – have fået et mægtigt brohoved i Sydamerika og Chile været blevet den nye startbrik i den røde Dominoteori.

Kissinger og Garzón
En af Morten Lassens helte er den spanske dommer Baltasar Garzón, der i 1998 startede en sag om krænkelse af menneskerettigheder mod Pinochet, mens denne lå syg i London.

Garzón blev i 2012 dømt for en række ulovlige telefonaflytninger og frataget sit embede. Dette forhold nævner Lassen ingen steder. I stedet hævder han, med henvisning til en bog fra 2007, at

Henry Kissinger står her i 2015 anklaget i Chile, Argentina, Spanien og Brasilien for krænkelse af menneskerettighederne.

Morten Lassens påstand er lodret usand. Henry Kissinger har aldrig været hverken sigtet eller tiltalt for sådanne krænkelser.

***

Dette indlæg blev udgivet i Antifascisme, Bøger, Den røde terror, Jacob Holdt. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s