Russell om islam

Den britiske matematiker og filosof Bertrand Russell (1872-1970) forblev, trods sin fanatiske pacifisme, det meste af sit liv en klarsynet antikommunist. Alligevel endte han sit liv som nykommunismens kæledægge, fordi han på sine gamle dage blindt troede på deres koldkrigspropaganda om Vietnam-krigen og glad lagde navn til det skammelige Russell-tribunal.

Men i 1945 var Russells dømmekraft stadig usvækket. Da udgav han A History of Western Philosophy, hvori han fik sat tingene på plads omkring islams såkaldte guldalder:

Arabisk filosofi er ikke vigtig som original tænkning. Mænd som Avicenna og Averroes var i alt væsentligt kommentatorer. Stort taget stammede de mere videnskabelige filosoffers synspunkter på logikkens og metafysikkens område fra Aristoteles og neoplatonikerne, på medicinens område fra Galenos og på matematikkens og astronomiens område fra græske og indiske kilder, og den religiøse filosofi har blandt mystikerne tillige et islæt af gammelpersisk tro. Forfattere, der skrev på arabisk, viste nogen originalitet i matematik og kemi – i sidstnævnte tilfælde som et biresultat af alkymistiske undersøgelser. Den muhammedanske kultur var i sin store tid beundringsværdig indenfor kunst og teknik, men viste ingen evne til uafhængig teoretisk tænkning.

Med lån fra von Hayek kan man altså sige, at muslimerne dybest ikke var andet end “secondhand dealers in ideas“. Selv i deres guldalder.

***

(Kilde: Bertrand Russell, Vestens Filosofi, Munksgaard 1962.)

Dette indlæg blev udgivet i Eurabia, videnskab. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s