Historien om Popeye Jackson, Sally Voye og Sara Jane Moore

Som nogle måske husker, så pressede jeg sidste efterår den gamle KGB-kollaboratør Jacob Holdt til at indrømme, at hans historie i Amerikanske Billeder om sit nære venskab med Popeye Jackson er lige så usand som Holdts historier om Wounded Knee.

Læs Demonstration af Jacob Holdts mytomani, 2.

Amerikanske Billeder hævder Jacob Holdt også, at han var nær ven af Sally Voye og Sara Jane Moore, hvilket selvsagt også er usandt. Men hvem var egentligt Popeye Jackson, Sally Voye og Sara Jane Moore?

Wilbert “Popeye” Jackson
Wilbert ”Popeye” Jackson blev født i San Francisco i 1930. Han voksede op i det sorte Fillmore-kvarter, hvor han i en tidlig alder sluttede sig til bandegrupperingen Lucky 20’s. Som de fleste vaneforbrydere startede han tidligt sin kriminelle løbebane og røg ind og ud af forskellige institutioner for kriminelle unge. Som 18-årig meldte han sig til forsvaret for at undgå ungdomsfængsel, men røg i stedet et år i militærfængsel inden hæren smed ham ud.

Tilbage i San Francisco forsøgte Popeye Jackson sig som indbrudstyv, blev fanget og røg nu for alvor i spjældet. Dommen lød på 1 til 15 år. D.v.s. med god opførsel kunne Jackson være blevet løsladt efter 1 år. Det tog ham 11.

Blot tre måneder efter sin løsladelse i 1962  var Popeye Jackson igen bag tremmer, dømt for vold og væbnet røveri. Dommen lød denne gang på 5 år til livstid. I fængslet var Popeye Jackson en af de såkaldte stærke fanger, men ikke særligt vellidt. En medfange fortæller:

Popeye had nerve and was feared, but he did not have a good reputation and was known as a pressure artist and an intimidator of queens… He was really into dropping his bully hand, especially in instances where he knew he could get away with it.

Under sin afsoning dræbte Popeye Jackson angiveligt tre medfanger. Bl.a. fortæller Edward Bunker om, hvordan Jackson myrdede en medfange i San Quentin med en økse. Alligevel blev Jackson efter otte års fængsel igen prøveløsladt.

United Prisoners Union
Løsladt i 1970 kunne Popeye Jackson fejre sin 40-års fødselsdag i San Franciscos gader. Her var et af de mest bizarre kapitler i marxismens ellers ganske bizarre historie ved at udspille sig. I første halvdel af 1970’erne blev forhærdede – helst sorte – kriminelle omfavnet som revolutionens sande fortrop af nyslåede revolutionære fra den hvide middelklasse.

Idéen kom bl.a. fra Frankfurterskolens Herbert Marcuse, der i årene 1965 til 1970 prædikede sit budskab for unge studerende på Californiens universiteter. Under praktisk ledelse af advokater fra den kommunistiske dækorganisation National Lawyers Guild, strømmede naive hvide middelklasseunge – fortrinsvis kvinder – til Californiens fængsler for, med lovlige såvel som ulovlige midler, at befri deres befriere.

Nu var Popeye Jackson allerede på fri fod, så han hægtede sig i stedet på en gruppe tidligere indsatte, der planlagde at oprette en slags fagforening for indsatte i Californiens fængsler. Hovedkraften var John Irwin, en hvid sociolog, der som ganske ung selv havde afsonet fem år for væbnet røveri.

Popeye Jackson var med til at stifte United Prisoners Union (UPU), men det er en skrøne at han blev valgt til præsident for den nye organisation. Han blev valgt til bestyrelsen. Et UPU-medlem fortæller om det stiftende møde:

We were goin to elect people we had known for one day! There were a lot of people nobody knew, and Popeye was one of them… What happens, of couse, is – 3 months later – this 15 member board is virtually defunkt because everyone is either dead, or in jail, or hooked, or disappeared. Hardly anyone left. Except Popeye.

I den følgende tid blev UPU udad til tegnet af det umage par John Irwin og Popeye Jackson. Jacksons karriere som seriøs aktivist kulminerede, da han og Irwin i 1971 vidnede for en kongreshøring om fængselsreformer.

Da det blev opdaget, at Popeye Jackson systematisk stjal af UPU’s kasse, forlod John Irwin foreningen og stiftede Prisoners Union (PU). Med sig tog han stort set alle UPU’s aktive (og hvide) medlemmer. Som hævn raserede Jackson PU’s kontor, gennemtævede et PU-medlem med en skarpladt pistol og truede flere andre på livet.

En af PU’s hårde drenge – der kendte Jackson fra San Quentin – besluttede sig for at slå den dødsensfarlige neger ihjel, men blev i sidste øjeblik talt fra det af sin hustru.

Venceremos
UPU rykkede ind i lejede lokaler i Glide-kirken, der havde tæt forbindelse til den morderisk sekt People’s Temple. Om tiden efter John Erwins brud med Popeye Jackson, skriver historikeren Eric Cummins om de to mænds respektive organisationer:

After its violent factional split in 1971, the Prisoners’ Union followed a moderate route while Popeye Jackson’s splinter United Prisoners Union allied more closely with movement radicals…

Helt konkret gjorde Popeye Jackson sine hoser grønne hos terrorgruppen Venceremos, der havde tæt kontakt til den hvide fængselsbande Polar Bear Party i San Quentin. I 1972 overfaldt medlemmer af Venceremos en fangetransport, myrdede en ubevæbnet fængselsbetjent og befriede den hvide bankrøver Ronald Beaty. Blandt gerningsmændene var Jean Hobson, en 44-årig “housewife-turned-revolutionary“. Sådan en skal vi senere møde igen…

I en periode så det næsten ud, som om UPU og Venceremos var en og samme organisation. F.eks. blev Venceremos regionale chef Ray Hofstetter udnævnt til UPU’s operationelle leder, mens Jackson fik rang af sikkerhedschef i Venceremos. I de nedre geledder trådte Venceremos-medlemmerne Russel Little, Nancy Ling Perry og Patricia Soltysik ind i UPU.

Da Popeye Jackson i august 1973 blev taget for handel med heroin og som prøveløsladt dermed næsten med sikkerhed ville blive sendt tilbage til San Quentin, kidnappede Venceremos sagens hovedvidne, det sorte prostituerede Jessica Vodquen. Hun fik angiveligt sat et oversavet jagtgevær for hovedet, mens en advokat fra National Lawyers Guild instruerede hende i, hvad hun skulle sige i retten. Jackson blev frikendt.

Men Popeye Jacksons prøveløsladelse hang stadig i en tynd tråd, thi narko-sagen mod ham havde påvist, hvordan han havde overtrådt en lang række af prøveløsladelsens betingelser. Da sagen i april 1974 stod for at skulle behandles, bragte den ellers konservative avis The Examiner en række artikler om Jacksons pludseligt glimrende arbejde og opfordrede på lederplads myndighederne til at lade ham forblive på fri fod. Popeye Jackson slap med skrækken.

Symbionese Liberation Army
I august 1973 hjalp Venceremos et tidligere medlem af Black Panther Party, Thero Wheeler, med at stikke af fra Californiens psykiatriske anstalt Vacaville. Sammen med sin hvide kæreste, det 24-årige Venceremos-medlem Mary Alice Siem, sluttede han sig til en endnu ukendt terrorgruppe, Symbionese Liberation Army (SLA).

Gruppen blev ledet af negeren Donald DeFreeze, der tidligere på året selv var stukket af fra statsfængslet Soledad. Han havde søgt skjul i kollektiver Peking Man House i udkanten af San Francisco, hvor han sammen med bl.a. Venceremos/UPU-medlemmerne Little, Perry og Soltysik begyndte opbygningen af den nye terrorgruppe. To medlemmer af Vietnam Veterans Against the War (VVAW) – Joseph Remiro og William Harris – sluttede sig til gruppen.

Ligesom Venceremos havde VVAW haft store planer om terror, bl.a. om at myrde en række kongresmedlemmer, der havde støttet krigen mod det kommunistiske Nordvietnam. Med sig havde William Harris sin hustru Emily, der indledte et forhold til DeFreeze. ”I have met a beautiful black man”, skrev hun hjem til sien forældre. Patricia Soltysik indledte et seksuelt forhold til den stærkt homofile Camilla Hall, der ligeledes sluttede sig til gruppen.

Negerne Wheeler og DeFreeze kom snart på kant med hinanden om magten over den lille gruppe hvide. Da Wheeler og hans hvide kæreste i bogstaveligste forstand fik sat en pistol for brystet, tog de flugten. To år senere blev Wheeler pågrebet i Texas og sendt tilbage til fængslet.

Mod slutningen af året 1973 var SLA klar til at begynde sin terror. I Oakland nord for San Francisco nedskød man byens nye skoldedirektør Marcus Foster og hans stedfortræder Robert Blackburn. Foster var Oaklands første sorte skoledirektør. Han blev ramt af en byge af projektiler dyppet i cyankalium og døde på hospitalet. Hans hvide stedfortræder overlevede.

Black Guerilla Family
Kort efter attentatet i Oakland blev Russel Little og Joseph Remiro ved en tilfældighed anholdt. Anholdelsen førte poltiet til et af terrorgruppens skjulesteder, hvor man bl.a. fandt en notesbog tilhørende Nancy Ling Perry. Heri stod bl.a. anført, at ”The SLA does, in fact, represent the BGF”.

BGF – Black Guerilla Family – var en sort fængselsbanden, dannet i San Quentin i 1970 kort efter George Jacksons mord på en hvid fængselsbetjent. “We are the brothers who will dish out vicious and strategic moves…” lød det i bandens officielle formålserklæring.

BGF var absolut ikke nogen rar forsamling. Et tidligere medlem fortæller:

From the time I got to prison until I got out of prison, I lived in constant fear that somebody in the BGF would try to kill me because I spoke out against some of the sick stuff they were doing…

Efter sin blodige død i 1971 blev George Jackson ophøjet til BGF’s åndelige gudfar. Men selv om “The Dragon” kort før sin død var blevet udnævnt til intet mindre end feltmarskal i Black Panther Party af Huey Newton, så stillede BGF sig tidligt på siden af den langt mere voldelige Eldrige Cleaver-fraktion og støttede åbenlyst terrorgruppen Black Liberation Army.

“Tania”
FBI’s efterforskning viste tillige, at såvel ægteparret Harris som Russel Littles kæreste, 22-årige Robyn Steiner, mere end en halv snes gange havde besøgt BGF-lederen James ”Doc” Holiday i San Quentin.

Robyn Steiner blev hentet til afhøring af FBI og fortalte hvad hun vidste. På en båndoptagelse tilsendt pressen, meddelte SLA at hun nu var dømt til døden. Unge Robyn flygtede fra Californien. På samme bånd blev offentligheden for første gang præsenteret for SLA’s seneste medlem, ”Tania”.

”Tania” var en 19-årig millionærarving ved navn Patricia Hearst. Hun var datter af bladkongen Randoph Hearst som udgav The Examiner. Egentligt var hun to måneder tidligere blevet kidnappet af SLA, men var i sit fangeskab konverteret til marxisme og tog navnet ”Tania” efter dæknavnet på den tysk-jødiske terrorist Tamara Bunke, der som medlem af “Che” Guevaras terrorgruppe blev dræbt i Bolivia i 1967.

Inden Patricia Hearst sprang ud som marxistisk terrorist, da havde SLA truet med at slå hende ihjel hvis ikke hendes far uddelte for millioner af dollars gratis mad i San Franciscos gader. Blandt de grupper, som SLA krævede skulle stå for uddelingen, var Wilbert “Popeye” Jacksons UPU.

Sara Jane Moore
Til at forestå den store opgave med at indkøbe, lagre og distribuere de enorme mængder mad, som SLA krævede uddelt, oprettede Randolph Hearst nødhjælpsorganisationen People In Need (PIN). Mange frivillige meldte sig, deriblandt en 44-årig husmoder fra forstæderne, Sara Jane Moore. Gennem sit arbejde som bogholderske i PIN’s hovedkvarter mødte hun Popeye Jackson.

De mange personsammenfald mellem Jacksons UPU og DeFreezes SLA havde gjort Jackson interessant for FBI, der forestod efterforskningen af kidnapningen af Patricia Hearst. I april 1974 tog forbundspolitiet derfor kontakt til Sara Jane Moore – der iøvrigt kaldte sig Sally Moore – og hun indvilligede i at infiltrere UPU.

Det varede dog ikke længe, før Sara Jane Moore blev grundigt træt af Jacksons ”murky world of drugs, of wholesale screwing, of filthy language”. Da han blokkede hende for 2000 dollars og smadrede hendes bil, fik den jævnaldrende Moore nok og brød i august 1974 med Popeye Jackson.

Sara Jane Moore fandt sig i stedet til rette hos en gruppe yngre, hvide mennesker, der fortrinsvis brugte tiden på at studere Karl Marx’ skrifter. Hun blev ligesom Patricia Hearst forbløffende hurtigt omvendt til marxisme og tilstod til sine nye venner, at hun arbejdede for FBI.

Popeye bag facaden
I tiden derefter flakkede Moore omkring mellem San Franciscos utal af marxistiske grupper og mellem FBI, ATF og SFPD. Hendes detaljerede, skriftlige tilståelse til sine røde venner var diskret blevet destrueret og rygterne om hende svirrede i undergrundsmiljøet. Bl.a. skulle hun have påstået, at Popeye Jackson var stikker for FBI.

I San Franciscos kriminelle og ekstremistiske undergrund var der mange, der gerne ville tro på at Popeye Jackson var stikker. Bag facaden af revolutionær fængselsaktivist fortsatte han nemlig uafbrudt sin kriminelle løbebane. Alfonseri, narkohandel, checkforfalskning, afpresning, spil og nærmest kronisk ulovlig våbenbesiddelse var hans håndværk.

Popeye Jackson var en ihærdig, men ikke særlig dygtig kriminel. Flere af hans kumpaner røg i fængsel, mens Jackson selv syntes at have en bemærkelsesværdig evne til at gå fri. Rygterne sagde, at hvis Popeye Jackson blev sendt tilbage til San Quentin, så ville han blive dræbt. Mindst en gang blev der skudt mod ham og Jackson måtte lide den tort at blive plyndret ved højlys dag for en spillegevinst af to andre kriminelle.

Sally Voye
Som kriminel nåede Popeye Jackson bunden, da han i august 1974 blev taget for butikstyveri sammen med sin hvide kæreste, Patricia Singer. Efter 2 år i spjældet for narko, havde den 27-årige kvinde fra Ohio sluttet sig til UPU og var hurtigt blevet Jacksons faste sengekammerat.

Popeye Jackson var i forvejen gift med Susan, en sort kvinde som han havde sønnen Malcolm med. Jackson, Singer og Malcolm var en aften nær blevet dræbt, da en ukendt gerningsmand åbnede ild mod dem, mens de var ved at stige ud af en bil. Ingen blev ramt, men bilen blev skudt fuld af huller.

Bilen tilhørte Sally Voye, en 28-årig hvid lærerinde. Hun var fagforeningsaktivist og skrev for den amerikanske lærerforenings blad. Hun var ikke medlem af UPU, men hjalp Popeye Jackson med at arrangerer foredrag. Man kan have en mistanke om, at der var mere end som så mellem Voye og Jackson, men det er der intet, der tyder på.

Der er heller ikke fjerneste dokumentation for, at Sally Voye skulle have været agent for det amerikanske narko-politi, således som visse stadig hævder.

Hvorom alting er, så syntes det ikke at have afskrækket Sally Voye, at hendes bil var blevet skudt fuld af huller under attentatforsøget på Popeye Jackson. Det synes heller ikke at have afskrækket hende, at Jacksons fjender var parate til at skyde på kvinder og børn for at få ham.

Nettet strammes
Eftersom Popeye Jackson som prøveløsladt var blevet grebet på fersk gerning som butikstyv, forventede mange at han nu ville ryge tilbage i fængslet. Men dommen blev overraskende mild. Popeye Jackson fik blot 60 dage i arresthuset San Bruno, uden at hans prøveløsladelse blev trukket tilbage (Patricia Singer fik ti dage.)

I San Franciscos undergrundsmiljø bekræftede den milde dom mange i, at Popeye Jackson måtte være stikker. Ikke længe efter skulle han fra San Quentin blive offentligt stemplet som agent provocateur.

I februar 1975 var Popeye Jackson tilbage i San Franciscos gader. I april begik terrorgruppen SLA et brutalt bankrøveri, hvorunder man dræbte den 42-årige husmoder Myrna Opsahl. I bankkuppet deltog bl.a. Patricia Hearst og den japansk-amerikanske terrorist Wendy Yoshimura.

Af SLA’s oprindelige ti medlemmer var kun ægteparret Harris tilbage. To var i fængsel og seks var i maj 1974 blevet dræbt i ildkamp med politiet i Los Angeles.

Kort efter mordet på Myrna Opsahl benyttede Popeye Jackson 1-års dagen for skyderiet i Los Angeles til at angribe terrorgruppen New World Liberation Front, der just havde bombet en tom bygning udenfor San Quentin-fængslet, for ikke at gå til makronerne som SLA. Historikeren Eric Cummins skriver:

Popeye Jackson managed to make enemies of almost everyone. After his Berkeley speech in May 1975, in which he called for more SLA-style terrorism, a New World Liberation Front communique signed by Black Panther Geronimo Pratt charged him with being an agent provocateur.

Dog har Cummins ikke sine fakta helt på plads. Den gale Vietnam-veteran Elmer ”Geronimo” Pratt var allerede i 1971 blevet smidt ud Newtons Black Panther Party. Året efter blev Pratt dømt for rovmord på en ung hvid kvinde, 27-årige Caroline Olsen. I 1975 var han ledende medlem af Black Guerilla Family, terrorgruppen SLA’s politiske sponsor i San Quentin.

Kort efter blev Popeye Jackson og UPU smidt ud af lokalerne i Glide-kirken, angiveligt fordi man skyldte 600 dollars i husleje. UPU fik ny adresse hos White Panther Party, der holdt til i en besat ejendom i hippiekvarteret Haight-Ashbury.

Dobbeltmordet
Natten til søndag den 8. juni 1975 kørte Sally Voye Popeye Jackson hjem fra en filmaften hos et medlem af Vietnam Veterans Against the War. Oppe i hans lejlighed ventede 3-årige Malcolm samt Patricia Singer, der var højgravid med Jacksons barn (datteren Katanya).

Nedenfor på gaden sneg en slank, yngre neger sig op på siden af den holdende bil og dræbte Sally Voye med to skud i hovedet. Dernæst skød han Popeye Jackson med yderlige to skud,  hvorefter han lænede sig ind i bilen og skød Jackson på klods hold i hovedet. Dernæst forsvandt han i løb fra gerningsstedet.

Tribal Thumb
Popeye Jackson blev begravet fredag den 13. juni 1975. Ved en mindehøjtidelighed i Glide-kirken samme dag blev der læst op af breve fra bl.a. Russell Little og Joseph Remiro fra Symbionese Liberation Army, og fra Ulysses McDaniels, medstifter af Black Guerilla Family.

Imens løb grupperne i San Franciscos ekstremistmiljøer rundt som hovedløse høns og beskyldte skiftevis hinanden, Aryan Brotherhood, FBI, ATF og simple kriminelle for at have ryddet Jackson af vejen. I San Francisco Police Department havde man mere styr på situationen og anholdt tidligt en række medlemmer af venstrefløjsgruppen Tribal Thumb.

Politiets efterforskning synes herefter af være gået i stå, indtil man i marts 1976 sigtede Richard London, et mangeårigt medlem af Tribal Thumb, for dobbeltmordet. London tilstod at have skudt Popeye Jackson, men benægtede at have skudt Sally Voye.

I oktober 1978 blev Richard London dømt for begge mord og afsoner stadig sin straf på livsvarigt fængsel. I tiltalen mod London blev adskillige ledende medlemmer af Tribal Thumb – heriblandt Earl Satcher, Benny Sargis og Ernest  “Monster Mash” Kirkwood – nævnt som ‘ikke-tiltalte medsammensvorne’, men ingen andre blev dømt i sagen.

Det er aldrig blevet klarlagt, hvorfor Tribal Thumb ønskede Popeye Jackson død. Men det var velkendt, at UPU og Tribal Thumb længe havde ligget i konflikt, ligesom Tribal Thumb umiddelbart efter dobbeltmordet hævdede at ligge inde med beviser for, at Jackson havde været stikker. Beviser, som ingen dog nogensinde har set.

Sara Jane Moore og Tribal Thumb
Kort efter mordet på Popeye Jackson modtog Sara Jane Moore et truende telefonopkald, ”you’re next”. I sin kvide gik Sara Jane Moore derfor i juli 1975 til undergrundsavisen Berkeley Barb og lagde i et stort interview igen kortene på bordet.

Hun afslørede bl.a., hvordan Popeye Jackson havde indgået en aftale, ikke med FBI, men med Randolph Hearst om, at hvis denne støttede ham i sin avis The Examiner, så ville Jackson fortælle alt han kunne opsnuse om SLA (hvilket var ingenting.)

Interviewet i Berkeley Barb gjorde ikke situationen bedre for Sara Jane Moore. ”I think they’re out to get me. Popeye’s pople. They are out to off me”, fortalte hun en bekendt.

Ifølge forfatteren Geri Spieler, så søgte Sara Jane Moore nu tilflugt hos Popeye Jacksons svorne fjende, Tribal Thumb. En gang i sommeren 1975 flyttede et kvindeligt medlem af gruppen ind hos Moore og sammen besøgte de Tribal Thumbs store landejendom udenfor San Francisco, angiveligt for at skydetræne.

Den 5. september 1975 forsøgte Lynette “Squeaky” Fromme, et medlem af Charles Mansons morderiske hippie-sekt The Family, at skyde præsident Ford. Tre uger senere forsøgte Sara Jane Moore at fuldføre jobbet. Præsident Fords liv blev reddet af den homofile Oliver Sippel, hvis liv efterfølgende blev ødelagt af den homofile politiker Harvey Milks skruppelløse udnyttelse af situationen.

”I did it to create chaos”, forklarede Sara Jane Moore ved sin anholdelse. Geri Spieler mere end antyder, at Moore ikke handlede alene, men at Tribal Thumb æggede hende til at trykke på aftrækkeren. Men ligesom de fleste andre, der har skrevet om sagen, så mener Spieler, at Moores motiv dybest set var et desperat ønske om at rehabilitere sig hos San Franciscos marxister.

Da Sara Jane Moore blev dømt fængsel på livstid (prøveløsladt i 2008), blev dommeren truet af Joyce Halverson, en nær veninde af den homofile SLA-terrorist Camilla Hall. Det sidste medlem af SLA på fri fod – Kathleen Ann Soliah – blev fanget i 1999. Hun levede da under navnet Sarah Jane Olson.

***

Dette indlæg blev udgivet i Black Power, Jacob Holdt. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s