Kodenavn PRIST: Jacob Holdt og KGB

Da Jacob Holdt i april 1977 bragede igennem med Amerikanske Billeder, var han allerede registreret i Moskva som påvirkningsagent – “fortrolig kontakt” – for KGB. Kontakten mellem Holdt (kodenavn PRIST) og hans føringsofficer Nikolaj Gribin havde stået på siden sommeren 1976 og den endelige registrering skete i oktober samme år.

I 1979 blev Jacob Holdt registreret hos KGB som egentlig agent og samme år iværksatte den danske efterretningstjeneste PET en overvågningsaktion imod ham. Jacob Holdts samarbejde med KGB ophørte omkring 1982, hvor han – til Gribins fortrydelse – rejste til USA.

I 1985 traf Jacob Holdt igen Nikolaj Gribin. Dette skete i Budapest. Gribin var da avanceret til departementchef i KGB’s hovedkvarter i Moskva. Ifølge Holdt mødtes han med Gribin for at forære ham et eksemplar af den amerikanske udgave af Amerikanske Billeder, trykt året før.

Ifølge dobbeltagenten Oleg Gordijevskij så var Jacob Holdt kun af begrænset værdi for KGB, selv om Nikolaj Gribin i sine rapporter til Moskva fremstillede Holdt som “en yderst vigtig agent“. Ifølge Gordijevskij var den slags almindeligt blandt KGB’s føringsofficerer og han anslår at indholdet disse rapporter kun var omkring 60% korrekt. Specifikt fastslår Gordijevskij dog, at Nikolaj Gribins rapporter nok var overdrevne, men ikke usande.

Efter afsløringen i 1992 af Jacob Holdt gik Jørgen Dragsdahl – få dage før han selv blev afsløret – i brechen for Holdt i Informations spalter. Dragsdahl plæderede bl.a. for, at Jacob Holdts personlighed – hans såkaldte Jesus-kompleks, samt “selvvurdering og ambitioner” – stred imod de krav om bl.a. “objektiv i vurdering af sit eget potentiale” og “realistisk i vurdering af sine succeser” som KGB stillede til mulige agentemner.

Jørgen Dragsdahl har uden tvivl ret. Det forekommer aldeles utænkeligt, at Jacob Holdt i virkelighedens verden nogensinde hævede sig over KGB-niveauet “fortrolig kontakt”. Det var han så til gengæld i et sådant omfang, at i begyndelsen af 1980’erne ønskede PET’s behandlere af Holdt-sagen, at der blev rejst straffesag mod ham (og iøvrigt også mod Jørgen Dragsdahl) for at have hjulpet KGB med at operere i Danmark.

Det er den dag i dag ikke offentligt kendt, hvorledes Jacob Holdt konkret hjalp KGB’s virke i Danmark. Selv hævder han som bekendt, at han modarbejdede KGB og har i årenes løb nævnt et par eksempler på opgaver, han påtog sig, men ikke udførte. Men ifølge kilder i PET var Holdts virke for KGB mere omfattende end det, som forfatteren Arne Herløv Petersen (kodenavn PALLE) i 1981 blev anholdt for.

PET’s ledelse afviste af indlede en straffesag mod Jacob Holdt, bl.a. fordi man ikke ville kunne bevise at Holdt faktisk vidste at Nikolaj Gribin var KGB-officer. Officielt var Gribin sovjettisk diplomat og dem var der ikke noget ulovligt i at omgås. Heller ikke selv om man som Jacob Holdt lod sig berige med våde frokoster, dyre gaver, gratis rejser og kolde kontanter.

***

Dette indlæg blev udgivet i Jacob Holdt, Jørgen Dragsdahl. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s