Fusk og lusk i DR-podcast om bombesag

For nogle år siden lavede medlemmer af Redox – der har folk dømt for bl.a. hærværk, hæleri og vold i rækkerne – en stort set fakta-fri video om bombesprængningen i Søllerødgade nr. 33 tilbage i 1992, hvor en trotskist kom af dage. Videoen udmærkede sig dog ved et langt interview med vidnet Jørgen Lund, den sidste der så partikammeraten Henrik Christensen i live. Interviewet tilførte ikke sagen noget nyt. Nej, det bemærkelsesværdige ved interviewet var, at man overhovedet ikke kom ind på Lunds forklaring til politiet om, at han så Henrik Christensen bære en mystiske firkantet genstand – en pakke eller en æske – ind på partikontoret i en hvid plasticpose blot et kvarter før, at bomben af ukendt art sprang.

Nu har Danmarks Radio (DR) så her for nyligt udsendt en podcast i fem dele om Søllerødgade-sagen. Baggrunden for DRs historie er angiveligt, at den knap 30-årige journalistpraktikant Regine Frederiksen er opvokset på den ekstreme venstrefløj, bl.a. under vingerne af en ledende trotskist, og dermed vokset op med venstrefløjens version – at trotskisten blev dræbt af en brevbombe afsendt fra højrefløjen – af Søllerødgade-sagen. En version, som hun angiveligt er blevet i tvivl om (mere om det senere.)

Det hører som bekendt med til den røde version af Søllerødgade-sagen, at organisationen Internationale Socialister (IS) i al almindelighed og IS medlemmet Henrik Christensen i særdeleshed, på det bestemteste var både fredelige og ikkevoldelige. Over alle fem afsnit af DRs nyeste podcast males dette billede da også konsekvent. Som sandhedsvidne trækker man René Karpantschof af stald. Det samme gjorde Redox i sin video og Karpantschofs funktion i de to udsendelser er da også den samme.

Trods tilstedeværelsen af Karpantschof skulle det dog være muligt, at billedet af IS og Henrik Christensen, som tegnet er Redox og DR, er korrekt. Men hvis IS var så fredelig, hvordan forklarer man så PETs vurdering af gruppen? En vurdering, der bestemt ikke er DR fremmed, thi der refereres gentagne gange til PET kommissionens rapport bind 11 om højrefløjen. Heri står der om IS anført, at “organisationen går ind for en parti-elite, der skal lede folket i opgør mod den kapitalistiske stat. Det fremgår endvidere af dette materiale, at organisationen er tilhænger af, at befolkningens demokratiske rettigheder sættes ud af kraft, hvis socialismen trues.” Om gruppens voldsberedthed anfører PET direkte, at “iflg. oplysninger kan det absolut ikke udelukkes, at gruppen kan tænkes at gå meget militant ind i konkrete projekter.

Med hensyn til konkrete projekter kan PET meget vel have sigtet til nogle bølleoptøjer i den svenske by Lund i 1991, hvor medlemmer af IS vistnok deltog i forreste front. Efterfølgende pralede en stolt Henrik Christensen i partiavisen Socialistiske Arbejderavis i hvert fald med, at i IS “afstår vi ikke fra at give fascisterne nogle tæsk, eller fra at mase gennem politiets kæder for at stoppe deres demonstrationer.” Få dage før Christensen blev dræbt i Søllerødgade, blev gruppens foragt for liv og ejendom understreget af et ledende medlem, der om IS’ støtte til Blekingegadebanden udtalte, at “Vi er ikke specielt ophidsede over, at de skød en betjent… Vi syntes heller ikke, at det er specielt moralsk forkasteligt at stjæle fra en bank” (iøvrigt et synspunkt, som daværende BZ-boss René Karpantschof i samme periode ihærdigt fremførte i Enhedslistens avis Den Røde Tråd.)

Enhver redelig – ja, blot kompetent – journalist ville selvsagt have forholdt gruppens medlemmer sådanne voldsforherligende udtalelser, når de i dag påstår at IS kun brugte og hyldede fredelige midler. Men det sker bestemt ikke i DRs podcast. Som vi i det følgende skal se, så gælder det for alle podcastens fem afsnit, at det interessante ikke er, hvad der bliver spurgt om. Nej, det interessante er, hvad der ikke bliver spurgt om.

Del 1.

Banen bliver kridtet op med det samme. Og den er særdeles rød. Henrik Christensen blev dræbt af en brevbombe. Slut. Men faktisk er der tale om regulært fake news. I snart 30 år har ingen haft den fjerneste anelse om, hvordan eller hvornår bomben blev bragt ind på kontoret i Søllerødgade. “Bomben kan være anbragt på mange andre måder. Den kan have været til stede på kontoret, da Henrik Christensen ankom, eller han kan måske ligefrem selv intetanende have fået bomben overrakt af en anden person på vej til Søllerødgade“, som efterforskningsleder Bent Hansen har forklaret.

Endvidere fortier DR – igen ligesom Redox – at Henrik Christensen ikke var den første på kontoret den dag. IS-medlem Harald Lillevang forlod det tomme kontor kl. ca. 10.45 og låste døren efter sig. DR nævner i forbifarten, at Jørgen Lund er den sidste, der ser Henrik Christensen i live. Men DR fortier – igen nøjagtigt ligesom Redox – at Lund som nævnt så Christensen bære en pakke eller æske ind på kontoret.

Men ellers består podcastens første del overvejende af en langt interview med IS-medlem Connie Skjold Henriksen, der tidligere har beskrevet gruppen som “en lille, men effektiv flok.” Hun var gift med Henrik Christensen, men tilføjer intet nyt til sagen. Og bliver heller ikke spurgt om noget, der kunne have tilføjet noget nyt. Hvorfor skiftede hendes mand kort før sin død navn fra Henrich til Henrik? Kender hun noget til den pakke, Henrik Christensen bar ind på kontoret? Havde han en affære? Havde han gæld? Havde hun en affære? Havde hun gæld? Havde han en livsforsikring? Hvem var den i givet fald tiltænkt? O.s.v.

Sådanne spørgsmål ville være både moralsk rimelige og journalistisk påtrængende når man omsider har fået enken efter Henrik Christensen til mikrofonen, for det har flere gange været offentligt fremme, at politiet ikke udelukker at gæld og/eller jalousi kan ligge bag bomben. Dermed kan det selvsagt heller ikke udelukkes, at Connie Skjold Henriksen f.eks orkestrerede drabet på Henrik Christensen. Hun er hverken mere eller mindre mistænkt end alle andre i sagen.

Men Connie Skjold Henriksen får ingen kritiske spørgsmål overhovedet. Tværtimod får hun uimodsagt lov til at fremsætte en række udokumenterede påstande om Henrik Christensens forhold til sin i dag 88-årige, stærkt alderdomssvækkede far.

Del 2

I dette afsnit indvies vi i, hvordan Regine Frederiksen, journalistpraktikanten med den ekstreme baggrund, angiveligt er kommet i tvivl om, hvorvidt venstrefløjens version om Søllerødgade-sagen er sand. Hun hævder at være blevet chokeret over, at hun i PET kommissionens rapport, bind 11, har læst, at IS “holdt møde med IRA“. Hun forelægger oplysningen for to gamle medlemmer af IS – Jens Loller og Erik Mikkelsen (dømt 1992 for injurier) – der uden dikkedarer får lov til at afvise den.

Men historien rimer ikke. For det første er det utænkeligt, at Regine Frederiksen som hjemmefødt på det yderste venstre skulle blive rystet over, at IS havde kontakt til IRA, der – ligesom ETA, FARC, PFLP, EZLN og hvad de nu alle sammen hedder – på venstrefløjen konsekvent er blevet hyldet som ‘befrielsesorganisation’ og som masser af danske venstrefløjsgrupper og -partier har plejet kontakter til og omgang med.

For det andet skriver PET kommissionen ikke, at IS holdt møde med IRA. Man skriver, at “gruppen i februar 1992 havde modtaget besøg af personer med forbindelse til IRA’s socialistiske fraktion…” Man taler altså hverken om organisationen IRA eller om medlemmer af IRA, men blot om nogen, der på en eller anden måde har forbindelse til “IRA’s socialistiske fraktion“. Da socialister jo – i egen formening – er fredelige, så var det altså IRAs fredelige fraktion, PET talte om.

Så i dobbelt forstand står der intet om IS og IRA i PET rapporten som en venstreekstrem hjemmefødning ville blive rystet over.

Men havde DR ulejliget sig med at grave blot lidt dybere ned i sagen, så var der faktisk meget mere at spørge gamle medlemmer af IS om. Det fulde citat fra PET rapporten lyder:

Dels nævntes det, at gruppen i februar 1992 havde modtaget besøg af personer med forbindelse til IRA’s socialistiske fraktion og fra autonome revolutionære fra Berlin-Kreuzberg samt fra det såkaldte SAG, og de tre personer havde ”…agiteret for et europæisk antiracistisk, antifascistisk og anti-nazistisk samarbejde på militant vis.”

Dette møde viser sig interessant for efterforskningen af bombeeksplosionen i Søllerødgade, thi:

Man knyttede nu særlig interesse til en mødeprotokol, som havde overlevet eksplosionen og den efterfølgende brand, og som befandt sig blandt bevismaterialet fra sprængningsstedet. Af denne protokol fremgik det, at der den 9. marts 1992 var blevet afholdt et møde i lokalerne i Søllerødgade. Tilstede var personer fra afdelingsledelsen samt fra landsledelsen. De første fem punkter var af sædvanlig art, men det sjette punkt, hvor afdøde fremlagde et indlæg, bar ordlyden: ”ikke refereret”. PET satte dette i sammenhæng med de indkomne oplysninger om, at udlændinge, som tilhørte bl.a. autonome revolutionære i Berlin, havde været på besøg i København i slutningen af februar.

Havde DR ønsket en reel belysning af Søllerødgade-sagens mange aspekter, så havde det ligget lige for at spørge IS-medlemmerne Connie Skjold Henriksen, Jens Loller og Erik Mikkelsen hvad mødet i slutningen af februar 1992 konkret handlede om, samt hvad Henrik Christensens hemmelige punkt på dagsordenen på mødet i begyndelsen af marts handlede om. Man kunne i det mindste have spurgt om, hvorfor en organisation, der altid påstår ikke at have noget at skjule, har hemmelig punkter på dagsordenen.

Del 3

En pensioneret retsmediciner, der hverken har haft med Søllerødgade-sagen at gøre eller ville udtale sig om den, bliver spurgt om den såkaldte fægterstilling og dens betydning. Han forklarer, som sandt er, at fægterstillingen er den position, man ofte finder lig i, der har været udsat for stærk varme, samt at fægterstillingen intet fortæller om dødsårsag.

Dermed skulle der, ifølge DR, ikke være grund for mistanken om, at Henrik Christensen omkom ved et selvforskyldt uheld med en bombe. Men der er reelt tale om et bondefangerkneb, for vi kender dødsårsagen og den var ikke stærk varme. Christensen blev dræbt fordi en eksplosion rev hovedet af ham. At hans lig blev fundet i fægterstilling har kun betydning fordi det fortæller, at resten af ham ikke var blevet sprængt i stykker, og dermed noget om hvor bomben var placeret i forhold til afdøde.

DR skylder også at forklare, hvordan Henrik Christensen kunne blive fundet i fægterstilling, når hans arme var blevet sprængt af, således som Connie Skjold Henriksen hævder. Forklaringer er, at Henriksen ikke taler helt sandt. Af datidens pressedækning fremgår det nemlig, at det kun var hænderne, der (sammen med hovedet) blev revet af, samt at hænderne var “ubeskadigede“.

Havde DR spurgt den pensionerede retsmediciner, så ville han antageligt have fortalt dem, at den sidste oplysning peger væk fra teorien om en brevbombe, thi ofre for brevbomber får typisk alvorlige skader på hænderne. Og jo længere væk fra teorien om en brevbombe, vi bevæger os, jo nærmere kommer vi bl.a. teorien om et selvforskyldt uheld. Og, som vi skal vende tilbage til, lige præcis dén mistanke vil DR nærmest for enhver pris til livs. Den teori har nemlig nu i snart 30 år været en alvorlig torn i øjet på IS og det øvrige antifa-miljø.

Efter den pensionerede retsmediciner er vi på besøg hos en sprængstofekspert, der heller intet har haft med Søllerødgade-sagen at gøre. Eksperter fra Farum kaserne har allerede for mange år siden fastsat bombens sprængkraft til omkring 1 kilo TNT, så interviewet tjener intet oplysende formål.

Det samme gælder et besøg i Søllerødgade nr. 33 med et gammelt IS-medlem. Som hver gang et IS-medlem er på banen i podcasten, er der tale om rent mikrofonholderi. I tilfældet her er det ekstra påfaldende, thi han kommer af egen drift ind på, at der til kontoret hører et baglokale. Det havde derfor været yderst nærliggende at DR havde oplyst om, at netop dette baglokale spiller en afgørende rolle for teorien om, at Henrik Christensen ikke var alene, da bomben sprang. Men DR nævner end ikke denne teori. Igen ligesom Redox.

Del 4

I afsnit fire og langt ind i afsnit fem trampes der rundt i Marcel Schilf og Albert Larsen. Fælles for disse to er som bekendt, at de efter deres død er blevet beskyldt for at stå bag bomben i Søllerødgade. Disse beskyldninger er for længst efterforsket i bund at politiet og DR har intet nyt at tilføje. Igen regulært spild af alles tid. Dog er der i afsnit fire et uhyre interessant interview med en tidligere aktivist fra Blood and Honour, hvor lytteren får et sjældent indblik i venstrefløjens vold og terror – heriblandt brevbomber – mod højrefløjen.

Del 5

Lidt over halvvejs inde i femte del af DRs podcast er vi på besøg hos Bent Hansen, tidligere chef for drabsafdelingen i København. Det synes oprigtigt at komme bag på ham, at DR tror politiet har lagt sig fast på tre hovedteorier (selvforskyldt uheld, internt opgør blandt venstregrupper, angreb fra højrefløjen.)

Bent Hansen afviser i klart sprog DRs opfattelse. Man har simpelthen ikke belæg for nogen af de mange teorier, man efterforskede ud fra, heller ikke at Henrik Christensen omkom ved en selvkonstrueret bombe. Og Bent Hansen understreger, at dette har politiet hele tiden sagt.

Derfra drejer programmet sig i en ejendommelig retning. Regine Frederiksen stiller sig an, som om det er første gang hun hører politiet ikke har belæg for teorien om en selvkonstrueret bombe. Dette selv om der skal ligge et års research bag podcasten, herunder læsning af gamle avisartikler om sagen. For en søgning på informedia viser hurtigt, at Bent Hansen overhovedet ikke siger noget nyt:

Ekstra Bladet 18/3 1992: “Politiet har ikke belæg for at sige, om bomben er afsendt af en ekstrem politiske højrebevægelse, om der er tale om en tilfældig galning eller noget helt tredie. Vi ved kun, at der er eksploderet en bombe på et politisk kontor, at en politisk aktiv mand blev dræbt ved eksplosionen, og at han arbejde mod racisme, siger Bent Hansen.

Weekendavisen 10/7 1992: “Så er der teorien, som de afhørte højrefløjsfolk fører frem, at Henrik eller andre ISere selv havde fusket med at lave bomben. »Det er sådan et spørgsmål, man hverken kan svare ja eller nej til«, siger Bent Hansen. »Umiddelbart vil jeg dog sige, at det kan man godt svare nej til. For vi har ikke noget, der bekræfter, at han overhovedet skulle have med sådan noget at gøre. Så det kan vi godt udelukke. Men jeg ved det ikke med sikkerhed. Jeg ved reelt ingenting.«

Politiken 14/3 1993: “Vi står med en sag uden objektive spor. Vi har INTET, kun en brandtomt. Vi har afhørt hundredvis af mennesker, men det har ikke ført os nærmere et bestemt motiv. Alle muligheder er åbne. Og spørger du, om vi kan udelukke, at det var den dræbte selv, der fabrikerede bomben, er svaret nej, siger Bent Hansen“.

Ritzau 16/3 1993: “Var det en brevbombe og dermed det første politiske drab i Danmark siden Den Anden Verdenskrig? Eller var offeret – socialisten Henrik Christensen – i færd med at fremstille en bombe, der endte med at blive hans egen død? Chefen for drabsafdelingen på Københavns Politigård, kriminalinspektør Bent Hansen, afviser at lægge mere vægt på den ene mulighed frem for den anden.

Bent Hansen citeres i PET kommissionens rapport fra 2009 for lignende udsagn, så det er alt i alt utænkeligt, at Regine Frederiksen ikke skulle være fuldt bekendt med politiets opfattelse af sagen, da hun interviewer Bent Hansen.

Lidt senere i podcasten bliver det da også evident, at Regine Frederiksen har en anden dagsorden end redelig journalistik. Efter interviewet med Bent Hansen fortæller hun med indsmigrende lillepigestemme, at hun “tolker” Bent Hansens udtalelser som en frikendelse af Henrik Christensen. Det samme kunne hun have hævdet om Albert Larsen og Marcel Schilf, men det gør hun naturligvis ikke.

Tværtimod opsøger hun IS-medlem Connie Slot Henriksen, førnævnte enke efter Henrik Christensen, og afspiller Bent Hansens udtalelse for hende. Det skal siges til Henriksens ros, at hun, i modsætning til Regine Frederiksen, ikke gør synderligt forsøg på at lyde overrasket. Hun synes tværtimod først at fange bolden efter lidt pirken fra Frederiksens side. Connie Slot Henriksen forsøger sig med forskellige formuleringer, indtil hun lægger sig fast på, at ifølge Bent Hansen var det “bestemt ikke Henrik selv.” En konklusion, der tydeligvis har været podcastens præmisse.

Man krænker nok ingen ved at konkludere, at DRs skatteyderbetalte podcast om Søllerødgade-sagen var radio lavet af venstreorienterede for venstreorienterede. Med omkring to en halv time varede den mere end dobbelt så længe som Redox-videoen om samme sag, men substantielt er de to udsendelser stort set identiske. Faktisk synes formålet med podcasten at have været, at man skal have lukke et par huller, som Redox-videoen lod stå åbne: Man skal have lukket spørgsmålet om IS og IRA, og man skal have lukket spørgsmålet om Henrik Christensens skyld. Spørgsmål, som Redox-videoen ikke fik bugt med.

Jeg har tidligere skrevet, at jeg faktisk kun er overbevist om to ting omkring Søllerødgade-sagen. 1) At politiet ikke tror på et politisk attentat; 2) At venstrefløjen ikke ønsker sagen opklaret.

Det tror jeg bestemt stadigvæk.

Dette indlæg blev udgivet i Den røde terror, Søllerødgadesagen, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

6 svar til Fusk og lusk i DR-podcast om bombesag

  1. Lars Hartvig siger:

    Herligt at vi skal tvinges til at betalle til dette (D)DR-cirkus

  2. reelt siger:

    “Jeg ved reelt ingenting.”

    Forbavsende klar udtalelse fra en drabschef. Danmarks politikultur er ikke værst.

  3. Morten B. siger:

    Marcel Schilf var på godt jydsk en spradebasse, og det skulle ikke undre mig, om han for at gøre sig interessant har ladet som om, han havde en finger med i spillet om en angivelig brevbombe. Det var godt for hans forretning som ejer af et NS-pladeselskab at fremstå som hardcore “leaderless resistance”-mand.

    Albert Larsen var tidligere Jærgerkorps-soldat, og kunne såmænd godt have haft den tekniske know how til at fremstille en brevbombe. Han forlod dog DNSB efter kort tids medlemskab, fordi partiet var for radikalt til ham. Han stiftede sit eget parti, der på et demokratisk grundlag skulle dæmme op for indvandringen, en kopi af det tyske NPD – både af navn og af gavn. Han var idealist men absolut ikke en bombemand.

    • Martin Kasler siger:

      Jeg har ikke tidligere hørt, at Albert Larsen var tidligere jægersoldat. Er du sikker på det er korrekt?

      • Morten B. siger:

        Det fortalte han mig selv, så vi har kun hans eget udsagn for det. Jeg tror på det, fordi han på ingen måde var en pralrøv. Jeg var een af de få, han fortalte det til. Havde han været “stolen valour”-typen, ville han have fortalt det vidt og bredt.

  4. Martin Kasler siger:

    Morten B., nu traf jeg aldrig Albert Larsen, men ud fra alle de kilder til ham som jeg kender til, så overdrev han konsekvent både sin og PDNs betydning, ressourcer og handlerkraft. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at han kunne have været jægersoldat, men jeg må tilstå jeg er lidt skeptisk. Jeg ved han påstod, at han fra sin tid på Grønland havde forstand på sprængstoffer, men jeg ved heller ikke om den historie er sand.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s