I. Ukendt venstregruppe

Bomben i Søllerødgade nr. 33 gik af kl. 11.32, mandag den 16. marts 1992. Jeg boede den gang nogle få gader derfra, men så vidt jeg husker gjorde sagen ikke noget videre indtryk på mig. På Nørrebro skete der jo så meget…

To gange Christensen
Det begyndte først så småt at ændre sig omkring vinteren 1995-95, hvor jeg deltog i et såkaldt dagligstuemøde i Den Danske Forening. Her faldt jeg i snak med nu afdøde Johan E. Christensen fra Stop Stormoskeen, som jeg havde truffet til foreningens sommerstævne tidligere på året.

Jeg husker ikke hvordan snakken faldt på Søllerødgadesagen, men min mening om den har sikkert været nogenlunde lig med venstrefløjens øredøvende version. I hvert fald insisterede Johan Christensen på, at jeg tog fejl. Han hævdede, at han var i familie med afdøde og at familien af politiet havde fået fortalt, at Henrik Christensens kvæstelser ifølge obduktionsrapporten tydede på, at bomben var detoneret ved et selvforskyldt uheld.

Johan E. Christensens beskrivelse af Henrik Christensens kvæstelser fik jeg senere bekræftet (se Ingen brevbombe). Jeg har aldrig fået bekræftet, om patrioten Christensen faktisk var i familie med trotskisten Christensen. Men jeg kan fortælle, at jeg i Den Danske Forening traf et andet medlem, der hævdede at være i nær familie med Pelle Dragsted fra tæskeholdet Antifascistisk Aktion, og som ligeledes fortalte et par småting, der senere viste sig at være korrekte.

Albert Larsen
I 1998 mærkede jeg i forbindelse med Søllerødgadesagen igen en svag brise fra historiens vingesus. Da rullede den såkaldte Anders Nørgaard-sag nemlig gennem dansk presse, og her føg bl.a. med beskyldninger mod en vis Albert Larsen for at stå bag bomben.

Albert Larsen var tidligere medlem af Fremskridtspartiet, skiftede til Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB) og stillede i 1989 op til kommunalvalg med Partiet De Nationale (PDN). Frem til sin død i 1994 var Albert Larsen kirkegårdsgraver i Sorø.

I PET-kommissionens rapport bind 11 helliger man et helt kapitel til Albert Larsen og de mangeartede beskyldninger imod ham. Forfatterne kommer grundigt rundt og jeg kan anbefale at man læser dette kapitel, hvis man ønsker nærmere kendskab til Larsen og det lille miljø omkring ham. Her er det nok tilstrækkeligt at påpege, at i dag ryster selv de røde rockere i Antifascistisk Aktion på hovedet af beskyldningen mod Albert Larsen for at stå bag bomben i Søllerødgade (Information 16/2 2012.)

Autonome fra Fællesinitiativet mod Racisme blokerer et PDN-møde, Vesterbro Kulturhus marts 1990. En noget opgivende Albert Larsen ser på klokken. Blandt de autonome ses i forreste front (m. pandebånd) Pelle Dragsted fra Børnemagt (foto: PET-kommissionen.)

For mit eget vedkommende kan jeg fortælle, at jeg en gang i efteråret 1995 traf Albert Larsens søn, den da 24-årige Peter Larsen, til et møde i Den Danske Forening. Der er også sagt og skrevet meget ondsindet sludder om Peter, så lad mig lige benytte lejligheden til at slå et par kendsgerninger fast: Albert Larsen døde af lungekræft den 16. august 1994. Peter Larsen nedlagde PDN den 5. september samme år. I den forbindelse udtalte han om sit og faderens tidligere medlemsskab af DNSB, “Det var en gigantisk brøler, og der vil man i hvert fald ikke finde mig fremover. Jeg har konstateret ved selvsyn, at de er på helt galt spor” (BT 5/9 1994.) Peter Larsen var også tidligere medlem af Fremskridtspartiets Ungdom. Han blev aldrig medlem af Den Danske Forening.

Men lad os vende tilbage til Søllerødgadesagen. Fra Peter Larsen fik jeg i vinteren 1995 en række gamle numre af Bavnen og Faklen, der havde været henholdsvis medlems- og partiblad for PDN. På baggrund af indholdet af disse blade, mine samtaler med Peter Larsen og nogle få andre tidligere medlemmer af PDN, som jeg traf på rundt omkring, så havde jeg i 1998 dannet mig min egen mening om Albert Larsen. Og den var kort og godt, at han hverken havde haft evner, viden eller vilje til at stå bag en brevbombe (eller orkestrere et påstået overfald på en pakistansk lokalpolitiker i København, som han også er blevet beskyldt for).

Henrik Christensen tilhørte som bekendt den trotskistiske gruppe Internationale Socialister (IS). Ifølge de numre af Faklen og Bavnen som jeg er i besiddelse af, så tyder intet på, at hverken Albert Larsen eller andre i PDN havde det fjerneste kendskab til den lille gruppe trotskister i København. Der langes derimod lejlighedsvis kraftigt ud efter venstrefløjsgruppen Demos. Men det sker først efter september 1990, hvor en vis Frede Farmand i Den Danske Forenings blad Danskeren udpeger Erik Jensen fra Demos som strategen bag en række tilfælde af voldelig chikane med både Den Danske Forening og Partiet De Nationale.

Oplysningen om Demos og Erik Jensen kan man i PDN altså meget vel have fået fra Danskeren (som enhver kunne abonnere på). Intet tyder i hvert fald på, at PDN evnede at drive efterretningsvirksomhed eller anden selvstændig udforskning af det røde miljø i København eller andre steder.

IS og FIR
Heller ikke i Den Danske Forening synes man at have vidst noget synderligt om Internationale Socialister. Selv om man her faktisk havde kendskab til et par af gruppens medlemmer. Både PDN og Den Danske Forening blev heftigt bekriget af en organisation, der kaldte sig Fællesinitiativet Mod Racisme (FIR).

FRIs stærke mand var ubestrideligt det afgåede DKP-medlem Erik Jensen, men helt frem til omkring 1996 foretrak denne mestendels at arbejde i skyggerne. I stedet blev FIR udad til tegnet af bl.a. Adam Johansen og Erik Mikkelsen, der begge var IS-medlemmer.

Ifølge Danskeren var man i Den Danske Forening fra 1990 bekendt med Erik Mikkelsens medlemsskab af Internationale Socialister. Det havde Mikkelsen samme år nemlig selv oplyst i en kronik i Ekstra Bladet. Derimod tyder intet på, at Den Danske Forening vidste noget som helst konkret om, hvad IS egentlig var for en størrelse. Bl.a. udtrykker man i Danskeren så sent som i 1993 i tvivl om, hvorvidt IS som organisation er medlem af Fællesinitiativet Mod Racisme (hvilket den var.)

IS-medlemmet Adam Johansen nævnes i forbifarten i Danskeren 1987 som anmelder af en af FIRs hidtil mest voldelige demonstrationer mod Den Danske Forening. Men hverken Johansens partitilhørsforhold eller trotskistiske overbevisning berøres af bladet.

Hvorfor syntes jeg så, at alt dette har betydning? Jo, fordi et prominent IS-medlem nærmest med det samme påstod, at bomben i Søllerødgade ikke var rettet mod Christensen som person, men mod Internationale Socialister som organisation:

”Man forsøger på denne måde at stoppe os. At Henrik blev offer for bombeattentatet tror vi imidlertid er en tilfældighed. Det var fordi det var ham, der åbnede kuverten så bomben eksploderede om formiddagen”, siger Ole Mølholm Jensen.
(Ekstra Bladet 18/3 1992)

 Og ifølge samme Mølholm kom bomben helt sikkert fra højrefløjen:

“… kun højreekstremister er døde nok i hovedet til at gøre den slags ting.”
(Jyllandsposten 18/3 1992)

Men skal Ole Mølholms forklaring hænge sammen, så forudsætter det jo, at man på højrefløjen vel ikke blot overhovedet var bekendt med Internationale Socialister, men også havde gruppen i fjendtligt kikkertsigte.

Den manglende eller meget sparsomme omtale af IS i Bavnen, Faklen og Danskeren udelukker i og for sig hverken det ene eller det andet. Men jeg mener nu alligevel det kunne pege på, at Internationale Socialister var lige så ukendt i datidens højrekredse som gruppen var for de fleste andre, før den i marts 1992 blev verdensberømt i Danmark.

***

Et svar til I. Ukendt venstregruppe

  1. Pingback: Monokultur » Martin Kasler om bomben mod/fra Internationale Socialister

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s