VII. Attentat eller uheld?

Drabsafdelingen ved Københavns politi efterforskede Søllerødgadesagen ud fra ikke mindre end ti arbejdshypoteser. Takket være venstrefløjens effektive propaganda er den mest kendte hypotese, at Henrik Christensen blev et tilfældigt offer for en højreradikal brevbombe. Den næst mest kendte hypotese er nok, at Christensen omkom mens han var i færd med at fabrikere en bombe.

Irriterende gruppe
Der har også været talt om et muligt internt opgør på venstrefløjen, og for nylig kunne jeg i I BT kunne jeg for nylig læse, at “Endelig har politiet aldrig helt kunnet afvise, at bomben var en personlig hævn rettet mod det 29-årige offer – måske som følge af gæld eller forlist kærlighed.”

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har overbevist mig selv om nogen af disse hypoteser. Jeg har derimod overbevist mig selv om, at politiet ikke tror ret meget på hypotesen om et politisk attentat. Her henholder jeg mig bl.a. til drabsafdelingens reegørelse i PET’s ‘blå rapport’ fra 1998, hvori man med usædvanligt stærkt forbehold skriver, at “det ikke kunne udelukkes, at der eventuelt var tale om et politisk attentat.”

Jeg har fulgt det yder venstre længe nok til vide, at Internationale Socialister tit og ofte har været en torn i øjet på andre venstreradikale, fordi gruppen ustandseligt profilerer sig selv, f.eks. med bannere, avissalg etc. ved andres arrangementer. Men jeg kan efter min bedste overbevisning ikke se, at dette lejlighedsvise fjendskab nogensinde har været så dybt eller intenst, at andre røde ville begynde at smide bomber efter de irriterende trotskister.

Mere overordnet mindes jeg heller ikke, at venstreløjsgrupper i nyere tid skulle være gået til madrasserne mod hinanden (måske fraset spændingerne mellem ‘de provisoriske’ og ‘de officielle’ i IRA). Alt er selvfølgelig muligt, men alt i alt tror jeg altså indtil videre ikke, at IS blev ramt af et attentat fra en anden militant venstrefløjsorganisation.

Skud i Holland
Politiet har ofte påpeget, at man modtog forbløffende få henvendelser fra offentligheden om Søllerødgadesagen. Og dét selv om der blev udlovet en dusør på næsten 100,000 kroner. Et andet mærkeligt element ved Søllerødgadesagen er, hvor utroligt lidt offentligheden er blevet oplyst om offerets liv og baggrund.

Ligesom den øvrige offentlighed ved jeg derfor stort set intet om Christensens personlige forhold. Jeg har derfor heller ikke den fjerneste anelse om, hvor stærkt hypotesen om hævn for gæld eller forlist kærlighed står (omend jeg finder det yderst interessant, at politiet efter så mange år offentligt peger på denne mulighed.)

Men hævn kan jo også have andre årsager end penge og kvinder, også på venstrefløjen. Det viser en sag fra Holland. I november 2005 blev en 41-årig man skudt ned og dræbt på åben gade i byen Nijmegen. Det viste sig hurtigt, at offeret var identisk med den homofile Louis Sévèke, en af krakernes absolutte topfolk i Nijmegen. Drabsmanden, den 38-årige Martinus ‘Marcel’ Tega, blev senere anholdt i et besat hus i Barcelona og dømt livsvarigt fængsel. Motivet var hævn, fordi Sévèke nogle år tidligere havde tvunget den hårdkogtekraker til at flygte fra Nijmegen ved at stemple ham som politistikker.

Men da historien ikke melder det fjerneste om, hvorvidt Henrik Christensen i stil med Louis Sévèke fik trådt den forkerte eftertrykkeligt over tæerne, så bliver det rent gætteri at pege i den retning. Og personligt hælder jeg også mest til, at Christensen kom af dage ved et selvforskyldt uheld.

Bomber og BZ
Meget tidligt efter eksplosionen i Søllerdøgade afviste Ole Mølholm Jensen katerorisk, at Internationale Socialister brugte “krudt, kugler og kanoner”. Men det samme kan ikke siges om trotskisternes nære samarbejdspartner, de københavnske BZ-grupper. Her blev bombeopskrifter optrykt i blade som Kæmp Sammen og BZ-grupperne havde i hvert fald siden 1986 anvendt alt fra miner til radiostyrede bomber.

På netop den baggrund ville jeg finde det overraskende, hvis de københavnske BZ-grupper ikke lod sig påvirke af den TAPT-dille, der i netop disse år hærgede dele af det københavnske universitetsmiljø. Især ikke når man betænker, at mange af disse BZere, ISere og Demos-folk konkret fandt sammen med univseristetsstuderende i organisationen Studerende mod Racisme, der hurtigt udviklede sig særdeles militant.

TATP i Søllerødgade
Sprængstof som f.eks. trotyl og dynamit destrueres yderst sjældent fuldstændigt ved eksplosion. Og det kræver en detonator for overhovedet at kunne eksplodere. Derimod vil en såkaldt organisk bombe, altså en bombe fremstillet af organisk peroxid som f.eks. TATP, ofte destrueres fuldstændigt af sin egen eksplosion. Og organiske bomber kræver ingen detonator for at gå af.

Som tidligere nævnt, så var der så få rester tilbage af det anvendte sprængstof i Søllerødgade-bomben, at det end ikke kunne identificeres på Scotland Yards speciallaboratorium. Man fandt heller aldrig spor af hverken tændsats eller udløsningsmekanisme.

Forklaringen kan være, at sådanne rester helt bogstaveligt blev skyllet ud i Københavns kloakker af et brandvæsen, der i første omgang troede, de slukkede en brand efter en gaseksplosion. Men forklaringen kan jo også være, at der faktisk havde været tale om en organisk bombe, fremstillet af f.eks. acetoneperoxid.

Der tager kun 1 til 2 timer at fremstille en TATP-bombe.

Mit personlige gæt: Uerfarne bombemænd
Min rekonstruktion fortæller derfor følgende:

Henrik Christensen skal mandag den 16. marts omkring middag aflevere en TATP-bombe til en i dag stadig ukendt person. Af uvisse grunde kommer han i løbet af dagen under voldsomt tidspres. Måske fordi han, eller andre, ikke har fået bygget bomben færdig. Han forsøger at overholde sin aftalte kontorvagt, men tager afsted igen for at hente bomben, som lægges i en hvid plasticpose.

Christensen ved, at bomben endnu ikke er funktionsdygtig og tør derfor ræse i voldsom fart til tilbage til Søllerdøgade opå sin cykel. Inde på kontoret forsøger han i hast at færdiggøre bomben, f.eks. med den brandbare væske acetone. Vedkommende, der skal hente bomben, befinder sig i baglokalet, da noget går frygteligt galt for Christensen i forkontoret.

Den ukendte bombekurer lukker hurtigt døren mod den eksplosionsagtige brand og forsvinder for altid ud af bagdøren. Enten undslap denne handlekraftige person  fuldstændigt politiets radar, eller også er vedkommende gjort af hårdede stof end de fleste. Begge dele skulle være mulige.

Men hvad skulle bomben bruges til?! Det spørgsmål har voldt mig megen hovedbrud. Mit umiddelbare gæt er, at bomben ikke skulle bruges mod nogen eller noget bestemt, men at man ville lave en testsprængning. Det synes i hvert fald at være meget almindeligt blandt bombemagere, især hvis det er første gang de har med en given bombetype at gøre. Og netop uerfarenhed med TATP kan forklare Hnerik Christensens dødsensfarlige hastværk med at samle den endelige bombe.

Man kan selvfølgelig spørge, hvorfor Christensen ikke bare aflyste bombeeksperimentet, hvis han den mandag var kommet i tidsnød mellem bombefabrikation, kontorvagt og mødeforberedelse til samme aften? Her skal man lige huske på, at i 1992 havde Gud og hver mand langt fra mobiltelefon, så hvis folk ikke var hjemme eller var på arbejde, ja, så kunne de faktisk være ganske svære at få fat i.

For det andet kan der have været psykologiske eller praktiske hensyn, der, i hvert fald inde i Christensens hoved, forhindrede ham i at aflyse (f.eks. havde han måske aflyst før og var bange for at hans kumpagner skulle tro, han havde fået kolde fødder.)

MEN ovenstående er naturligvis kun mit gæt. Det er ganske vist en rekonstruktion bygget nøje på, hvad vi konkret ved om Søllerødgadesagen, men også bygget på rene antagelser om f.eks. arten af sprængstof i bomben. Dog vil jeg slutte med et citat fra daværende drabschef Bent Hansen:

Alle muligheder er åbne. Og spørger du, om vi kan udelukke, at det var den dræbte selv, der fabrikerede bomben, er svaret nej.

***

6 svar til VII. Attentat eller uheld?

  1. Pingback: Monokultur » Martin Kasler om bomben mod/fra Internationale Socialister

  2. Gennemgangen er et spændende puslespil, om end jeg stadig tøver lidt over for tanken om at bringe bombemateriale til kontoret.
    Et andet spørgsmål, som jeg egentlig savner en gennemgang af, er det brev, som “K12” afsendte, og som blev modtaget allerede dagen efter eksplosionen. Nogen tanker desangående, eller har du allerede kommenteret det et sted, hvor jeg ikke lige har set det?

    • Martin Kasler siger:

      Ifølge pressen modtog efterforskningsleder Bent Hansen personligt et brev d. 14. marts ’92 med ordlyden “Vi kan meddele, at det var os, der anbragte bomben i Søllerødgade. Vi anser disse venstresnoede elementer for landsforrædere overfor det danske folk. Derfor denne aktion, flere vil følge. Hilsen Frit Danmark K12”. Efterfølgende påstod 4-5 venstreekstremister, at de havde modtaget trusselsbreve underskrevet “k12”.

      Politet brugte faktisk tid og kræfter på at finde afsenderen eller afsenderne af “K12”-brevene, men det lykkedes ikke. De røde har skældt ud over, at politiet ikke viste brevet i TV. Men det mener jeg man må opfatte som et forsøg på at skubbe efterforskningen i den forkerte retning. Enhver idiot – inklusive trotkisterne selv – kan jo have skrevet disse breve, der intet konkret indeholder. Ligesom der jo heller ikke fulgte flere “aktioner”.

      De røde påstår ligeledes, at “K12” skulle være en eller anden hemmelig reference til den svenske krigerkonge Karl XII, hvorfor brevet og bomben skulle have forbindelse til svenske skinheads, som ISerne lå og sloges med i Lund i 1991. Det er jo et ret så fantasifuldt gæt. Men der kunne være substans i påstanden, hvis de røde ellers kunne føre bevis for, at IS og adressen Søllerødgade 33 (der iøvrigt officielt blev ejet af gruppen Revolutionære Socialister) så at sige både var kendt og forhadt af disse svenske skinheads og/eller deres eventuelle danske sympatisørere.

      Til slut vil jeg lige nævne et element i sagen, der alt for sjældent bliver nævnt (heller ikke i PET-kommissionens rapport). I BZ-miljøet i København langede gruppen Autonome Revolutionære voldsomt ud mod IS, fordi trotkisterne (i hvert fald i de første dage) bistod i politiet opklaringsarbejde. Noget kunne altså tyde på, at kræfter i det københavnske BZ-miljø ikke ønskede sagen opklaret. Og det vides med sikkerhed, at Henrik Christensen havde endog meget nær forbindelse til BZerne. Altså nær forbindelse til et miljø, der både fremstillede og brugte (bl.a. radiostyrede) bomber.

      • Tak for det.

        Jeg er muligvis ved at blive lidt gammel, men jeg synes bestemt at kunne huske at have set en gengivelse af K12-brevet i enten en avis eller et tv. Jeg mindes svagt et billede af en korsridder med draget sværd. Men jeg husker nok forkert.

  3. Martin Kasler siger:

    Både ja og nej. Det brev, du har i tankerne, var ikke fra “Frit Danmark K12”. Faktisk var der tale om to breve, tilsendt Ekstra Bladet små fjorten dage efter bomben i Søllerødgade.

    Det ene brev var en kort, anonym besked, der lød “Her har du bagmændene fra Søllerødgade! Uden at kunne bevise noget, så er jeg overbevist om, at broderskabet også var stærkt involveret i mordet på Palme.”

    Denne besked henviste til et andet brev, påtrykt den korsridder som du husker. Dette brev skulle angiveligt være skrevet af et medlem af “Ridderne af Jerusalems Tempels Orden” og stilet til et tidligere logemedlem. I dette brev nævnes dog hverken Søllerødgade-bomben eller Palme-mordet.

    I denne angiveligt interne skrivelse nævnes en rivaliserende loge, “Det Hvide Broderskab”, der gennem en tredje loge, “Hvide slægtens Broderskab”, skulle have infilteret Den Danske Forening, ligesom flere medlemmer “Ridderne af Jerusalems Tempels Orden” skulle være blandt DDFs stiftere.

    Fra Ekstra Bladets redaktionaslokaler fandt brevene vej til ekstremisterne i ‘Foreningen Demos’ på Nørrebro, der via en spion på Tøjhusmuseet (kan jeg så fortælle) infiltererede bl.a. Akademisk Skytteforening i forgæves søgen efter den æteriske loge.

    Personligt formoder jeg, at brevene blev skrevet af den samme tosse, der samtidigt tilsendte folketingspolitikeren Elisabeth Arnold (R) et trusselsbrev, underskrevet “Det Hvide Broderskab”:

    “9-kredsen af oplyste Riddere i Det Højeste Råd, har på vegne af Vor Viseste Stormester – Vogter af Traditionen – fundet Dem ELISABET ARNOLD skyldig i landsskadelig virksomhed. Brødrenes ballotation viste en klart lysende afgørelse. Dommen er efter statutterne: DØDEN Eksekveres når lejlighed gives. S. Pedersen Kansler”.

    Med dødbringende hjernespind som Franz Fuchs “Bajuwariske Befrielses Arme”, Ted Kaczynskis “freedom Club” og Anders Breviks “Justiciar Knights” i mente, så kan man selvsagt ikke blankt afvise, at en lignende galning har stået bag Søllerødgade-bomben. Men noget konret er der ikke at komme efter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s