Kulturmarxisme

Destruktiv kritik
Året er 1922. I Amerika udgiver Lothrop Stoddard sit hovedværk The Revolt Against Civilization, hvori han lancerer begrebet “destruktiv kritik”:

Strong, well-poised societies are not overthrown by revolution. Before the revolutionary onslaught can have any chance of succes, the social order must first have been undermined and morally discredited. This is accomplished primarily by the proces of destructive criticism.

I Europa barsler en ungarsk jøde samme år med hvad vi i dag kalder kulturmarxisme. De to mænd kender ikke til hinandens arbejde. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at i det omfang man overhovedet kan sige, at kulturmarxismen har en metode, så er det Lothrop Stoddards “destruktive kritik”. Mere præcist kan man sige, at kulturmarxisme er destruktiv kritik i et særegent destillat. Således skriver den britiske historiker Paul Johnson:

Despite Marx’s ignorance of Judaism as such, there can be no doubt about his Jewishness… Control of the revolution would be in the hands of the elite intelligentsia, who had studied the texts, understod the laws of history.

Kulturmarxisme er altså nærmere bestemt destruktiv kritik af vores samfund, set fra et bestemt jødisk perspektiv. Jødiske intellektuelles. De skarpeste af von Hayeks “secondhand dealers in ideas“. Og Karl Marx er præcis sådan en overbegavet ‘idéernes brugtvognsforhandler’, der uden ægte skabende kraft går på rov i Europas stolte åndshistorie. Det er ud af Karl Marx’ pseudo-videnskabelige teorier, at kulturmarxismen opstår. For at forstå, hvorfor der sker denne forskydning i marxismen og hvorfor kulturmarxisme i dag gennemsyrer primært USA og Vesteuropa, må man forstå marxismens historie fra Karls Marx’ død og til tiden efter anden verdenskrig.

Karl Marx
Karl Heinrich Marx blev født i 1818 og voksede op i et velstående jødisk hjem i Tyskland. I begyndelsen af 1840’erne blev han omvendte til kommunisme og var med til stifte et af de første kommunistpartier nogensinde, Kommunistisk Liga. Som parti- og folkefører duede han ikke og slog sig i stedet på et livslangt fritidsstudie af økonomi.

Karl Marx forsøgte at ernære sig som journalist, men levede livet igennem fortrinsvis på nas af familie og venner. Han var en myreflittig skribent og efterlader sig ved sin død i 1883 et væld af breve, avisartikler, pamfletter og ufærdige manuskripter, samt en enkelt regulær bog. Nemlig første bind af det tænkte mesterværk Das Kapital, som han får udgivet i 1867.

Friedrich Engels og SPD
Det bliver op til Karl Marx’ ven og mæcen, den tyske millionærarving og levemand Friedrich Engels, at færdiggøre bind to og siden bind tre af Das Kapital. Som kurator af Marx’ efterladenskaber får Engels enorm indflydelse på marxismens udformning og udbredelse i årene efter Marx’ død.

Udenfor en lille kreds af socialistiske intellektuelle er Karl Marx ved sin død stort set ukendt. Således møder blot 11 personer op til hans begravelse. Hans berømmelse og indflydelse få år senere skyldtes alene Friedrich Engels, hans kontakter og formue. I 1885 udgiver Engels andet bind af Das Kapital. Heri hævder Marx, at han er på sporet af en økonomisk lov, der garanterer kapitalismens snarlige fald. Han redegør ikke for denne lov, men lover at gøre det i et senere bind af Das Kapital.

Med udgivelsen af Das Kapital‘s bind to får Engels skabt fornyet interesse for Karl Marx hos en gruppe intellektuelle i toppen af det tyske socialdemokrati SPD (dengang SAP). Partiet er ubestridt Europas mest succesfulde socialistparti og er model for lignende partier i bl.a. Skandinavien, Østrig-Ungarn og Rusland. Kort fortalt går SPD’s model ud på, at man organiserer industriarbejderen i et væld af klubber og foreninger, så det i praksis bliver umuligt for ham at leve et liv udenfor socialdemokratiets indflydelse.

Men i toppen af SPD ønsker en gruppe fortrinsvis jødiske intellektuelle, der står partiformand August Bebel nær, at partiet ikke blot skal ensrette den tyske industriarbejders praktiske liv. Massernes åndsliv skal også ensrettes således, at alle går i takt til den samme pibe. Man er i SPD derfor på udgik efter en Weltanschauung – en samlet verdensanskuelse indenfor hvilken partiets doktriner forekommer medlemmerne sande og rigtige.

Klassisk marxisme
Jødiske intellektuelle i SPD som Karl Kautsky og Eduard Bernstein er allerede disciple af Karl Marx og står personligt Friedrich Engels nær. Alle tre lobbyer hårdt for at få SPD til at antage marxismen som partiet officielle ideologi. Anstrengelserne krones med held, da SPD i 1891 vedtager det såkaldte Erfurt-program.

Med vedtagelsen af Erfurt-programmet bliver Karl Marx pludselig en mand, alle må forholde sig til. Millioner af industriarbejdere i Europa bliver belært om mandens geni og økonomer, filosoffer og sociologer begynder derfor andægtigt at studere ham.

I Erfurt-programmets marxisme prædiker Karl Marx, at det kapitalistiske system snart vil bryde sammen på grund af ‘indre modsigelser’. Betingelserne for en socialistisk revolution vil derfor komme af sig selv. Et parti som SPD – eller rettere partiets intellektuelle –  skal altså ikke befitte sig med vold og terror for at fremskynde revolutionen. I stedet skal man berede sig på at tage magten når historien kalder.

SPD’s Erfurt-program bliver formuleret i lyset af de forventninger til kapitalismens snarlige undergang, som betager Karl Marx’ disciple efter udgivelsen af andet bind af Das Kapital. Nu venter man længselsfuldt på profetens forløsende ord i det lovede tredje bind.

Böhm-Bawerk
Det samme gør den østrigske økonom Eugen Böhm-Bawerk. Han har med omhu læst de udgivne bind af Das Kapital og er som fagøkonom sikker på, at Karl Marx ikke har fundet nogen ny økonomisk lov. Da Das Kapital‘s tredje bind udkommer et par år efter vedtagelsen af SPD’s Erfurt-program, spidser Böhm-Bawerk pennen og viser i en lærd artikel ikke blot, at dilettanten Marx naturligvis ikke har fundet nogen ny økonomisk lov, men at hele Das Kapital er et pseudo-videnskabeligt makværk.

Marxismen – og dermed den socialdemokratiske bevægelse – er nu i alvorlig krise. Bortset fra et enkelt pip fra en jødisk socialdemokrat i Østrig-Ungarn, så er der larmende tavshed i den socialistiske lejr om Böhm-Bawerks artikel. Uden overhovedet at nævne ham, opgiver SPD troen på det kapitalistiske systems sammenbrud, trækker til højre og tilslutter sig parlamentarismen.

Magtran i Rusland
SPD’s vandring gør den russiske socialdemokrat Lenin ganske arrig. Han kender også sin Marx og kan med henvisning til forskellige skriftssteder anvise en helt anden vej ud af marxismens krise: Når det kapitalistiske system ikke vil falde af sig selv, så må det væltes med vold. I modsætning til SPD så er et sandt marxistisk parti – ifølge Lenin – derfor en militant kamporganisation, der skal lede masserne til endelig sejr.

I årene frem til udbruddet af første verdenskrig bakser den socialdemokratiske bevægelse med ekstremister som Lenin. Da zar Nikolaj 2. af Rusland i februar 1917 tvinges til at abdicerer som følge af Ruslands prøvelser i verdenskrigen, lykkedes det i det efterfølgende kaos for Lenin og hans tilhængere at kuppe sig til magten over det mægtige land. Året efter kalder de sig officielt kommunister og myrder i deres blodrus hele zar-familien.

Selv om marxisterne endnu langt fra sidder sikkert på magten over Rusland, så vejrer marxister overalt i Europa morgenluft. Ved afslutningen på første verdenskrig i slutningen af 1918 ser man det efterfølgende kaos i lande rundt om i Europa som Karl Marx’ profeterede betingelser for revolutionen og forsøger med våben i hånd at indføre proletariatets diktatur.

Komitern
Også Lenin tror på den endelige sejr. I 1919 opretter han organisationen Komintern, der gennem en række vasal-partier skal være hans instrument til at lede klassekrigen i de forskellige lande. Kommunistpartier skyder op som paddehatte rundt om i Europa for at stille sig i spidsen for Marx’ blodtørstige og sejrsikre disciple.

Store dele af Finland, Baltikum og Italien er snart i marxisternes hænder. Ungarn falder og bliver udråbt til sovjetrepublik. For marxisterne spiller den højtudviklede industrination Tyskland en helt speciel rolle. Karl Marx har nemlig profeteret, at her vil den verdensomspændende revolution starte. En bølge af røde opstande skyller hen over Tyskland. Delstaten Bayern falder og udråbes ligesom Ungarn til sovjetrepublik.

Miraklet ved Vistula
Men i sidste ende viser de røde kampenheder sig i Tyskland at være en ringe match for de berømte Freikorps, der som brandmænd på akkord stæser Tyskland rundt og stamper de marxistiske bål ud. I sin kvide mobiliserer Lenin Den Røde Hær for at komme de marxistiske bander til hjælp. Men Den Røde Hær’s vej til Berlin går gennem Polen. Lenin tror han kan gøre kort proces med polakkerne, som hans hær just har slået tilbage fra Ukraine. Men Lenin forregner sig og i august 1920 bliver Den Røde Hærs fremmach mod Tyskland stoppet ved Warszawas porte af et underlegent, men stålsat polsk forsvar.

‘Miraklet ved Vistula’ i 1920 er et af det tyvende århundreds vigtigste slag i Europa. Ganske vist skal man passe på med kontrafaktisk historieskrivning. Men var de marxistiske militser i Tyskland blevet forstærket med 30-40 tusinde kamphærdede enheder såsom de legendariske Røde Lettiske Riffelskytter, så er det ikke usandsynligt, at marxisterne kunne have besejret de effektive frikorps og erobret Tyskland – og dermed omskrevet historien. Den britiske diplomat Viscount d’Abernon, der oplevede slaget, skriver:

The Battle of Tours saved our ancestors of Britain and our neighbours of Gaul from the yoke of the Koran ; it is probable that the Battle of Warsaw preserved Central and parts of Western Europe from a more subversive danger—the fanatical tyranny of the Soviet.

Ved indgangen til 1921 er marxismen atter i krise. Denne gang ikke på grund af en artikel i et støvet tidsskrift, men på grund af sit blodige nederlag overalt i Europas industricentre, hvor Marx ellers havde lovet, at revolutionens grobund skulle findes. Hvad gik der galt?

Kulturmarxismens fødsel
En jødisk intellektuel ved navn György Lukács, der som kommissær i den ungarske sovjetrepublik har myrdet adskillige mennesker, grubler over dette spørgsmål og giver sig til at lede efter skriftsteder hos Marx, der kan forklare fiaskoen. Vi er nu fremme ved det element, som man kan sige er Karl Marx’ eneste rigtige originale indfald. Lukács begynder nemlig at interessere sig for Marx’ idé om “fremmedgørelse”.

Karl Marx støder på begrebet hos den tyske filosof Hegel. Idéhistorisk er fremmedgørelse – at være “fremmed for sig selv” – en eksistentiel erfaring ved det at være menneske. Karl Marx gør så det kunstgreb, at han alene knytter fremmedgørelse til en bestemt samfundsorden, nemlig den såkaldt kapitalistiske. Med andre ord lover han sine disciple, at når kapitalismen er udryddet, så vil en art Nirvana af ikke blot uendelig rigdom (“yde efter evne, nyde efter behov”), men også af psykologisk lykke og lys indtræde.

Men for en overbevist marxist kan Marx’s idé om fremmedgørelse også forklare de just eftertrykkelige nederlag: Når f.eks. tusinder af unge strømmede til de tyske frikorps, og ikke til de marxistiske angrebsformationer, så skyldes det, at de var “fremmede for sig selv”. De tyske unge var indoktrinerede af skolen, kejseren, kirken og hvad har vi til at tro, at deres interesser var de samme som kapitalisternes. Derfor vendte de sig mod deres sande befriere – marxisterne.

Frankfurterskolen
György Lukács er den første kulturmarxist. Han er den første, der vender sig væk fra Marx’ påstået strenge materialisme og i stedet ser på de skiftsteder hos Marx, der antyder, at også hos ham styres mennesket af sine idealer.

Lukács er langt fra den eneste marxist, der i denne epoke arbejder på at ‘vende Marx på hovedet’. Han får allerede i 1923 kontakt til en gruppe intellektuelle i Tyskland omkring millionærsønnen Felix Weil. Denne gruppe er ligeledes begyndt at gen- og nærlæse Marx for at finde en forklaring på, hvorfor marxismen fik så eftertrykkelige prygl i årene 1919-1920, når nu efterkrigstidens umiddelbare kaos ellers havde synes som de ideelle betingelser for dens succes.

Året efter finansierer Felix Weil oprettelsen af Institut für Sozialforschung i Frankfurt. Med sin indflydelsesrige far, den jødiske kornbaron Hermann Weil, i ryggen får han universitetet i Frankfurt til at sige ja til, at hans marxistiske tænketank bliver officiel del af den fornemme institution. Frankfurterskolen er født. Dens første projekt er at udgive en Gesamtausgabe af Karl Marx’ efterladendeskaber.

Gramsci
Nede i Italien sidder en anden kommunist og grubler over de samme spørgsmål som den fortrinsvis jødiske gruppe af intellektuelle i Frankfurt. Nemlig, hvorfor marxismen ikke kan få bedre tag i masserne, når nu Karl Marx’ lære jo ellers er så sand. Antonio Gramsci når frem til, at for at komme til magten i højtudviklede lande, så må marxisterne først gå omvejen og få herredømmet over samfundets kulturbærende institutioner, for derigennem at indpode marxisme i masserne.

Gramsci forbliver stort set ukendt frem til 1960’erne, hvor det italienske kommunistparti begynder at fremføre ham som gallionsfigur for den såkaldte eurokommunisme. Men Gramsci sætter faktisk ord på den strategi, som Frankfurterskolen målbevidst følger i årene efter anden verdenskrig. Før da har instituttet i Frankfurt ingen større betydning udenfor den marxistiske bevægelse. Men med valget i 1933 af NSDAP’s Adolf Hitler til tysk kansler, så vælger flere af Frankfurterskolens prominente skikkelser at rejse til USA, hvor de bliver hjulpet til rette af bl.a. den stærke lobbyorganisation American Jewish Committee (AJC).

American Jewish Committee og FN
AJC står Roosevelt-administrationen nær og følger tæt planerne om efter krigen at oprette en verdensomspændende organisation til at løse internationale konflikter med fredelige midler. Under ledelse af højesteretsdommer Joseph Proskauer og oliemillionæren Jacob Blaustein presser AJC på for et langt mere radikalt formål med den planlagte verdensorganisation. For dem skal en sådan organisation være et instrument til at gøre verden sikker for jøder overalt i verden.

AJC har allerede forfattet en art verdensforfatning, hvoraf væsentlige dele bliver indskrevet i FN’s ideologiske grundlag, den såkaldte Menneskerettighedserklæring. For at etablere hvad Proskauer direkte kalder “the new world order“, er man klar over, at man står foran et kæmpemæssigt folkeopdragende arbejde af Europas og Amerikas folkeslag. Den første underorganisation bliver derfor UNESCO, FN’s organisation for undervisning, videnskab og kultur, hvis første opgave bliver at udrydde anti-semitisme og Darwins racelære.

Frankfurterskolen og UNESCO
Parallelt med dette arbejde har AJC hyret adskillige prominente medlemmer af Frankfurterskolen til til at udarbejde en serie rapporter om anti-semitisme, der munder ud i rapporten Studies in Prejudice, hvori Frankfurterskolens berømte fusion mellem Karl Marx og Sigmund Freud ser dagens lys. Jurist og AJC-medlem James Marshall har direkte indflydelse på oprettelse af UNESCO og Karl Marx’ disciple glider ubesværet ind som organisationens samfundsvidenskabelige autoriteter.

Beskyttet af amerikanske bajonetter vender kulturmarxisterne efter krigen hjem til Frankfurt. Genopbygningen af deres institut bliver betalt af den amerikanske regering, der i de kommende år også finansierer Frankfurterskolens arbejde, bl.a. en genudgivelse af AJC’s Studies in Prejudice. Forholdet mellem Frankfurterskolen og UNESCO er i disse år så tæt, at der endog er planer om at lægge UNESCO’s institut for sociologi hos marxisterne i Frankfurt.

Med amerikanske penge og UNESCO’s prestige i ryggen, bliver Frankfurterskolen på det nærmeste synonym med sociologi – læren om samfundet – i efterkrigsårene. De fleste kender til den såkaldte afnazificering af Tyskland, der fandt sted efter krigen. Men en lignende udrensning af al kunst, kultur og videnskab, der strider mod UNESCO’s nye verdensorden finder faktisk også sted overalt i USA og Vesteuropa.

I de samme år eksploderer antallet af universitetsstuderende i Vesten. Udviklingen slår for alvor igennem i 1960’ernes studenteroprør, hvor de store, kulturmarxistisk skolede årgange raser mod alt, der bare smager af autoritet, tradition, slægt, tro og pligt. Som militant massebevægelse lægger studenteroprøret sig hurtigt, men marxismens “lange march gennem institutionerne” er ikke til at stoppe.

Den franske skole
I årene lige efter anden verdenskrig har marxisterne grund til optimisme. Efter aftale med Vestmagterne er halvdelen af Europa besat af Den Røde Hær. Sovjet-diktaturets vasal-partier stormer frem i lande som Danmark, Frankrig og Italien. Marxister i Grækenland kaster landet ud i en langvarig borgerkrig. Kina falder i 1949 og samme år sprænger Sovjet-diktaturet sin første atombombe.

I Frankrig vejrer modefilosoffen Jean-Paul Sarte stemningen og udgiver en bog, der skal forsøge at fusionere marxisme med hans såkaldte eksistentialisme. Hjemvendt fra USA bliver det dog den jødiske filosof Jacques Derrida, der med sin såkaldte dekonstruktivisme giver fransk kulturmarxisme et distinkt præg forskelligt fra Frankfurterskolens. I den franske variant forsøger man at legitimere Karl Marx ved at sammenblande ham, ikke med Freud som Frankfurterskolen, men med Nietzsche, Wittgenstein og Heidegger.

I en berømt artikel fra 1996 påviser den franske fysiker Alan Sokal, at bevægelsen er aldeles uvidenskabelig. For med sin rod i filosofi og litteratur er fransk kulturmarxisme præget af et minimum af empiri og et maksimum af teori. Den sælges under navne som poststrukturalisme og postmodernisme, og i takt med at flere og flere unge kvinder optages på universiteterne i USA og Europa, skubbes Frankfurterskolens mere maskuline vægt på data ud til fordel for franske luftigheder.

Racehad
Generation efter generation af børn og unge er siden midten af 1950’erne systematisk blevet indpræget kulturmarxisme i uddannelsessystemet. Og det i en sådan grad, at man i dag som en tommelfingerregel kan sige, at jo længere nogen er i uddannelsessystemet, jo mere venstreorienteret bliver de. Og efterkrigstidens akademisering af alt fra journalistik til filminstruktion har gjort, at kulturmarxisme – destruktiv kritik – i dag opleves af alle lag i samfundet som det eneste tænkelige og det eneste tilladelige perspektiv på den hvide races historie, tro og kultur.

Kulturmarxismen har nemlig bevæget sig langt siden Karl Marx’ strøtanker i 1840’erne om fremmedgørelse. Marx ville et bestemt økonomisk system til livs. Hans moderne disciple vil bringe en civilisation til fald. Allerede i 1967 proklamerede en førende jødisk intellektuel:

The truth is that Mozart, Pascal, Boolean algebra, Shakespeare, parliamentary government, baroque churches, Newton, the emancipation of women, Kant, Marx, Balanchine ballets, et al., don’t redeem what this particular civilization has wrought upon the world. The white race is the cancer of human history…

***

4 svar til Kulturmarxisme

  1. Lars H siger:

    5 ud af 5 stjerner til dette essay. Det bør oversættes og spredes til så mange hjemmesider som muligt.

  2. Lars H siger:

    Lothrop Stoddard sit hovedværk ‘The Revolt Against Civilization’, blev i sin tid udgivet i Danmark i en oversættelse: ‘Kampen Mod Kulturen’. Den kan nu læses på PDF, eller printes ud. http://www.mosaisk.com/pdf/Stoddard_Kampen_mod_Kulturen.pdf

  3. Pingback: Racisme belyvning, meta | Undskabens Hotel

  4. Pingback: Kronprins i modvind | Undskabens Hotel

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s