III. Brevbombe eller ej?

På venstrefløjen var man i dagene umiddelbart efter bombeeksplosionen på Internationale Socialisters københavnerkontor i god tro, når man påstod, at der var tale om en brevbombe. Det synes politiets tidlige efterforskning nemlig at tyde på. Men, som jeg vil vise nedenfor, så skulle begge forhold senere ændre sig markant! Brevbombe-teorien har i årevis været stort set uden hold i virkeligheden og både venstrefløjen og pressen er i direkte ond tro, når man forsat påstår det modsatte.

Brevbomber gået af mode
I forbindelse med eksplosionen hos Internationale Socialister så en dansk avis nærmere på den faktiske udbredelse af brevbomber i begyndelsen af 1990erne:

Hvis mandagens bombe mod Internationale Socialister blev sendt med posten, er det en handling uden sidestykke i Danmark – og en meget usædvanlig terrorhandling i et internationalt perspektiv. For en halv snes år siden brugte internationale terrorister mange porto- penge på brevbomber. Men terrorismens veje har ændret sig. »Muligheden for, at de rammer det ønskede mål er beskeden. De er svære at få til at eksplodere, når afsenderen ønsker det. De kan blive fejlekspederet, blive forlagt, blive åbnet af en forkert person. Derfor bliver de anvendt relativt sjældent,« siger postinspektør Ebbe Andersen, der også er sikringschef.
(Berlingske Tidende 18/3 1992)

Jeg har derfor kigget lidt nærmere på to kendte sager om brevbomber, som i hvert fald jeg umiddelbart troede var samtidige med Søllerødgadesagen. Den første drejer sig naturligvis om den amerikanske ‘Unabomber’, øco-terroristen Theodore Kaczynski, der i årene fra 1978 til 1995 dræbte 3 og sårede 23 mennesker med ialt 16 brevbomber. Det viser sig, at Kaczynski faktisk holdt en længere pause fra februar 1987 til juni 1993.

Den anden sag, som jeg har kigget på, rodes af venstreorienterede (herunder journalister) ofte sammen med Søllerødgadesagen. Det drejer sig om en bølge på ialt ti brevbomber, der i dagene den. 3. til den 6. december 1993 ramte kendte xenofile i Østrig. Både dansk og østrigs politi fastslog tidligt, at der ikke var den fjerneste forbindelse mellem disse brevbomber og bomben næsten to år tidligere hos de danske trotkister. Efter at have dræbt 4 og såret 15 med ialt 25 brev- og tre rørbomber, blev gerningsmanden Franz Fuchs, den ‘østrigske Unabomber’, omsider pågrebet i oktober 1997.

Postbudets historie
I Søllerødgadesagen hviler forestillingen om en brevbombe alene på et postbuds forklaring til politiet. Denne forklaring har jeg derfor set grundigt efter i sømmene og nedenfor følger de hårde kendsgerning om denne historie:

Bomben i Søllerødgade sprang kl. 11.32, mandag den 16. marts. Politiet fik i timerne derefter afhørt områdets pakkepostbud og konstateret, at IS ikke havde modtaget nogen pakker. Sent mandag aften henvendte brevbuddet sig så og fortalte, at han kl. 8.45 havde stort besvær med at få en “stor brun prøvekuvert – lidt større, tykkere og tungere end en telefonbog” ned i postkassen til Søllerødgade nr. 33. Han kunne ikke huske afsenderen.

Tirsdag blev (brev)postbudet igen afhørt og tog også med politiet rundt til forskellige forhandlere af kontorartikler, hvor han med sikkerhed identificerede både prøvekuverten og typen på de to messingclips, han hævdede den var lukket med.

Onsdag den 18/3 offentliggjorde politiet resultaterne af sine foreløbige undersøgelser af dette spor:

Drabsafdelingen afviste i første omgang tanken om en brevbombe, men sent mandag aften henvendte et postbud sig til politiet og fortalte, at han om morgenen havde afleveret en stor, brun og meget tung prøvekuvert i postkassen. Han kunne huske det, fordi den var så stor, at han havde besvær med at få den lagt i postkassen. “Postbudet husker, at den var lukket med to metalclips, og at navnet “Internationale Socialister” var skrevet fuldt ud og med håndskrift. Han afleverer tit post på adressen, hvor der på brevene blot står forkortelsen “IS”. Han mener også, at der var danske frimærker på pakken, fordi han ville kunne huske, hvis de havde været udenlandske,” siger [kriminalinspektør] Bent Hansen.
(Jyllandsposten 18/3)

Samme dag offentliggjorde politiet også et (model)foto af dette tilsyneladende centrale stykke bevismateriale i Søllerødgadesagen:

Med dimensionerne 37 gange 25 centimeter var den påståede prøvekuvert betydeligt større end en KTAS telefonbog. Og ifølge postbudet var den altså også både tykkere og tungere.

Tvivlsom forklaring
MEN…

Der var noget med et brev der blev afleveret? »Ja – var der nu det?«, spørger Bent Hansen. Sagen er den, at postbudet er kommet i tvivl. Ved fornyede afhøringer kan han ikke længere huske, om den pakke han afleverede, blev afleveret til IS eller hvilken dag han afleverede den.
(Weekendavisen 10/7 1992)

Et postbud mente tidligt efter bombesprængningen at kunne huske, at han samme morgen havde afleveret en tyk konvolut på adressen i Søllerødgade , og politiet følte sig på et tidspunkt temmelig sikre på, at der var tale om en brevbombe. Men siden såede postbudet selv tvivl om sin hukommelse.
(Politiken 16/9 1992)

Postbudet forklaring er af væsentlig betydning i sagen, og han er derfor afhørt flere gange.
“Netop for at blive bestyrket i troen på, at denne forklaring havde betydning. Men der er sket det, at hans forklaring er blevet svækket hen ad vejen. Ved den tredje afhøring var han i tvivl om sit oprindelige udsagn og fjerde gang kunne han ikke huske det mere.”
Det siger kriminalinspektør Bent Hansen.
(Det Fri Aktuelt 13/3 1993)

I starten troede politiet, at en brevbombe, bragt af et postbud mandag formiddag, slog Henrik ihjel. Teorien er svækket. Postbudet er blevet usikker på sin forklaring.
(Berlingske Tidende 17/3 1993)

Hertil kom, at postbudet, som først havde ment at have afleveret en tyk konvolut på adressen, nu var kommet i tvivl om sin hukommelse. Hermed var også tesen om en brevbombe blevet bragt i tvivl.
(PET-kommissionens rapport bind 11, s. 239-40)

Når man ser postbudets dramatiske historie efter i sømmene, så kan det faktisk ikke undre, at han senere måtte hale i land. For det første findes der nemlig overhovedet ingen fysiske beviser for, at hans prøvekuvert nogensinde har eksisteret. Ganske vist fandt politiets teknikere en metalclips i det relativt sparsomme materiale som eksplosionen, den ledsagende brand og det efterfølgende slukningsarbejde efterlod, men denne var af en helt anden type end de, som postbudet havde udpeget.

Dog gik så meget bevismateriale til grunde, at mangel på tekniske spor efter prøvekuverten måske ikke i sig selv sår alvorlig tvivl om postbudets første forklaringer. Men for det andet er der mig bekendt overhovedet ingen andre, der nogensinde har set den famøse prøvekuvert: Hverken andre postmedarbejdere, forbipasserende på gaden eller det IS-medlem, der om formiddagen arbejdede på kontoret, så f.eks. det fjerneste til den store kuvert eller til postbudets kamp for at få den ned i IS’ postkassen.

Det er i særdeleshed også værd at bemærke, at i Københavns Postvæsen udtrykte man tidligt skepsis omkring postbudets forklaring. “Vi forholder os ikke til blå teorier”, svarede postbudets chef på pressens spørgsmål (Berlingske Tidende 18/3 1992.)

Egen bombe
Og så var der problemet med Henrik Christensens kvæstelser. Disse var nemlig højest usædvanlige i forhold til de kvæstelser, man ellers ser hos brevbombeofre: For det første var Christensens hænder stort set ubeskadigede. For det andet blev han fundet liggende i såkaldt fægtestilling, d.v.s. med hænderne beskyttende oppe foran ansigtet. Og sådanne kvæstelser er almindeligvis ikke konsistente med en brevbombe. De peger i stedet på, at trotskisten “havde gang i en proces, som han selv mistede kontrollen over.”

Eksplosionen raserede fuldstændigt det lille forlokale i Søllerødgade nr. 33. Derimod slap baglokalet næsten uskadt. Her stod bøgerne stadig i deres reoler og kaffekopperne på bordene. I baglokalet var der på indersiden af vindueskarmen fastsat et sikkerhedsgitter. Her fandt politiets teknikere en rest efter eksplosionen i forlokalet.

Det står derfor fast, at døren mellem for- og baglokale må have været åben i eksplosionsøjeblikket. Men denne dør var kun brændt på den side, der vendte ud mod forlokalet, ligesom der heller ikke havde været brand i baglokalet. Det står derfor også fast, at døren mellem for- og baglokale blev lukket efter bomben detonerede. Men hvordan?!

Døren kan være blevet trukket i af det undertryk, der i varierende grad altid følger efter en eksplosion. Men dette vakuum burde i givet fald have været så kraftigt, at løse genstande i baglokalet som f.eks. bøger og kopper i det mindste blev revet væk. Men dette løsøre stod som nævnt pænt på sin plads.

Den eneste anden forklaring synes derfor at være, at der har været mindst en anden person til stede i lokalerne, da bomben gik af. Denne person blev højest sandsynligt ikke kvæstet ved eksplosionen og har derfor antageligt opholdt sig i baglokalet, lukket døren mellem de to rum efter eksplosionen og før branden, og derefter forsvundet ud af bagdøren.

I sekunderne efter eksplosionen var et vidne fra gaden nemlig få meter inden i forlokalet. Dette vidne hørte nogle ejendommelige “puf”-lyde og så ilden løbe hen over gulvet, inden vedkommende blev trængt ud på gaden af det fremstormende flammehav. Senere konstaterede politiet brandeksperter da også, at ilden havde bredt sig i forlokalet efter et mønster, der stærkt tyder på, at flammerne var blevet ledt af en brændbar væske eller kemikalie.

Som det fremgår af ovenstående, så har det faktisk i nu næsten tyve år været kendt, at teorien om en brevbombe ganske vist er mulig, men ikke sandsynlig. Alligevel ser man vedblivende pressen ikke blot fortie dette forhold, men oven i købet til stadighed fremføre f.eks. postbudets gamle historie som om den er en nagelfast kendsgerning i Søllerødgadesagen (se f.eks. Information 15/2 og BT 26/2 fra så sent som i år.)

Adskillige undersøgelser har som bekendt vist, at de fleste journalister er venstreorienterede. Jeg tror personligt, at dette forhold er forklaringen på, at dansk presse fortsat vildleder offentligheden om Søllerødgadesagen.

***

(Postbudet blev mig bekendt aldrig sigtet for falsk forklaring. Umiddelbart er der altså ingen grund til at tro, at han ligefrem løj. På den anden side har han heller aldrig ønsket at stå frem og forklare sig, så et politisk motiv kan ikke udelukkes. Jeg kan i den forbindelse nævne, at i midthalvfemserne havde venstreekstremister fra bl.a. den voldelige, autonome gruppe Rebel faktisk så mange medlemmer ansat i Københavns Postvæsen, at man havde planer om at danne sin egen organisation indenfor væsenet.)

33 svar til III. Brevbombe eller ej?

  1. John siger:

    Alle tiders gennemgang – du har lavet et godt forarbejde. Det slår vores lille hjemmediskussion i Uriaspostens kommentarer.

    • Martin Kasler siger:

      Tak skal du have. Som jeg nævnte på UP, så var det meget interessant oplysninger du kom med om arten af Christensens kvæstelser.

  2. Pingback: Monokultur » Martin Kasler om bomben mod Internationale Socialister

  3. Peter Jensen siger:

    Gætværk og formodninger. Og hele afsnittet “tvivlsom forklaring” er direkte usandt. Postbudet i Søllerødgade ændrede ikke forklaring, han var ikke i tvivl, og han trak ikke sin forklaring tilbage. Du skal ikke tro på alt, hvad du læser i avisen.
    Problemet var, at der aldrig var nogen, der meldte sig som afsender af pakken (det kunne have været helt almindelige politiske papirer). Men man kan fortsætte teorierne i en uendelighed, for hvis et andet medlem af IS har sendt pakken (fyldt med politisk materiale), ville vedkommende sandsynligvis ikke stå frem og afmystificere pakken, for det ville jo være ensbetydende med at Henrik selv havde fabrikeret bomben, og det ville jo være et hårdt slag for venstrefløjen at skulle indrømme.
    Knæk dén, Sherlock!

  4. Peter Jensen siger:

    Ja,jeg har da en enkelt……..postbudet selv.

  5. Peter Jensen siger:

    Det er nu sandt nok. Du kan tro det eller lade være, jeg er sådan set ligeglad. Men din bemærkning om, at postbudet aldrig er blevet sigtet for falsk vidneforklaring……og du deraf konkluderer, at motivet for hans “falske” vidneudsagn kunne være politisk? Kan du selv høre, hvor langt ude dine konspirationsteorier lyder?! Postbudet vidnede dengang om, at han havde haft en stor brevforsendelse til IS samme dag, som bomben sprang – og det holder han fast ved den dag i dag.
    Albert Larsen udtalte i øvrigt i sin tid, at han intet kendte til sagen, for som han sagde “hvorfor skulle jeg sende en brevbombe gennem PostTerminalen, og den kunne risikere at eksploderne 100 gange undervejs og ramme uskyldige, når det nemmeste i verden var at give en af vores egne folk en stjålet postjakke på og lade ham smide pakken i postkassen hos IS. Postkassen hang i øvrigt på væggen ude på gaden og var frit tilgængelig for alle og enhver.

    • Martin Kasler siger:

      “Det er nu sandt nok. Du kan tro det eller lade være, jeg er sådan set ligeglad.”

      Jeg lader være.

      • Peter Jensen siger:

        Og det står dig frit for. Jeg siger bare, at dine teorier slet ikke holder vand – slet ikke når de er baseret på forkerte fakta. Og så håber jeg bare, at folk der læser din blog, vil læse med en smule mere kritiske øjne.

        • Martin Kasler siger:

          Ja, lad os håbe det. Hils postbudet.

          • Peter Jensen siger:

            Jeg kunne selvfølgelig fortælle dig, hvordan det fejlagtige rygte om postbudets hukommelsestab opstod (hint: det hænger sammen med det lange tidsrum mellem første og fjerde afhøring), men jeg synes bare, du skal fortsætte dine underholdende konspirationsteorier.
            Jeg glæder mig især til at du får sagen kædet sammen med mordet på JFK.

            • Martin Kasler siger:

              Bomben eksploderede i marts 1992. Sagens chefefterforsker, kriminalinspektør Bent Hansen, oplyste allerede i juli ’92 til pressen, at postbudet ikke kunne huske “om den pakke han afleverede, blev afleveret til IS eller hvilken dag han afleverede den.”

  6. Peter Jensen siger:

    Og jeg fortæller dig, at det ikke passer. Selv du, som ser konspirationer alle vegne, må da ha’ tænkt, at det ville være belejligt for politiet at kunne undskylde deres manglende opklaring af sagen, med at postbudet ligefrem havde besværliggjort opklaringen.

    Da postbudet var inde til afhøring for fjerde gang og afgav nøjagtig den samme forklaring for fjerde gang (men nu var efterforskeren skiftet ud), fik han at vide at politiet stadig var helt på bar bund, men at de mente, at Henrik selv havde medbragt bomben. Postbudet bad sig efter endt afhøring fritaget for at blive indkaldt til flere opslidende afhøringer, for han gentog jo den samme historie hver gang, og de måtte altså ikke forvente, at han efter så lang tid stadig ville kunne huske detaljer. Det er så blevet drejet og fortolket til, at han ikke kunne huske noget som helst, ændrede forklaring, trak sit vidneudsagn tilbage etc. etc.

    Men jeg kan se, at jeg ikke kan overbevise dig, og fred være med det, men så vil jeg overlade dig til dine fantasifulde teorier.

    • Martin Kasler siger:

      Bent Hansen ledede efterforskningen flere år efter vidnet blev afhørt fjerde gang.

      • Peter Jensen siger:

        Det var Bent Hansen, der ledede efterforskningen, men det var ikke ham, der foretog afhøringerne.

        • Martin Kasler siger:

          Nej, han afhørte nok ikke samlige +300, der blev afhørt i sagen, men du får mig ikke til at tro på, at han ikke var inde over afhøringerne af sagens vigtigste – ja, faktisk eneste – vidne.

          • Peter Jensen siger:

            Jeg kan ikke udtale mig om arbejdsfordelingen blandt de forskellige efterforskere, og jeg har heller ikke kendskab til Bent Hansens eksakte rolle i forhold til de enkelte vidner. Men faktum er, at postbudet ved den første afhøring blev afhørt af efterforsker A og efterforsker B, ved anden og tredie afhøring af efterforsker B alene, og ved fjerde og sidste afhøring af efterforsker C – ingen af dem var Bent Hansen.

            • Martin Kasler siger:

              Hvor ved du det fra? Nåjo, fra postbudet… Nu kommer vi vist til at køre i ring, ikke sandt?

              • Peter Jensen siger:

                Jah, jeg kan godt se, at fakta er irriterende, når de ikke passer ind i dine vilde gætterier. Og jeg beklager, hvis jeg har saboteret jeres konspirationsteorier.

                Men jeg har faktisk også min egen teori. Det var i virkeligheden selvmord – politiet fandt nemlig et øre med en finger i.

  7. Santor siger:

    Rofl…..

    Måske skal vi til betragte den små Peter som en del at af inderkernen af IS og derfor nok ved mere end han umiddelbart vil ud med.

  8. Polka Charlie siger:

    > Santor

    Tror du har fat i den lange ende der…
    Det der med ’tilbagetræden fra forsøg’ det er så pokkers svært når man har sprunget sig selv og den halve gade i stykker. Og har man deltaget i planlægning, materialefremskaffelse eller lignende så kan det ikke afvises at man stadig kunne få et rap over nallerne pga. Heinrich ‘ti tommelfingre’ Christensens død/selvmord.

    • Santor siger:

      Du taler i gåder!

      Prøv at udtrykke dig klart og forståeligt.

    • Santor siger:

      Ok, det kom lige lovligt stærkt ud, Sorry🙂

      • Polka Charlie siger:

        Ja, og det er måske noget kryptisk.
        Det var indledningsvist ment som en morsomhed.

        Forklaring:
        “Tilbagetræden fra forsøg” er et begreb man arbejder med i strafferetten. (“Søllerødgade-sagen” er en sag som juridisk befinder sig i strafferetten.)

        Rent strafferetligt straffes både ‘forsøg på en forbrydelse’ og egentlige ‘fuldbyrdede forbrydelser’. Man kan altså straffes uanset om man lykkedes med sin forbrydelse eller ej.

        Eksempel: Jens Jensen forsøger at voldtage Nina Nielsen. Dette lykkedes ikke og politiet fanger Jens Jensen.

        Jens Jensen kan straffes for forsøg på voldtægt.

        Eksempel 2: Jens Jensen voldtager Nina Nielsen. Efter omfattende efterforskning finder politiet frem til Jens Jensen.

        Jens Jensen kan straffes for voldtægten.

        Eksempel 3: Jens Jensen går ned på gaden for, at begå en voldtægt. Jens Jensen får nede på gaden tænkt sig lidt om og beslutter herefter, at voldtægt er et groft overgreb – det vil han ikke udsætte et offer for. Jens Jensen inviterer i stedet sin veninde Nina Nielsen på Café.

        Jens Jensen kan IKKE straffes for voldtægt og heller IKKE for forsøg på voldtægt.

        Jf. ovenstående eksempler er både forsøg og fuldbyrdelsen strafbar, men en planlagt forbrydelse som man afstår fra udførelsen af er ikke-strafbar.
        De dybere teknikaliteter omkring tilbagetrædelse fra forsøg og straffrihedsgrunde skal jeg nok afholde mig fra at komme ind på.

        Fra straffeloven;
        § 22.
        “Forsøg straffes ikke, når gerningsmanden frivilligt og ikke på grund af tilfældige
        hindringer for gerningens udførelse eller for opnåelsen af det ved denne tilsigtede øjemed afstår fra iværksættelsen eller hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlinger, som ville have hindret fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var mislykkedes eller ad anden vej var afværget.”

        Eksempel: Heinrich samlede bomben og lagde den i en kuvert. Næste morgen cyklede Heinrich ind til IS-kontoret og adskilte bomben, smed alle bombens komponenter i havet og levede derefter et roligt og demokratisk liv.

        I dette tilfælde ville Heinrich næppe blive straffet for sin brevbombe.

        Eksempel 2: Heinrich samlede bomben og lagde den i en kuvert. Næste morgen cyklede Heinrich ind til IS-kontoret og foretog et par justeringer på bomben. Desværre var Heinrich klodset og bomben gik af.

        I dette tilfælde er Heinrich strafbar. Eventuelle medgerningsmænd er også strafbare, da forbrydelsen er mislykkedes.

        Jævnfør ovenstående med min oprindelige post: “det er svært at træde tilbage fra en
        forbrydelsen når man har sprængt sig selv ihjel”.

        >>> Forbrydelsen er “udført”, bomben gik af og bordet fanger – man kan således blive straffet for sin forbrydelse. (det skulle have været det komiske element… Bomben gik af, bombebyggeren døde og bomben nåede aldrig sit mål)

        Da der nu er tale om en forbrydelse der er mislykkedes kan de eventuelle medgerningsmænd også straffes.

        Generelt siger man, at forbrydelser som kan straffes med livstid aldrig forældes f.eks. mord.

        Det er således ganske fornuftigt, at henligge sagen som en mordsag da man efterfølgende (uanset hvor langtid der måtte gå) vil have en chance for at slå en klo i eventuelle medgerningsmænd.

        Efterfølgende afhænger det naturligvis om en dommer mener, at der rent faktisk er tale om mord og ikke bare almindeligt selvmord eller noget helt tredje for den sagsskyld.

        Beklager den lange replik og håber den var mindre kryptisk. Og ad det hårde svar, så vil jeg hellere have ren tale end intet svar😉

        • Santor siger:

          Tak for forklaringen, den var absolut til at forstå.

          Den eneste chance for at opklare hvad der foregik er at en IS`er en dag kommer til fornuft og fortæller historien, lidt på linje med blekingegadebandens politimord.

          socialisterne har alt for meget vold på samvittigheden til at man kan lade det gå upåagtet hen.

  9. Polka Charlie siger:

    *sprunget=sprængt

  10. Morten B. siger:

    Tak for en god analyse, som jeg efterhånden har læst i flere omgange. Der findes næppe noget sted, hvor alle data er samlet, som her. Jeg har dog et par kommentarer. Den ene kan tjene til at afklare ovenstående diskussion om postbudet, den anden er udtryk for en tvivl, som nager mig i forbindelse med din konklusion.

    Et postbud får ikke bare en stak pakker, uden at de først er registreret. Idag foregår det ved, at de bliver tilføjet en stregkode, så postvæsnet hele tiden præcist ved, hvor pakken befinder sig, og om den er blevet afleveret til kunden. Af stregkoden kan man se pakkens unikke nummer, samt hvor den er blevet afleveret. Det er således umuligt for et postbud f.eks. at stikke en pakke i lommen og påstå, at han aldrig har fået den til omdeling. Det er også umuligt for et postbud at påstå, at han har omdelt en pakke, der ikke eksisterer. I 1992 var arbejdsgangen mere omstændelig, men der var stadigvæk styr på, hvormange pakker et postbud fik udleveret – og hvormange der blev afleveret til kunden. Postvæsnets erklæring om at der ikke var nogen pakke til den pågældende adresse den pågældende dag bør altså vægtes højere, end det er tilfældet her. Hvad postbudet end har påstået er underordnet, og lur mig om ikke det var foreholdt denne kendsgerning om postvæsenets arbejdsgang, der har fået postbudet til at få hukommelsestab. Det er tydeligt, at han samme dag, som bombeeksplosionen fandt sted, har mødt nogen, som har overbevist ham om vigtigheden i at opdigte denne historie.

    Der er selvfølgelig mulighed for, at IS havde modtaget en pakke på en en anden dag, som har ligget uåbnet weekenden over… Men mon ikke politiet har tænkt over den mulighed under efterforskningen?

    Nu til min tvivl… Ville selv en stresset venstreekstremist give sig til at samle en bombe i kontorets forlokale midt under åbningstiden, hvor han kunne ses fra gaden gennem vinduet? Jeg har svært ved at tro det. Jeg har også svært ved at tro, at baglokalets løsøre stod uberørt af en eksplosion, som var kraftig nok til at kunne blæse hele kontorets facade ud på gaden. Jeg er ked af det, men tesen om den åbne dør, som blev lukket efter eksplosionen, er jeg ikke enig i. Den må have været lukket.

    Hvordan skal vi så forklare den “rest fra eksplosionen”, som sad på baglokalets vindue, og som jeg antager var et fragment af sprængstoffet?

    Jeg aner det ikke, men man kan forestille sig 2 muligheder, når man på forhånd antager, at Heinrich (stavefejlen er bevidst) selv har samlet bomben. Den kan have været samlet i baglokalet, hvor det let kan tænkes, at en stresset person har fået noget af sprængstoffet på fingrene og på et tidspunkt har rørt ved vinduet. Det forudsætter naturligvis, at den rest, man fandt, var ueksploderet, og i så fald er sagen egentlig opklaret. En anden mulighed er, at fragmentet ikke stammede fra eksplosionen i forlokalet men fra en testsprængning foretaget et andet sted og med en anden bombe, hvorefter test-bombemanden har besøgt IS’s kontor, hvor han har fået sig en kop kaffe med sine venner uden først at vaske hænder.

    Hvorom alting er, så tror jeg ikke, at Heinrich samlede bomben i forlokalet, hvor den gik af, og jeg tror ikke, at døren til baglokalet var åben. Og som før antydet tror jeg heller ikke, at der var tale om en brevbombe.

  11. Martin Kasler siger:

    Hej Morten

    Som jeg gør opmærksom på, så blev postbudet mig bekendt aldrig sigtet for falsk vidneforklaring e.l., så jeg mener ikke vi behøver at antage, at nogen overtalte ham til at lyve. Det er ikke ukendt, at vidner så at sige bliver grebet af dramaet og – bevidst eller ubevidst – opfinder ting, der gør deres egen rolle i en given sag stor og betydningsfuld. Men ellers er jeg sikker på, at dine betragtninger omkring hvad der gjorde postbudets første forklaring utroværdig, holder stik.

    Udtrykket “rest fra eksplosionen” har jeg løftet direkte fra en avisartikel, der bygger på oplysninger fra efterforskningsleder Bent Hansen. Jeg forstår ikke udtrykket som om man fandt en rest af sprængstoffet, men en rest af f.eks. Henrik Christensen, og at det er derfor man er så sikker på, at døren mellem for- og baglokale har stået åben i eksplosionsøjeblikket.

    Jeg ved ikke hvor godt man fra gaden kunne kigge ind i kontoret. Jeg ved heller ikke, hvor mange der havde nøgle til kontoret. Eller hvad Christensen foretog sig weekenden op til den fatale mandag.

    Jeg ved heller ikke ret meget om bomber, men var eksplosionen selvforskyldt, så var Christensen formodentligt ved at lægge sidste hånd på værket (f.eks. sætte en timer), mere end ved at bygge en bombe fra grunden af den mandag formiddag.

    Hvis der, som politiet ikke udelukker, er en anden person indblandet, så kan denne enten være kommet for at hente bomben, eller for at aflevere den til en enten vidende eller uvidende Christensen.

    Så er der mysteriet om den pakke, han havde i en hvid plasticpose. Var det bomben? Og hvor var han fra ca. 11 til ca. 11.15, hvor han blev set med plasticposen?

    Faktisk ville jeg ønske, at en journalist af f.eks. Øvig Knudsens format (og integritet) ville kaste sig over sagen og skrive en bog om den, så vi kunne få klarhed over alle sagens detaljer.

    Det eneste jeg faktisk føler mig rigtigt overbevist om, det er, at venstrefløjen IKKE ønsker sagen opklaret.

  12. Altid Danmark siger:

    PÆNERE KAN DET VIST IKKE SIGES .. M.K … FLOT .
    Altid Danmark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s