Pædofile ryges ud

I forbindelse med en verserende pædofili-skandale omkring den gamle venstrekstremist Daniel Cohn-Bendit, er det blevet afsløret, hvordan hans parti Die Grünen ihærdigt har plejet pædofiles interesser.

Stormen om Cohn-Bendit har også afstedkommet fokus på den officielle holdning til pædofili i partiet De Grønne, som Cohn-Bendit efter arbejde i forudgående græsrodsgrupper officielt trådte ind i i 1984. Spiegel beretter, hvordan arbejdsgruppen Schwule, Päderasten und Transsexuelle i løbet af 1980’erne øvede væsentlig indflydelse på partiets seksualpolitik. Ifølge Spiegel har De Grønne »som ingen anden politisk kraft i Tyskland [..] arbejdet for interesserne hos mænd med pædofile tilbøjeligheder.« Ledende grønne politikere har allerede bebudet en officiel undersøgelse af partiets omgang med pædofile interesser.

Herhjemme blev der lagt planer om at opkalde en del af Rådhuspladsen i København efter en - ifølge Jakob Næsager (K) - ”gammel bøsseaktivist“. Planerne er vistnok blevet skrinlagt efter det kom frem, at manden var medlem af en pædofili-ring og tillige dømt for seksuelt misbrug af drenge.

Mandens “registrerede partner” var en tidligere nazist, der ligeledes havde dom for seksuelt misbrug af drengebørn. Deres aktiviteter beskrives således af en homofil blogger:

Den 30. marts 1955 slog Københavns politi nemlig til mod Axel og hans mands Eigils firmaer Dansk Fototjeneste og International Model Service, der solgte billeder af nøgne mænd og store drenge. De slog også til mod International Homosexual World Organization, en forening dannet af Axel Axgil primært for at sælge softporno og kontaktannoncer til homoseksuelle i hele verden…

… da politiet gik i gang med at gennemgå det beslaglagte kartotekmateriale fandt de ud af at de nøgenmodeller, som Axel og Eigil havde benyttet sig af, næsten alle var prostituerede og en del var mindreårige. Og de havde solgt sex til Axel og Eigils kunder. Politiet optrævler altså en større prostitutions ring med mindreårige.

I dagens Danmark er det kommet så vidt, at nogle kan synes den slags mennesker gerne skal have en plads opkaldt efter sig. Det kaldes vistnok frisind.

***

Jacob Holdt og Sovjets jøder

(D)DR viser i øjeblikket en serie, hvori Søren Pind (V) rejser omkring i USA sammen med fotografen og forfatteren Jacob Holdt.

Jacob Holdt rejste i årene 1971-75 rundt som turist i USA og tog billeder af bl.a. en masse hæslige mennesker, som han i 1977 udstillede i bogen Amerikanske Billeder, der skildrede USA som “et samfundssystem, der i sin yderste konsekvens er menneskefjendsk“, som en anmelder naivt skrev.

Amerikanske Billeder blev udgivet på Informations Forlag. Bogen blev en tidstypisk bestseller på linje med f.eks. Günther Wallraffs Ganz unten, der efter alt at dømme blev skrevet med ført hånd af STASI, DDR-diktaturets hemmelige politi. I 1992 blev det afsløret, at Jacob Holdt i forbindelse med Amerikanske Billeder havde modtaget penge fra KGB, USSR-diktaturets hemmelige politi.

I dagene efter afsløringen af Jacob Holdt, blev han hårdnakket forsvaret i Information af sin svoger, journalisten Jørgen Dragsdahl. Da det kort efter blev afsløret, at også Dragsdahl havde været betalt KGB-aktør, benægtede Jacob Holdt, at Dragsdahl havde haft noget med udgivelsen af Amerikanske Billeder at gøre.

De to KGB-kontakter - og gamle venner fra Københavns venstreradikale miljø - fik redet stormen af og i en hyldesttale år senere til Jørgen Dragsdahl, kunne Jacob Holdt så alligevel vedgå, at Dragsdahl skam ”leverede de store intellektuelle referencerammer mens jeg kunne bruges til at støbe de emotionelle kugler“.

Jørgen Dragsdahls ‘store intellektuelle referenceramme’ var den gang at sprede gift for den danske tilslutning til forsvarsalliancen NATO, der stod i vejen for kommunismens verdensherredømme. F.eks. forsøgte Dragsdahl i 1970erne at overbevise den danske offentlighed om, at Warzawapagtens voldsomme militære oprustning var en myte, udspredt af ‘militarister’ i den amerikanske efterretningstjeneste.

Med et projekt som Amerikanske Billeder, kunne en KGB-aktør som Jørgen Dragsdahl tillige få skildret de sociale og politiske forhold i USA, NATO-alliancens stærkeste led, som langt værre end i Sovjetunionen. Dermed håbede man at kunne lægge “en tidsindstillet bombe… på det storpolitiske plan“, som det dansksprogede Sovjet-organ Land og Folk optimistisk skrev.

Lad mig i det følgende gennemgå et eksempel på den metode, der anvendes i Amerikanske Billeder. Man anfører (s. 172):

Denne gamle jødiske kone, som blev en af mine bedste venner i New York, udvandrede fra Rusland i 1905. Nu sultede hun og fik aldrig mælk eller kød… Hendes største ønske her i livet var, at kongressen ville give hende tilladelse til at tage tilbage til Sovjetunionen for, som hun sagde, at hun så kunne leve sine sidste dage i frihed uden sult og den frygt, alle føler i New York. Men kongressen vil ikke lade de gamle bruge deres pension i Sovjetuinionen og vil hellere lade dem sulte.

Hvem der end førte pennen (Holdt, Dragsdahl eller KGB), så fik den danske offentlighed med Amerikanske Billeder altså under den kolde krig det indtryk, at forholdene i NATO-landet USA var så slemme, at den amerikanske kongres måtte lægge gamle jøder økonomiske hindringer i vejen, så de ikke flygtede til Sovjetunionen.

I virkelighedens verden er der tale om en skjult, perfid henvisning til The Jackson–Vanik amendment, som USA vedtog i 1974. Få år tidligere var Sovjet-diktaturet nemlig begyndt at brandbeskatte sine jøder, så de ikke kunne udvandre til deres hjemland Israel. Som modtræk hertil vedtog den amerikanske kongres så, at USA ikke måtte handle med lande, der nægtede sine borgere at udvandre.

Det var altså USSR, og ikke USA, der holdt sine jøder indespærret. Og det var Amerikanske Billeders grimme, kapitalistiske USA, der tilsidesatte sine økonomiske interesser for at komme de stakkels jøder til hjælp.

Havde det stået til danske KGB-håndlangere som Jacob Holdt og Jørgen Dragsdahl, så ville disse jøder stadigvæk sidde indespærret bag Jerntæppet. Ligesom snesevis af andre folkeslag.

***

Antinazistisk opera må lukke

Deutsche Oper am Rhein i Düsseldorf har besluttet at tage sin antinazistiske opførsel af Tannhaüser af plakaten. Det sker efter blot en enkelt forestilling.

Den såkaldte gaskammer-forestilling beskrives som følger:

Während der berühmten „Tannhäuser“-Ouvertüre sinken nackte Darsteller in einem Kreuz aus gläsernen Würfeln, die sich mit Nebel füllen, zu Boden. Der Venusberg, bei Wagner Ort der hedonistischen Liebe, wird zum Schauplatz einer brutalen Erschießungsszene. Venus in Nazi-Uniform und ihre SS-Schergen ermorden eine Familie und zwingen Tannhäuser dazu, ebenfalls zu töten.

Dette nægtede det tyske publikum ganske enkelt at stå model til:

Nach nur 30 Minuten gellten am Samstag empörte Buhrufe aus dem Publikum, verärgerte Zuschauer verließen ihre Plätze, einige knallten die Türen…

Regissøren Burkhard Kosminski, rundet af det kulturmarxistiske Lee Strasberg Studio i New York, blev korrekt udpeget som gerningsmanden bag ødelæggelsen af den gribende historie om synd, soning og Guds tilgivelse:

Sänger und Chefdirigent Axel Kober, der im Sommer die „Tannhäuser“-Inszenierung von Sebastian Baumgarten auf dem „Grünen Hügel“ in Bayreuth dirigieren wird, bekam langen Applaus. Regisseur Kosminski aber erntete, kaum hatte er die Bühne betreten, wütende Buhrufe. „Beleidigung“ und „Alptraum“ waren nur einige Reaktionen. Sogar bei der anschließenden Premierenfeier wurde Kosminski noch Zielscheibe der Wut einiger Zuschauer, so dass Opernintendant Christoph Meyer die Gäste zur Ordnung rief.

Tannhaüser er skrevet af den tyske komponist Richard Wagner (1813 – 1883) og blev uropført i 1845. Overturen regnes for et af de smukkeste stykker musik, der nogen sinde er skrevet:

***

Lidt opfølgning

Journalist Kim Kristensen giver i dagens udgave af venstrefløjsorganet Information, en ædrulig gennemgang af Søllerødgade-sagen. Men som sædvanlig uden sagens kriminaltekniske detaljer, der synes at belaste det påståede offer.

Jeg forsøger i øjeblikket at kulegrave Ekstra Bladets påstand om, at Marcel Schilf blev efterforsket i forbindelse med brevbomberne i Østrig 1993-1997. Historien synes atter en gang at være udtryk for usandhed.

***

Schilf og terroristerne

Da Ekstra Bladet i disse dage kolporterer massive mængder af antifascistisk propaganda om Søllerødgade-sagen, så slog det mig, at det måske ikke varer længe inden den sagesløse læser præsenteres for en dramatisk historie om, hvordan afdøde Marcel Schilf hjalp eftersøgte bombeterrorister på flugt.

Ekstra Bladet har som bekendt beskyldt Schilf for at stå bag bomben i Søllerødgade. Beviser har man ingen af, men det glemmer læseren sikkert, jo flere bombehistorier man kan skrive om den unge nationalsocialist, der døde i 2001.

Historien om Marcel Schilf og de eftersøgte bombeterrorister stammer vistnok oprindeligt fra Searchlight, et antifascistisk blad med nær forbindelse til den britiske efterretningstjeneste MI5. I dag bliver historien ihærdigt udspredt af svenske antifascister bag Expo (se her, her og her).

Marcel Schilf drev i et par år ‘Club Valhalla’ i Helsingborg, der ifølge Expo var ‘et tilflugtssted for efterlyste terrorister’..

… däribland österrikarna Wolgang Tomsits och Christian Anderle. Tomsits och Anderle efterlystes 1995 av Interpol för delaktighet i en serie brevbombsattentat… Under flykten sökte sig Anderle och Tomsits till Sverige och Club Valhalla.

Og videre:

…  polisen i Österrike också misstänkte en koppling till Skandinavien, sedan det visat sig att detonatorerna tillverkats i Danmark… I juli 1996 greps makarna Tomsits, och i december dömdes Wolfgang Tomsits till fyra års fängelse för delaktighet i bombattentaten… 

Østrig blev i årene 1993 til 1997 udsat for fem bølger af i alt 25 brevbomber og tre rørbomber. Gerningsmanden Franz Fuchs var – ligesom den i dag mere berømte Anders Behring Breivik – nationalkonservativ og ikke nationalsocialist.

Lad mig først slå fast, at det er lodret usandt, at tændsatserne i Franz Fuchs hjemmegjorte bomber blev fremstillet i Danmark. Dem konstruerede Fuchs nemlig også selv (af bl.a. kviksølvfulminat).

Selv om Fuchs ikke var nationalsocialist, og ingen forbindelse havde til dem, så gik myndighederne hårdhændet til værks mod den nationalsocialistiske bevægelse i Østrig. F.eks. blev to unge nationalsocialister, Franz Radl og Peter Binder, tidligt anklaget for flere af Fuchs bomber. Selv om bomberne vedblev at springe i Østrig, måtte de to unge mænd gennem en længere retssag, før de i 1995 blev frifundet (og i stedet straffet for nationalsocialisme).

Det var under den heftige efterforskning mod de nationalsocialistiske kredse, at de østrigske myndigheder i 1995 kom på sporet af, at Wolfgang Tomsits og Christian Anderle i 1992 havde deltaget i grafitti-hærværk mod en jødisk kirkegård. En alvorlig forbrydelse i Østrig.

Man havde ikke meget på Christian Anderle, men efterforskede i forvejen mod Wolfgang Tomsits i en sag om embedsmisbrug. Han blev anholdt i Østrig den 23. juni 1996 og i december dømt fire års fængsel for de to nævnte forhold.

På baggrund af Wolfgang Tomsits’ forklaring, blev der den 25. juni 1996 udstedt en international arrestordre på Christian Anderle (se her), der på det tidspunkt formodentlig opholdt sig i Tyskland. Syv år senere vendte han hjem fra Sydafrika og blev i 2003 dømt tre års fængsel for sin rolle i graffitien på den jødiske kirkegård 11 år tidligere.

Det kan altså konstateres, at at hverken Wolfgang Tomsits eller Christian Anderle var eftersøgt, da de senvinteren-forået 1996 besøgte Marcel Schilfs ‘Club Valhalla’. Det er simpelthen løgn, at de hos Schilf skjulte sig for Interpol.

Videre kan det konstateres, at ingen af dem nogensinde var eftersøgt i den østrigske brevbombesag. Og slutteligt er det usandt, at Wolfgang Tomsits blev dømt for medvirken til bombeattentater.

Expo fylder rent ud sagt sine læsere med mængder af antifascistisk løgn. Om disse løgne også vil finde vej til Ekstra Bladets spalter, må tiden vise.

***