Jacob Holdt og Sovjets jøder

(D)DR viser i øjeblikket en serie, hvori Søren Pind (V) rejser omkring i USA sammen med fotografen og forfatteren Jacob Holdt.

Jacob Holdt rejste i årene 1971-75 rundt som turist i USA og tog billeder af bl.a. en masse hæslige mennesker, som han i 1977 udstillede i bogen Amerikanske Billeder, der skildrede USA som “et samfundssystem, der i sin yderste konsekvens er menneskefjendsk“, som en anmelder naivt skrev.

Amerikanske Billeder blev udgivet på Informations Forlag. Bogen blev en tidstypisk bestseller på linje med f.eks. Günther Wallraffs Ganz unten, der efter alt at dømme blev skrevet med ført hånd af STASI, DDR-diktaturets hemmelige politi. I 1992 blev det afsløret, at Jacob Holdt i forbindelse med Amerikanske Billeder havde modtaget penge fra KGB, USSR-diktaturets hemmelige politi.

I dagene efter afsløringen af Jacob Holdt, blev han hårdnakket forsvaret i Information af sin svoger, journalisten Jørgen Dragsdahl. Da det kort efter blev afsløret, at også Dragsdahl havde været betalt KGB-aktør, benægtede Jacob Holdt, at Dragsdahl havde haft noget med udgivelsen af Amerikanske Billeder at gøre.

De to KGB-kontakter – og gamle venner fra Københavns venstreradikale miljø – fik redet stormen af og i en hyldesttale år senere til Jørgen Dragsdahl, kunne Jacob Holdt så alligevel vedgå, at Dragsdahl skam “leverede de store intellektuelle referencerammer mens jeg kunne bruges til at støbe de emotionelle kugler“.

Jørgen Dragsdahls ‘store intellektuelle referenceramme’ var den gang at sprede gift for den danske tilslutning til forsvarsalliancen NATO, der stod i vejen for kommunismens verdensherredømme. F.eks. forsøgte Dragsdahl i 1970erne at overbevise den danske offentlighed om, at Warzawapagtens voldsomme militære oprustning var en myte, udspredt af ‘militarister’ i den amerikanske efterretningstjeneste.

Med et projekt som Amerikanske Billeder, kunne en KGB-aktør som Jørgen Dragsdahl tillige få skildret de sociale og politiske forhold i USA, NATO-alliancens stærkeste led, som langt værre end i Sovjetunionen. Dermed håbede man at kunne lægge “en tidsindstillet bombe… på det storpolitiske plan“, som det dansksprogede Sovjet-organ Land og Folk optimistisk skrev.

Lad mig i det følgende gennemgå et eksempel på den metode, der anvendes i Amerikanske Billeder. Man anfører (s. 172):

Denne gamle jødiske kone, som blev en af mine bedste venner i New York, udvandrede fra Rusland i 1905. Nu sultede hun og fik aldrig mælk eller kød… Hendes største ønske her i livet var, at kongressen ville give hende tilladelse til at tage tilbage til Sovjetunionen for, som hun sagde, at hun så kunne leve sine sidste dage i frihed uden sult og den frygt, alle føler i New York. Men kongressen vil ikke lade de gamle bruge deres pension i Sovjetuinionen og vil hellere lade dem sulte.

Hvem der end førte pennen (Holdt, Dragsdahl eller KGB), så fik den danske offentlighed med Amerikanske Billeder altså under den kolde krig det indtryk, at forholdene i NATO-landet USA var så slemme, at den amerikanske kongres måtte lægge gamle jøder økonomiske hindringer i vejen, så de ikke flygtede til Sovjetunionen.

I virkelighedens verden er der tale om en skjult, perfid henvisning til The Jackson–Vanik amendment, som USA vedtog i 1974. Få år tidligere var Sovjet-diktaturet nemlig begyndt at brandbeskatte sine jøder, så de ikke kunne udvandre til deres hjemland Israel. Som modtræk hertil vedtog den amerikanske kongres så, at USA ikke måtte handle med lande, der nægtede sine borgere at udvandre.

Det var altså USSR, og ikke USA, der holdt sine jøder indespærret. Og det var Amerikanske Billeders grimme, kapitalistiske USA, der tilsidesatte sine økonomiske interesser for at komme de stakkels jøder til hjælp.

Havde det stået til danske KGB-håndlangere som Jacob Holdt og Jørgen Dragsdahl, så ville disse jøder stadigvæk sidde indespærret bag Jerntæppet. Ligesom snesevis af andre folkeslag.

***