Legazpi driveby (Processen mod Josué Estébanez, 2. del)

Lørdag den 11. november 2007 har omkring 200 antifascister samlet sig på metrostationen Legazpi i Spaniens hovedstad Madrid. De er på vej til bydelen Usera for at sabotere en demonstration mod anti-spansk racisme, der samme dag afholdes af højrepartiet Democracia Nacional.

En gruppe på omkring 50 antifascister drager i samlet flok fra gaden og ned på undergrundbanens perron:

Blandt antifascisterne befinder sig en ung mand, der ser større og stærkere ud end sine 16 år. Hans fulde navn er Carlos Javier Palomino Muñoz. Nedenfor ses han (yderst t.v.) til antifascistisk fest kort før sin død.

I det indkomne tog til Usera befinder sig den da 23-årige Josué Estébanez de la Hija. Han er alene. Josué er på dette tidspunkt frivillig i den spanske hær og er kortklippet efter de militære forskrifter. Han bærer en sweatshirt af mærket Three Stroke:

Josué Estébanez har en kniv i sin lomme.

Sweatshirten
I retten hævder antifascisterne, at det engelske tøjmærke Three Stroke kun bæres af nationalsocialistiske skinheads. Deres forklaring støttes i første omgang af rettens ekspert i gadebander og ekstremisme, en højtstående politimand.

Efter at have set optagelserne fra overvågningskameraerne fra Madrids metro, hævder eksperten også, at han ud fra Josué Estébanez’ ”æstetik” kan fastslå, at den unge basker er ”un skin neonazi”.

Først da Josués forsvarer fremlægger forskellige udskrifter fra firmaets hjemmeside, indrømmer politimanden, at tøj fra Three Stroke kan købes i almindelige butikker og at en sweatshirt af dette mærke ikke i sig selv gør Josué til “skin neonazi“.

Josué forklarer retten, at han har fået trøjen af en soldaterkammerat og at han ikke ved om mærket er populær blandt højreradikale. Three Stroke ses da også i noget anderledes sammenhænge:

’Jeg er bare en spanier’
Josué Estébanez har aldrig været i konflikt med loven. På sin kaserne er han kendt som rolig og fredelig kollega, der aldrig er i slagsmål eller anden ballade.

Han deler værelse med en ecuadorianer, der i retten afviser nogensinde at have oplevet Josué udtale sig eller optræde såkaldt racistisk. Josué kommer tværtimod godt ud af det med både ham og andre indvandrere i deres enhed.

Også værelseskammeraten betegner Josué som en stille og rolig fyr. ”Mi amigo”,kalder ecuadorianeren den unge basker, som det spanske retssystem senere stempler som skin neonazi.

Ifølge retten er soldaterkammeratens forklaring irrelevant, for de to venner har ikke haft politiske diskussioner, men kun snakket om ting ’vedrørende den daglige aktivitet i deres arbejde’.

Udenfor kasernelivet deler Josué Estébanez en lejlighed i Madrid med sin bror. Josué er ikke medlem af nogen politisk gruppe og i retten fremstår han både uvidende om og uinteresseret i politik. Han afviser kategorisk at være nationalsocialist eller nærer anden afsky mod indvandrere eller antifascister.

På anklagerens spørgsmål om han er patriot, svarer Josué, ’Jeg er bare en spanier. En person, der bliver glad når landsholdet vinder en kamp.’

Rejsemål
Spansk politi hævder, at Josué Estébanez under sin første afhøring vedgik, at han var på vej til Democracia Nacionals demonstration i Usera, da han på Legazpi metrostation løb ind i antifascisterne.

I retten forklarer Josué, at afhøringen fandt sted på hospitalet, kort efter antifascisternes mishandling af ham (se nedenfor) og mens han var i shock og omtåget af smertestillende medicin. Han forklarer videre, at han var på vej til middag med nogle venner i bydelen Villaverde, der ligger på samme banestrækning som Usera.

Josué Estébanez afviser at fortælle hvem disse venner er, fordi han ikke vil udsætte dem for fare fra Madrids antifascister (som vi senere skal se, så var Josués frygt mere end velbegrundet.)

Frygt og gaben
Ud fra de videooptagelser, som de spanske myndigheder har frigivet, står det klart, at Josué Estébanez opdager antifascisterne i Legazpi allerede mens toget kører ind på perronen. Ifølge hans forklaring i retten, så opdager antifascisterne også ham. Gennem togets vinduer kan han se, hvordan de udpeger ham for hinanden. Han hører også antifascistiske trusler råbt imod sig.

Denne forklaring bestrides ikke af myndighedernes optagelser. Man ser Josué kigge ud ad vinduet og tage sin kniv frem, samtidig med at han gaber:

Domstolen i Madrid hævder i sin afgørelse, at Josué Estébanez’ adfærd er ’inkompatibel med en tilstand af frygt’. Men ifølge videnskaben så gaber vi også i anspændte situationer. ”We yawn when facing stress or anxiety”, fastslår en forsker således.

Josué Estébanez’ adfærd er derfor konsistent med hans senere forklaring om, at han i situationen var meget bange. Han åbner sin kniv, men går ind i den tilstødende vogn. Udenfor ser man antifascisterne følge efter:

Josué omringes
Josué Estébanez standser op og stiller sig afventende i toggangen, efter alt at dømme parat til at slås med de mange antifascister, der nu strømmer ind i vognen: 

Josué fortæller senere i retten, at han ser en antifascist bevæbnet med kniv og en anden smyge et knojern på. På de af myndighederne frigivne videooptagelser ser man klart, hvordan flere antifascister begynder at maskere sig og mindst én at tage kamphandsker på:

Antifascisterne omringer Josué Estébanez:

Han fortæller i retten, at der bliver sagt “de aquí no vas a salir, fascista de mierda”, der kan oversættes til noget i retning af ‘du slipper ikke herfra, nazisvin’.

Drabet
Carlos Palomino træder nu ind i toget og tager med det samme føringen. Mens en anden antifascist med sin arm spærrer udgangen for Josué, stiller Palomino sig op foran ham og tager med en stærkt provokerende attitude fat i hans sweatshirt:

Palomino siger noget til Josué, men præcist hvad er der uenighed om. Antifascisterne hævder senere i retten, at Carlos Palomino sagde noget i retning af ’hvad så med den trøje?’. Josué hævder, at Palomino sagde noget i retning af ’aflever den trøje og alt hvad du har’. Begge udsagn synes konsistente med Palominos aggressive optræden overfor Josué.

Den unge soldat langer lynhurtigt ud med kniven og rammer Carlos Palomino med et enkelt stik i brystet:

Efter et kort håndgemæng flygter Palomino ud af toget. Ingen af de mange antifascister kommer ham til hjælp. Om det fatale knivstik forklarer Josué Estébanez i retten, at han i frygt reagerede instinktivt på Carlos Palominos provokation.

Udenfor når Palomino at løbe nogle få meter før han falder om, dødeligt ramt i hjertet. En sikkervagt forsøger at komme ham til hjælp, men bliver overfaldet af antifascisterne. Sikkerhedsvagten fortæller senere i retten, at de trækker kniv mod ham.

Inden i toget forsøger en kvindelig sikkerhedsvagt at tilkalde hjælp:

I retten kommer det frem, at antifascister sprøjter sikkerhedsvagten i ansigtet med tåregas og at hun efterfølgende må behandles for shock. Hun er gravid i anden måned.

”Guarros de mierda!”
Samtidig maser Palominos fæller sig ud af toget, der snart er tømt for antifascister. En ophidset Josué råber ad dem og gør en gestus med armen. Antifascisterne påstår efterfølgende i retten, at han råber ”Sieg Heil!” og ’heiler’ mod dem. Ingen andre vidner ser eller hører Josué optræde sådan. Heller ikke rettens ekspert i gadebander og ekstremisme, selv om Josue’s bevægelse bliver opfanget af kameraet:

Selv benægter Josué Estébanez kategorisk at have råbt ’Sieg Heil’ og forklarer, at han end ikke ved hvad udtrykket betyder. Han benægter også have ’heilet’ mod antifascisterne. Ifølge Josué råbte han, at de skulle holde sig væk og samtidig brugt sin arm til fysisk at understrege budskabet.

Der synes derimod ikke at være tvivl om, at Josué Estébanez råber ”guarros de mierda!” (beskidte svin e.l.) efter antifascisterne. De hævder senere i retten, at ”guarros” netop er spanske højre-aktivisters nedsættende udtryk for venstreekstremister. Guarro er dog også en almindelig brugt vending i det spanske sprog.

Desperat kamp
Nogenlunde samtidigt med deres overfald på metrostationens sikkerhedsvagt, begynder antifascisterne at angribe toget for at få fat i Josué Estébanez. Flere gange trænger de ind, men bliver hver gang trængt tilbage af Josué, som ingen ikke har mod på at møde i åben kamp:

I stedet forsøger Alejandro Jonatan M. at angribe Josué Estébanez bagfra, mens denne desperat slås for at holde andre antifascister ude. Josué får lynhurtigt vristet sig fri og rammer Alejandro Jonatan M. med et stik i lungen:

Alejandro Jonatan M. – kendt som ”Alex” – og andre antifascister hævder efterfølgende i retten, at de blot forsøgte at afvæbne Josué Estébanez. Ingen stiller spørgsmål ved denne forklaring.

Flugt
Ene mand lykkedes det Josué Estébanez gennem flere minutter at holde de rasende antifascister ude:

Men da antifascisterne begynder at sprøjte med stjålne brandslukkere og medbragt tåregas, springer han ud af toget og løber for sit liv, tæt forfulgt af den antifascistiske pøbel:

Josué Estébanez søger tilflugt hos to politibetjente, men bliver slået ned af antifascisterne, der begynder at sparke og trampe på ham. I flere minutter må de to betjente kæmpe mod hvad de senere anslår til omkring 200 antifascister, der råber ’Dræb ham! Dræb ham!’. I retten forklarer de to betjente, at de ikke er i tvivl om, at antifascisterne ville banke Josué Estébanez ihjel.

Politiet finder senere et knojern i Josué Estébanez’ lomme. Han forklarer, at han samlede det op under overfaldet på sig, mens de to betjente sloges med antifascisterne.

Kniven
Josué Estébanez taber under flugten sin kniv. ”Carlos, pardillo, devuélvenos el cuchillo” (’Carlos, dit pjok, aflever den dolk’), råber højreaktivister under en senere demonstration, men kniven bliver aldrig fundet.

Spanske antifascister har da også spundet mange myter om det såkaldte mordvåben. Man har skiftevis påstået, at Josué var bevæbnet med en machete, en jagtkniv og en springkniv. I retten bliver det fastslået, at det var en foldekniv som unge soldat havde i lommen.

Estébanez forklarer, at han medbragte kniven fordi han dagen efter skulle på øvelse med sin enhed. En officer fra hæren bekræfter i retten, at foldekniven er standardudstyr i den spanske hær. Josué Estébanez frikendes for ulovlig våbenbesiddelse.

Det bliver fastslået, at den unge basker ikke er trænet i knivkamp. Faktisk er han slet ikke kampsoldat, men gør tjeneste i et gammelt paraderegiment, Regimiento de Infantería Inmemorial del Rey.

Blodig dag
Efter sammenstødet på Legazpi ligger én antifascist død, en anden hårdt såret. Yderligere otte antifascister må på hospitalet og behandles for skader, de pådrog sig i kampen mod Josué Estébanez og politiet.

Også Josué må indlægges på hospitalet. Det samme gælder en tilfældig forbipasserende, som antifascister hensynsløst smider ned ad en trappe under deres forfølgelse af Josué. Yderligere ni tilfældige mennesker må behandles for øjenskader fra antifascisternes tåregas.

Efter slagsmålet i metroen fortsætter antifascisterne til Democracia Nacionals demonstration i Usera, hvor de angriber politiet med baseballkøller og molotovcocktails. En politimand kvæstes:

***

Dette indlæg blev udgivet i Antifascisme. Bogmærk permalinket.

7 svar til Legazpi driveby (Processen mod Josué Estébanez, 2. del)

  1. Balder siger:

    Tak for den udførlige reportage, og jeg håber selvfølgelig at ofret bliver frikendt.
    Der kommer en dag hvor de røde voldsmænd kommer til at betale dyrt for deres forbrydelser.

    • Morten - - - siger:

      Stenkastere betaler normalt ikke for deres forbrydelser. De er en holdningsløs arketype, der kaster for magthaverne. Også de næste magthavere. Du vil sikkert have bemærket, at den fremspirende oprørsbevægelses – islamisternes – stenkastere og “de røde” stenkastere er i fuld gang med en forbrødring på gadeplan. De kaster simpelthen i samme retning.

      Den omstændighed, at islamisterne vil vippe socialisterne af pinden, bekymrer ikke de “socialistiske” stenkastere, når blot de i tidens fylde får lov til at slutte sig til disse, de nye magthaveres, stenkastere. Og det får de. Til enhver tid. Det er en af historiens lovmæssigheder.

      Vi vil af samme grund især se “socialister” kaste mod angivelige “racister” (mennesker, der protesterer mod islamisering) i fremtiden. Dixi!

      – – –

  2. Viking siger:

    Stakkels mand. Det burde da være lige meget om han var højreorienteret eller ej, man skal da have lov til at forsvare sig selv. Ja, og gå i det tøj man vil.
    Det er typisk venstrefløjs-volds-feministerne at overfalde andre og være 200 mod 1

    DDL-leder angrebet af venstreradikale/udlændinge efter debatmøde: “På vej ud blev jeg slået bagfra…”
    http://www.uriasposten.net/archives/category/politikere/messerschmidt-morten

    Med alt den vold fra venstrefløjs-volds-feministerne, muslimerne og de andre etniskfremmedet, så burde almindelige borgere og især os nationale have lovlig ret til at bære skydevåben.

  3. Morten B. siger:

    Jeg husker godt videoen, da den i sin tid blev lagt ud på nettet. At Josué kæmper ualmindeligt dygtigt for sit liv, kan der vist ikke være nogen tvivl om. Havde en snarrådig lokomotivfører blot forstået at holde dørene lukkede ved synet af de ophidsede venstreekstremister – af hensyn til sine passagerers sikkerhed, for hvilke han givetvis er ansvarlig – kunne denne tragedie have været undgået.

    Tak for den grundige research der har ligget til grund for denne artikel, som er det bedste, der er skrevet om episoden på dansk.

  4. Viking siger:

    Kan du ik` lige tjekke dit spamfilter!
    På forhånd tak!

  5. Hans Und siger:

    Foreligger der noget om initiativer til beskyttelse af Josué E?

    Tilsyneladende, imellem flere problemer, ser det ud til at forsvaret har været elendigt eller er blevet obstrueret på en eller anden måde.

    • Martin Kasler siger:

      Forsvaret fik af retten forbud mod at angribe afdøde Palominos livsførelse, karakter m.v., men min fornemmelse er, at det i virkeligheden ikke ville have gjort nogen forskel. Mere om det i en senere artikel…

Skriv et svar til Morten - - - Annuller svar