I morgen onsdag den 27. marts har Danskernes Parti (DP) inviteret til møde på Århus Hovedbibliotek, hvor partiets formand Daniel Carlsen (f. 1990) vil præsentere sin nye bog Odelsret til Danmark.
Ifølge DP’s hjemmeside har Antiracistisk Netværk, en dækorganisation for antifascister, inviteret til ballade på dagen og dømte brandstiftere som Anders Christtreu og Daniel Holst Petersen fra København har straks meldt deres ankomst. Tidligere har Antiracistisk Netværk fået sit medlem Thomas Duch dømt for dødstrusler mod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Jeg har desværre måttet takke nej til arrangementet og forfatteren har derfor venligt tilsendt mig et anmeldereksemplar af sin bog. Jeg har ikke tidligere givet mig i kast med boganmeldelser og det skal understreges, at jeg i min omtale af Odelsret til Danmark ikke kommer ind på bogens mere faktamættede sider. Jeg har læst den med det sigte at få afklaret, om Daniel Carlsen (og vel dermed Danskernes Parti) kan siges at være nationalsocialistisk, således som den antifascistiske propaganda stædigt forsøger at påstå.
Den unge Daniel Carlsen har som bekendt en gang været højt profileret medlem af det Hitler-tro parti Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB) og bl.a. offentligt forfægtes dette partis officielle holdning til jødeudryddelserne under anden verdenskrig. Men hvis man i Odelsret til Danmark, Daniel Carlsens første bog, forventer at finde Hitler-dyrkelse og holocaustbenægtelse, så vil man blive slemt skuffet.
Om begrebet ‘odelsret’ skriver forfatteren:
Som den vigtigste nationale rettighed står danskernes odelret til Danmark. En slags ejendomsret, der er bestemt af arv. Egentligt betyder odel arvegods, og odelsretten er bedst kendt fra Norge, hvor forskellige slægter har vundet retten til bestemt jord, der sidenhen er gået i arv som følge af denne odelsret.
Odelsretten til Danmark skal forstås på den måde, at det danske folk har ejendomsretten til Danmark.
I modsætning til nationalsocialismens Blut und Boden-doktrin (som vi genfinder i ældre bevægelser såsom nationalromantikken og zionismen), så tillægger Daniel Carlsen ikke et folks hjemstavn den store betydning for, hvem dette folk er:
I princippet kunne vort folk slå sig ned i et ubeboet afrikansk område i morgen. I givet fald ville det… give langt mere mening at kalde dette Danmark frem for at kalde et lille område i Nordeuropa, hvor ingen danskere opholder sig længere, for Danmark.
Men Daniel Carlsen skriver også:
I moderne tid har det dog været de nationale stater, som har været folkenes primære samlingspunkt, der samtidig har fungeret som et bolværk mod angreb og som et forsvar af egne særinteresser, herunder de kulturelle og etniske interesser, der har udgjort kernen i folkenes sammenhængskraft.
Samtidigt påpeger Carlsen, at folkenes ret til forskellighed endog er anerkendt af FN, og det er netop danskernes ret til at være forskellige – og dermed unikke – fra alle andre folkeslag, der udgør Daniel Carlsens etiske fundament.
De ulyksagelige konsekvenser af de seneste fyrre års masseindvandring, kalder Daniel Carlsen malende for en “demografisk revolte” mod vort samfund. Multikultur er lig med “Tilråb, bespottelser, indbrud, overfald og voldtægter begået mod danskerne, blot fordi de er danske.”
På spørgsmålet om, hvordan danskerne igen bliver herre i eget hus, er Daniel Carlsen aldeles klar i mælet:
En afvikling af det multikulturelle samfund er kun mulig, hvis vi påbegynder hjemsendelser af de fremmede, der i øjeblikket tager ophold i landet.
På spørgsmålet om, hvem der skal hjemsendes, svarer Carlsen meget logisk:
Hvem der rent faktisk skal hjemsendes er principielt lig med dem, som vi i fremtiden ønsker afvist ved grænsen.
Og videre:
Imidlertid er det her vigtigt at slå fast, at de hjemsendelser, der nødvendigvis skal komme, vedrører de ikke-vestlige befolkningsgrupper…
Det er m.a.o. folk fra os genetisk fjerntbeslægtede folkeslag, der skal vises vintervejen. Men det mener Daniel Carlsen så alligevel ikke. Han skriver:
Principielt synes jeg, at det ville være problematisk at mistænkeliggøre alle ved at DNA-teste dem med en udskillelse til formål.
Men under sin diskussion om de praktiske problemer ved at hjemsende, hvad Carlsen selv anslår til omkring 400,000 kandidater, taler han om “let identificerbare ikke-vestlige udlændinge“. Det synes altså at være fænotypen, og ikke genotypen, der vil blive det egentlige kriterium for repatriering af uønskede udlændinge.
Man kan hævde, at der i Odelsret til Danmark er et ekko af nationalsocialisme i og med, at Daniel Carlsen betoner det biologiske fundament for mennesket og dets samfundsdannelse og -orden. Men ret beset drager den unge partiformand blot de politiske konsekvenser, som følger logisk af adfærdsgenetikkens og udviklingspsykologiens forskningsresultater.
Ligesom Enoch Powell ønsker Daniel Carlsen at standse den demografiske revolte mod sit folk “by stopping or virtually stopping, further inflow, and by promoting the maximum outflow“, som Powell skrev. Og efter endt læsning af Odelsret til Danmark er det da også mit indtryk, at Daniel Carlsen i dag har mere til fælles med angelsakseren Enoch Powell end med tyskeren Adolf Hitler.
***
(Daniel Carlsen Odelsret til Danmark (140 s.) Danskernes Parti 2013. Pris. kr. 150,-. Kan købes i Danskernes Butik .)
Reaktionære Refleksioner 