Brev fra Sune Fischer

I forbindelse med Ekstra Bladets afsløring af “sandheden” om Søllerødgade-sagen, skrev jeg om EB-journalisten Sune Fischer, at han

… viser sig at være identisk med ‘Greven’ ,en gammel kending fra det autonome miljø i København. Jeg ved ikke, om han var medlem af AFA. Men det står fast, at ’Greven’ personligt kendte AFA-stifterne Martin Lindblom og Balder Johansen.

I går torsdag modtog jeg et brev fra Sune Fischer. Han bestrider ikke at være identisk med ‘Greven’, men skriver:

Blandt andet har jeg aldrig været medlem af AFA eller lignende, ligesom jeg aldrig har plejet omgang med Martin Lindblom og Balder Johansen.

Så skulle det være på plads.

Sune Fischer fortsætter:

Din påstand om, at jeg er bagmanden bag artikelserien er heller ikke korrekt.

Nu omtalte jeg ikke Fischer som bagmand, men som hovedmand, bag artikelserien. Jeg forstår ikke, hvorfor dette falder ham for brystet, for hans navn står – sammen med romanforfatteren Carsten Nortons – på alle seriens hovedartikler.

Men uanset hvem der skrev hvad, så står det fast, at makkerparret Fischer og Norton bevidst og systematisk vildleder offentligheden om Søllerødgade-sagen. Lad mig i det følgende gennemgå et typisk eksempel på deres metoder. Sune Fischer og Carsten Norton  skriver:

Klokken var 11 om formiddagen, da Henrik Christensen 16. marts 1992 låste sig ind i organisationen Internationale Socialisters beskedne lokaler i Søllerødgade 33 på Nørrebro i København. Den 29-årige var mødt tidligt denne dag, da han skulle forberede et oplæg, han skulle holde senere om den daværende sygeplejerskestrejke. Han satte vand over til kaffe, gik ud på gaden for at hente dagens post, og da klokken nærmede sig 11.30, satte han sig til rette i en kontorstol for at gå dagens korrespondance igennem. En uforet prøvekuvert skilte sig ud i stakken af breve og rudekuverter. Den var på størrelse med en telefonbog og lukket med to metalclips. Adressen var skrevet i hånden. Frimærkerne i øverste højre hjørne var danske.

Hele dette afsnit er i det væsentlige en skønsom blanding af løse påstande, fri fantasi og direkte usandheder. Lad mig tage påstandene skridtvis:

Klokken var 11 om formiddagen, da Henrik Christensen 16. marts 1992 låste sig ind i organisationen Internationale Socialisters beskedne lokaler i Søllerødgade 33 på Nørrebro i København.

Delvist korrekt. Henrik Christensen blev set ved 11-tiden foran det aflåste partikontor af vidnet Jørgen Lund. De to trotskister sludrede kort sammen, men Lund så ikke sin partikammerat direkte låse sig ind på kontoret. Om Christensen låste op eller blev låst ind, ved derfor ingen med sikkerhed.

EB forsætter:

Den 29-årige var mødt tidligt denne dag, da han skulle forberede et oplæg, han skulle holde senere om den daværende sygeplejerskestrejke.

Her er det for det første direkte usandt, at trotskisten “var mødt tidligt” på sin dødsdag. Den 24. maj 1992 gør et større dansk dagblad status over sagen og dens efterforskning. Man slår bl.a. fast, at

Det har heller ikke gjort det nemmere, at han ændrede sit normale mønster og kom senere på kontoret i Søllerødgade end normalt.

Og hvad var det så for en større avis, der fortalte os dette? Ja, det var såmænd Ekstra Bladet.

Fischer og Nortons påstand om, at Henrik Christensen om aftenen den 16. marts 1992, skulle holde oplæg om “den daværende sygeplejerskestrejke”, dukker første gang op det kulturmarxistiske organ Information. Det sker i februar 2012 i forbindelse med en såkaldt dokumentarfilm om sagen, begået af folk fra Antifascistisk Aktion.

(Jeg skal det indskydes, at Ekstra Bladet forsøger at holde liv i sin historie med bl.a. gamle optagelser fra det hedengange TV-Stop. Også TV-Stop blev drevet af folk fra Antifascistisk Aktion.)

Men påstanden om at Henrik Christensen skulle holde oplæg om en “daværende sygeplejerskestrejke” er det rene opspind. Hvorfor ved jeg det? Ganske enkelt fordi der i 1992 ikke var nogen sygeplejerskestrejke.

Lad os gå til næste afsnit:

Han satte vand over til kaffe, gik ud på gaden for at hente dagens post, og da klokken nærmede sig 11.30, satte han sig til rette i en kontorstol for at gå dagens korrespondance igennem.

Her er der igen tale om det rene opspind. Man ved ikke, om det faktisk var Christensen, der tømte postkassen. Man ved heller ikke det fjerneste om, hvad Christensen foretog sig i lokalerne i det korte tidsrum fra vidnet Lund talte med ham og til bombem sprang.

Og til sidst:

En uforet prøvekuvert skilte sig ud i stakken af breve og rudekuverter. Den var på størrelse med en telefonbog og lukket med to metalclips. Adressen var skrevet i hånden. Frimærkerne i øverste højre hjørne var danske.

Her er der ikke tale om rent opspind, da postbudet som sådan godt kan have afleveret en sådan kuvert hos trotskisterne den dag. Det var jo hvad postbudet i første omgang hævede. Men som bekendt måtte han efterfølgende erkende, at han i virkeligheden ikke kunne huske om den mystiske pakke blev afleveret til trotskisterne i Søllerødgade, eller hvilken dag han overhovedet skulle have haft den med.

Danske journalister har pligt til at give korrekte oplysninger. Det hedder således i Pressenævnets vejledende regler for god presseskik, at

Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.

Som ovenfor beskrevet, så forbryder Sune Fischer og Carsten Norton sig altså på en lang række punkter mod reglerne for god presseskik. Jeg ville personligt godt være mere end frisk på at indklage dem for Pressenævnet, men Fischer og Norton beskyttes af reglerne. Det hedder nemlig at

… man kan ikke klage, hvis man blot har generel faglig eller politisk interesse i det emne, der er omtalt i pressen.

Udenforstående med solid viden om Søllerødgade-sagen må altså magtesløse se til, mens Sune Fischer og Carsten Norten bevidst og systematisk kan vildlede offentligheden. Det kaldes ‘pressefrihed’.

***

Dette indlæg blev udgivet i Carsten Norton, Søllerødgadesagen, Sune Fischer og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Brev fra Sune Fischer

  1. Hans Und siger:

    SIAD og DDL er vist nævnt på en måde så de kan klage.

    I øvrigt elendigt sjovnalist håndværk af EB, at tage sagen op uden, at redegøre for de forskellige muligheder og deres sandsynlighed.

    Men formålet har næppe været at præstere et ordenligt job.

    • Martin Kasler siger:

      Ja, SIAD og DDL kunne antageligt godt få optaget et kort genmæle, hvori de må oplyser, at de ikke er krypto-nazister (som EB jo fremstiller dem). Men om Søllerødgade-sagen må de ikke udtale sig – hvis de da har noget at sige🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s